Yeshua siger, vi skal bede: “Ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Den bøn skulle vi gerne kunne bede helhjertet og med fuld vished og indsigt, da Guds vilje til sidst vil være den eneste vilje i universet. Lige nu sker Guds vilje i himlen, men ikke på jorden som er underlagt en anden vilje end Guds. Dog sådan at Gud stadig er Herre og Konge over alt og alle og styrer, selvom det onde har magt over mennesker. Det er kun en begrænset og midlertidig magt.

Én Ånd med Herren
Zakarias beskriver Gud som Herren der “spændte himlen ud og grundlagde jorden, og som dannede menneskets ånd i dets indre” (Zak 12,1). Alt synligt og usynligt er skabt af Gud, og i centrum af dette står mennesket, fordi det er skabt i Skaberens billede som et åndeligt væsen. Gud er Ånd og menneskets inderste væsen og essens er ånd. Derfor er vi skabte i Guds billede. Det var den oprindelige enhed mellem Gud og mennesket, som måske selv engle ikke forstod.
Da Adam og Eva faldt for Satans fristelser og ord, tabte mennesket i den sandeste betydning billedet af Gud. Herligheden forsvandt og mennesket blev et kødeligt væsen. Derefter var mennesket underlagt en anden ånd, Satans ånd, og har siden båret hans billede i sig med en anden natur til følge.
Guds Søn kom til os med Guds Ånd for at genoprette Guds billede i os. Yeshua er én Ånd med Faderen, og da Han havde gjort Sin frelsesgerning, udgød Han den Ånd over mennesket, så et nyt menneske ved Ånden kunne fødes i hjertet ‘omgivet’ af det gamle menneske.

Vi har nu dette løfte, at “den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1.Kor 6,17). Som troende deler vi Ånd med både Sønnen og Faderen. Hvilken underfuld sandhed, umulig at begribe i sin dybde! Vi bærer i os, i Ånden, den Levende Guds væsen og karakter, mens vi bærer en anden ånd i vort naturlige kødelige menneske.
At være én Ånd med Messias Yeshua indebærer, at vi også er én vilje med Ham. Ellers kan vi næppe hævde at være én Ånd med Ham. Vort gamle menneske bærer stadig den falske ånd i sig med en anden vilje end Guds – og det bliver aldrig anderledes. Selve det gamle menneske kan defineres som det væsen, der har en anden ånd end Guds og en anden vilje end Guds. Det naturlige menneske kan sagtens erklære sig enig med Guds vilje, hvis Guds vilje matcher kødets vilje, f.eks. hvis Gud helbreder os eller gør undergeninger for os her i livet og giver os det, vi ønsker. Men så snart der er konflikt mellem viljerne, er menneskets vilje i åben oprør mod Guds vilje. Kødets vilje er i bund og grund en mod-vilje mod Guds vilje. Vi gør klogt i at erkende dette i vore liv, så vi kan helliges ved at vokse sammen med Yeshua og blive én Ånd og vilje med Ham. For det er netop det, Helligånden vil udvirke i os.

Paulus, som skriver om at være én Ånd med Herren til menigheden i Korinth, advarer den samme menighed om, at være sig bevidst om, hvem det er, de binder sig til:
“…men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod “(2.Kor 11,3-4).
Der er én sand Yeshua, én sand Ånd og ét sandt Evangelium – og så er der mange falske udgaver heraf, og flere og flere af slagsen efterhånden som tiden nærmer sig, hvilket Yeshua selv advarer os om (Matt 24,4-5, 23-25). Satan er stadig på færde med tilbudet om en anden ånd og vilje end Guds, og vi kan alle føres vild. Ingen er undtaget. Vi kan værne os mod det falske ved at kende sandhedens ord, Bibelen – og vel at mærke hele Skriften. Ved at kende den, ikke bare nogle gode passager i den, men kende det hele af den til bunds og forblive i den. Da rodfæstes vi i den sande Messias, Ånd og Evangelium.

