Bibelens næstvigtigste relation

Forholdet mellem mennesket og Skaberen er den vigtigste relation overhovedet. Den næstvigtigste er relationen mellem mand og kvinde. Betydningen af den kan ikke overvurderes. Det har indflydelse på alt i denne verden, og det sætter standarten for menighedslivet i Kristus. Hvor mand-kvinde forholdet følger Guds ord og Ånd, vil menighedslivet sandsynligvis være åndeligt sundt, er det ikke derefter, vil det lige så sandsynligt være usundt
Fordi Gud så, at det ikke er godt for mennesket at være alene, skabte Han manden og kvinden, så de i kærlighed, fred og fuldendt harmoni sammen kunne nyde Ham og hinanden.

Det er stadig Guds formål, hver gang Han fører en mand og kvinde sammen og begynder at genskabe forholdet, som Han havde det i tankerne i skabelsens morgen. Det kan menneskets ulyksalige trang til at løsrive sig fra sin Skaber og fra hinanden og gøre deres indbyrdes forhold til en kampplads for magtbegær, konkurrence og egoisme ikke lave om på.

I sit ord giver Gud os et portræt af forholdet mellem mand og kvinde, som Han ønsker det og kender det bedst for os. Det kan være endog overordentlig svært at se portrættet i sin helhed, så vi må nøjes med de glimt, Skriften giver, og så bede Ham om at genoprette alt det i mand-kvinde forholdet, som er ødelagt og til stadighed modsiges i en verden fuld at selvbåren filosofi, egoisme og kold arrogance. Noget som ingen af os kan sige sig fri fra at være smittet og præget af. På mange måder må Skriften gennem Guds Ånd løsrive os fra vore egne nedarvede tankemønstre, så vi bliver modtagelige for Guds genopbygning. Men får vi først øje for harmonien, sandheden og freden i Guds tanker, øges modtageligheden betragtelig for Guds virke i vort indre menneske.

Guds kys var menneskets første livserfaring (1.Mosebog 2:7). Da Gud bøjede sig over os og kyssede os, vågnede vi op af jordens død og døs, og det første, vi så ind i, var Skaberens kærlige blik fuld af ømhed og godhed for sin skabning. Det begyndte så godt og rigtigt. Hvordan kunne vi glemme den kærlighed? Hvordan kan vi stadig glemme den?
Med en livgivende omfavnelse blev menneskets forhold til Gud født. Gud åndede på dødt jord, og jorden blev til et menneskeliv, født til at blive elsket af sin Skaber og til at elske Ham tilbage. Dette er menneskets vigtigste relation, hvorpå alt andet bygger. Den næste relation, Gud skaber, er forholdet mellem mand og kvinde (1.Mosebog 2:21-22). Gud ville, at menneskets kærlighedsforhold til Ham også skulle afspejle sig i et medmenneskeligt forhold bygget på den samme kærlighed, der blev tilsagt mennesket i opstandelseskysset af jorden. Dette er menneskelivets næstvigtigste relation. Også det begyndte så godt. Hvordan kunne vi glemme? I vores glemsomhed stivner vi igen og bliver jord-iske – til jord igen. Men Gud giver ikke op. Han bliver ved til de to forhold er genetableret og genskabt, så hele jorden bliver fuld af Ham og Hans herlighed.

Gud velsignede manden og kvinden til at frembringe Sit liv. Fordi mennesket blev skabt i Guds kærlighed, og mandens og kvindens forhold bæres af samme kærlighed, kunne og skulle menneskelivet reproduceres i Guds kærlighed mellem mand og kvinde. Dette gør ægteskabet unikt. Det gennemtrænger al menneskelig væren og breder sig til samfundslivet og menighedslivet i Messias’ legeme. Ægteskabet er fundament for, hvordan det åndelige liv i et trosfællesskab skal opbygges og bevares. Forholdet mellem mænd og kvinder i generelle fællesskaber er underlagt de samme principper som i ægteskabet – om end der er forskelle. Når vi derfor taler om mand-kvinde forholdet, begynder det i ægteskabet og glider ind i menighedslivet.

I begyndelsen

Som altid må man begynde ved begyndelsen – Guds begyndelse – så fundamentet er på plads.

Afspejle Gud sammen
Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem (1.Mosebog 1:27)

Om man glemmer alt andet, så burde man dog huske dette enkle vers. Det er selve grundlaget for forståelsen af forholdet mellem mand og kvinde. Heri udtrykkes harmoni, helhed, gensidig identifikation og fællesskab efter Guds hjerte. Kun sammen er mand og kvinde i stand til at genspejle Gud! Denne enkle kendsgerning, at hverken manden eller kvinden alene og i sig selv kan videregive billedet af Gud Herren skulle for altid afgøre spørgsmålet om ligelighed og ligeværd mellem kønnene. Det helt basale er, at manden og kvinden intet er uden hinanden! (1.Kor 11:11-12).
Det betyder dog langt fra, at manden og kvinden er ens eller har samme funktioner i den fælles afspejling af Skaberen. Hvis dette var tilfældet, ville de jo netop været i stand til alene og hver for sig at afspejle Ham. At de kun sammen kan reflektere Gud bygger på, at de er forskellige både fysisk, sjæleligt og åndeligt og har forskellige funktioner, roller og karakter. Men for Gud har manden og kvinden, deres forskellige roller og karakterer, samme værdi – og det skulle de følgelig også have for alle andre.

