Vidnesbyrd
Her følger nogle vidnesbyrd fra vores fællesskab
Vidnesbyrd Octavia
Et trofæ af Guds nåde
…Og Gud, tilgiv vores synd, som vi også tilgiver vore syndere!
”Gud, tilgiv os fordi vi finder fejl i den måde, du behandler os på.”
Man siger at hvis du gemmer dine sår, så bliver de ikke helbredt. Men vi ved ikke, hvordan vi skal medicinere dem, derfor vi gemmer dem, indtil (tror vi) vi finder en ”medicin” for dem. Eller indtil vi glemmer, således at de ikke længere gør ondt.
Trauma og smerter som ikke er helt helbredt kommer til overfladen og piner os, når vi mindst forventer det. En af de mest smertefulde følelser er afvisning eller forkastelse. Vi var skabt til at leve i Guds nærvær, men synd har kastet os ud af Hans nærvær, og vi lider siden. Men vi ved ikke, at dette er vores problem. Vi tror, at mennesker er vores problem.
Det ældste minde, jeg har, er, da jeg engang kom hjem fra hospitalet, hvor jeg og min bror var indlagt. Jeg var ca 4 år gammel og min bror 1 år. Vi kørte hjem med en taxa, og mor holdt min bror på skødet, mens jeg sad mellem hende og chaufføren. Jeg var meget bange for ham manden, og jeg ønskede, at JEG kunne sidde i min mors arme. Men det var ikke plads til mig. Jeg var misundelig på min bror. Men jeg viste det ikke til min mor, fordi hun ville blive ked af det (Hvor vidste jeg det fra??). Jeg lærte at skjule mine følelser….
Alt, jeg kan huske fra den alder, er, at jeg var et meget følsomt og frygtsomt barn, især var jeg bange for min søster. Hun var 6 år ældre end mig og har aldrig vist mig nogen form for kærlighed eller venskab. Vi legede aldrig sammen. Og jeg var tit syg…
Når jeg kigger på billeder fra min barndom, kan jeg se en pige, som aldrig smiler. (Hvordan kunne min mor undgå at se det dengang?)
Da jeg var 6 år gammel, sendte min mor mig på musikskolen. Jeg skulle lære at spille violin. Fra 2.klasse dvs. fra jeg var 7 år indtil 6. klasse, dvs. 12 år gammel blev jeg konstant slået, mishandlet, skældt ud og tæsket, kritiseret af læreren på musikskolen.
Det var omkring år 1972. Hun hed Fru Cudrec. Hun var meget smukt og ung. Hun skulle være min nye violinlære. Jeg rystede over hele min krop, fordi jeg var så generet og jeg ikke vidste, om hun ville kunne lide mig. Det var første gang, jeg mødte hende. Jeg var 7 år gammel. Min opfattelse af mig selv var ikke godt. Ingen har nogensinde rost mig eller opmuntret mig, ingen har nogen sinde sagt til mig, at jeg er i stand til at lære og bliver dygtig, hvis jeg ville, ingen har givet mig noget håb i livet.
Det er minder, som var for længe siden – gemt i det dybeste rum af mit hjerte. Der er mange tårer, skrig, hyl, smerte og frygt gemt sammen med minderne. Jeg kan ikke gå der alene.
………………………………………………………………………………………………………………….
Jeg kommer ind i klassen, og hun er sur. Jeg kunne se på hendes ansigt, selvom jeg kun var et lille barn. Hun truer mig med et blik; jeg forstår, at hvis jeg gør hende vred, så er der ballade. Hendes ord er korte og tunge. Hun smækker med ting, og mit stakkels hjerter banker nu som sindssygt. Hun sætter sig og følger med på partituren (nodebogen); jeg må godt begynde. Ved min første fejl råber hun af mig. Ved den anden fejl tager hun buen fra min hånd og slår mig på fingrene. Det gør meget ondt, og jeg kan ikke længere koncentrere mig. Jeg skammer mig. Jeg ryster over hele kroppen og tænker, hvorfor har jeg ikke en far som elsker mig… Hvad har jeg dog gjort for at fortjene denne behandling? Resten af timen forsætter med slag, råberi, skældud, lussinger… jeg få masser af lussinger og slag på hovedet.
Jeg smutter hjem efter en time og græder hele vejen. Jeg kan ikke finde en forklaring på, hvorfor de voksne ikke kan elske mig, og hvorfor de har en trang til at straffe mig; ikke andet end at jeg måtte være så dum og grim. Jeg bygger min egen verden i mit hovet, i mine tanker, en verden uden vold og had, uden skænderier eller smerter. I min fantasi er jeg elsket og beskyttet. Derfor jeg begynder at ”leve” mere og mere i den verden, jo uhyggeligere den rigtige verden omkring mig var.
-Du skal til violintimer! minder min søster mig, som et mareridt, og vækker mig af mine fantasier. Jeg hader mit liv så meget, og jeg er så ulykkelig! Fruen er ikke i godt humør; hun slår mig, som hun plejer. Også i dag. Jeg græder og kan ikke se noderne mere. Nu spiller jeg rigtig dårligt, fordi jeg ikke kan se noget for tårerne. Musikken lyder helt forkert, fordi min krop ryster, og mine hænder ikke kan finde stedet på instrumentet, så jeg kan få noderne til at lyde rigtig. Buen kører alle steder på violinen, og på min krop og på mit hoved….
Resten af musiktimen får jeg bare lussinger på kinden og slag i hovedet, på hænderne på skulderne. Mine fingre gør så ondt! Jeg ønsker, at mor var der til at beskytte mig. Jeg ønsker, jeg kunne være dygtig og klog, så at min lærerinde kunne lide mig og ikke slå mig mere. Det gør så ondt i min sjæl…. Det gør ondt over det hele!! Jeg ønsker, at jeg var død…
Efter en time i helvede kommer jeg hjem. Det gør mest ondt i hjertet og ikke på legemet. Men jeg kan ikke forstå det. Jeg ved bare, at det hele er forfærdeligt. Jeg ved bare, at jeg måtte være meget dumt og grim, når hun behandler mig sådan… Det gør så ondt, at jeg prøver AT GLEMME, hvad det var sket, så at smerten i mig stopper. Det var min mekanisme til overlevelsen Det var helt ubevist. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Hjemme er min far fuld igen. Jeg kan høre hans råberi og skænderi allerede fra gaden. Han forbander min mor for at gå i kirke og blive en ”pocait” (en personlig kristen som dyrker sin tro på Gud og går i kirke regelmæssigt). Han anklager hende for at sende penge til kristne og kirken, han anklager hende med mange andre ting, som var løgn. Jeg hører ordet ”luder” mange gange – men jeg forstår ingeting. Han kaster maden på væggen. Tallerkenen går i stykker. Bagefter spørger han efter mad, men der er ingen mad, heller ikke til mig som kom sent fra timen. Jeg håber bare, at han ikke også skælder mig ud. Jeg har ikke brug for mad, jeg er alt for ked af det. Jeg lister mig ind i dette helvede af et hjem, og prøver at blive usynlig. Min søster spørger mig, om jeg har lavet lektier. Ingen ser, at jeg græder. Jeg sagde nej, fordi jeg var til musiktimerne. Jeg prøver at lave matematik, men kan ikke finde ud af det. Jeg er for dum. Min hjerne er lige som frosset, og jeg kan ikke forstå matematik og kan ikke huske teorien i undervisningen. Min søster begyndte at slå mig for at hjælpe mig med opgaverne.