Guds vilje
Begrebet ‘vilje’ er i verden nok allermest forbundet med ‘magt’. Det drejer sig om at sætte sig igennem, få sin vilje, komme overpå og bestemme. Det græske ord for vilje, som Yeshua anvender i “ske din vilje som i himlen….” er ‘thelema’. Dette ords oprindelse bærer i sig ud over ‘vilje, ønske, bestemmelse’ også betydningerne ‘glæde og fryd’. Uden at medtænke dette kan vi ikke gribe Guds vilje, og egentlig slet ikke gøre den. Samme ord, ‘thelema’ findes i Åb. 4,11:
“Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.”
Gud skabte alt til og i glæde og fryd, fordi Han selv glædede og frydede sig over det. Skabelsen er ikke en kold magtdemonstration af, hvad Gud formår, og som mennesket så bare magtesløs må indordne sig under. Det er ikke en sådan hellighed, de 4 levende væsener proklamerer i verset forinden, og som de 24 ældste i Himlen så kaster sig ned for med de efterfølgende tilbedelsesord. Magt afføder aldrig tilbedelse af hjertet; angst og underkastelse måske, men ikke tilbedelse i ånd og sandhed.
I Guds vilje er Guds glæde og fryd. Der finder vi det, der opfylder os, tilfredsstiller os og glæder os. Her mødes Guds og mennesker i ultimativ glæde og fylde. Finder vi ikke glæden og fryden i Guds vilje, er vi slet ikke i den!

Sandheden om Guds vilje har trange kår i denne verden. Satan, verden og kødet lyver om Guds vilje og indgiver os en ubevidst tro på, at Guds vilje for det første er begrænsende for os, overgribende og endda tyrannisk og for det andet, at glæde og fryd og tilfredshed findes for enden af vores egen vilje. Den løgn er dybt nedarvet i ethvert menneske – også i dig og mig. Er man ikke genfødt til en anden tro, behersker løgnen hele mennesket. Er man genfødt til en anden tro på Guds vilje, bærer vi stadig løgnen i vort kød, men skal ikke beherskes af løgnen, men af sandheden ved Ånden.

Yeshuas Ånd
Yeshua kom for at føre os tilbage til Guds vilje og demonstrere glæden, fryden og tilfredstillelsen ved at følge den.
“Store ting har du gjort; Herre, min Gud, dine underfulde handlinger og planer er til gavn for os; ingen står mål med dig! Jeg vil fortælle og berette om dem, men de er for mange, de kan ikke opregnes. Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have – du har åbnet mine ører – brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. Da siger jeg: »Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.«” (Sl 40,6-9).
Orderne viser både Yeshuas mission og motivet bag dem. Ordet ‘ønske’ i vers 9 er det hebraiske ord ‘Chaphets’, som i sin grundbetydning matcher det førnævnte græske ord for vilje, nemlig ‘thelema’. Det betyder ud over ønske, ‘at glædes ved, finde behag i og frydes ved’. Yeshua fandt Sin dybeste glæde, fryd og tilfredsstillelse i at gøre Guds vilje. Ordet for ‘vilje’ i samme vers (9) er det hebraiske ord, ‘raitzon’, som også betyder glæde og fryd, altså Guds. Så billedet er klart. Sønnen og Faderens liv smelter sammen i glæde og fryd i Guds vilje. Der er ingen skygge, kun lys.
Samme sandhed finder vi i Johs 4,34, hvor Yeshua siger, at det er Hans mad at gøre Guds vilje (thelema). Mad har to karakterer. Det er noget, vi har behov for, og det er noget, vi nyder. Det er Guds hjerte. Det, Han har skabt som nødvendigt, er samtidig det, vi skal nyde allermest. Sådan er det med mad, og sådan er det med Hans vilje. Disciplene kendte ikke dengang Guds vilje som mad (Johs 4,32). Senere da de havde modtaget Helligånden, blev det også deres mad.

I den nye pagt, vi har ved Yeshuas blod, skrives Guds lov, Torahen, ind i vort nye hjerte (Jer 31,31-34), så Torahen er i vort indre, som hos Yeshua (Sl 40,9). Budskabet er klart: Lydighed mod Guds bud skal komme ud af glæde og fryd ved at følge dem, fordi vi glædes og frydes med Gud i dem. Er vores lydighed mod Guds bud og ord båret kun af pligt, så er vi ikke i Hans vilje, uanset hvor nøjagtige, vi følger dem. Der er selvfølgelig intet galt i at overholde Guds forordninger og bud som en pagtsforpligtelse, men derefter må vi finde glæden med Gud i lydigheden. Hans vilje er indbegrebet af glæde og tilfredstillelse, så for at gøre Hans vilje må vi være opfyldte af dette.

Guds viljes to ben
Det betyder imidlertid ikke, at det at gøre Guds vilje altid er behageligt. Tværtimod. Hebræerbrevets forfatter tager versene i salme 40 og åbenbarer, at det drejer sig om Yeshuas kors, død og lidelser (Hebr 10,5-14). Midt i Yeshuas ulidelige frelsessmerte befandt der sig en glæde og fryd – ikke over smerten, men over at gøre Guds vilje. Derfor kan vi også læse i Es 53,10, at det var Guds vilje/glæde at slå Sønnen med sygdom og skyld. Sønnens lidelser smertede selvfølgelig Faderen ligeså meget som Sønnen, men et eller andet sted overvandt og overtonede glæden den smerte for dem begge. Måske var en del af den fælles glæde, at midt i smerten blev det tabte folk og den tabte brud genfundet og genvundet. Hvilket under at tænke på, at vi er frelste og genfødte i en uendelig og uforståelig glæde midt i en ligeså uendelig og uforståelig smerte.