Tjene Gud sammen
Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham (1.Mosebog 2:20).

Gud gav mennesket en opgave med at blive mangfoldige og opfylde og udvikle jorden og værne om skabningen under Guds herredømme (1.Mosebog 1:28). Det var en tjeneste, de skulle udføre i fællesskab ved at hjælpe og støtte hinanden i deres forskellige funktioner.
Ægteskabet er ikke et mål i sig selv, men et redskab til fremme af Guds vej og vilje. Det er en hellig forening, helliget til Guds formål. Både den mandlige og kvindelige dimension må udtrykkes i tjenesten for Gud på lignende måde som med afspejlingen af Ham. Også i tjenesten for Gud er der ligeværdighed mellem kønnene.
Som vi skal se, er det, at mand og kvinde kun sammen kan tjene Gud, et gennemgående træk i Skriften. Den enlige kvinde og den enlige mand eller den troende ægtefælle, der er gift med en ikke-troende ægtefælle, kan selvfølgelig tjene Gud i funktionen som netop mand eller kvinde. Men ingen kan udfylde det modsatte køns tjeneste. Tjenesten for Gud er komplementær, uanset om man er gift eller ej, og uanset hvem man er gift med.

Kvinden taget af manden
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam (1.Mosebog 2:21-22).

I dette vers skal vi sikkert hente en stor del af forståelsen af det bibelske princip om, at manden er kvindens hoved (1.Kor 11:3; Ef 5:23). Kvinden er taget af manden. Manden er således kvindens forsørger og livgiver, idet han giver af sig selv for kvindens skyld. Manden skal lægge sit liv ned for hende, gå i døden for hende, som Adam billedligt talt gjorde, da Gud lod en søvn komme over ham. Kvinden er en del af manden, en del af hans legeme, hvilket er et billede på Messias og Hans legeme, Kirken (Ef. 5:22-33).
Med sin skabelse har Gud fra starten fastlagt en orden for forholdet mellem mand og kvinde. Manden skal nære og forsørge kvinden og være beredt til at give sit liv for hende. Det giver
manden et ansvar som overgår kvindens. Det er i lyset af dette ansvar, at Gud giver manden en autoritet over kvinden. En autoritet som manden ikke skal bruge til magtudøvelse, men til omsorg og lederskab.

Den fatale begivenhed

Selvrådighed og dysfunktion
Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste (1.Mosebog 3:6).

Djævelen er udspekuleret og snedig. Ved at adressere kvinden og ikke manden som autoritet, forsøger Djævelen at undgå Guds autoritetsorden. Begge køn falder i fælden. Hun ved at tage ledelsen og træffe en egenrådig afgørelse uden at tale med sin mand, og han ved at overlade afgørelsen til kvinden, velvidende at ansvaret var hans – Adam overhørte jo tilsyneladende hele samtalen med Satan uden at gribe ind. Kvinden overså nødvendigheden af at samarbejde med sin mand og handlede uafhængigt af ham (og dermed også af Gud), og manden forholdt sig tavs og påtog sig ikke sin Gudgivne funktion og ansvar. Det er værd at bemærke, at selvom kvinden syndede først, drager Skriften i al overvejende grad Adam og ikke Eva til ansvar (Rom 5:12-21).

Angrebet blev sat ind på ægteskabet, på forholdet mellem mand og kvinde, på ægteskabets Gudgivne funktion og karakter, for at forvirre Guds orden for menneskelivet. Dette angreb er ikke stoppet. Det har fortsat hver dag siden i mænds og kvinders liv og samliv – og det er måske i virkeligheden det allerstørste problem menigheden har idag.
Lykkes det Djævelen at forpurre Guds orden for forholdet, vil billedet af Gud forvitres og forsvinde, ligesom Han ikke vil blive tjent, som det var meningen. Det er det, der er på spil – ikke kun menneskets eget velbehag i ægteskabet. Verden har forlængst overgivet sig til Djævelens rænkespil og system og indrettet kønsmønstrene efter hans hoved. Det er forventeligt, men at det efterhånden er blevet almindeligt accepteret blandt troende også, er en langt alvorligere sag.

Frugten af det dysfunktionelle ægteskab udebliver ikke: Angst, flugt, indbyrdes beskyldninger, magtkampe og ansvarsforflygtigelse (1.Mosebog 3:8-13). Det begyndte så godt og trygt, men historiens fortsættelse tog en tragisk drejning bort fra Guds kærlighed, fred og harmoni hen til en virkelighed fyldt med ensomhed og selvbeskyttelse.

Resultatet

For kvinden

Til kvinden sagde han: »Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn (1.Mosebog 3:16a).

