Og solen stod op

Der var engang to haner. Hver morgen ved solopgang kunne man se dem ude i det fri strække hals og gale af hjertens lyst. De to haner lignede til forveksling hinanden, så godt så de ud, ligesom det var næsten umuligt at høre forskel på deres galen, så godt lød det.
Der var imidlertid en stor forskel på de to, som ikke så meget lod sig ane i det ydre, men mere udspillede sig dernede i brystet, hvor hanerne drog luften til deres galen. Forskellen var, at den første hane galede, fordi solen stod op, mens den anden hane mente, at solen stod op, fordi han galede.

Hvad har det nu med troen på Herren at gøre. Ikke så lidt endda. Man kan se de to haner som repræsentanter for de to kræfter i det troende menneske. Menneskets vilje og kraft kontra Guds vilje og kraft – Guds Rige kontra verden – Ånd kontra kød – nåde kontra lovgerninger – det nye menneske kontra det gamle – ydmyghed kontra stolthed og meget mere.

Billedet kan også anvendes som rettesnor for, om vi følger Herren eller os selv. Siger og gør vi alt det, Bibelen taler om kendetegner en person, der følger Herren, og alene deraf slutter at vi rent faktisk følger Ham, ja, så ligner vi nok den anden hane. Men siger og gør vi de samme ting, fordi vi faktisk følger Herren, ja så er sandsynligheden stor for, at vi galer som den første hane.
Følger vi Herren, så vil alt i vort liv være en følge af Ham. Det vil være sand efterfølgelse. Men følger vi Ham ikke, så vil alt andet i vort liv være en følge af os selv, uanset hvor rigtigt, det måtte tage sig ud. Så mon ikke vi alle kan se os selv i de to haner. Under alle omstændigheder er den indsigt en hjælp til at gøre det rigtige og give afkald på det falske.

Vilkåret for at følge Herren og være i et ubrudt fællesskab med Ham er velkendt for alle troende. Vi må være villige til at give afkald på alt vort eget og alle vore egne. Det er vore egne forhavender, ambitioner, lyster og dagsordener, og relationer til alle dem, vi af naturen elsker at være sammen med. Ydermere er det et vilkår, som er i kraft hver dag, og derfor skal leves ud dagligt.
Efterfølgelsen begynder dog ikke ved vilkåret, men ved Ham, vi skal følge. Før vi kan overveje vilkåret, må vi først møde Ham, for hvis skyld vi opgiver alt andet. Ellers ville vi bare gale som den anden hane. Vi må først smage og høre. Smage at hos Ham er der noget ganske særligt, noget langt bedre end vort eget og vore egne i denne verden. Og høre dette afgørende og skelsættende ord fra Ham: “Følg mig”.

Det betyder ikke, at vandringen bliver til en skovtur. Langt fra. Det bliver til en opdragelses- og beskæringstur, indtil vandringsmanden foran os har vundet skikkelse i os. Det er en til tider meget pinefuld affære. Som én engang har sagt det, ‘sand tro og efterfølgelse er at holde fast i ploven, mens man tørrer tårerne væk’. Og den, der gør det, gør det, fordi han ikke kan andet.

For at vende tilbage til de to haner, så skete det ind imellem, at den første hane sov over sig. Men det skete aldrig for den anden. Han mødte op hver morgen til den fastsatte tid og satte i med sin galen. Mens solen stod op, priste han sig selv og alle andre lykkelig for, at han var så præcis hver dag, så han kunne gale solen og lyset frem. Og han lovede sig selv, at han ville være trofast hver morgen og aldrig miste en eneste morgensang.

Så en morgen, og det blev en af slagsen hanen aldrig glemte, vågnede han og opdagede til sin rædsel, at han havde mistet stemmen. Den sædvanlige rømmen, han gjorde sig for at varme stemmen op, mens han redte hanekammen foran spejlet, sad fast i struben på ham. Chokeret tumlede han ud af hønsehuset og satte sig op på dets tag og strakte hals i håbet om alligevel at kunne gale, men der kom ikke en lyd op gennem kroen og halsen til næbet. Han så sig til siden og opdagede, han var ganske alene. Det var en af de morgener, hans kollega havde sovet over sig, og panikken greb ham. Så pludselig så han morgenrøden i øst. Solen stod op. Det blev en morgen, hanen aldrig glemte.