Måske kan vi sige, at Guds vilje her i tiden går på to ben: Målet og vejen. Målet for Guds vilje er herligheden hos Gud, og vejen er dertil er korsets vej. Begge dele hører under Guds vilje, og begge dele må være båret af glæden. Når vi binder os til Herren og bliver én Ånd med Ham, binder vi os samtidig til Guds vilje i form af mål og vej.
Følger vi Yeshua, må vi fornægte os selv og vores egen vilje, præferencer og begæringer og vandre på de samme to ben som Ham. Vi skal ikke gå den store og ufattelige smertens vej, som kun Han kunne gå, hvorved Han bragte os tilbage til glæden og fryden i Guds vilje. Men vi skal gå den lille smertens vej, som er helliggørelsens vej, hvor vi befries fra vor egen kødelige vilje.
“Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige (ApG 14,22)….. I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares. Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer” (1.Peter 4,12-14)

Vi kaldes ikke til at glæde os over modgang og smerte, men til at glæde os i dem sammen med Herren, hvis trængslerne da vel at mærke kommer af at følge Ham. Det er hemmeligheden. Der er intet normalt menneske, der kan glæde sig over smerte, men det troende menneske kan finde Herrens glæde midt i den. Vi ser ikke smerten, men glæden. Det springende punkt er at leve sammen med Yeshua i Guds vilje for vore liv. Da bliver Hans glæde vores, uanset hvordan det går os nu og da. Guds vilje bringer os ALDRIG ind i noget, hvor Yeshua ikke allerede har været og til enhver tid vil være sammen med os i. At være én Ånd med Ham er at dele glæden med Ham over Guds vilje i vore individuelle liv.

Åbenbaring
Der må en revolutionerende åbenbaring til i os, før vi kan erkende Guds vilje som et højeste gode, der er langt bedre end vores egen. Indtil da vil det kun være teori og skinhellighed at forsøge at leve i og gøre Guds vilje. Når åbebaringen af glæden og fylden i Guds vilje begynder at indfinde sig, begynder den egentlige kamp også med vores egen vilje. Kødet opgiver ikke sådan sin egen-vilje. Det kæmper i os, og som alt, der er forblindet af denne verdens gud, vil det forsøge at udgive sig for Guds vilje for at få magt og herske. Det er denne kamp, der gør vores liv kompliceret med en masse op- og nedture. Som troende har vi fået smag på Guds vilje, men vi mister ikke sådan lige smagen på vores egen. En stor del af det, der kan gøre livet uendeligt besværligt er, når vi forsøger at gøre Guds vilje og samtidig få vores egen taget med i betragtningen, eller vi bilder os ind, at noget er efter Guds hjerte, mens det i virkeligheden er efter vores eget. Så bliver vi skuffede, når glæden udebliver, eller tingene ikke lykkes.

Guds vilje er ikke først og fremmest noget, vi er kaldede til at gøre. Vi skal lære at leve af den og i den. Det begynder med at være i, hvad Herren har gjort og er. At leve efter Guds vilje er at leve i og af Hans kærlighed, leve i tro og glæde. Hans vilje er at tage sig af os, frelse os og vise os nåde. Når vi nyder det i fulde drag, lever vi i Hans gode vilje for os.
Men Guds vilje er også noget, vi skal gøre sammen med Ham. Her melder kødets vilje sig ofte i et religiøst beklædning og forsøger at overtage styringen. Det vil sige førsøger at gøre Guds vilje med ens egen vilje og ud af ens egen disciplin, evner, lyst og kraft – og det er dømt til at mislykkes. Kødet vilje kan aldrig udføre noget, der udløser Guds glæde og fryd.

For at kunne gøre Guds vilje, må Herren have initiativet. Han er igangsætter og fuldender: “For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil 2,13). Vi ved kun alt for godt, hvordan vi i misforstået iver får gode ideer, som vi så bringer til Gud, for at Han skal give grønt lys til og velsigne, fordi vi er overbevidste om, at det er efter Hans vilje også. Og nogle gange kan det være tilfældet, men timingen er bare forkert. Så må vi vente.