Musiktimerne var to gange om uge: tirsdag og fredag. Det var de to gange om ugen, hvor jeg med sikkerhed vidste, at jeg ville få tæsk. (Ud over dem så var der teori, musikhistorien, korøvelse og andre aktiviteter om eftermiddagen, hvilket som tog al min fritid). Uanset hvor meget jeg øvede for at blive dygtig og for at undgå tæsk, kunne jeg ikke blive klogere. Så min konklusion var, at jeg bliver mishandlet, fordi jeg fortjener det, fordi jeg er dum og fordi jeg er grim og uværdig… Jeg hadede musikskolen af hele mit hjerte.
Jeg begyndte at fortæller mor, at lærerinden slog mig, og at hun også slog andre. Jeg bad hende komme og være med til timerne for at beskytte mig. Men hun havde også sit arbejde på 4 timer om eftermiddag, fordi min far ikke længere ville forsøge hende og børnene med sin løn. (Han var meget glad for spiritus og pengene rakte ikke til). Så kom min mor til mine musiktimer. På den tid havde jeg været 3 år i skolen, tror jeg. Efter en halv time skulle min mor på arbejde. Hun lader mig alene med lærerinden. Fra det øjeblik mor er på gaden, slår Fruen mig, og jeg mister balancen og slår dørhåndtaget med hovedet. Der kommer blod et eller andet sted fra mit hoved, hvor ved jeg ikke. Min kind er fuld af blod, tårer og snot. Jeg græder ulykkeligt den resterende time. Jeg spiller også forfærdelig af den grund og får flere lussinger. En anden gang, som jeg kan huske, er, at jeg skulle overtage lokalet fra en anden pige. Lærinden var gået ud for at ryge, mens pigen samlede sine ting. Pigens øjne var fyldt med tårer, og håret var klistret til kinden, hun var helt rød i ansigtet og rystede. Jeg frøs. Nu kom min tur, jeg skulle være den næste. Og det var jeg også, jeg var det næste som skulle tage staffen for lærindens frustrationer og vrede. Jeg ønskede, at jeg var smuk, klog, elsket og beskyttet af en far. Så ville lærerinden ikke slå mig. Men så byggede jeg min fantasiverden, hvor jeg var alle de ting.
Jeg blev misundelig på alle børn som ikke fik tæsk, som ikke skulle på musikskole og have tæsk to gange ugentligt, misundelig på dem som havde en sandwich med skinke og smør på hvidt brød, og et gult æble med i madpakken i skolen, misundelig på de børn som havde tid til at lege, misundelig på de piger som var smukke, misundelig på min nabos piger, hvis far ikke var alkoholiker og havde penge.
Min mor begyndte at fortælle mig om Gud. Vi sang og bad sammen, når far ikke var hjemme. Jeg husker en gang, da han kom til frokost; døren var aldrig låst. Vi smed sangbogen under bordet og håbede på, han ikke hørte lovsangen til Gud. Vi var heldig dengang, han så ikke, hørte ikke.
Jeg lærte af mor at bede: jeg bad hele vejen hjemmefra til musikskolen, og det var en bestemt bøn: Gud, lad hende ikke at slå mig i dag! Men trods mine brændende bønner, fik jeg tit tæsk i alle de år, og min konklusion var: Gud kan heller ikke lide mig, Han kan også se, at jeg er dum og grim… Jeg vidste ikke, hvad skal jeg tro, og ingen har fortalt mig andet.
Mine musiktimer var tit om aften, og om vinteren, på vej hjem, var der så mørkt, og jeg var så bange!! Jeg var alene, og nogle gange kunne jeg løbe halvdelen af vejen hjem, men da jeg så kom hjem, var min violin ustemt, fordi den var raslet frem og tilbage sin kasse, mens jeg løb. Jeg kunne ikke stemme min violin. En gang prøvede min far at stemme den, men jeg sagde, at den ikke stemte, så jeg ikke kunne øve. Min søster prøvede også at stemme min violin, men jeg græd og sagde, at de skulle lade være, fordi de gjorde det forkert, men de råbte bare af mig begge to. De sagde, at jeg bare var doven og ville ikke øve…
Sådan gik 6 år af mit liv. Min mor blev ved at komme i kirken (og jeg ønskede, at hun ville holde op, fordi min far så måske ville holde op med alle skænderierne og råberierne). Jeg blev ved at gå i musikskole uden resultater, fordi jeg var ligesom frossen af frygt. Min søster blev ved med at være en djævel, som tæskede mig hver gang hun fik chancen, og min far blev ved med at drikke sig fuld, hver gang han havde penge. Jeg blev ved at være dum, misundelig og grim, uelsket og forkastet, ensom og ulykkelig. Jeg blev ved med at gemme mine sår i min sjæl, fordi jeg ikk vidste, at det var ikke min skyld at:
– lærerinden tæskede mig
-at min far ikke elskede mig
-at min søster ikke elskede mig
-at Gud ikke svarede på mine bønner.
-at livet var hårdt for mig. Jeg ønskede mange gange at dø.
Vi gik i kirke, jeg og min bror søndag formiddag, og vi løj til min far og sagde, at vi gik i biografen, fordi vi ikke måtte gå i kirke. Jeg var ca. 10 år gammel. Jeg gik i kirke for at gøre min mor glad. Hun var den eneste i livet, som ikke var ondt mod mig, selvom hun kunne heller ikke viste mig, at hun elskede mig. Men jeg ville gøre alt for, at hun skulle være glad for mig. Meget sjældent havde jeg nogen glæde som barn. Men så sagde de i kirken, at vi er syndere, og vi skal omvende os. Jeg tænkte, det må være derfor, at Gud ikke lytter til min bøn og frier mig fra mine lidelser! Jeg begyndte at omvende mig for alle mine synder, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Men de sagde, vi skal, dem som prædikede Guds Ord. Og det respekterede jeg, fordi min mor troede på sådan noget.
Alligevel kom jeg ikke fri fra min mishandling i skolen, indtil jeg var ca 12 år. Og det var ikke, fordi mine forældre syntes, at jeg nu havde lidt nok, men fordi jeg pjækkede fra alle timer og håbede på den måde at bliver smidt ud af skolen. Det var meget risikabel, men jeg kunne ikke finde på andet; jeg kunne ikke leve mere under slagsmål med de voksne og INGEN KOM MIG TIL hjælp. Jeg skulle selv finde ud af det. Det var en stor risiko for at få mange tæsk af min far, som jeg var nu meget bage for. Men jeg var klar til at dø. Jeg var stor nu.
