Mennesket begynder som skabning (1.Mos 1,27) og ender som brud (Åb. 22,17)!

Som det ypperste af Sit skaberværk, skabte Gud Herren mennesket i Sit billede som mand og kvinde. Som eksistens begyndte mennesket livet som skabning, men det var kun begyndelsen, for Guds formål med Sin skabning var, at den skulle blive Hans brud. Dette er Bibelens rammefortælling, der går som en rød tråd gennem hele Skriften. Den mellemliggende beretning mellem de to poler, skabning og brud, er fortællingen om den forvandling, skabningen må undergå for at blive en brud, der er rede for sin brudgom.

Én ting var ikke godt
Seks gange igennem skabelsesprocessen hører vi, at “Gud så, det var godt”, men en enkelt gang læser vi, at Gud siger, der er noget, der ikke er godt, nemlig at mennesket er alene (1.Mos 2,18). Det, der ikke er godt, har ikke med synden at gøre, da Gud siger det, før synden kom ind i verden og mennesket.
I 1.Mos 2,19-23 hører vi om de nærmere omstændigheder af 1.Mos 1,27, om hvordan Gud skabte manden og kvinden og gjorde dem til den enhed, der sammen kunne afspejle Ham som skaber. Fællesskabet eller det manglende fællesskab var det, der gjorde, at ikke alt var godt. Løsningen er i første omgang det ægteskabelige fællesskab, men i videre perspektiv er det al fællesskab, da det første ægteskab var forudsætningen for, at der kunne fremkomme et større og bredere fællesskab mellem alle Adams og Evas efterkommere.

Når vi nu er skabte til fællesskab med hinanden og Gud, for at alt er godt, og vi er skabte i Guds billede, kunne man måske med forsigtighed spørge, om det ikke var godt for Gud at være alene, altså uden mennesket?
Med Gudsfrygt kunne man godt tænke på, om Gud følte ensomhed, før Han skabte mennesket!
Vi ved, Herren Yeshua følte sig ensom flere gange, bl.a. i Getsemane Have (Matt 26,36-46), og søgte disciplenes kærlighed og fællesskab. Når Immanuel, Gud med os, kunne føle sådan, hvad så med Gud i Hans ophøjethed og suverænitet?

Det er sikkert svært for os at forbinde den hellige og selvberoende Herre, alt livs ophav, med ensomhed. Men når Gud ifølge Sit eget ord kan føle kærlighed, vrede, smerte, sorg, hvorfor skulle Han da ikke også kunne føle ensomhed!
Gud er kærlighed, og den, der elsker, vil være sammen med den, han eller hun elsker. Således vil Gud have fællesskab med dem, Han elsker, og vel også føle ensomhed, når den, han elsker, vender Ham ryggen og ikke vil vide af hverken Ham eller den kærlighed, der strømmer fra Ham.
Efter Adam havde vendt Gud ryggen, kaldte Gud på ham, “Adam, hvor er du?” Gud vidste vel nok, hvor Adam befandt sig, men alligevel var Adam blevet væk for Gud. Herren kaldte ikke på Adam for at sætte ham i arbejde, men for at få fællesskab med Ham og give ham kærlighed og få kærlighed tilbage. Smerten i ordene er ikke svær at fornemme. Uden kærlighed melder ensomheden sig, og måske var Gud blevet ensom i forhold til Adam. Er Gud ensom i dit og mit liv også?

Sådan vindes en brud
Gud viser Adam, hvordan man får en hustru i Guds Rige, ved at lade ham falde i søvn og tage et ribben ud af siden af ham. Af den formede Gud en hustru til Adam, som passede til ham. Da Adam ikke havde syndet og ikke kunne dø, lod Gud en tung søvn som billede på døden falde over Adam. En hustru vindes i døden og fødes som liv af døde ud af hjertet på den døde!
For os som tror, springer ligheden med Guds Søns død for at vinde sig en hustru straks i øjnene. Menneskets liv, gøren og laden er tænkt som en henvisning til Guds liv, gøren og laden. Således også med ægteskabet mellem mand og kvinde.

