Historiernes begyndelse
Dette er begyndelsen på en historie, men ikke bare det, det er begyndelsen på historien om selve begyndelsen. Og derfor også historien om alle historiers begyndelse.
Du kender den historie, måske har du hørt den så tit, at du helt har glemt hvad der skete.
Før begyndelsen var der ingenting, for intet var endnu begyndt. Før begyndelsen var der mørke, og mørket omsluttede alting, ja selv urdybet. Jorden var øde og tom, mere tom end kagedåsen når den sidste kage er taget, og mere øde end selv den goldeste og mest forladte ørken.
Tomhed, øde og mørke var alt, hvad man kunne høre, se og mærke. Der var bare ingen til at mærke tomheden, ingen til at se mørket. Ingen følte hvor øde der var. For der var ingen. Alting var tomhed og øde.
Nu siger jeg, at der ingen var, og det passer faktisk ikke, der var én. Denne ene var helt særlig. Den som altid har været der, er nu og altid vil være der. Den som ikke har nogen begyndelse, og som ingen ende vil få. Den fra hvem alting har fået sin begyndelse, sit liv og sin tilstedeværelse. Han var der, Gud var der, og Hans ånd svævede over vandene.
Men der var stadig mørkt. Intet lys havde endnu set dagens lys. Intet lysglimt havde nogensinde været til at sprede og fordrive mørkets kraft. Alt var mørke.
Gud sagde: ”Der skal være lys”.
Måske skete det langsomt, som når nattens tunge og sorte mørke, gradvist må vige sin plads for det klare stærke lys. Måske skete det hurtigt, som når gadelygterne pludselig tændes eller som et langt vedvarende lyn der hurtigt slår ned. Men i hvert fald: Der blev lys! Lyset lyste lysende klart. Tænk sig aldrig før havde der været noget til at adskille mørket. Aldrig før havde lyset vist sin kraft, eller haft sin kraft til at lyse, Gud syntes det var godt. Det var den allerførste morgen. Så blev det nat og dag nummer to startede.
Skaberen ville inddele den store mængde vand, derfor skabte Han en hvælving, som fik navnet himmel. Så kom aftenen og den tredje morgen begyndte.
Der var stadig masser af vand under himlen, og Han som altid har været, skilte vandet så det tørre land kom til syne.
Men jorden var gold, intet frø havde været plantet, ingen lysegrøn spinkel spire, havde brudt gennem den mørke jord. Der var ingen rester af gamle træer eller buske, for de var ikke opfundne endnu. Ikke engang æblet, citronen eller guleroden havde været, ingen havde set deres farver, ingen havde smagt sødmen fra æblet, hørt guleroden knase i munden eller skåret ansigt af citronens sure saft. For alt dette havde endnu aldrig været. Men underets Gud, gjorde det store under at skabe alt dette. Han skabte buske frø og planter, skabte alverdens træer bl.a. blommetræet, pæretræet, oliventræet og klatretræet. Måske havde der før denne dag aldrig været grøn, rød eller gul, men nu fyldte særligt farven grøn store dele af jorden. Smukt og kønt blev det. Nu blev det muligt at gå under træernes skønne skygge og dufte blomsternes friske duft. Aldrig før denne dag havde der været mad, så det var en god dag, og Gud syntes, det var godt! Natten faldt på og dag nummer fire begyndte.
Da jeg fortalte om lysets begyndelse, tænkte du måske at det var solens lys, men det var det ikke, for indtil denne den fjerde dag havde solen, månen og stjernerne aldrig haft deres plads eller været til. Men dette gjorde Den Almægtige noget ved. Han skabte den varme stærke sol til at lyse om dagen og månes hvide lys til at herske om natten, og Han satte tusinder og atter tusinder af smukke stjerner, som et blomstertæppe på himlen. Smukt var det, og Gud så det var godt. Så kom aftenen med de tusinde af stjerner og den lysende måne, efter natten kom morgenen med solens skønne lys. Måske var dette den allerførste solopgang og morgenrødens øjenvipper tittede frem, dette var starten på den femte dag.
Midt i den skønne morgenrøde manglede der alligevel noget: Ingen fugl havde svinget sig højt op på himmelhvælvingen eller ladet en skønherlig lovsangstrille klinge ud af dens næb. Og i det store brusende hav havde ingen fisk slået smut med halen, eller nogen hval sprøjtet en sky af vand op. Men nu var det fiskenes og fuglenes tur til at blive skabt. Fiskene vrimlede og blev mange i havet, mens fuglene fløj højt og kviderede lystigt og blev talrige. Gud syntes det var godt. Mørket faldt på, og morgen brød frem på den sjette dag.
Endnu havde ingen løve brølet, ingen ulv hylet, ingen hund bjæffet, og ingen elefant havde truttet. Intet krybdyr havde kravlet, ingen kænguru havde hoppet, og ingen abe havde klatret. Ingen mus havde maset, ingen myre marcheret, ingen mis mjavet, og ingen malkeko blevet malket. Nu skabte Skaberen alle de levende væsner: alle slags kvæg, alle slags krypdyr og alle slagt vilde dyr. De var talrige og mange, og Gud syntes, det var godt.
Men endnu en ting manglede, der var nemlig stadig en ting, der ikke var blevet skabt, som aldrig havde indåndet den friske luft, set den smukke himmel eller smagt træernes gode frugter. Måske har du gættet, hvem der mangler: Det var jo mennesket!
Og Gud skabte mennesket i sit billede, Han skabte dem som mand og kvinde. Han velsignede dem og sagde, de skulle blive frugtbare og talrige, at de skulle herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyrene der rører sig på jorden.
Herren så, alt Han havde skabt, og Han så hvor godt det var. Det blev aften og stille begyndte den syvende morgen, nu var Gud færdig med det arbejde, Han havde udført, og den dag hvilede han. Gud velsignede den syvende dag, så det blev til en hellig dag med hvile.
Dette var historien om alle historiernes begyndelse. For det var historien om altings begyndelse, om hvordan det hele blev skabt.