Guds styrelse

Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. (ApG 1,3)

Tiden mellem Sin opstandelse og tilbagevending til Faderens højre hånd i Himlen, brugte Yeshua til at undervise Sine disciple om Guds Rige. Før Sin død og opstandelse havde Han også talt om Guds Rige med mange lignelser og forklaringer, men nu skete det i lyset af Hans opstandelse. Senere skulle talen fortsætte i lyset af Helligåndens komme og fylde af de troende. Alt i Messias Yeshuas ord og gerninger centrerer sig om Guds Rige, og det er tydeligvis afgørende for Ham at forklare Sine disciple, hvad det rige drejer sig om. Så hvad er Guds Rige?

Med “Guds Rige” skal vi først og fremmest og først og sidst forstå “Guds herredømme”. Hver gang Guds Rige nævnes, er Guds herredømme underforstået. Guds herredømme indbefatter en Herre og et folk, som denne Herre udøver Sit herredømme i, over og gennem.
I Johs 3 siger Yeshua, at man hverken kan se eller erfare Guds Rige, altså herredømme, uden at være født på ny. Guds herredømme er således fuldstændig skjult og lukket for det naturligt fødte menneske. For ham eller hende er der intet i deres liv eller erfaring i denne verden, som kan formidle noget om, hvordan Guds herredømme ser ud, erfares og mærkes.
Guds herredømme er noget helt andet end noget som helst, vi mennesker kender til i vort naturlige liv og opvækst. For at se og mærke Guds herredømme, må Herren gribe ind og føde et menneske påny i det indre.

Guds styreform
Der er mange styreformer i verden, som vi kender til og kan erfare, både nationale og personlige. Vi kender til demokrati, diktatur, tyranni, kongedømmer af forskellig slags, kommunisme, liberalisme, kapitalisme og en hær af andre former. Vi kender også til “nære” styreformer som frygt, trusler, manipulation, overtalelser, belønning, tillokkelser etc., som også politiske styreformer i rigt mål tager i anvendelse.
Pointen er, at intet i disse styreformer kan sige noget sandt om Guds styreform og herredømme, fordi dette er helligt, dvs af en helt anden verden og dimension. At tillægge Guds herredømme noget som helst af menneskelige styreformer, kalder Bibelen for afgudsdyrkelse, fordi det er at forstå Gud som om, Han var af denne verden eller som denne verdens herskere med samme metoder som disse. Man kan sige, det er at forveksle Guds Rige med Babylon.

Guds styreform er Kristus! Guds Søn er ikke blot Kongernes Konge i Guds Rige, men selve Guds herredømme ved hvilken Gud regerer og administrerer. Guds herredømme er ikke noget, men nogen. Alle herredømmer, vi kender, er “noget” en ideologi, en isme, et system e.lign., som ligger imellem den herskende og dem, der øves magt over. Lige så let som man kan sammenligne “noget” med “nogen”, fordi der er væsensforskellighed, lige så lidt kan man erfare Guds herredømme gennem vore naturlige resourcer, anlæg og evner.

Guds væsen
Her er vi ved noget af kernen i Guds herredømme, nemlig at Han styrer gennem Sit væsen! Hans magt ligger i Hans væsen, substans, essens og ikke som en løsrevet kraft herfra! Set i det lys er det lettere at forstå ordet om genfødsel og Helligåndens dåb, for ved den får vi Guds eget væsen podet ind i os, så Han netop ved det kan regere i os. Vi kan læse om Guds væsen i Bibelen, men uden at få den ind i os, er det bare ord, man kan gøre sig visse forestillinger om, og ikke noget der giver liv.
Guds væsen er først og fremmest hellig, hvilket er fortegnet på hele Hans essens. Han er godhed, retfærdighed, fred, glæde, tålmodighed, tilgivelse etc. Skriften siger, at Guds Rige, altså herredømme og styre, er retfærdighed, glæde og fred i Helligånden. Det er ikke noget, men nogen, fordi det kommer til os personligt som Guds fylde i Kristus og gives os som Ham. Han ER disse ting. Derfor kan det heller aldrig tages fra os. Det er der konstant, fordi Han er uforanderlig den samme til enhver tid og i enhver situation og omstændighed. Når Guds retfærdighed, glæde og fred behersker os, er vi under Guds herredømme. Når der er andet, som mismod, stress, lunefuldhed, fornærmelser, utilgivelighed, kedsomhed eller noget som helst andet, der øver indflydelse på os og dirigerer os, er vi under fremmed herredømme og ikke under Guds.

Nu taler verden også om ting som fred, retfærdighed og glæde, men det er ikke af Guds væsen, men af verdens væsen. Det er hverken helligt eller evigt. Vi må derfor give agt på ikke at forveksle det. Det er af en helt anden beskaffenhed, og kun den, der har smagt Guds sande væsen, kan kende forskel. Så vi må ikke blive forvirrede over verdens anvendelse af samme begreber og ord.