Gud fortæller, hvad det er, som kendetegner et ægteskab i 2.Mos 2,24: At blive og være ét. Et menneskeligt ægteskab rummer mange andre ting, men kernen er enheden mellem manden og kvinden. Det er lige nøjagtig dette – og ikke andet – der gør ægteskabet til et billede på Herren som brudgom og menigheden som brud. Det at være ét med Herren! Sammenligningen udfoldes også i Ef 5,21-33.

Den måske mest storslåede og ufattelige sandhed i Skriften er, at Herren vil være ét og én med Sin skabning, fordi han elsker. Han vil ikke bare overvåge os, passe på os og sørge for os, sådan lidt på afstand. Han ønsker en intim for-én-ing med os ved at samle alt og alle i Sin Søn for til sidst at være alt i alle. Det døde Herren Yeshua for, og det beder Han for lige nu (Johs 17,20-26). Vi må daglig svøbe os i den sandhed med håbet om herligheden for øje, for vejen dertil er smertens vej.

Andre betegnelser
Guds ord beskriver vores forhold til Herren med andre billed-ord end ægteskabet. Vi kaldes Hans børn, sønner og døtre, trælle, tjenere, venner mm.
Hver betegnelse for vores forhold til Herren er vigtig og rummer en dyb hemmelighed og giver retning og mål for vores liv og gerning. Alligevel synes det at være Herrens trolovede og fremtidige hustru at være den dybeste bestemmelse for os.

Vi kan være venner med Herren, Hans trælle og tjenere og endda Hans adoptivbørn, som om Han var en Farao, ligesom vi kan have disse relationer til en virkelig Farao eller en anden afgud. Israel var alle disse ting i forhold til Farao i Egypten. Både Josef og Moses var Faraos adoptivbørn. Vi kan have sådanne forhold både til faktiske afguder og til Herren, men vi kan aldrig være hustru for en Farao eller afgud, fordi en afgud aldrig ville gå i døden for os, der hvor en hustru vindes. Men det ville Guds Søn som den enste i universets og menneskehedens historie. Det gør Lammets hustru til den dybeste bestemmelse (enheden), som også sidste bog i Bibelen beskriver. Eller måske kan det siges, at alle de forhold, vi har til Gud, opsummeres i det at være ét med Ham.

En utro kvinde eller en trofast hustru
At “ægteskabsforbindelsen” i betydningen “at blive ét med” måske er den dybeste forbindelse mellem Gud og Hans skabning ses også i Bibelens omtale af Guds folk i dets frafald fra Gud. Det omtales som utroskab. Og når Israel og menigheden indlader sig med andre og søger hjælp hos andre (afguder), så beskrives det som ‘hor’ både i Torahen og hos profeterne. Ezekiel har en grusom og hjerteskærende beskrivelse af det afgudsdyrkende Israel, der “spreder benene og horer med alle, der kommer forbi og med Egypten med deres store lem” (Ez 16,25-26). Der lægges ikke fingre imellem, når forholdet til Gud erstattes med noget som helst andet kærlighedsforhold.

Omvendt beskrives det rene og trofaste forhold mellem Den Himmelske Brudgom og menigheden som “at kende”. Løftet i Den Ny Pagt er, at alle skal kende Gud (Jer 31,34). Ordet betyder blandt mange andre ting at ‘kende intimt’. Det er det samme ord, der bruges for Adam og Evas seksuelle relation i 1.Mos 4,1. Betydningen går også videre på græsk i ordene at ‘erkende’ og ‘kende’ Herren i Ny Testamente.

Pointen er, at Gud gennem Skriften bevarer målet for Sit folk om den intime forening med Sig, at vi skal blive ét med Ham. Det var som nævnt det, Herren Yeshua døde for, og det Han er i forbøn for os om lige nu i Himlen.