Jeg husker præcis dagen, hvor min søster fandt ud af, at jeg ikke længere gik til violintimer og ville fortælle det til min far. Jeg led så meget, at jeg ikke kunne trække vejret, var tør i munden, min knæ rystede, og jeg ingen kræfter havde i min krop. Kunne ikke spise noget. Jeg havde intet forsvar, og jeg skulle bare klare mig selv. Mor var til ingen hjælp, og jeg kan ikke huske nu hvorfor. Jeg var kun 12 år gammel. Men indvendig var jeg kun 7. Jeg stoppede min vækst ved 7. Indvendig i det indre liv, det indre menneske.
I de mørke kolde vintertimer, når jeg skulle til violintimerne, vandrede jeg løs som en vagabond på frosne gade, i tyndt vintertøj, korte i ærmerne, og alt for korte bukser til min højde, og dårlige sko. Fordi der var ikke penge til nyt varmt tøj. Pengene gik til sprut og cigaretter. Og huslejen. Far drak øl hver dag og kom hjem fuld og skældte mor ud. Jeg hadede ham og ønskede ham dø.
Jeg var væk hjemmefra fra morgen til aften med 2 skiver sort og tør brød med margarine. Jeg kiggede i butikkernes vinduer og så appelsiner, chokolade og bananer. Jeg ønskede at smage det, men kunne ikke drømme om det. Jeg lignede pigen fra H.C. Andersens fortælling, men jeg var faktisk næsten aldrig sulten. Fordi jeg aldrig havde appetit som et sundt barn. Og jeg var altid undervægtig og syg.
Fra jeg besluttede mig for at pjække fra timerne for at bliver smidt ud af skolen, har jeg brugt utallige timer på gaden i kulde eller regn, lige som en herreløse hund, men det var bedre end at gå til timen og blive tæsket. Jeg gemte mig under forskellige tagrender og ventede, indtil jeg tænkte en time var gået. Så gik jeg hjem og løj om, at det var en god time. Sådan har jeg levet et helt år, indtil min familie opdagede, at jeg ikke længere gik på skolen. Ingen i min familie havde opdaget, at jeg stoppede med at grine eller smile…
Jeg husker, jeg altid var kold. Jeg var altid alene og grædende, på gaderne med min violinkasse rumlede i min ene hånd og noderne i den anden, frysende og dybt ulykkelig. (Til i dag hader jeg mørke, kulde, og mangel på sol :-).
Resultatet var, at min far ikke sagde noget til min søsters anklager om, at jeg ikke længere gik til violintimerne. Jeg var chokeret. Han var bedøvende ligeglad, så længe han ikke skulle betale pengene tilbage til skolen. Jeg kunne ikke tro det: jeg fik lov til at være et normal barn som bare gik i skolen og kom hjem, lavede lektier og legede??? Det kunne jeg ikke forstå det. (Jeg begyndte at få gode karakter i skolen allerede det første år efter).
Mine 6 år med vold i skolen har gjort mig meget dysfunktionel. Da jeg kom ud af musikskolen, var jeg allerede bundet med store tykke lænker: misundelse, had, frygt, bekymring, selvmedlidenhed, skyld og skam, rejection, osv… jeg var en fange.
Jeg kom 3 gange mere handikappet følelsesmæssigt ind i livet end andre normale børn. Men det vidste jeg ikke dengang. Jeg prøvede bare at glemme alt, fordi det var alt for smertefulde. Jeg siger 3 gange, fordi én gang var det læreren i skolen der ødelagde mig, bagefter var det min søster, der tæskede mig rigtig meget, og den 3. var min far som alkoholiker. I dag ved jeg, at uden Guds nåde ville jeg være et tabt menneske, men jeg ved også, at Gud stadig arbejder i min sjæl, stadig bringer ting og skidt fra dybden op til overfladen, som skal helbredes/behandles. Han lærer mig, at jeg er elsket. Det tager rigtig meget energi og tid, men Han giver ikke slip på mig. Jeg fejler stadig meget, men ikke med vilje. Han bringer nogle gange mennesker i mit liv, som elsker mig, så at jeg kan lære Hans kærlighed at kende.
Mine relationer var ikke altid som hos de normale mennesker. I årevis kunne jeg ikke fungere socialt. Jeg tog en god maske på, så folk ikke vidste, hvor slemt jeg var såret, så de ikke ville afvise eller såre mig. De skulle ikke vide, at jeg var straffet, for at jeg var dum, fordi ingen så ville elske mig igen, og det kunne jeg ikke holder ud. Jeg var ikke skabt til at være uelsket. Men i mange år vidste jeg det ikke! Mange ting vidste jeg ikke ….
Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
han kommer til os som regnskyl,
som forårsregn, der væder jorden. (Hoseas 6:3b).
Herren kom til mig; under dens vinger er der helbredelse. (Mal. 3:20).
Gud, Han tog mine defekter og gav mig Sin retfærdighed.
Han tog mine sår og gav mig healing.
Han tog mine fortabte år og gav mig evigheden.
Han tog alle løgne og gav mig sandheden.
Han tog min grimhed og gav mig Sin skønhed. Hovedpynt i stedet for aske.
For mine tårer gav Han mig Sin barmhjertighed og kærlighed. Gud tog mine handicaps og gav mig rigdom af nåde!!!
GUD HAN GAV SIG SELV TIL MIG!
Jeg er et trofæ af HANS RIGE NÅDE.
Jeg er Octavia, og Gud kender mit navn, min email, mit liv….
Vidnesbyrd Jens
Jeg er ikke helt klar over, om jeg kommer ud af en troende familie. Min mor bad dog aftenbøn sammen med mig hver aften ”jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to” osv., og min far kunne ikke drømme om at lave havearbejde om søndagen, for, som han sagde ”kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.” Jeg fandt aldrig ud af, om han mente det seriøst. Så nærmere kom det ikke. For mig var aftenbønnen en skøn måde at slutte dagen på, men det var bare en remse, og mine forældre talte ikke mere om det. Vi gik kun i kirken til jul eller til de forskellige familiebegivenheder. En eventuel tro blev aldrig diskuteret i familien. Mine forældre gik mere op i at være og opdrage min ældre bror og mig til at være retskafne og elskværdige – altså ”ordentlige” mennesker. Først mange år senere, efter min fars død, ville min mor meget gerne med Anette og mig i kirke, gerne i Levring (ja den med det grimme krucifiks), hvor min mor kunne lide pastor Claus, eller vi gik i vores lokale sognekirke her i Houlkær.
I min gymnasietid gik jeg i Viborg domkirke hver søndag, fordi jeg sang i koret. Det var ganske vist ikke ”rigtig” kirkegang, for under prædiken opholdt vi os i et tårnværelse med aviser, kaffe og smøger, og domorganisten ringede så på en klokke, når vi skulle skynde os ned, måske kun med et enkelt ”amen”. Jeg har aldrig været glad for Viborg domkirke, skønt jeg blev døbt og konfirmeret her. Den var for stor for mig, og jeg følte mig frem-medgjort.
