Virkelig frie

Virkelig frie

Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” (Johs 8,34-36)

Ovenstående citat er taget fra en samtale (Johs 8,31-47), som ikke synes at fungere. Der blev i den grad talt forbi hinanden. Jesus tilbød fuldstændig frihed i en grad, der var ukendt for tilhørerne, men de fattede ikke, hvad Han mente, selvom de blev omtalt som disciple! Yeshua ville tage dem fra et begyndende dicipelskab til fuldstændig frihed ved at få dem til at indse, at de endnu var ufrie og trælle af synden, hvilket de hårdnakket benægtede. Han gik et skridt videre ved at fortælle dem, at deres tilstand lige nu var under Satans herredømme – og da gik samtalen i stykker. Et berettiget spørgsmål er derfor, om vi som Hans disciple idag forstår, hvad Han mener og tager ved lære?

Hvad er synd?
Vores forståelse af synd hænger ofte fast i moral og opførsel. Der er noget, man skal holde sig fra og ikke gøre, og noget man skal holde sig til og gøre. Og ikke sjældent bliver dette fremstillet, som noget man selv kan vælge ikke at gøre eller omvendt at gøre, omend det måtte koste disciplin og anstrengelser fra vores side. Går forståelsen af synd og retfærdighed imidlertid ikke videre end det, vil vi sikkert være ligeså uforstående over for Jesu ord som disciplene dengang.

Yeshua hævdede, at Hans tilhørere var trælle, mens de på deres side hævdede, de var frie mennesker, der aldrig havde trællet for nogen. Lidt mærkeligt i lyset af, at den jødiske indentitet netop er at være eks-trælle i Egypten, og måske skal roden til misforståelsen findes netop i forståelsen af begivenhederne i Egypten.
Da Yeshua holdt sit sidste Påskemåltid på jorden, hvor Han med apostlene mindedes Israels befrielse fra Egypten, tog Han denne begivenhed og knyttede sammen med frelsen ved Hans blod til syndernes forladelse. Israels befrielse fra Faraos slaveri og vores befrielse fra syndens slaveri bliver parallelliseret. Med hvilken ret kunne Han gøre det?
I udfrielsen fra Egypten blev Israel ikke anklaget for nogen synd, mens vi jo bliver det, erkender det og får tilgivelse for det. Måske har vi nøglen til en dybere og mere grundlæggende forståelse af synden her. Overalt i Skriften fremstår udfrielsen af Egypten netop som et mønstergyldigt billede på, hvordan Gud i det hele taget frelser.

Hvad var Israels synd i Egypten, når der ikke forelå en moralsk anklage mod dem? Ganske enkelt at de var under et fremmed herredømme. Synd er ikke først og fremmest moral, men om en tilstand, et vilkår under et andet herredømme end Skaberens. Så snart vi er under indflydelse af nogen eller noget, som ikke er Herren, lever vi i en syndig tilstand – også selvom der ikke lige foreligger en moralsk syndighed. Kun Skaberen har retten til at herske over Sin skabning – af ganske indlysende årsager. Det er helt ligegyldigt, om vi er kommet under fremmed herredømme selvforskyldt eller uforskyldt, om vi vil ud af det eller ej, om vi kan gøre noget ved det eller ej. Er vi under en sådan fremmed indflydelse, lever vi under et syndigt vilkår.