Smertens vej
Synd er en manglende enhed med Herren. Når enheden er brudt, lever vi i synd, og det fører videre til syndige handlinger, tanker og ord. Der findes ikke nogen retfærdighed for mennesket undtagen i for-én-elsen med Herren gennem troen.

Vejen fra skabning til brud havde måske været kort og lykkelig, hvis Adam og Eva havde valgt at spise af Livets Træ i stedet for Kundskabens Træ. På grund af bruddet med Herren er den blevet både lang og smertefuld. Det er korsets og selvfornægtelsen vej – først og fremmest for vores brudgom, som i Sin lidelse og død købte sig sin hustru tilbage – men det er også en vej, som vi alle må gå for at blive forvandlet til en trofast hustru. Skønhedskuren er ikke en sag, der kan eller skal tages let på. Lidelsesfællesskabet er for Herrens trolovede. Gennem den forvandles vi mere og mere til at være den brud, der matcher brudgommen i væsen og gerninger.

Smertens vej kan være barsk og hård, men i al dens trængsler er det også lykkens vej. Allerede når vejen begynder, og vi binder os til Ham, som først gik den, bliver vi én ånd med Ham (1.Kor 6,17). Guds løfte er, at den, der går smertens vej med Herren, vil få arven og opleve herligheden i foreningen med Ham (Rom 8,17).
Det giver næsten sig selv: Nå vi stræber efter den enhed, som Herren rækker os, så betyder det enhed i død og opstandelse, lidelse og liv, trængsler og fryd, timelighed og evighed. Til det giver troen sit rungende “ja”.

Allerede og endnu ikke
Det er sagt, at “Guds Rige er allerede og endnu ikke”. Vi har allerede nu hele riget i sin kimform, men endnu ikke i sin fulde udfoldelse. Det samme kan siges om enheden mellem Herren og Hans brud.

Vi kan se frem til en enhed med Herren, hvis omfang og dybde vi hverken kan kende eller forestille os nu, og som indbefatter et opstandelseslegeme i opstandelsen engang. Men tiden nu er ikke bare en ventetid. Herren ønsker inderligt samliv med os NU. Han er kærlighed, og selvom kærligheden er udholdende til det sidste, så giver Han os mange stjernestunder med Sig nu i dette liv. Ja, disse stunder, tider og tildragelser er også en del af forvandlingen. Vi kan udholde alt og glæde os over alt, når vi er én ånd med Ham.

Selvom enheden med vores himmelske brudgom først fuldbyrdes endeligt på den ny himmel og jord engang, så må vi stræbe efter at komme ind i fylden af den enhed med Ham, der er tilgængelig allerede nu.
Vi taler om Herrens nærvær eller om at have fællesskab med Ham, og fryder os med rette over det. Men det er alligevel lavt sat i forhold til det at være én ånd med Ham. Et nærvær forudsætter et fravær ind imellem, og et fællesskab forudsætter alene-hed ind imellem, men en enhed, som Herren skaber, er evig, i.e. allerede nu og altid. Vi er aldrig alene.

Vi er ikke alene i en anden betydning. Vi har hinanden, og en del af forberedelsen er at elske hinanden, for vi kan kun være brud sammen. Den enkelte kan måske være ven med Gud som Abraham, eller tjener som Moses og Paulus eller barn som Isak, men kun sammen kan vi være brud. En ånd med Herren betyder en ånd med hinanden.

Det er ikke godt for mennesket at være alene. Er du eller jeg ensom? Er Gud ensom i dit og mit liv, fordi vi søger andre forbindelser i denne verden uden gennem Ham?
Selvom ensomhed er udbredt og sikkert noget, alle kender til, så må vi fastholde med Evangeliet i hånden, at ensomhed ikke er nødvendig og i hvert fald kun midlertidig for Guds livegne, for Gud ønsker enhed ikke ensomhed. Vi kan også her lære af Gud i Yeshua: Vores ensomhed forvandles ikke til énhed ved, at vi bliver elsket, men ved at vi elsker!