Kvinden fik det privilegium, at kunne bære og frembringe liv, der var skabt i Guds billede. En dimension manden aldrig ville kunne få indblik i og en funktion og tjeneste for Gud, som han aldrig ville komme i nærheden af. Næsten underfuldt havde Gud manet det således, at selvom kvinden stammede fra manden, så skulle kvinden alligevel bære manden som foster og nære ham som barn: For ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud (1.Kor 11:12).

Privilegiet bliver ikke frataget kvinden; hun har fortsat tjenesten for Gud. Men hvor glæden derved før var udelt, kom der nu skygger ind over den. Kvinden blev ikke forbandet, men hendes rolle som “livbærer” og “livgiver” blev plagsom.

For manden
Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af,       skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage.Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« (1.Mosebog 3:17-19)

Heller ikke mandens funktion og ansvar blev taget fra ham, men som med kvindens blev den plagsom. Manden skulle stadig skaffe føden til familien, have omsorg for den og stå i spidsen for den, men glæden ved det ville være blandet med sved og tårer, og livet ville ende i den selvsamme jord, mennesket blev taget af, og som det blev kysset til live fra.
Adam blev ikke forbandet p.gr.a. ulydigheden, men det blev den jord, han skulle skaffe føden fra. Dette tema er gennemgående i Torahen. Gud lover Israel, at Han vil lade det regne i rette tid og lade jorden blive frugtbar, hvis de ville være lydige mod Ham og Hans Torah. Omvendt ville jorden forblive forbandet, hvis Israel valgte ikke at følge Guds love. Adam og Eva brød den første Torah om ikke at spise den forbudte frugt. Havde de adlydt den, havde der ikke været brug for flere Torah’er (instruktioner). De brød denne ene Torah og høstede konsekvenserne. Med løftet til Israel om frugtbarhed som følge af tro og lydighed, viste Gud, at der var en vej ud af miseren, som ultimativt blev gennemført af Israels Messias: Jøden Yeshua fra Nazaret.
Forbandelsen af agerjorden var en indskrænkning af Guds oprindelige velsignelse af den, hvor det var let for mennesket at få jorden til at give føden (1.Mosebog 2:9). Alle afguder som mennesket sidenhen søgte var frugtbarhedsguder ( Ba’al, Astarte, Tammuz etc). De blev dyrket for at omgøre Guds frugtbarhedsforbandelse i stedet for at søge Ham, den eneste levende Gud. Megen utugt, som nævnes i Torahen blev bedrevet netop i forbindelse med dyrkningen af frugtbarhedsguder, i og med den seksuelle akt som udtryk for menneskets frugtbarhed blev rakt til afguderne.

For forholdet
Du skal begære din mand, og han skal herske over dig (1.Mosebog 3:16b).

En følge af mand-kvinde forholdets sammenbrud blev, at kvinden kom til at begære mandens position. Verset ligner til forveksling 1.Mosebog 4:7b. Ordet for “begære” er det samme ord i begge vers. I vers 4:7b er det tydeligt, at meningen er, at synden begærer at få kontrol over Kain. Det synes derfor mest sandsynligt, at ordet har samme betydning i vers 3:16b, så der ikke er tale om seksuelt begær, men magtbegær. Havde der været tale om seksuelt begær, ville Adams begær sikkert også være nævnt, men for hans del (“herske over”) er det åbenbar, at der er tale om magtudøvelse. Så også konteksten tilsiger en forståelse af, at der tales om magtkamp.
Kvinden vil altså herefter søge at overtage mandens ansvar og hans position som autoritet i forholdet, mens manden alligevel vil herske over kvinden; dog underforstået nu ikke i kærlig omsorgsfuldhed, men i simpel magtudøvelse.
Vi kan måske tyde verset sådan: “ ‘Kvindekød’, dit navn er manipulation og kontrol, og ‘mandekød’, dit navn er tyranni”. Et afskrækkende eksempel på, hvor slemt det kan udvikle sig, når ‘mandekødet‘ og ‘kvindekødet‘ får frit spil, kan ses i Kong Akabs og hans kone Jezabels liv og levned (2.Kong 21)

Erkendelse og håndtering
Selvom Akab og Jezabel er ekstreme tilfælde, så lurer Jezabels ånd ved døren til ethvert kvindehjerte og Akabs ånd ved ethvert mandehjerte – spørgsmålet er alene, om impulserne erkendes eller ej.
– Kan en mand erkende impulsen i sig til både at ville tyrannisere og underkaste sig kvinden for at behage hende? Kan han mærke trangen til både at ville skubbe hende til side og til at skubbe hende foran sig i sit Gudgivne ansvars- og funktionsområde? Kan han se tendensen i sig til både at ville tage et for stort ansvar og lysten til at fralægge sig det?
– Kan en kvinde erkende impulsen i sig til at ønske magten og ønske at bestemme? Kan hun genkende evnen og lysten til manipulation (f.eks. følelsesmæssigt) for at få sin vilje, til at trække i trådene bagved for at få manden til at gøre hendes vilje?

