“Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.”

Hver Pinse læser man i Jødedommen Ruths Bog. Der er god grund til, at vi som troende i Kristus, skulle tage den skik til os, da forbindelsen mellem Ruths Bog og Pinsen, åbner for en meget vigtig dimension i Helligåndens udgydelse over os og Hans virke i os.

Ruths Bog og Pinsen
Den traditionelle forklaring i jødisk tankegang på sammenhængen mellem Ruths Bog og Israels første Pinsefejring på Sinajs bjerg (2.Mos 19) efter udfrielsen fra Egypten er følgende: – Da Ruths svigermor, Na’omi, efter sin mands død ville tilbage til Israel fra Moab, insisterede Ruth på at følge hende med de berømte ord: “Hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud” (Ruth 1,16). Tilbage i Betlehem blev Ruths erklærede lydighed mod No’omi testet, da No’omi befalede hende at vaske og parfumere sig og gå hen og lægge sig nøgen ved Boaz fødder og således byde sig til for manden, der var familiens løser. Det var et dristigt foretagende for en moabit som Ruth, fordi dette netop kunne blive opfattet som et baghold mod en israelittisk fyrste som Boaz, på lige for med moabitternes seksuelle list mod de israelittiske fyrster anført af Bileam i Shittim (4.Mos 25,1-4). Men Ruth skubbede alle betænkeligheder og fornuft fra sig og adlød No’omi og lagde hele sin skæbne og liv for Boaz’ fødder. Så kunne han gøre med hende, som han fandt for godt. Og her er forbindelsen til Israel på Sinajs bjerg. Før Israel vidste, hvad det var, Gud ville de skulle følge, sagde de “Alt hvad Herren befaler, vil vi gøre” (2.Mos 19,8). I den bekendelse lagde Israel som Ruth deres liv i Herrens hænder og valgte at lægge al fornuft, ræsonnement og egen visdom på hylden og erklære, at de var rede til blindt at underlægge sig den Herre, der havde været deres løser ud af Egypten – Så vidt den traditionelle forklaring.

Pinse på Sinaj og Pinse på Zion
Israels tro, beslutning og attitude på Sinajs bjerg havde tydeligvis Herrens store velbehag, for ca 800 år senere nævner Gud det igen: “Herrens ord kom til mig: Gå hen og råb til Jerusalem: Dette siger Herren: Jeg husker din trofasthed, da du var ung, din kærlighed, da du stod brud. Du fulgte mig i ørkenen, i et land, hvor ingen sår” (Jeremias 2,1-2).
Gennem Jeremias’ ord forstår vi, at Gud anså den første Pinse på Sinaj som en brudefest, eller trolovelsesfest med Ham som brudgom og Israel som brud. Torahen, som blev givet ved den lejlighed, skulle tjene som en slags ægteskabskontrakt med opregnelsen af de vilkår, under hvilke Israel kunne nyde fællesskabet med Gud fuldt ud gennem en helhjertet overgivelse. Ordet Herren bruger om Israel er på hebraisk “segulah”, som ud over ejendom betyder “skat” eller “elskede”. Også heri ser vi igen forbindelsen til Ruth, som netop blev Boaz hustru og skat.

Mens Herren forblev og forbliver tro mod Israel som Sin brud, faldt Israel hurtigt fra. Det var som om, de gode hensigter på Sinaj for det meste var bundet til den store oplevelse af Guds nærvær, men blegnede så snart omstændighederne ændrede sig og tiderne blev hårde. Kan vi mon spejle os selv heri?
Pinsefesten, der skulle genoprette bruden til Herren, fandt sted ca. 1500 år efter den første Pinse. Det var i Jerusalem på Zion. Her udgød Herren Sin Ånd over Sin brud for at gøre hende trofast og lade hende forstå dybden af Sin kærlighed til hende. Noget som ikke kan begribes med forstanden, men kun af en enfoldig tro. Hvor vægten i Pinsen på Sinaj lå på Guds skrevne ord, lå vægten i Pinsen på Zion på Åndens gerning. De to ting virker sammen til gode for Herrens brud, og vi ser, hvordan Peter indfanger dette i sin tale til Sanhedrinet, da han talte om Jesu død og opstandelse: “Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham” (ApG 5,32). Ånden blev ikke givet som belønning for en lydighed, som hverken Israel eller vi kan opbringe, men som en indpodning af en bruds kærlighed til og lydighed mod sin elskede.

Ånden og bruden
Ruth var en åndsfyldt brud, som tjener som forbillede for os troende fra nationerne, som har fået plads med Israel som Guds brud. En plads vi har fået af ren nåde, købt for en mægtig brudekøbssum, nemlig brudgommens eget liv og blod. Som Ruth må vi lægge os helt ned for føddrne af Herren og lade det være op til Ham at forløse og lede os, som Han vil. Vi må lægge alle forbehold ned for Ham, al skam i verdens øjne, al visdom i egne og verdens øjne – også når Han befaler os at gøre noget fuldstændigt uforklarligt og meningsløst som at tilgive, elske og bede for dem, der vil os ondt, fordi det er det, Han gør. Dertil har vi fået Hans Ånd, så vi er én ånd med Ham. Alt er muligt for den, der tror og er én ånd med Ham. Sådan kan Pinsens forkyndelse, “alt hvad Herren befaler, vil vi gøre” blive vores nådegave givet som bryllupsgave.

Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet……….Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus! (Åb 22:17,20)