I min studentertid i Århus var jeg meget søgende. Jeg kom ofte i den katolske kirke og havde spændende samtaler med kirkens præster. Jeg fandt relativt hurtigt ud af, at der var to ting, som jeg fandt tiltrækkende: stilheden i den smukke kirke udenfor gudstjenesterne og ikke mindst de ydre ting f.eks. korsets tegn med vievand ved indgangen, at tænde et lys for ét eller andet eller en eller anden samt de mange konkrete ceremonier, som foregik. Selve indholdet fyldte ikke så meget! Med andre ord – jeg fandt ikke Gud, men jeg er sikker på, at Gud havde fundet mig, og havde beredt en vej for mig.
FORDI så mødte jeg Anette, som havde et konkret trosliv. Jeg kom ind i en familie, hvor troen ikke var hensat til søndag formiddag, men som indgik meget konkret i hverdagen. Der blev bedt bordbøn, og vi sang, når familien var samlet. Jeg begyndte at mærke troen gennem fællesskabet. Vi gik i Levring kirke om søndagen. Når det ikke var i Levring, var det vores lokale Houlkær kirke – et meget moderne kirkerum, som jeg havde lidt vanskeligt ved at vende mig til. Stadig handlede det meget om omgivelserne, altertavle fra gamle dage og en atmosfære, som indeholdt flere hundrede års bøn. Men kirkegang blev ikke desto mindre en stor del af mit liv. Men jeg følte stadig, at der manglede noget. Der var stor opstandelse i Levring omkring præsten, for tænk jer, han kunne finde på at spille på sin guitar under gudstjenesten! Jeg var rystet, og der var da heller ikke meget liv og fællesskab omkring gudstjenesten, som på én eller anden måde foregik ”udenfor” mig.
I Houlkær påstod den eller så udmærkede præst, at den kristne kirke udelukkende handlede om den nye Pagt, og at de hebræiske skrifter blot var fortællinger, som ikke spiller nogen rolle i dag. Ganske vist var der altid en læsning fra GT, men det blev der altid gået let hen over. For mig hang dette slet ikke sammen!
Helt galt gik det, da folkekirken indførte vielser af homoseksuelle. Det kunne jeg ikke klare. Kirkens rummelighed var blevet så stor, at meningen gik tabt. Jeg meldte mig ud!
Så blev det Viborg Frikirke. Her mødte jeg mange gode mennesker, men det gik op for mig, at jeg udelukkende søgte Guds rige i fællesskabet, og manglede fundamentet: min egen helt personlige relation til Gud. Jeg gik for meget op i ydre ting, og hvad gode mennesker kunne fortælle mig. Jeg skulle lære Gud at kende efter Hans Ord og gerninger. Jeg vidste jo, at Gud kendte mig særdeles godt, og nu ville jeg også gerne lære Ham bedre at kende. Der er kun én måde at gøre det på – læse Bibelen og tale med Gud.
Gennembruddet kom i Israel. Det var selvfølgelig ikke Israel som sådan, men alligevel kom det tæt på, fordi jeg befandt mig på steder/i områder, hvor Yeshua havde levet og virket. Besøget flere steder gjorde et stort indtryk, og det ændrede mit liv. At gå stille rundt i Kapernaum, eller bakkerne nord for Genesaret Sø, hvor Yeshua havde holdt sin Bjergprædiken. Det var måske ikke lige der, hvor jeg befandt mig, men alligevel. Jeg gik ned til Tapka og kunne se det hele for mig. Her følte jeg for første gang Guds nærhed.
Det, som stadig var problemet, var, at jeg manglede fundamentet, nemlig mit personlige forhold til Gud, herunder at søge tilgivelse for ting i min fortid (tro mig, der var noget at tage fat på).
To hovedpunkter i Israel, som gjorde et stærkt indtryk var muligheden for at bede ved Vestmuren, og ikke mindst var det min dåb i Jordanfloden. Det var et stort øjeblik, selvom omstændighederne gjorde, at jeg ikke rigtig fik sagt tak til Gud, men umiddelbart efter gik op til kiosken og fik en kop kaffe!
I Israel begyndte således min personlige og daglige vandring med Gud. Jeg ville dog gerne, at Gud skulle bruge mig, fordi tro uden handling er en død tro (Jakobsbrevet 2,26). Jeg bad om, at Gud ville give mig et tegn, og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Guds svar kom en aftenstund på hotellet i Jerusalem, hvor jeg mødte Youval Vanay og Anja fra Revive Israel. Under Youvals tale til os sagde han nogle ord, som jeg tror i virkeligheden kom fra Gud. Anette opfattede det også tydeligt og hviskede til mig ”hør!” Gud bad mig blive kontaktperson og oversætter i Danmark. Gud ønskede at bruge mig til en formidling af Hans ord, selvom disse ord var fortolket gennem Asher Intraters pen.
Gud ønskede imidlertid, at jeg skulle videre med min åndelige udvikling. Han ledte Anette og mig til Kerem Shalom. Jeg ved, at vejen er lang frem mod målet, som er Gud, (som et fremtrædende medlem af vores gruppe engang sagde i et avisinterview). Men jeg ved også, at vejen er tryg, fordi den foregår sammen med Yeshua og sammen med resten af Kerem Shalom, som har samme mål. Vi hører, finder svar, sætter i sammenhæng og tager med os på turen. Men det kan tage lang tid (som et andet fremtrædende medlem af gruppen engang sagde til mig), men det gør ikke noget – jeg ved, at det bliver godt!
Vidnesbyrd Jonna
Jeg er den ældste pige i en søskende flok på 6 børn.
Jeg har en storebror og 4 små søstre.
Jeg var en af de store og fik derfor hurtig ansvaret for mine små søskende.
Min far var arbejdsmand på en maskinstation og min mor var hjemmegående.
Mine forældre var kristne og kom i missionshuset i den by hvor vi boede.
Jeg kan ikke huske ret meget fra min barndom.
Jeg blev mobbet i skolen fra 4. kl og indtil jeg kom på efterskole i 9. kl.
Mine forældre havde ikke lært mig at gå i bad, børste tænder og tage rent tøj på. Desuden var der ikke råd til nyt tøj, så jeg gik altid i umoderne tøj.
Jeg havde ikke meget selvtillid og var derfor et nemt offer for mobning.
Det som gjorde mest ondt på mig var at mine små søskende blev mobbet med at de var mine små søskende,
Så det indirekte var min skyld at de blev mobbet.
Da jeg gik i 7. kl blev mine forældre uvenner med nogle af de andre i missionshuset og vendte deres kristne tro ryggen.
Da jeg gik i 8. klassen følte jeg mig så alene og forkert i forhold til klassekammerater og tro og der var ingen trøst at hente hos mine forældre, så jeg havde ikke lyst til at leve mere.
Jeg vidste heldigvis ikke hvordan man begik selvmord, så jeg forsøgte at ligge under min dyne så jeg ikke kunne trække vejret.
Det var også på det tidspunkt at jeg begyndte at søge Gud. Ved at jeg bad fadervor.
Da jeg skulle i 9. kl var der startet en ny kristen efterskole ca. 8 km fra hvor jeg boede, der valgte mine forældre at jeg skulle starte.