Det er afgørende, at vi i vores vandring med Herren får visdom nok til at kunne bedømme forskellen på Guds vilje og vores.

Kende Guds vilje
Pris ske Gud fordi Han har en vilje med os, og sætter den igennem. Det ville være frygteligt, om Han overgav og opgav os til vores egen vilje. Han sætter grænser for udfoldelsen af vores egen-vilje for at lære os at elske hans vilje. Men engang imellem, når vi vedholdende insisterer på vores egen vilje, lader han os få den. Det kan medføre årelange omveje med livslange konsekvenser for os, indtil vi lærer det forfærdelige i ikke at følge Herren i alle dele af vore liv. I Bibelen ser vi rigtig mange eksempler på dette. Et prominent person-eksempel er Jakobs liv. En prominent enkeltstående beslutning er Abrahams om at fremme Guds vilje i egen kraft og timing og gå ind til Hagar. Ud af dette kom Ismael, som nu mere end 4000 år senere stadig har konsekvenser for Israel, Abrahams løfteafkom gennem Jakob og Isak.
De fleste troende, der har vandret mange år med Herren, vil også kunne se tilbage på stivnakkede egen-beslutninger, som har trukket en stribe af konsekvenser med sig. Da må man bare bøje nakken og sige Gud tak, fordi Han lærer os at kende godheden og visdommen i Hans vilje i stedet for at lade os sejle vor egen sø.
Gud bebrejdede ikke Abraham fejltagelsen med Ismael; sikkert fordi det ville være nytteløs. Kun Guds åbenbaring og disciplin kunne lære Abraham helt og holdent at stole på Herren. Det samme gør sig sikkert gældende for os som Abrahams åndelige afkom. Der skal øjensynligt nogle Ismaeller til, før vi lærer Guds vilje at kende som et højeste gode.

Den bedste måde at kende Guds vilje på er at kende Ham selv, da Hans vilje ligger forankret i Hans væsen. Det er en evighedsbeskæftelse, da Han er uendelig, evig den samme og evig ny. Det er den bedste beskæftelse, der findes, og essensen af frelsen og den nye pagt, som netop er at kende Ham og have Hans vilje skrevet ind i vort nye hjerte.
Har vi ubrudt fællesskab med Herren, vil vi i langt de fleste af livets tilskikkleser, intuitivt kende Hans vilje. Så behøver vi ofte slet ikke at søge Han vilje i en given situation. Jo dybere fællesskab desro enklere vandring med Ham. Der vil dog altid være beslutninger, vi aktivt skal søge Hans vilje for, og så vente på den indtil Gud giver den til kende.

Guds vilje er for alle dele af vort liv hvert sekund. Den omfatter karakter, væsen, sindelag, levevis, beslutninger, handlinger, ord, tanker, følelser etc. Først og fremmest findes den i Skriften, så jo bedre man kender den, jo bedre er man rustet til at kende og gøre Guds vilje. Det er ikke svært herudfra at vide, at man skal elske, tilgive, vise ydmyghed osv. for at finde glæden hos Gud. De personlige beslutninger, ethver menneske skal træffe i egne omstændigheder, må vi søge Gud for individuelt.

Et basalt sted at begynde kunne være 1.Thess 5,16-18, hvor det udtrykkeligt siges, hvad der er Guds vilje for alle troende:
“Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.”
Glæde, bøn og taknemmelighed er Guds vilje og mål for os – hele tiden vel at mærke – uanset vore omstændigheder eller forhold, uanset hvordan vi har det, og hvordan det går for os. Finder vi i alt dette glæden og taknemmeligheden og bønnen om Guds vilje i vort liv, vil vi kunne glædes med Gud altid og i alle forhold. Det må være vores mål. Og det mål findes kun, som det siger her, i Messias Yeshua. Det er værd at bemærke, at disse 3 ting er uafhængige af tid og rum. Hvor end vi er, hvem end vi er sammen med eller om vi er alene, om vi er syge, raske, gamle eller unge kan vi altid gøre Guds vilje. Det drejer sig alene om Åndens hersken i os. I det efterfølgende vers står der da også: “Udsluk ikke Ånden”.