Messias Yeshua forventer et opgør med Jezabels og Akabs ånder, selv når de iklæder sig åndelige gaver, hvilket de ofte gør i menigheden, netop for at opnå “taletid” og indflydelse (Åb. 2:18-25). I Thyatira var Akabs feje ånd til stede i menigheden, og “ledelsen” tillod Jezabel at manipulere ved hjælp af åndelige gaver i stedet for at stå op i den gudgivne autoritet og irettesætte hende. Når en menighed ikke er på plads med hensyn til autoriteten med den rette mandlige og kvindelige rolle- og funktionsdeling, opstår forvirring, kamp og uklarhed, uanset hvor åndelig den end synes at tage sig ud.

Guds ordenslinje

Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud (1.Kor 11:3).

Denne orden, som synes at være et ufravigeligt hovedprincip i Guds ord, går – som tidligere omtalt – tilbage til skabelsen: Gud skaber i Messias Yeshua (som er Guds billede (Kol 1:15)) manden, fra hvem kvinden er taget. At opretholde denne skabelsens orden er altafgørende for, at alle ting kan vise tilbage til Gud og Hans søn. Forstyrres ordenen i mindste måde, forstyrres spejlbilledet af Gud og vidnesbyrdet om Ham, hvilket kun Guds modstandere kan være interesseret i.
Vi må prøve at forstå den indre inerti og ånden i ordenen, for ikke at komme til at misbruge den til kødelige formål. At Gud som højeste instans har magten over alle ting, kan ingen rokke ved. Det betyder imidlertid ikke, at manden så har magten over kvinden som Gud over sin skabning. Forsøger manden at argumentere for sin råderet over kvinden ved hjælp af Guds orden, er det misbrug, for “en hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru” (1.Kor 7:4), og endvidere “dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud” (1.Kor 11:-12).
Den “rette orden” laver altså ikke om på den grundlæggende sandhed, at kun sammen er manden og kvinden et vidnesbyrd og passende udtryk for Gud! Hvis et ejerforhold i mand-kvinde relationen overhovedet kan komme på tale, så er det et gensidigt ejerforhold med gensidig respekt og ansvar for den indbyrdes kærlighed.

I Messias Yeshua

I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes
frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt. Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig
hen for den………Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand (Ef. 5:21-25…33).

Der er adskillelige ting, der må udgrundes af disse vigtige anvisninger for forholdet mellem mand og kvinde. Det allervigtigste er at se, at det ideelle forhold kun kan fremkomme i Messias Yeshua, når begge parter er helhjertede med og fuld til stede i Ham! Er dette tilfældet, er der tale
om en gensidig underordnelse. Det betyder ikke, at forskellene mellem mand og kvinde udviskes, eller at mand og kvinde pludselig får samme autoritets- og ansvarsroller at spille, men at manden og kvinden i Messias Yeshua tjener hinanden med deres forskellighed.

Som Messias
Sammenligningen mellem manden og Messias er ikke total. Yeshua er syndfri og kan udøve en perfekt og forløsende kærlighedsmagt, hvilket manden ikke kan. Sammenligningen har derfor ikke så meget med magt som med hengivenhed, kærlighed og ansvar at gøre. Som Messias af kærlighed nedlagde sit liv for alle troende, skal manden af kærlighed lægge sit liv ned for kvinden. Han skal tage ansvaret for kvinden og lede hende. Det ansvar udøver han under et andet og større ansvar, nemlig over for Messias. Manden står således til ansvar over for Messias med hensyn til, hvordan det går kvinden.
Kvindens underordnelse under manden skal være frivillig og af kærlighed, nøjagtig som enhver troende underordner sig under Messias med samme bevæggrund. Manden kan gøre dette let for kvinden ved at have Messias som sit eget hoved og ikke sit eget hoved som hoved. Han skal lede kvinden, som Messias leder ham. Ellers er han ikke skikket til at være hoved for hende.

“At være hoved for” forbindes sikkert ofte med magt, men bibelsk set har det mere at gøre med at være “kilde” for. Manden skal ikke hjælpe kvinden og børnene til at ligne sig selv, men til at ligne Messias Yeshua. Hans opofring for kvinden og familien skal være af kærlighed. Han skal tilsidesætte sig selv og egne ønsker i ansvaret for at tjene og betjene kvinden, uden at lade sig manipulere af hende, ligesom Messias tjener kirken uden at lade sig manipulere af den. At lade sig manipulere er at løbe fra sit ansvar overfor Gud.
Mandens tjeneste på denne måde giver ham en position som autoritet overfor kvinden, som Gud vil at kvinden skal indordne sig under.

