“Omertælling” – dagene mellem påske og pinse

Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer. (3.Mos 23,15-16)

Herren befaler os at tælle dagene mellem Påskedagen og Pinsedagen. Historisk set viser denne tælling tilbage til tidsrummet fra Israels vandring gennem Det Røde Hav til Sinajbjerget, samt til tidsrummet fra Jesu’ opstandelse til Helligåndens udgydelse. Disse to tidsrum afspejler begge en vigtig dimension af Guds frelse.

“Omer” betyder “neg” og henviser til svingningsneget, der på Førstefrugtsfesten i Påskeugen skal bringes til Templet som en førstegrøde. Når man tæller “neg” er det for at iagttage høstens modning på marken, indtil man på Pinsedagen bringer et nyt afgrødeoffer. Der er altså fokus på vækst med et mål for øje.

Israels første omer-periode – 2.Mos 15:22-17:16

Tiden, der fulgte efter Israels jubelscener på den sikre side af Rødehavet, hvor Gud havde befriet Israel for alle dets fjender, blev ikke helt, som Israel havde forventet. De havde oplevet Guds undere og beskyttelse under udvandringen, men snart mødte de til deres store skuffelse en hel anden virkelighed med sult, tørst, sygdom og krig. Israel følte måske, de kom fra asken til ilden, og mange begyndte at længes tilbage til fangenskabet i Egypten og spurgte sig selv og Moses, hvad det hele skulle til for. Hvorfor blive befriet til et liv med tilsyneladende endnu større problemer, hvor basale behov som mad, drikke, sundhed og fred ikke var for hånden?

Efter bare få dage havde folket mistet fokus og retning. De ville tilbage og ikke frem mod Sinajbjerget, hvor Gud havde sat folket stævne for at trolove Sig med det og give det ægteskabsdokumentet i form af Torahen, Hans pagtslov, der skulle sikre et vidunderligt fællesskab mellem Gud og folket.

Gud opgiver imidlertid ikke folket og Sit formål med det på trods af klagerne og utilfredsheden. Under befrielsen havde Herren “behandlet” Israels fjender, nu skulle Han til at behandle Israel og modne det til intimt fællesskab med Sig.

Israel stod over for at skulle kende den Gud, der havde befriet det. De skulle kende Ham som deres generøse forsørger i stedet for dem selv og Farao som forsøger under hårdt slid. Derfor måtte de møde sult og tørst, som Gud så stillede (2.Mos 16 og 17). De skulle kende Ham som deres helbreder, “Herren som læger”. Derfor måtte de møde sygdom (2.Mos 15,26). De måtte kende Ham som den, der kæmper for dem, noget de aldrig havde oplevet før (2.Mos 17,8-16). De havde hidtil kun kendt til misbrug og svigt og afhængighed af sig selv.

Dette var den lektie, Israel skulle erfare i denne deres allerførste omer-tællings tid.

Apostlenes omer-periode – ApG 1

Også apostlene talte dagene fra Jesu opstandelse i Påsken til det, som Han havde sagt, de skulle vente på: Helligåndens udgydelse. Opstandelsen i Påsken havde vendt alt på hovedet for dem, og Jesus måtte lære dem om Guds Rige i lyset af Sin opstandelse (ApG 1,3).

Jesus var opstået som førstefrugten af de døde, ligesom det neg der blev svunget i templet var førstegrøden af den hvedehøst, der skulle følge. Nu skulle høsten følge af alle mennesker, der hørte Ham til og skulle besegles med Hans opstandelsesånd i Pinsen, efter Han havde taget sæde i den Himmelske Helligdom.

Som Israel, der skulle gennemgå en modningsproces for at kunne møde Herren på Sinaj, skulle apostlene det også, så de var rede til det nye liv, som betød en intimitet med den opstande Herre, som de hidtil ikke havde kendt til og end ikke havde kunnet drømme: Herren i dem, og dem i Herren.

De første 40 dage af omertiden tilbragte disciplene sammen med Herren, og de sidste 10 dage uden Ham, men sammen med hinanden i bøn og tålmodig venten på det, der var lovet dem. Vente og bede spiller er stor rolle i modningsprocessen til at kunne modtage Guds Rige.

Vores personlige omertælling

Tællingen mellem opstandelsesdagen i Påsken til Pinsedag fletter disse to begivenheder sammen. Det ene kan ikke adskilles fra det andet. Helligåndens gave fås på baggrund af opstandelsesunderet. Den Herre, der i Påsken knuste Satans magt ved Sin død og opstandelse, blev den indvortes Herre i de troendes hjerter ved Helligånden, efter Han havde fået herlighedspladsen i Himlen tilbage. Den plads Han havde opgivet for vores skyld.

Der er en modningsproces for os alle fra det punkt i vore liv, hvor vi kommer til en levende tro på den opstandne Herre med overgivelsen af vort liv til Ham (påskeunder) og til et åndsfyldt liv, hvor vi lærer at vandre i Ånden og ikke i kødet (pinseunder). Denne modningsproces kan være hård og fuld af trængsler. Den kan synes underlig efter opstandelsens jubel, som vi oplevede i omvendelsen – meget lig med det, Israel oplevede efter udfrielsen af Egypten. Mange bliver mismodige, men der findes også en længsel, hvor man holder fast i omertællingens fokus på Guds fylde. Dagene og tingene hænger sammen, og Gud ved, hvad Han gør med os.

Et himmelvendt folk

Dagen efter Påsken drog Israel op fra Ramses (4.Mos 33,3) med kurs mod Zion og Jerusalem, hvor Guds bolig skulle opslåes. Dette er sigende. Vandringen gik fra Ramses, som er Faraos by til Jerusalem, som er Guds by – og ultimativt til Det himmelske Jerusalem (Hebr 11,8-16). Pilgrimsvandringen var fra kødet og denne verden til Guds Rige. Fra jordisk herredømme til himmelsk herredømme. Fra det fysisk og synlige til det åndelige og usynlige.

På den måde fastholder omerperioden os på sporet af det himmelske. Gud ønsker Sig et åndeligt himmelvendt folk med Sin Søn, Messias Jesus, som konge. Det gjorde Han i Sinajs ørken, i Jerusalem hos disciplene, og det samme gør Han hos os idag. Et af omertidens belæringer er: ‘Himlen, Himlen, Himlen…..lær at leve i Himlen med mig’.

Desværre mister vi ofte, som det skete for Israel, blikket på den kommende herlighed, og  fortaber os i omstændighederne i dette liv og giver ondt af os, mens vi næsten kræver af Herren, at Han skal ændre omstændighederne for os. Men Herren er mere opsat på at ændre os via omstændighederne, end Han er på at ændre selve omstændighederne.

Den umodne fortaber sig i omstændighederne – siger til Gud: “Kom ned til mig”, mens den modne hører Guds stemme: “Kom op til mig”.

Vi er optaget af at få Gud ind i vore affærer, mens Han er optaget i af få os ind i Sine.

Lige nu er vi i den store omer-ned-tælling til Jesu komme i herlighed. Lad os bruge omertællingen i år til, som kornet, der kommer op af jorden, at modnes til den store høst.