Det var begyndelsen på et nyt liv for mig.
Jeg oplevede at der var nogle som kunne lide mig og valgte at være sammen med mig.
Jeg begyndte også langsomt at afkode de andre i forhold til at gå i bad og børste tænder mm.
Set i bakspejlet er jeg ikke i tvivl om at det var Gud som sendte mig på efterskole.
Jeg begyndte at opleve en længsel i mit hjerte efter at Jesus skulle bo der hele tiden, og ikke kun en fornemmelse af liv når jeg var til møde. Jeg troede på Gud og levede mit liv som en kristen, men manglede frelsen.
På efterskolen fik jeg dette brev som talte til mig om at Jesus længes efter fællesskab med mig.
Kærlighedsbrev
Kære Ven
Hvordan har du det? Jeg måtte sende dette brev for at fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig. Jeg så dig i går, da du gik sammen med dine venner. Jeg ventede hele dagen og håbede, at du også ville tale med mig. Da aftenen nærmede sig, gav jeg dig en solnedgang som afslutning på din dag samtidig med, at jeg lod en kølig brise blæse for at forfriske dig, og jeg ventede. Du kom aldrig. Åh jo, det gjorde ondt, men jeg elsker dig stadig, fordi jeg er din ven. Jeg så dig falde i søvn i aftes, og jeg længtes efter at stryge dig over din pande, så jeg lod månelyset spille hen over din pude og dit ansigt. Jeg ventede igen, ønskede at komme ned til dig hurtigst muligt, så vi kunne tale sammen. Jeg har haft så mange gaver til dig. Du vågnede sent og styrtede af sted til dagens arbejde.
Mine tårer var i regnen. I dag så du så bedrøvet ud, så alene. Det piner mit hjerte, men jeg forstår. Mine venner svigtede mig, og det sårede mig også mange gange, men jeg elsker dig. Jeg prøver, at sige det til dig i det stille, grønne græs. Jeg hvisker det i bladene og i træerne. Jeg råber det til dig i vandstrømmene og giver fuglene kærlighedssange at synge. Jeg klæder dig med varm solskin og parfumere luften. Min kærlighed til dig er dybere end havene og større end det største ønske eller behov, du måtte have.
Vi vil tilbringe evigheden sammen i himlen. Jeg ved hvor svært det er på denne jord. Det ved jeg virkelig, fordi jeg har været der, og jeg ønsker at hjælpe dig. Min far ønsker også at hjælpe dig. Det er hans natur, du ved godt. Bare kald på mig, bed til mig og tal til mig. Det er din beslutning. Jeg har udvalgt dig, og på grund af det vil jeg vente fordi jeg elsker dig.
Din ven Jesus
Frelsen oplevede jeg på en bibelcamping da jeg var 18 år.
Året efter var jeg igen på bibelcamping og til et af møderne talte prædikanten om at skifte stenhjertet ud med et kødhjerte.
Det står i Ezekiel 11:19.
Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød,
Så snart prædikanten begyndte at tale begyndte jeg at græde, og jeg oplevede at få et kødhjerte, som kunne modtage Guds kærlighed.
Jeg havde stadig svært ved at forstå at mennesker kunne elske mig lige som jeg var.
Jeg mødte Hardy, som jeg nu har været gift med i over 23 år. Jeg bad Gud om at vi kunne blive kærester Hardy og mig, men Gud sagde at det var jeg ikke klar til endnu. Jeg blev senere klar over at jeg havde brug for mere selvværd og selvtillid for at kunne være i et ægteskab.
I min vandring med Gud fik jeg opbygget mit selvværd.
Da jeg var klar blev vi kærester og senere gift.
Jeg er for nylig blevet klar over at Hardy er det første menneske jeg har knyttet mig til, som små babyer normal gør med deres mor.
Jeg er ikke i tvivl om at Gud har båret mig når jeg har haft det sværest, og ellers gået ved min side, som det fortælles i denne historie.
En mand var død og kom op i himlen. Her spurgte Gud ham, om han havde lyst til at se hele sit liv fra ende til anden. Det havde manden, og sammen så de hele hans liv. Manden lagde mærke til, at der gennem hele hans liv var to sæt fodspor i sandet hans eget og Guds fodspor.
Manden blev dog noget forundret, da han opdagede, at der på de tidspunkter, hvor livet havde budt på sorger og smerter, kun var et sæt fodspor. Lidt bebrejdende sagde manden til Gud: “Hvordan kan det være, at jeg skulle gå alene, når jeg allermest havde brug for, at du var mig nær?”
Gud sagde da til manden: “Menneskebarn, du forstår ikke! De tidspunkter, hvor det gik dig godt, gik jeg ved siden af dig, men de tidspunkter, hvor du var tynget af sorg, da livet ikke lykkedes for dig – da bar jeg dig!”
I min vandring med Gud har jeg haft svært ved at forstå at Gud elsker mig, hvilket gjorde at Gud i sin store kærlighed og omsorg lod mig opleve, at jeg sad ved Jesu fødder, under en Gudstjeneste
Jeg har haft svært ved ikke at fordømme mig selv, men har stået på ordet fra
Romerne 8:1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
I dag er jeg ikke i tvivl om at jeg er elsket af Gud og jeg er nu i stand til at give Guds vidunderlige kærlighed videre.
I dag kan jeg have øjenkontakt med mennesker jeg ikke kender uden frygt for at blive forkastet, på grund af det som Gud har gjort for mig.
Gud har friet mig for en tyk skal af facade, som jeg har tillagt mig for ikke at blive såret og ked af det, så jeg i dag kan blive rigtig glad og rigtig ked af det.
Vidnesbyrd Lars
Jeg er vokset op i et troende hjem med gode og kærlige forældre og har fra barnsben selv været troende, så jeg ved ikke rigtig, hvad det vil sige ikke at have Jesus i mit liv som frelser og ledsager. Det har altid stået klart for mig, at jeg måtte give mit liv til Ham, hvilket jeg har gjort mange gange op gennem min barndom. Tydeligt husker jeg, at jeg gjorde det, da præsten lagde sin hånd på mig under min konfirmation.
Alligevel begyndte verden op gennem mine ungdomsår at drage mig. Der var så mange ting, jeg ville opleve og ambitioner, jeg ønskede at realisere. Gud lod mig drive uden at slippe mig, og jeg for min part ville heller ikke slippe Ham, selvom jeg heller ikke ville slippe verden. Det var som at køre bil, hvor jeg insisterede på både at sidde ved rattet, og på at Yeshua skulle sidde på passagersædet. Han kørte trofast med, selvom jeg endte i grøften mange gange og kom til skade – og hvad værre var – gjorde skade på andre. Når jeg tænker tilbage på dette, fyldes jeg både af taknemmelighed over, at Herren ikke lod mig sejle i min egen sø og drukne i den, men også af sorg over, hvad jeg på en måde trak Ham igennem. Det var uværdigt.
