Når vi læser Bibelen i sin helhed, bliver vi præsenteret for mange sider af Gud. Gud som skaber, frelser, herrer, livgiver, dommer, som barmhjertighed, nåde, som en fortærende ild osv. Nogle af dem kan vi have sværere ved at forene med hinanden end andre. Det gælder nok særligt de tilsyneladende forskellige portrætter af Ham, som vi møder i det gamle og det nye testamente.

I Mosebøgerne læser vi om en hellig og ren Gud, der ikke tåler synd og urenhed, mens vi i evangelierne læser om Yeshuas nåde og barmhjertighed. Hvordan kan begge dele være sandt?

Efter udfrielsen fra Egypten befaler Gud Israels folk at bygge Ham en helligdom, så Han kunne tage bolig hos dem midt ude i ørkenen (2Mos 25:8). Guds største ønske dengang og i dag er fællesskab med Sin skabning. Stort set resten af 2. Mosebog og hele 3. Mosebog beskriver detaljeret rammerne for fællesskabet mellem en hellig og ren Gud og Hans syndige folk. For eksempel måtte de rituelt urene (dem, der fx havde rørt ved lig) sendes ud af lejren indtil de var blevet renset. Hvorfor? ”Så de ikke gør lejren uren hos dem, jeg bor iblandt”, siger Gud (4Mos 5:3).

I evangelierne læser vi om Yeshua, at Han altid omgav sig med toldere og syndere. En af dem hed Zakæus. Han var tolder og boede i Jeriko. Da Yeshua en dag ser ham, siger Han: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus” (Luk 19:5). Yeshua inviterede sig selv hjem til denne faldne mand, som endda arbejdede på vegne af romerne med at opkræve told og skat af sine egne jødiske brødre. Når vi har befalingerne i Mosebøgerne in mente, kan det synes mærkeligt, at Yeshua ikke kommer med nogen formaninger, Han kalder ikke Zakæus til omvendelse, nævner end ikke Guds hellighed, stiller ingen forudsætninger for fællesskabet, men inviterer sig selv ind i synderens hjem.

Har Gud forandret sig?
Det er den samme Gud, samme evangelium, samme længsel efter fællesskab med mennesker. Synderen har ingen chance for at nærme sig Guds hus, men samtidig besøger Gud synderens hus. Hvordan kan Gud både være grænsesættende hellig og grænseløst barmhjertig? Har Israels Gud forandret sig?

Det åbenlyse svar er, at Gud i Yeshua forsoner Gud sig selv med alle mennesker for at vi kan have fællesskab med Ham. Han er det nødvendige syndoffer, som tabernaklets offersystem lærer os om. Det forstår vi godt! Men måske har vi sværere ved at komme over ens med, at Gud både er barmhjertig og hellig – på samme tid! Hvordan kan Gud tilsyneladende kræve så meget og Yeshua være så fordringsløs over for dem, Han mødte?

Gud er én. Han og Hans søn er ét. Hans barmhjertighed og hellighed er ikke modsætninger.
Yeshua kom ikke for at sætte os fri fra hverken loven eller en hellig Gud, men for at sætte os fri fra synden. Men Gud er nødt til at møde os i betingelsesløs barmhjertighed for at udvinde Sin kompromisløse hellighed i os. Guds hellighed er målet, Hans barmhjertighed er midlet! To skriftsteder forklarer, hvordan det hænger sammen.

Målet og midlet
Ved Yeshuas sidste påskemåltid sammen med disciplene rejser Han sig op og begynder at vaske disciplenes fødder. Peter modsætter sig, da turen kommer til Ham. Hvorfor skal Hans mester og herre nedværdige sig til at vaske hans fødder? Yeshua svarer med ordene: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.”
Peter følte formentlig, at han var uværdig til det og at Yeshua var for god til at nedværdige sig på den måde. Han havde ret i begge dele, men netop deri består den grænseløse barmhjertighed. Der er kun én vej til fællesskabet med Yeshua, og det er at lade Ham vaske os ren for vores syndige urenhed. Intet menneske kan rense sig selv, lige så lidt som vi kan gøre os fortjent til det. Det kan vores kød i dets stolthed ikke tage imod, for det vil gøre sig fortjent til barmhjertigheden. Men netop ved at barmhjertigheden gives os ufortjent og uden krav, korsfæster den vores kød. Vi er overladt helt og aldeles til Hans barmhjertighed.

I Romerbrevet skriver Paulus, at ”Gud har indesluttet alle i ulydighed, for at vise alle barmhjertighed.” Det gælder både jøder og ikke-jøder. Ethvert menneske er inden Gud møder det i et syndigt oprør mod Gud. Sådan har Han foranstaltet det, for at vise alle barmhjertighed. Barmhjertighedens væsen er, at den gør godt alene mod dem, som ikke fortjener den. Hvis vi gør os fortjent til et andet menneskes barmhjertighed, så er det ikke længere barmhjertighed, men fortjeneste.
Det tillader Gud ikke. Han vil have patent på at vise os barmhjertighed. Kun derved kan Han demonstrere Sin betingelsesløse kærlighed til os, og kun derved kan Han gøre vores kød arbejdsløst.

Kun når Gud dræber vores kødelige, selviske, æresyge gamle menneske kan Han skabe det nye menneske i os, som har skikkelse af Hans egen herlighed og hellighed. Hvis vi skal være hellige som Gud, så er Han nødt til at møde os i barmhjertighed. Med det formål sendte Han Sin søn til jorden.

En tårnhøj mur
Torahens forordninger for renhed og hellighed er en tårnhøj mur, som bevogter adgangen til tabernaklet. Yeshuas barmhjertighed omgår ikke denne mur, men er i realiteten den selvsamme tårnhøje mur, fordi begge udelukker kødet i dets uhellighed og urenhed.

Hvis vi siger, at Yeshua annullerede Torahen, så kan det lukke vores øjne for den sandhed, at Guds barmhjertighed mod os ikke ophæver eller omgår Hans hellighedskrav, men den bringer os derhen. Hans hellighed er nemlig åbenbaret i barmhjertigheden. Guds barmhjertighed er lige så nidkær som Hans hellighed, for den levner ikke vores kød nogen plads, virke eller ære. Den favner synderen, men udelukker synden og kødet. Præcis som befalingerne om tabernaklet og offersystemet lærer os.

Den endelige udelukkelse af synden og kødet læser vi om i de to sidste kapitler af Johannes Åbenbaring. I kapitel 21 beskrives det ny Jerusalem, som på samme tid er både Guds bolig (Åb 21:3) og Guds brud, kirken (Åb 21:9-10)! Her ser vi opfyldelsen af Guds længsel, som ligger gemt i befalingen om at bygge tabernaklet i 2. Mosebog 25. Rundt om byen er der en stor og høj mur, som adskiller rent og urent, helligt og vanhelligt (Åb 21:12,27). Kun dem der står indskrevet i Lammets bog kan komme ind i byen. Det er dem, Yeshua i Sin barmhjertighed har vasket med Sit blod, så de har lod og del sammen med Ham.

Men hvad er så muren? Kunne det tænkes, at dem som på den dag står udenfor, vil se muren som Torahens tårnhøje standard, der udelukker alt urent og syndigt, mens dem indenfor vil se muren som Guds barmhjertighed?