Kvindens underordnelse
Mens Guds ord siger, at kvinden skal underordne sig manden, står der ikke eksplicit, at hun skal adlyde manden. Hun skal adlyde Gud i hendes kald som kvinde! Kvinden skylder ikke manden at adlyde ham, hvis han leder bort fra Gud, men hun skal stadig ære ham og forsøge at omvende ham ved selv at følge Herren.
Appellen til kvinden om at underordne sig manden er givet direkte fra Gud. Det er i sidste instans en sag mellem Gud og kvinden. Manden skal altså ikke selv sørge for kvindens forhold til sig. Det hænger på det personlige forhold mellem Gud og kvinden. Manden kan ved sin omsorg for kvinden gøre det let for kvinden at værdsætte hans ledelse.

Billedet
Med Messias som forbillede kan mand og kvinde vise hinanden hengivenhed og godhed, så ægteskabet kan afspejle Guds kærlighed.
Begge parter står til ansvar over for Gud angående deres forhold til Hans ordenslinje eller autoritetslinje. Når mand og kvinde hver for sig gennem deres personlige forhold til Gud røgter deres forskellige kald, vil de automatisk gøre kaldet lettere for hinanden. Falder den ene ud af kaldet, besværliggøres den andens kald, selvom det ikke fritager ham eller hende for sin del.

Ægteskabet og evangeliet

Når man betænker, at det Gudgivne forhold mellem mand og kvinde skal udspilles og udleves i fællesskabet med Guds søn, som vi så i det foregående, ligger det lige for, at ægteskabet skal være et vidnesbyrd om evangeliet om Ham. Peter peger på dette i sit første brev.

Ligeså…
Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, for at de af mændene, der er ulydige mod ordet, kan blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse…………….I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part, og I skal vise jeres hustruer ære, så sandt de også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hindres (1.Peter 3:1-7)

Ordet “ligeså” siges til både mand og kvinde og er for begges vedkommende en henvisning til Messias Yeshuas gerning og væsen i de foregående vers:
“Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt” (1.Peter 2:22-24).

Essensen er, at manden og kvinden skal efterligne Messias’ væsen og gerninger i deres indbyrdes forhold. Nøglen er opofrelse og trofasthed:
– Som Han ofrede sig og led for sine egne, skal manden og kvinden ofre sig og lide for hinanden.
– Som Han fandt sig i uret, skal ægtefællerne finde sig i uret fra hinanden, og overlade tvisten til Gud i stedet for at svare skældsord med skældsord.
– Som Hans offer bragte nyt liv, genoprettelse og helbredelse til sine egne, vil ægtefællernes offer bringe nyt liv, genoprettelse og helbredelse til ægteskabet.

Kvinden
Kvinden skal med Messias som forbillede ofre sig for forholdet og gennem sit eget trosliv vise hendes mand vejen tilbage til Herren (v.1-2). Det betyder selvfølgelig ikke, at hun ikke kan tale med manden om sagen, men hun skal ikke manipulere eller forsøge at tage magten over ham. Derimod skal hun gennem sit eksempel hjælpe manden til at opfylde sit eget kald som mand med Messias som hoved.
Som Messias ikke forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at tækkes mennesker, men kun havde øje for Gud, således skal kvinden heller ikke være optaget af at tiltrække sig ydre beundring fra mennesker, men derimod leve for Gud på de indre linjer (v.3-6).

Manden
En Gudfrygtig og stærk mand er hensynsfuld over for kvinden og bekræfter hende og beskytter hende, så hun kan gro og blomstre i den tryghed, hendes mand yder hende. Nøjagtig som det er tilfældet med Messias og Hans legeme. Manden skal vise kvinden ære og behandle hende som noget dyrebart og ligeværdigt, fordi mand og kvinde har lige adgang til Guds nåde og frelse (v. 7b).
Det er bemærkelsesværdigt, at mandens ulydighed på dette område har en konsekvens, nemlig at hans bønner kan blive blokeret, hvis han ikke behandler kvinden, som Gud vil (v.7b). Den konsekvens har kvindens ulydighed ikke, hvilket vel igen viser, at det først og fremmest er manden som hoved, Gud kræver til regnskab for forholdet.

Evangeliet i alle vore forhold
For fuldstændighedens skyld skal det i forbifarten påpeges, at Gud ønsker evangeliet om Hans søns gerning og væsen afspejlet i alle vore forhold, og ikke kun i ægteskabet. Alle vore relationer skal bæres af vejledningen i 1.Peter 2:22-25 om at vise offersind. Det gælder i forhold til ikke-troende (2.Peter 2:11-12), i forholdet til samfundet og dets institutioner (1.Peter 2:13-17), på arbejdspladsen (1.Peter 2:18-20) og i menigheden (1.Peter 3:8-12). Ved at vise evangeliet i praksis opfyldes kaldet til at være Guds hellige ejendomsfolk og et kongeligt præsteskab (1.Peter 2:9-10).