Meget af det, jeg gerne ville opleve, fik jeg oplevet med den smertefulde erkendelse til følge, at de erfaringer, verdens og kødets oplevelser afsætter, bliver til erindringsar i sjælen. Også mange af mine ambitioner, fik jeg opfyldt, men jeg husker, da jeg stod på toppen af dem, at jeg blev overrasket af en besynderlig tomhed og tænkte: Er det virkelig alt?
Jeg tror, Herren mange gange sagte advarede mig i min færd, men andre stemmer havde mere magt i mig, selvom jeg dengang nok ikke så det sådan – jeg var jo troende. Måske Herren vidste, at der var en line, jeg skulle løbe ud eller nogle erfaringer, Han måtte tillade mig i mit stivsind at få, før jeg var klar til Ham igen. Det helt utroligt fantastiske var, at Han trøstede mig, når jeg selvforskyldt kom galt afsted.
Der skulle nogle meget smertefulde år til med personlige kriser, før det meningsløse i et selvstyrende liv for alvor gik op for mig. I de år holdt Herren mig i Sin varme hånd, mens Han langsomt trak mig ind til Sig. Da jeg aldrig var i tvivl om, at hjælpen skulle findes hos Yeshua, søgte jeg Ham både med længsel og håb. Jeg begyndte at gå i kirke regelmæssigt igen og at læse i Bibelen. I den periode brugte Gud Søren Kierkegaards bøger til at vikle mig ud af mig selv. Jeg læste “Kærlighedens Gerninger” og var rystet, derefter “Sygdom til døden”, og blev chokeret. Jeg læste alt, han havde skrevet. Det var som balsam for mig på mine sår i sjælen. Siden da har Herren brugt mange andre trosbrødres bøger og ord til at støtte og retlede mig i min tro.
Min Bibellæsning blev mere og mere intens, og jeg læste Skriften med alle sanser på vid gab. Jeg vidste jo, det var her, svarene var at finde, så jeg satte mig for virkelig at læse og indtage den fra ende til anden. Det var vidunderligt! Et af versene, der ramte mig, var Johs 7:38: Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. Jeg måtte sige til Herren: Jeg har troet på dig hele mit liv, men jeg kender ikke det levende vand. I min søgen besøgte jeg i løbet af et par års tid mange Folkekirker og næsten alle Frikirker i Århus, og jeg tog vel noget til mig alle steder fra. En aften til et møde, hvor de ikke-troende blev opfordret til at række hånden i vejret og modtage Yeshua, rakte også jeg hånden i vejret. Jeg måtte overvinde stoltheden ved, at jeg, der havde givet sit liv til Herren mange gange, nu igen skulle gøre det, som om jeg aldrig havde kendt Ham. Men det var vejen, jeg måtte gå.
En sen aften, som jeg aldrig i evighed glemmer, lå jeg i min seng og bad. Da kom Herrens Ånd over mig som sn tågesky, og Hans herlighed gennemtrængte mig ganske langsomt fra yderst til inderst. Det var en alt overvældende og ufattelig erfaring af at være ‘kendt af Gud’. Det eneste jeg kunne fremstamme var “tak, tak, tak…”. Han fyldte mig fuldstændig, og jeg vidste, at hvis det blev ved, ville jeg død, men det gjorde heller ikke noget, for alt var i orden. Jeg hørte mig selv sige. “Tak fordi du giver mig det i den takt, jeg kan tåle”. Senere forstod jeg, at det var Guds løfte til mig gennem min egen mund. Derefter fortog oplevelsen sig langsomt, men er aldrig forsvundet og blusser op nu og da.
Nogle dage senere eller nogen tid derefter, jeg husker det ikke helt, blev jeg standset af Guds Ånd, mens jeg gik inde i mit hus. Jeg blev naglet til stedet, mens jeg fik en sælsom åndelig åbenbaring af korsets virkelighed, af at det, der skete på Yeshuas kors for længe siden, er så stort, at vi i dette liv ikke kan hverken at se eller rumme omfanget deraf.
Disse to ting – Guds herlighed og korsets virkelighed – vil for altid bestemme mig. Før i tiden var jeg bange for at bede “Ske Din vilje”, da jeg gerne ville min egen. Nu er det min kæreste bøn. Før i tiden var jeg forhippet på at sidde ved roret i mit eget liv, nu er det det, jeg frygter allermest.
I de mange år, der er gået siden da, er der sket mange ting i min vandring med Herren. Meget er blevet anderledes, jeg er blevet anderledes. Og Herren har givet mig en dejlig hustru, jeg kan følges med i vandringen med Ham. Jeg er blevet opdraget og skåret til gennem fællesskabet med brødre og søstre i troen – både det smertefulde og det dejlige i fællesskabet – og den proces er ikke slut. En af de ting, Herren gennem årerne har lært mig, er nødvendigheden af at være i et forpligtende trosfællesskab, hvilket har været en hård erkendelse for mig at komme til, da jeg af natur er lidt af en enegænger. Nu ved jeg, at den fylde af herlighed, jeg smagte en sen aftentime, kun kan komme til endelig opfyldelse sammen med lemmerne på Herrens legeme. Selvom Han møder os hver for sig, er Hans mål ét samlet folk, der kan rumme fylden af Ham.
Herren har holdt fast i mig gennem hele mit liv. Ellers ville jeg være gået fortabt, og slipper Han mig, går jeg fortabt. Der var intet i mig, der kunne holde Ham fast, og der er stadig intet i mig, der kan. Selv min tro er fra Ham. Det er en krog, Han har sat i mig, som Han trofast holder fast i. Han er hinsides alle menneskelige ord.
Vidnesbyrd Renate
Vidnesbyrd om Guds virke i mit liv
Salme 71: 5-6: ”… fra min ungdom var du min tilflugt, Herre, fra fødslen har jeg støttet mig til dig, det var dig, der tog mig fra moders liv, min lovsang gælder altid dig.”
Disse ord fra Bibelen passer rigtig meget til mit liv. Min mor var en troende kvinde, som tog mig helt fra starten af mit liv med i kirke. Den første gang jeg ved af, at Gud greb ind i mit liv med sin frelse, var da jeg kun var omkring et år gammel. Jeg fik kighoste, som jeg nær var død af. Min tilstand blev så alvorlig, at jeg blev indlagt på sygehuset, og lægerne forberedte min mor på, at jeg nok ikke ville overleve. Min mor var fortvivlet og bad om forbøn for mig i menigheden. Hun havde selv kæmpet længe i bøn for mit liv og var helt udmattet. Til sidst gav hun slip og overgav mig i Guds hænder. Pastoren fik da et ord fra Gud til min mor, at jeg skulle leve, og at jeg altid ville tilhøre Gud.
Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg altid elsket at komme i kirken. Jeg gik i søndagsskole, hvor jeg hørte alle historierne fra Bibelen og lærte mange dejlige sange. Engang, da jeg var omkring 6 år, skulle jeg med til en ”voksen-gudstjeneste”, fordi søndagsskolen holdt juleferie. Jeg savnede den og kedede mig lidt. Men pludselig hørte jeg nogle ord i prædikenen, som rørte mit hjerte. Pastoren talte om Jesus (dengang vidste jeg ikke at Hans rigtige navn er Yeshua), som var kommet til verden, men folk havde ingen plads til Ham. Og han forklarede, at Jesus i dag ønskede at komme ind i vore hjerter, som vores Frelser og Herre. Men selvom Han elskede os så højt, at Han havde givet sit liv for vore synder, ville mennesker ikke lade Ham komme ind. Da jeg om aftenen lå i min seng, bad jeg Jesus om at tilgive mine synder og komme ind i mit hjerte. Og jeg oplevede en utrolig stærk glæde! Jeg vidste at Han havde hørt min bøn.
Som tolvårig lod jeg mig døbe, og der fik jeg min første rigtige Bibel af min mormor. Siden har jeg læst i den, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod så meget i begyndelsen. Men jeg kunne jo genkende alle Bibelhistorierne fra søndagsskolen, og jeg elskede Guds Ord.
Der var dog også en mørk side i min barndom. Min far hverken delte eller forstod min mors tro. Men da han havde et job, hvor han sejlede, var vores families normaltilstand, at min far ikke var til stede. Som lille pige savnede jeg ham – så meget at jeg i nogle år blev syg, hver gang han skulle rejse. Men det ændrede sig, da jeg blev større – dog ikke til det bedre! Min far bragte uro og ufred med sig, når han var hjemme. Han blev meget ofte vred og kunne pludselig og uventet fare op i hidsige udbrud. Selvom det for det meste gik ud over min storebror, led jeg under det, og jeg begyndte at hade ham. Dog troede jeg, at jeg – som kristen – ikke måtte føle sådan, så jeg fortrængte denne følelse.
I mine teenage-år kom min tro på prøve. Det var en periode i mit liv, hvor jeg prøvede at leve med ”en fod i hver båd”. Jeg vidste at jeg ikke kunne undvære Jesus, men jeg ville også prøve at ”smage” lidt af verden. Kun det ”ufarlige” selvfølgelig, som jeg selv mente. Jeg ved at min mor bad intenst for mig i den tid. Hun fortalte mig senere, at hun blandt andet bad konkret om, at Gud måtte give mig den rette ægtefælle. Og Gud har bevaret mig i sin nåde og med sin stærke hånd! Da jeg var 17 år viste Han mig at jeg ikke kunne leve med ”en fod i hver båd”. Det ville jeg falde i vandet af og drukne! Jeg måtte vælge mellem verden eller Guds Rige. Og Han gav mig nåde til at vælge Guds Rige.
På denne tid kom jeg til at læse en bog om en rumænsk præst, som var i fængsel for sin kristne tros skyld. Bogen handlede om, hvordan han overlevede sine lidelser ved at lave prædikener for sig selv i fængslet. Jeg blev grebet af, at hans trosliv i mange år ikke fik næring af Bibelen eller kirkens fællesskab, for han havde ikke noget af det. Det eneste han havde, var fællesskabet med Gud! Kærligheden fra Gud – og til Gud! Pludselig viste Gud mig, at dét også var det vigtigste og det eneste afgørende for mig! Han gav mig en stærk fornyelse i mit forhold til Ham. Jeg oplevede en hidtil ukendt glæde, kærlighed og frihed!
Jeg var stadig kun 17 år, da min mor fik sit bønnesvar: jeg lærte Thomas at kende – min rette ægtemand. Året efter, da jeg var 18 år, blev vi forlovede. Og et år senere blev vi gift. Gud velsignede vores ægteskab med tre dejlige sønner.
I løbet af de sidste 16 år har Gud så velsignet os med 3 dejlige svigerdøtre og 7 dejlige, dejlige børnebørn.
I de første år af vores ægteskab – inden børnene kom – var der en periode, hvor jeg gik arbejdsløs. Så skete det, at jeg åbnede døren for et Jehovas Vidne, som begyndte at besøge mig regelmæssigt i nogle måneder, hvor vi diskuterede ud fra Bibelen. I begyndelsen ville jeg overbevise vedkommende om deres falske lære. Men efterhånden kom jeg i tvivl, om de havde ret, og jeg var forkert på den. Gud bevarede mig fra at gå ind på dette alvorlige vildspor, ved at vise mig, at hvis jeg gik ind i deres organisation, måtte jeg opgive min personlige kontakt med Jesus. Og det vidste jeg bare, at jeg ikke kunne! Så, jeg takker Gud for Hans bevaring og vejledning.
Nogle år senere fik jeg indblik i, hvorfor og hvordan deres organisations lære er forkert, og hvor meget nød der gemmer sig under overfladen.
Gud har også bevaret mig fra andre vildspor. Og igennem årene har Han rettet nogle ting i min forståelse af Hans Ord – f.eks. viste Han mig at Helligåndens nådegaver stadig er aktuelle i dag (if. 1. Korinter-brev kap. 12 og 14) og at Israel stadig er Guds folk, ved at åbenbare ordene i Romerbrevet kap. 11 for mig. Og for ca. 15 år siden åbenbarede Han for mig, at den såkaldte ”gamle pagt” ikke er ugyldiggjort, og at Torah’en – Guds Lov – stadig er aktuel og relevant for os i dag (Mattæus kap. 5, vers 17-18). Derved har Han åbnet en helt ny og vidunderlig dimension af sit Ord og dets sammenhæng og helhed for mig. Hver rettelse, Gud har givet mig, har været til stor glæde og berigelse for mig! Så, det er min bøn, at Han må blive ved med at lede mig på sin vej – også resten af mit liv.
Da jeg var i 30’erne, begyndte de fortrængte følelser fra min barndom at komme op til overfladen. Jeg kom i en stor følelsesmæssig krise, som varede i over 12 år. Jeg måtte bearbejde mit problematiske forhold til min far – selvom han dengang allerede var død for nogle år siden. Det medførte også at jeg kom i en krise i mit forhold til Gud. Jeg havde aldrig kunnet kalde Ham ”Far”, for det skabte en forvirret følelsesmæssig knude i mit indre. Billedet af Gud som Far blev uhjælpelig rodet sammen med billedet af min jordiske far. Og de fortrængte følelser af savn ved min fars fravær, da jeg var lille, samt de fortrængte følelser af vrede og had voksede op til en smertefuld mur mellem mig og Gud. Der var en syg blanding af længsel og frygt i mit indre, fordi jeg gennem årene og ved mange prædikener i kirken havde fået den opfattelse, at Gud fordømte mig for de ”forbudte” følelser. Og jeg kunne jo ikke selv fjerne dem!
Det var en hård tid i mit liv, hvor jeg søgte efter hjælp flere forskellige steder. Jeg gik til forbøn utallige gange i disse år, og talte med forskellige sjælesørgere. Men jeg oplevede kun delvis og midlertidig lettelse.
I dag, når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Gud har båret mig igennem disse svære år. I sin nåde og kærlighed ledte Han mig til den rette person, som forstod at hjælpe mig. Med stor tålmodighed og visdom fra Gud bragte han lys ind i min forvirring og redte de forkludrede tråde i mit indre ud. Guds Ords sandhed satte mig fri. For jeg lærte at forstå, at mine følelser er foranderlige og påvirkede af alle mulige omstændigheder, men Guds Ord er evig, sand og uforanderlig. Det er en vidunderlig klippe, som står fast, også i mit livs storme.