Ydre og indre Faraoer
Som det fortælles i Bibelen befriede Gud Israel fra Faraos herredømme gennem de 10 plager og ledte dem først til Sinaj og senere til Israel. På den rejse skulle Israel lære at leve under det eneste retmæssige herredømme, Herrens.
Udfrielsen fra Faraos ydre magt gik relativt let omend dramatisk, hvor Faraos magt over folket blev begravet på bunden af Det røde Hav. Det skulle dog snart vise sig, at Farao fulgte med Israel på en helt anden og langt mere indviklet åndelig måde, nemlig i den slavetankegang, som Farao havde fået indpodet i Israel under sit herredømme i Egypten. Farao var kommet ind under huden, ind i hjertet, på folket og udøvede stadig indflydelse der. Der gik nemlig ikke lang tid fra udfrielsen og til, at mange istaelitter begyndte at længes tilbage til trældommen. Her ser vi det dæmoniske aspekt, at mennesket løber tilbage til det, der binder det og holder det lænket. Så selvom Israel i det ydre var sat fri, var de alligevel trælbundne i det indre – og levede derfor stadig under syndens vilkår på vejen til Det Forjættede Land. Israel bar stadig et fremmed herredømme i hjertet de fyrre år, repræsenteret ved de egyptiske afguder de havde taget med (Josva 24,14; Amos 5,25-27; ApG 7,42-43). Ja ikke engang der stopper det, for Ezekiel kan ca 800 år senere berette om, at Israel havde slaveånden fra Egypten i deres indre (Ezekiel 23,8,19-21,27). De indre Faraoer er ikke let at komme af med, og da slet ikke, så længe man – som de disciple Jesus talte til – ikke vil erkende dem.

Vor indre syndige trældom.
Hvad med os, har vi indre Faraoer, som vi står i et trældomsforhold til, og som bevirker, vi uvidende og uvillet lever under et syndigt vilkår?
Skriften siger: “Det man ligger under for, er man slave af” (2.Peter 2,19). Ligger vi under for noget eller nogen, som ikke er Gud, lever vi i synd. Vores indre trældom kan være arbejde, interesser, ambitioner, menneskefrygt, vaner, tvang, trang, ønsker, lidenskaber, uforsonlighed, fortrydelser, bekymringer, stress, behagesyge, mindreværd, forvirring, trusler, uro, humørsyge og meget mere af både samme slags og andre slags. Alt dette kan influere os og i større eller mindre omgang beherske os og gøre os ufrie ift Skaberen som den eneste retmæssige hersker og Herre.
Mange vil have svært ved at se dette som værende synd, men ikke desto mindre lever vi under et syndigt vilkår, når vi ligger under for sådanne ting og følelser. Mange af trældommene er tankemønstre og følelsesmønstre, som er blevet indpodet i os via autoritetspersoner, eller vi har arvet dem, som flere generationer af israelitter i Egypten havde arvet trældommen.

En skjult trældom og dermed synd kan være, hvordan vi dyrker Gud. I Torahen (de fem Mosebøger) opregner Gud to former for afgudsdyrkelse og dermed synd. Det første er slet og ret at dyrke andre guder, og det andet er af dyrke Gud, som man dyrker andre guder. At dyrke Gud, som andre guder dyrkes, ses på lige fod med det at dyrke disse andre guder. Så Israel forsøgte at relatere til deres Befrier ved at dyrke Ham på den måde, de var kendt med, nemlig som en Farao.
Vi begår den samme synd, når vi tror og adlyder Gud som denne verdens herskere. F.eks hvis vore forstillinger om Gud er hentet fra vores eget univers. At lave en forestilling, i.e. mental billede, af Gud og så tilskrive det liv, er afgudsdyrkelse og modsat troen, som regner med Ham, som ikke kan ses, men som åbenbarer Sig. Har vi en opfattelse og indre mental forestilling af Gud affødt af en autoritetsperson fra vort liv og derfor søger at træde i forhold til Gud, som om Han var af samme essens som denne autoritetsperson, lander vi uvilkårligt i et syndigt vilkår. Vi er stadig syndens trælle. Adlyder vi Gud ud af den samme frygts ånd, som man kender fra “tyranner” i sit liv, er det synd uanset om det, man gør, er rigtigt i sig selv. Vi må kende Herren selv personligt, virkeligt og inderligt, ellers kan vi ikke leve i fri og retfærdig tilbedelse af Skaberen, men forbliver slaver bundet af en slaveånd.