Gud vil altså, at hele vort liv (inklusiv ægteskabet og alle andre relationer) skal være et vidnesbyrd om Hans søn og evangeliet om Ham. Dette hverken kan eller skal mennesker frembringe i sig selv. Det fremkommer kun gennem et levende og personligt fællesskab med den Herre, man skal være et vidnesbyrd om. Han er vore sjæles hyrde og tilsynsmand (1.Peter 2:25).
Det gode er, at Yeshua ikke kun er et forbillede. Han er også virkeliggøreren af Hans gerning og væsen gennem vore liv og relationer. Han vil møde vore behov og selv gøre os til et levende vidnesbyrd. Vi må bare forstå, at det sker gennem et offerliv som Hans. Ved vi ikke det, kan vi ikke udholde det, ikke lade det ske og ikke virke med deri.

I menigheden

Vi vil nu vende os mere mod forholdet mellem kønnene i menighedssammenhæng. Imidlertid skelnes der i Skriften ikke klart mellem mand-kvinde forholdet i ægteskabet og i menigheden. Selvom der i sagens natur er en forskel, så går principperne igen de to steder. Det, der gælder for forholdet i ægteskabet, gælder også for forholdet mellem mænd og kvinder i menigheden, og i den måde menigheden er organiseret på.

Signalerne og nogle “besværlige” skriftsteder
Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af……….Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke. (1.Kor 11:3-5….16)

Første del af kapitel 11 i 1.Korintherbrev har voldt mange teologiske problemer, og gør det stadig. Som et minimum kan man slå fast, at det tydeligvis har at gøre med forordninger for menighedens sammenkomster, så disse foregår i den rette ånd og orden. Den orden, der efterlyses er, at Gud er Kristi hoved, Kristus mandens hoved og manden er kvindens hoved. Altså den autoritetslinje eller ordenslinje, vi har nævnt tidligere. Denne “kæde” skal være tydelig i menigheden, fordi den i sidste instans viser hen til Gud og Hans herredømme gennem Messias Yeshua. Den skal sikre freden og harmonien i fællesskabet under Herren. Messias kom som Guds søn og ikke Hans datter, hvorved manden som kvindens hoved viser hen til Guds søn som menighedens Herre og autoritet. Brydes mønsteret brydes vidnesbyrdet om Sønnen. Som i ægteskabet kan man ikke rive mand-kvinde forholdet ud af denne kæde uden at løsrive den fra Faderen og Sønnen. Forholdet mellem mand og kvinde har ingen autonomi, men er afhængig af Guds orden og herredømme.
Autoritetslinje forbindes i skriftafsnittet med det at have noget på hovedet, når man beder, hvilket tilsyneladende er forskelligt for mænd og kvinder. Men hvad er det “noget” som nævnes i vers 3? Nogle har forstået det som et forbud for mænd mod at bede med en hat på hovedet eller en anden form for hovedbeklædning – så som en jødisk kippah. At det skulle være pointen er imidlertid højst usandsynlig, da f.eks. ypperstepræsten skulle forrette tjeneste i Helligdommen med en turban på hovedet (2.Mosebog 28:4). Desuden måtte man forvente at dette “noget” blev defineret, hvis der var tale om et konkret objekt. Mere sandsynligt er det, at der er tale om håret, hvilket flere gange nævnes i sammenhængen (v. 6,14,15). Dette underbygges endvidere af modstykket i vers 4, hvor kvinden netop skal have noget på hovedet. Det “utildækkede hoved”, der nævnes i det vers, er det samme ord, som i Septuaginta ( Den græske oversættelse af GT fra ca. 200 år f.Kr.) bruges til at beskrivelse af at have “håret til at hænge løst” (3.Mosebog 13:45). Hvis den fortolkning er rigtig, så kunne anmodningen til mændene i vers 3 om ikke at optræde i menigheden “med noget på hovedet” være en henstilling til ikke at møde op med langt hår, som dengang var et symbol på homoseksualitet.
En kvinde med langt hår skulle derimod have håret enten bundet op eller tildækket (v.5) , fordi langt hår enten var et tegn på jomfruelighed eller “overklasse-prostitution” i den græske verden. Det ville altså signalere opnåelighed i begge tilfælde, hvilket ville bryde Guds autoritetslinje eller ordenslinje. Ved således i datidens kulturelle kontekst at optræde seksuelt udfordrende gennem langt løst hår, kunne kvinden ligeså godt klippe sig skaldet eller meget kort (v.6), hvilket dengang var et tegn på den forarmede prostitution. Den gifte kvinde skulle tage noget på hovedet for at vise, at hun var under Guds autoritetslinje, så hun ikke vakte forargelse. Derved ville hun med sin optræden kunne tydeliggøre, at hun tilhørte en mand (og han hende) og var under hans beskyttelse – og i sidste instans under Guds domæne gennem Hans søn.
Både manden og kvinden skulle og skal altså være opmærksomme på, hvilke kulturelle signaler de udsender som troende i menighedsfællesskabet, og undgå signaler, der viser brud på Guds ordenslinje. Det er sikkert også baggrunden for den ellers uforståelige sætning i vers 10 om at tage hensyn til englene. Ved at opretholde autoritetslinjen opretholdes vidnesbyrdet om Guds herredømme gennem Messias Yeshua også overfor englene, måske fordi denne sammenbinding af Faderen, Sønnen og mennesket er noget engle ikke er indviet i (1.Peter 1:12b).
At ordenslinjen ikke er udtryk for rangdeling af mand og kvinde slås fast med ordene om, at manden og kvinden ikke er noget uden hinanden (v. 11).