Jeg har også oplevet Guds Frelse på det fysiske område – ud over helbredelsen fra kighosten i mit første leveår. For eksempel var der nogle år, hvor jeg døjede med nældefeber, som Gud helbredte mig for. Og i forbindelse med overgangsalderen led jeg i ca. 10 år under migræne, som bragte mig ind i en afhængighed af migrænepillerne, uden at jeg var klar over det. Også det satte Gud mig fuldstændig fri fra.
Hvad kan jeg sige andet end at Gud er en vidunderlig, nådig, god og kærlig Gud! Hans trofasthed har holdt mig fast hele mit liv. Ham tilhører mit hjerte – for evigt.
Jeg vil afslutte, som jeg begyndte, med nogle ord fra Salme 71:17-18. 22-23:
”Gud, du har belært mig fra min ungdom, og jeg beretter stadig om dine undere. Forlad mig ikke, Gud, når jeg bliver gammel og grå, så kan jeg berette om din styrke til alle slægter, der kommer.”
”Da skal jeg takke dig med harpespil for din trofasthed, min Gud, jeg vil lovsynge dig med citer, du Israels Hellige. Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig, og min sjæl, som du har udfriet, skal juble.”
Tines vidnesbyrd
Vejen til efterskolen
Jeg havde egentlig aldrig overvejet at komme på en efterskole. Jeg kunne ikke så godt følge med i skolen og fik at vide, at jeg skulle prøve med en anden skole med bedre akustik. Jeg ville gerne på en kristen efterskole, fordi jeg havde sunget i kirkekor og betragtede mig selv som kristen. Vi kendte ingen kristne efterskoler, men min fætter fortalte, at han kendte en, der havde været på en kristen efterskole. En dag besøgte vi denne efterskole, og da jeg åbnede bildøren, blev jeg mødt med en kærlighed og med en følelse af ”nu er du hjemme”, og jeg kan huske jeg undrede mig og tænkte ”jeg vidste ikke engang at jeg skulle lede efter et hjem”. Vi snakkede med nogle elever og lærere, alle reglerne og lokalerne var, som jeg ønskede mig det. På det tidspunkt fik jeg den sidste ledige plads, der var på efterskolen.
Efterskolen
På efterskolen lærte jeg så mange ting, alt lige fra at man kan have et personligt forhold til Jesus, at man kan læse i sin Bibel, hvordan det er, når man kan følge med i skolen, hvordan man vasker gulve, pudser vinduer, at sport kan være sjovt, at spille klaver og lære at få venner, for det vidste jeg faktisk ikke, hvordan man gjorde. Jeg groede så meget, og jeg er så glad for den tid. Jeg kom til at lære Jesus at kende, og begyndte at få mere viden om ham. I 2008 i slutningen af 9. klasse talte jeg med en, der sagde, at Jesus var brudgommen, der ventede på, om man ville sige ja til ham. Det var der på den dag, jeg sagde ja til Jesus. Så tog jeg et år mere på efterskolen, for at komme til at lære mere af ham at kende, og for at blive klar til de udfordringer, jeg vidste, der ventede mig efterfølgende.
Salige vished! Jesus er min! Han er min hyrde,
kalder mig sin… Han er min glæde, han er min sang.
Ham vil jeg prise livsdagen lang. Ham skal jeg evigt
love hos Gud. Han er min brudgom, jeg er hans brud.
Gymnasiet
Da min tid på efterskolen var forbi, kom jeg på Gymnasium, og det var en utrolig hård tid. Der var kampe på alle sider, jeg havde svært ved at følge med i skolen, og mine forældre kunne ikke helt finde ud af, hvem jeg var efter efterskolen, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan min relation til dem skulle være. Tit føltes det som om, der hele tiden var noget eller nogen, der prøvede at tage glæden med Jesus fra mig. Jeg tror, Gud brugte den tid som en prøvetid, for at se om jeg mente mit ja til ham, og for at han kunne lære mig at være afhængig kun af ham, for der var intet andet, jeg kunne holde fast i. Jeg har tit følt det som at være ude på en tømmerflåde på åbent vand og ikke have andet at holde fast i end Jesus. I den tid åbnede Gud Bibelen på en helt speciel måde, meget personligt, og gav mig en smule fred der. Særligt dette bibelvers holdt jeg fast i: ”Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går!” – Josvabog 1,9
Ørkenen
Efter Gymnasiet kaldte Gud mig ud i ”ørkenen”. Jeg var
undervejs i mit liv blevet såret og havde brug for tid til bare
at hele, til at lære Gud bedre at kende og få ro. Der står i
Hoseas bog 2, 16: ”Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre
hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.” Og det gjorde
Gud, han åbnede Biblen på en sådan måde, at jeg havde
svært ved at gå fra den. Jeg sad nogle gange i flere timer
bare og læste, den blev min støtte. Der var dage, hvor jeg
var deprimeret og pludselig opdagede mit i min bibellæsning,
at jeg var fyldt med glæde og håb. I det halve år lavede jeg
faktisk ikke så meget andet end at læse i biblen og lave en
kreativ bog, hvor jeg bearbejdede mine sår. I den tid talte Gud
virkelig til mit hjerte og var med i hele helbredelsesprocessen.
Urtepottetiden
Efter ørkenen, flyttede jeg til en anden by og jeg blev lidt
af en ”urtepotte”-kristen. Jeg gik hen til den ene kirke efter
den anden, men slog mig ikke fast, begyndte ikke at gro og
give til fælleskabet, men gik videre til en anden kirke hvis
jeg var uenigmed forkyndelsen eller andet. I den tid var jeg
meget rodløs, ogdet var ikke godt for mig. Gud begyndte at
tale til mig om at være tro, at følges med ham, også når det
betød at blive det samme sted med ham.
Kerem Shalom
Gud ledte mig stille og roligt og af en forunderlig vej hen til Kerem Shalom. Jeg vidste ikke der var en kirke som denne, men gennem en vens, vens, ven blev jeg introduceret til den. I starten var det svært virkelig at forstå og holde af den, det var lidt af en kamp, måske også fordi den tit udfordrede mig til mere med Gud, og det kan nogle gange godt gøre ondt, men efterhånden er det blevet mit sted, der hvor jeg kan være sammen med Gud på en særlig måde, der hvor jeg kan få, men også give ind i fælleskabet. For mig har det faktisk været opfyldelsen og en virkeliggørelse af et bibelvers, jeg virkelig har holdt mig til, da det hele var hårdt, og jeg ikke så nogen vej ud. For i Kerem Shalom har jeg lært noget af Guds kærlighed at kende, jeg har været med til at spille musik og synge lovsang, og vi har danset mange gange sammen. Bibelverset står i Jeremias 31, 3-4: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig. Jeg bygger dig op, Israels jomfru, du skal bygges op på ny. Atter skal du gribe din pauke og gå med i de glades dans.”