Bøn, faste og fællesskabet
Det er ikke svært at få øje på, hvor fremtrædende netop glæde, taknemmelighed og bøn var i den første menighed, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger, efter de troende havde fået Helligånden som en gave fra Gud (ex. ApG 2,42-47; 4,23-31; 5,41-42). De levede helt og holdent i Guds vilje. Måske derfor forekommer livet med Gud og tjenesten for Ham så enkel og ubesværet på trods af modstanden, de mødte.
Fællesskabet, menigheden, var de troendes hjemsted, hvor de levede og åndede. Det var begyndelsen til Det Ny Jerusalem, som åndeligt set er født af Gud i Himlen, selvom menigheden fysisk var på jorden. Profetien om Det Ny Jerusalem var de helliges gryende fælles virkelighed:
“Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, så gid min højre hånd må lammes; gid min tunge må klæbe til ganen, hvis ikke jeg husker på dig, hvis ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste glæde” (Sl 137,5-6).
Også Esajas profeterer om Jerusalems herlighed som Herrens brud, menigheden, som det sted, hvor vi får Guds sande næring og glæde:
“Glæd jer med Jerusalem, fryd jer med hende, alle I, der elsker hende; tag del i hendes glæde, alle I, der sørgede over hende. Så skal I drikke og mættes og finde ro ved hendes bryst, I skal die og glæde jer ved hendes dejlige bryst” (Es 66,10-11).
Det er Guds glæde og vilje, at menigheden spiller den samme rolle idag som dengang, ikke mindst i lyset af at vi kommer nærmere den ultimative opfyldelse af Jerusalems glæde. Opfyldelsen løber parallelt med Guds tydeliggørelse af verden som tom og fordærvet. I det scenarium er menigheden det eneste sted, mennesker kan glædes og næres.

Det er også i menigheden, at tjenesten for Gud fødes og udgår:
“Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted” (ApG 13,2).
Hvad er hemmeligheden bag denne enkelthed i Guds tale til menigheden og deres lydige ubesværede reaktion? Der er muligvis mange svar på det spørgsmål, men ét af dem er tydeligvis, at de var parate, rede og til rådighed for Guds vilje. De skulle ikke først hen og løses for familiemæssige bindinger og offentlige og personlige forpligtelser, eller hvis de skulle det i nogle praktiske henseender, så var de allerede løst fra det i deres hjerter og derfor rede.
Enhver seriøs troende må stille sig spørgsmålet, om han eller hun er ligeså klar og beredt, hvis Gud skulle kalde på en måde, der krævede opbrud i livsmønsteret. Det drejer sig ikke om kun at være beredt til en bestemt opgave, som man selv kunne tænke sig. Det drejer sig om ALTID at være i Guds vilje – for hver dag, uanset om dette medfører omskiftelighed eller ej. Det er kun, når man er trofast i hverdagen, lige der hvor man er, at man kan være rede til andet og måske mere. Måske taler Gud så sjældent idag ligeså tydeligt som i dette Skriftsted, fordi vi nok gerne vil høre, men vi er ikke rede; vore hænder og hjerter er fyldte med vort eget liv, gøremål, vilje og ambitioner. Vi venter med at gøre os rede til kaldet kommer. Guds vej er nok snarere, at man gør sig rede, før man kaldes. Vi må søge at blive frie og til rådighed for Guds vilje, uagtet om kaldet er at “gå” eller “stå”.

I skrifstedet nævnes bøn og faste, og måske har vi her et hint om, hvordan man gør sig rede. Faste forbindes jo ganske rigtigt med at afstå fra at spise og drikke i en periode for helt at hellige sig Guds vej og vilje, ikke mindst i bøn. Faste er dog meget mere end det. Bag ved det ligger at give afkald på sig selv, at afstå fra sin egen vilje og ønsker for at komme ind i Guds gerninger. Vi læser om profeten Anna i Lukas 2,36-38, som fastede og bad nat og dag i måske 60 år! Det kunne jo ikke være at afstå fra mad i så lang tid, men det betød at hun satte sig selv til side, fastede fra sig selv og egen vilje, for at tjene Gud. Hun var rede i 60 år og fik sin “stjernestund” i en enkelt sætning med et vidnesbyrd om den frelser, hun havde fastet for og bedt om så længe.
Da den sande faste er forbundet med Guds vilje og glæden i den, må fasten fra os selv og egen bedømmelse af, hvad der er godt for os, også være bundet op med glæden. Det er en livslang faste i Guds glæde:
“Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag?” (Es 58,5)
“Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Matt 6,16-18)

En sådan faste er en livslang glædes-faste for noget langt større og herligere end at få sin egen vilje og ønsker opfyldt i dette liv.
Der er yderligere det gode ved fasten, at det man faste fra, udsulter man, så det til sidst dør. Det gælder også ens egen-vilje. Fasten er på den måde korsets følgesvend og svarer til at tage korset op og følge Herren – hver dag. Ikke i tristhed og konstant tilbageskuen på det, man i denne verden går glip af, men glad og gerne for det langt større at kende Herren og gøre Hans vilje på den vej, der fører til en usigelig glæde og herlighed.