Opbyggelse
Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse…………for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud (1.kor 14:26….33a)

Belæringen her går igen ud på at etablere den rette ånd og orden for det troende fællesskab. Alle kan “byde ind” med det, de måtte have af åndelige gaver og tilskyndelser, både mænd og kvinder. Det hele skulle bare foregå i god ro og orden, hvor alle skulle have mulighed for at komme til orde, selvom det tydeligvis skulle begrænses for ikke at skabe unødig forvirring. Desuden skulle alt bedømmes.

Funktioner
Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden. Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til? (1.Kor 33b-36).

Det er en af de mest kontroversielle passager i Skriften vedrørende mand-kvinde forholdet. Hvad menes med, at “kvinder skal tie i forsamlinger”? Paulus kan umuligt mene, at kvinder ikke må sige noget som helst i forsamlingerne, i og med han bl.a. i 1.Kor 11:5 havde givet anvisninger til kvinden, NÅR hun talte (profeterede og bad) i menigheden. Nogle har søgt en forklaring i synagogeindretningen, hvor mænd og kvinder var adskilte. Forbuddet til kvinderne om at tie var i så fald, fordi de råbte til deres mænd ovre i mandeafdelingen, hvis der var noget, de ikke forstod, hvilket naturligvis frembragte uorden.
Selvom dette muligvis kan have spillet ind, så er en mere sandsynlig forklaring dog nok, at kvinder skal tie, når det drejer sig om bedømmelse af profetierne (vers 29), som er den nærmere kontekst, passagen optræder i. Mens kvinder selv kunne profetere, blev det dem ikke tilladt at bedømme profetierne. Det kunne hænge sammen med, at der gennem bedømmelsen blev udøvet en autoritet over dem, der profeterede. En kvinde kunne således ved sin bedømmelse bryde autoritetslinjen, hvis hun skulle dømme og “bestemme” over en mands profetier. Det ville være en over-ordnelse over manden, som Skriften ikke tillader (1.Tim 2:12). I stedet opfordres kvinderne til at tale med ægtemanden om dette, når de var alene (vers 35).
Det er ikke svært i disse vers (33-36) at høre et ekko fra Edens Have. Eva skulle – i stedet for selv at bedømme Satans ord til hende og handle ud fra den – have henvendt sig til Adam for at få hans bedømmelse af situationen. Adam skulle så sammen med Eva være gået til Gud for få den rette rådgivning. En sådan “forretningsgang” ville dengang som nu have løst problemet, undgået fald og afstedkommet den rette vejledning.
Igen ser vi, at fokus er på opretholdelsen af Guds ordens- og autoritetslinje, som er givet i Hans ord, og som viser hen til Hans herredømme gennem Messias Yeshuas over legemet, hvilket igen sikrer freden og harmonien i forsamlingen.

Poster og tjenester

Der er et overordnet kald til både mænd og kvinder om at være disciple. Disciple er først og fremmest vidner om Messias Yeshuas gerninger og væsen, hvilket er noget som Helligånden gør dem til.
Skriften beskriver en række “poster” og “tjenester”. Nogle varetages af mænd, andre af kvinder og en del af dem af både mænd og kvinder. Mange af dem overlapper hinanden, og skal sikkert forstås mere som opgaver og funktioner i menigheden end veldefinerede stillinger og tekniske betegnelser.
– Apostle, profeter, evangelister, hyrder, lærere (Ef. 4:11; 1.Kor 12:28)
– Forskellige nådegavetjenester (1.Kor 12:7-10, 28; Rom 12:4-8)
– Tilsynsmænd (1.Tim 3:1-7, ApG 20:28-31) – Menighedstjenere (1.Tim 3:8-13) – Ældste (Torahen, ApG 4:8;14:23;15:2-6; Titus 1:5).

Ældste
I GT (“Zaqan”) er det en betegnelse for ældre mænd med livserfaring, personlig integritet og visdom, som kunne fungere som folkets ældste og f.eks.varetage offentlige, politiske og religiøse hverv. De kunne være lokale dommere, og en flok af dem var med ved pagtsslutningen på Sinaj (2.Mosebog 24:9-11).
Betegnelsen går igen i NT (“Prebyteros”, hvorfra titlen “præst” er taget), hvor det på lignende vis er en betegnelse for ældre mænd, der via personlighed, tro, moral og livsførelse anses for værdige til på forskellig måde at spille en ledende rolle i menigheden (Titus 1:5-9).
Begrebet findes altså i begge testamenter – både i Israel og menigheden – og er generelt mere en karakter- og livsbeskrivelse end en egentlig teknisk jobbeskrivelse, selvom en sådan kunne tildeles mænd fra ældstegruppen. Benævnelsen “ældste” i betydningen “ledere” gives udelukkende til mænd, mens det i betydningen forbilleder for menigheden indbefatter kvinder (Titus 2:1-5).
I Åbenbaringsbogen omtales 24 ældste i Himlen, der kaster sig ned for Guds trone (Åb. 4:9-11). Hvem disse er, og hvilke funktioner de har, er uvist. Der er tanker fremme om, at det kunne være de 24 forfattere af GT, som Talmud opregner.