Stå stille og se Herrens frelse
Vi har alle rigeligt med indre Fraoer – også efter vi er kommet til en frelsende tro på Jesus som vores befrier. For os som for Israel efter udvandringen forestår der Gud et oprydningsarbejde i vore liv fra den synd at være under fremmed herredømme. Når vi nu har erkendt problemet, hvad er så løsningen? Løsningen er ikke af moralsk karakter, så man forsøger at løse problemet selv, for det er umuligt. Et kødeligt problem, der søges løst kødeligt, ender kun ét sted: i kødet. Satan vil gerne have os til at arbejde med problemet i kødet, fordi han derigennem kan bibeholde magten over os. Derfor anklager han os, fordi anklager får et menneske til at anstrenge sig og finde løsninger. Satans anklage svarer til Faraos stridsvogne, der satte efter israelitterne for at få dem tilbage.

Gud har en helt anden og varig løsning: Stå stille og se Herrens frelse!” (2.Mos 14,13). Det var den løsning, Gud ville indprente Israel som det første, de skulle erfare efter udvandringen, og som de skulle lære at leve efter altid. Derfor satte Han dem i den forfærdelig knibe mellem en frygtindgydende egyptisk magt og Det Røde Hav (2.Mos 14,5-14). Guds løsning er imidlertid ikke den, der ligger først for i os, når vi er grebet af frygt. Det er som med Israel at komme ud af frygten ved at underkaster sig den tyran, der indgiver frygten, og således stille tyrannen tilfreds. Derfor ville Israel tilbage til Egypten (2.Mos 14,11-12). Gud stillede en engel og skysøjlen imellem Israel og Farao for at forhindre tilbagegangen til Faraos herredømme (2.Mos 14,19-20). Han beskyttede Israel både mod Farao, men også mod dem selv ved at umuliggøre tilbagevejen til Egypten.

Fra vort eget indre liv i kampen mod vore Fraoer kender vi kun alt for godt det åndelige scenarie bag begivenhederne ved Det Røde Hav. Når vi befinder os under fremmed herredømme i vort sind, følelser og tanker, vil vi også tilfredsstille tyrannerne – både dem vi hader og dem vi elsker – for at komme ud af frygten og truslen eller bibeholde vore interesser eller ønsker. Når vi mærker, at vi er under et herredømme, der ikke er Guds, er løsningen ikke hverken at rette os efter det herredømme, flygte fra det eller desperat forsøge at bekæmpe det, men at stå stille og se og tro Herrens frelse. Det er løsningen både ift det, vi på nogle områder måtte ligge under for hele tiden, og ift det vi beherskes af periodisk, når de rette omstændigheder er for hånden.
At undlade at at flygte eller kæmpe, men stå stille og se Herren kæmpe for os er at leve et korsfæstet liv i praksis, og det er muligt for den, der har fået nyt liv ved at være død og opstået med Herren ved en levende tro. Når vi lader vor sjæl stå stille midt i al det ubehagelige og råbe eller sukke til Herren om hjælp, vil vi mærke Hans Helligånd rejse sig i os og møde alle fremmede herredømmer i vort indre, nedkæmpe dem og sætte os fri. Det er nøglen til at komme ud af al trældom under fremmed herredømme, både dem vi hader og dem, vi elsker. Det, Gud gjorde for Israel i det ydre, gør Han for os i vort indre ved Sin Ånd. Da manifesteres den “nåde der skal være er én nok” som Herrens magt i vores magtesløshed. Det skal ikke være teologi og teori, men praktisk erfaring for os. Det er noget, vi må mærke og opleve, når vi gribes af uro, begær, frygt, mindreværd, angst, falske tankemønstre, kødelig og verdslig optagethed, dårlige følelser, misundelse, bekymring, fascinationer osv. Alt det som er fremmed herredømme i os og derfor kan hensætte os i et syndigt vilkår.