Guds magt
Som nævnt ligger Guds styrende herredømme-magt i Hans væsen, i Hans substans, i selve essensen af, hvem og hvad Han. Det væsen er stærkere end alt andet.
Fred – Helhed, fylde, fuldkommenhed er selvberorende og ikke bare fravær af ufred – Yeshua havde altid freden i sig og sejrede – Johs 14,27; 16,33 Ef 2,14; 6,15; Rom 16,20 – Guds væsens-fred er uden ophør og ubegribelig – stærkere end Satans splid, ufred og had, og slår derfor Satan på flugt.
Godhed – 1. Mos 4,7; SL 61,8; Rom 12,17-21 – Guds væsens-godhed er stærkere end synd og Satans ondskab
Kærlighed – Højsangen 8,6-7; 1.Kor 13,7-8a; 1.Johs 4,17-18 – Guds væsens-kærlighed kan ikke besejres. Den er evig og stærkere end Satans to store våben, død og angst.
Nåde – 2.Kor 12,8-10 – Guds væsens-nåde jager alle fjender på flugt – forbliver vi i den, er vi under Guds herredømme.
Trofasthed – 1.Johs 5,4-5 – troen modsvarer Guds væsens-trofasthed – den tro, der er stærkere end og overvinder verden.

Guds herredømme eller fremmed herredømme
Der er ingen mellemvej, der er intet ingenmandsland. Enten er et menneske under Guds væsens herredømme, eller det er under fremmed herredømme, og det vil i sidste instans sige under Satans herredømme. Alle fremmede herredømmer over os og i os, i vort sind, følelser og tanker går gennem vort kød. Kødet, det naturligt fødte menneske, er og forbliver repræsentant for Satan og verden i vore liv. Har vort kød ikke magt i vore liv, kan hverken Satan eller verden gøre os noget. Derfor er ordet om, at ‘vi er korsfæstet med Kristus og ikke længere lever selv, men Han lever (i.e. regerer) i os, og det liv, vi nu lever, lever vi i troen på Ham’, så vigtige at få grebet og begrebet.

Vi må være på vagt, når fremmede magter (urene ånder) forsøger at øve indflydelse på os gennem “kødet i fåreklæder”. Det kan være modløshed eller sårethed, fordi dette kan fremkalde omsorg fra andre og derved lokke os til at lade det bide sig fast som et herredømme over dele af vort liv. Eller det kan være smerten over det, der er overgået en, og som kan give forståelse og trøst fra andre, hvilket igen kan legitimere den uforsonlige ånd, der prøver at få fodfæste i vor sjæl. Det kan også være en kritisk ånd der, iført “sorg” over med-troendes uhellige og uheldige adfærd, forsøger at bemægtige sig vore relationer.
Et meget snedigt og snigende fremmed herredømme er, når vi ønsker en kontrollerende instans mellem Guds herredømme og vores lydighed, så vi hele tiden selv tager stilling til, om vi nu vil adlyde Gud i dette eller hint spørgsmål eller ej. Det er ikke andet end en uren ånd, der vil forsøge at begrænse Guds indflydelse i vort liv. Det er vigtigt ved Helligånden at erkende fjenderne. Guds herredømme er altid direkte, fordi herredømmet er i Hans væsen.

“Komme Dit Rige”
Taler, handler og lever vi ud af Guds væsen, Hans fred, kærlighed, glæde, retfærdighed, godhed vil vi være under Hans herredømme, og for det genfødte menneske er dette muligt at erkende, hvis man da vil være ærlig over for sig selv og Gud. Mange gange kan vi erkende det på Guds nærvær. Gud er nær os alle, for “i Ham lever vi, ånder vi og er vi”, men Hans manifesterede og erfarbare nærvær findes kun i Hans herredømme. Han kan ikke være nær som underordnet eller som nr 2 eller sammen med fremmede herredømmer i vore liv. Han er Herren og har al ret.

Herren ønsker så tydeligt, at vi både skal se og leve under Hans fantastiske herredømme. Det døde og opstod Han for, og det beder Han for lige nu i den himmelske helligdom. Og for enfoldigt troende er det mest ligetil, fordi det ikke er noget, vi skal hente ned fra Himlen eller op af jorden, tænke os frem til eller anstrenge os for. Det er Guds gode nådegave til enhver, for hvem det er beredt, og dette kendes som regel på et tilstrækkeligt stort ønske om det og villighed til at udholde tiden, indtil det er fuldbyrdet med “Gud alt i alle”.
Når Kristus – kropsliggørelsen af Guds fylde og herredømme – taler om Guds Rige, taler Han om det, som noget, der begynder i det små og vokser sig så stort, så det fylder det hele. Sådan skal Guds herredømme vokse i vore liv. Vi skal så og vande, men det er Gud, der giver væksten.

Vi er kaldet til at bede “komme dit rige”, dvs komme dit herredømme, både i eget liv, i andres og i hele verden. Den bøn skal lyde fra os. Gud har så at sige bundet os til at få den fremskaffet i vore hjerter. Måtte den altid være der som en længselsfuld, glad og fredfyldt hvisken.