Tilsynsmænd
På græsk episkope hvorfra betegnelsen “biskop” er taget. Titlen synes visse steder at blive brugt vekselvis med “ældste” (ApG 20:17,28; Titus 1:5,7), men forekommer at være en mere teknisk term end “ældste”, så den kunne være udtryk for en mere fast defineret position som leder. Måske blev tilsynsmændene taget ud af ældstekredsen til at varetage en bestemt rolle i menigheden. En
tilsynsmand skulle være ubestikkelig, moralsk uangribelig, moden i troen, have styr på egen familie og have godt rygte i samfundet (1.Tim 3:1-7; Titus 1:7-9).
Tilsynsmændene skulle være hyrder for flokken, være rodfæstede i Skriften, så de kunne undervise i den og være i stand til at imødegå enhver falsk lære, der måtte opstå eksternt eller internt. De skulle altså besidde betydelig åndelig dømmekraft og have personlighed nok til at modstå ydre og indre falske påvirkninger (ApG 20:28-31).

Tilsynsmændene havde uden tvivl en ledende funktion, og det var en tjeneste, der udelukkende varetoges af mænd, da en kvindelig tilsynsmand ville placere hende over manden.

Menighedstjener
På græsk diakonos hvorfra vi har betegnelsen “diakon”. Benævnelsen blev brugt i hedenske sammenhænge for forskellige funktioner i det hedenske tempel. Desuden blev det i NT anvendt for en kongelig tjener og Guds medarbejder (1.Thess 3:2). Tjenesten, som forekommer at være en defineret stilling i menigheden, tildeles både mænd og kvinder med de rette personlige kvalifikationer som agtværdighed, mådeholdenhed, rodfæstethed i troen. De skulle kunne styre både hjem og tunge. Tjenesten forbindes med at “tjene ved bordene”, altså administrere materielle fornødenheder i menigheden, men havde sikkert også en omsorgsdimension i videre forstand i forhold til fattige og trængende inden for og uden for de troendes kreds.

Lærere
En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed (1.Tim 2:11-12)

Skriften tillader ikke kvinder at optræde som lærere. I konteksten i skriftstedet bringes det at lære sammen med at bestemme over sin mand. Heri ligger måske en antydning af, hvad der menes med at optræde som lærer. Der er ganske sikkert tale om at optræde som autoritativ udlægger af Skriften, med fortolkninger, der skal være retningsgivende for en menigheds liv og organisering og de enkelte medlemmers trosliv. Det tillades en kvinde ikke, fordi det ville medføre, at hun bestemte over både sin og andre mænd. Læretjenesten skal varetages af mænd; ikke alle mænd, men nogle, der er egnede til det og til at have en åndelig lederfunktion. Det er ikke en tjeneste, man skal tragte efter, fordi lærere får en hårdere dom, da de netop som fejlbarlige mennesker udlægger Guds ufejlbarlige ord (Jakob 3:1).
I Talmud er der tanker fremme om, at kvinder kun skal undervises i det, der har med kvinder at gøre. Andre citater i Talmud går imod dette, hvilket Paulus tilsyneladende også gør (vers 11). Hvis kvinderne ikke var hjemme i Torahen, ville de være uegnede til at profetere og bede, hvilket de, som vi har set, også er kaldede til.
At kvinder ikke må optræde som lærere betyder sikkert ikke, at de ikke må komme med belæring, formaning til menigheden (ellers ville de jo heller ikke være i stand til at profetere), eller ytre sig om Skriftens ord. Det er det autoritative aspekt af læretjenesten, der ikke må varetages af kvinder, fordi det ville placere dem i en position som åndelige ledere. Dette skal varetages af egnede mænd under Yeshuas ledelse.

Og hvad så nu?

Faren ved enhver udlægning af Skriften er, at man stopper ved den erhvervede forståelse og sætter undervisningen op på “forståelsesreolen” og lader den forblive der. Måske tager man den ved givne lejligheder ned, støver den lidt af, varmer sig lidt ved den, for så at arkivere den et eller andet sted i erindringen igen.
Der er forskel på Bibel-forståelse og Bibel-liv, mellem det at forstå nogle principper i Guds ord og at leve det ud. Der er en proces, som fører fra lære til liv. Formålet med enhver Bibelundervisning er forandrede liv, væremåde og talemåde. Forståelse er aldrig et mål i sig selv.
Når Gud viser os nogle principper for forholdet mellem mand og kvinde, så viser Han os samtidig en vej, der skal gåes, et liv, der skal leves og en opdragelse, der skal undergåes. Da hjælper det ikke, at vi detaljeret kan beskrive alt dette, men alene om vi går vejen og lever ordet.