Friheden og den indre frihedskæmper
Herren Jesus tilbyder os at gøre os frie i et omfang og dybde, vi ikke engang kan forestille os, men som vi ikke desto mindre hver dag kan smage frugten af. Han er vores store frihedskæmper, både i det ydre og det indre. Lige nu er Han det i vort indre menneske, fordi Guds gerning altid starter i det indre, i hjertet, hvorfra livet udgår. Derefter befrier Han os skridt for skridt i vort sjæleliv og til sidst i vort legeme i opstandelsen ved Hans komme i herlighed. Dette sidste indbefatter en altomfattende ydre frihed for alle magter og myndigheder og deres jordiske repræsentanter. Da skal vi være virkelig frie.

Vi må ikke give køb på den frihed ved at affinde os med at være under indflydelse af andet og andre end Guds Rige og Gud. Det er vi kun alt for tilbøjelige til – og det til en sådan grad, at vi, som det var tilfældet med de mennesker, Herren først talte til om dette, bliver blinde for de trældomme, vi kan have i vort indre menneske.
Hvis vi, når vi står i køen i supermarkedet, ikke kan vende os om til personen bag os og som det naturligste og mest ubesværede ting i verden fortælle ham eller hende evangeliet om Herren Jesus af ren og skær kærlighed til vedkomende fra Ånden i os, så er vi stadig trælbundne i situationen – og sandsynligvis ikke kun i den situation. Løsningen er ikke at styrte ud af køen, ej heller at bekæmpe frygten og tvinge sig selv til at mumle noget om Gud, ej heller at acceptere at man ikke er i stand til det, ej heller at anklage sig selv for sin ringhed, men at sukke i ånden til Herren og bede Ham befri én fra den trældom, som man er sig pinligt bevidst – og så stå stille og se Hans frelse, om det bliver her og nu eller senere.

Synden og trældommen under fremmed herredømme forbliver ikke for evigt, men det gør Sønnen, Befrieren (Johs 8,35). Dette er et fantastisk løfte og stor trøst ansigt til ansigt med verdens fristelser og tillokkelser i vort kød og mod alt, der sårer og piner os i vort sind og historie. Og det er en stor tilskyndelse til at stå stille i enhver situation og opleve vores indre Frihedskæmper i Helligånden. Herren bliver i huset for evigt. Det hus er både menigheden og enhver troende. At have en frelser er ubeskriveligt, at have en indre Frelser, der forbliver i mit indre hus for evigt, er ubeskriveligt vidunderligt.
Synd og trældom under alt andet end Herren modsvares af retfærdighed og frihed under Hans herredømme. Virkelig frihed er at være bundet til Herren og være én ånd med Ham under Hans magt og myndighed. Frelse, retfærdighed, hellighed, renhed er alt sammen forbundet med den frihed. At elske Herren med alt i os og andre som os selv ved Hans Ånd i os er den højeste form for frihed for et menneske. Til frihed blev vi skabt, til frihed frelses vi. Guds frihed er vort rette element.

Disciplene i samtalen med Yeshua i Johs 8,31-47 kom aldrig i berøring med friheden, som Yeshua talte om, fordi de ikke kunne eller ville høre sandheden om Yeshua og dem selv. Sandheden om, at de som trælle levede under syndens vilkår under fremmed herredømme, nemlig Satans. Sandheden om, at de derfor behøvede en indre befrielse af Ham, der stod foran dem og kunne udvirke det. Det er slemt at være blind for sandheden, men det er frygteligt at være blind og samtidig tro, at man kan se. Frygtelig at være træl og så tro, man er fri.
Yeshua gjorde alt for at bringe sandheden ind i dem, men forgæves. De nægtede at se sig selv som trælle under fremmed heredømme. Spørgsmålet er nu for os, er vi også blinde?

 

Tilbage til forsiden