Et af menneskets meget grundlæggende sociale behov er at være set, forstået og hørt. Når vi udsættes for det modsatte – når vi bliver overset, misforstået og overhørt – skaber det ofte en følelse af ensomhed. Måske er det derfor vi mennesker snakker så meget og forsøger at give vores meninger til kende overfor Gud og hver mand.

Faktisk behøver vi ikke altid at gøre os store anstrengelser på dette område, for Gud har taget sig af behovet. Kendsgerningen er, at vi er kendt af Ham! Deri ligger kimen til stor hvile, glæde og frihed.

Vores trosvandring med Gud (set fra menneskets perspektiv) starter med at vi får øjnene op for Ham, at vi kender Ham. Erkendelse af Gud skal vi vokse i dag for dag. Samtidig er der noget, vi blot skal vide: At vi er kendt af Gud. Det er mindst lige så vigtigt.

At se sig kendt i Guds kærlighed

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. kor 13,8-12)

Det er et menneskeligt vilkår, at vi er begrænsede, ser stykkevis og erkender stykkevis. Ingen ser det fulde billede, hverken af eget liv eller andres. Det vi ser og forstår er brudstykker, indtil den dag, Yeshua kommer igen og gør alting nyt. Den dag skal vi forstå. For Gud er intet dog stykkevist. Vi er allerede nu kendt fuldt ud af Ham.

I en anden sammenhæng, men i samme brev, skriver Paulus det samme i to sætninger: ”Hvis nogen mener at kende noget, kender han det endnu ikke sådan, som han bør kende det. Men den, der elsker Gud, er kendt af ham.” (1. kor 8,1.3) Samme tema gør sig gældende: Vi kender ikke fuldt ud endnu. Vi er allerede kendt af Gud.

I begge skriftsteder bliver Guds kærlighed forbundet med visheden at være kendt af Gud. Sagen er ikke kun den, at vi kender Guds kærlighed, men at i Guds kærlighed er vi kendt. I dybet af Guds kærlighed, som Han giver os at erfare, ligger den glasklare erkendelse af, at Han kender ALT i os, at Han har taget imod os i Sin søn og alt er vel derved. Det forbløffende er, at alle vores hovedhår er talte. Det skræmmende er, at hver en tanke i vores hjerte er kendt af Gud. Det ærefrygtindgydende er, at Gud ser! I Guds kærlighed forsvinder dog al forkastelsesfrygt for hvad, Han end måtte se. Tilbage bliver kun den vedvarende glæde og dybe fred over, at være kendt og elsket. Heri ligger intet modsætningsforhold, for Guds kærlighed afhænger aldrig af, hvad mennesker gør, men alene af hvem Gud er. Gud elsker ikke på trods af. Han elsker.

At Gud kender alt, må for synderen være den største frygt, men for den retfærdige den største trøst. For hvis det eneste du ved, er, at du er elsket af Gud og kendt af Ham, så ved du i alle forhold tilstrækkeligt.

Midt i det stykkevise

Gud kender ikke blot alt i vores hjerte, Han kender alle vores problemer og omstændigheder. I alle disse omstændigheder, dårligdomme og det stykkevise ligger vores frihed og forløsning ikke altid i at kende til problemet, at kende ondet, kende diagnosen, kende forhistorien, kende mulige udfald og scenarier, men det ligger i at vide at Gud kender alt dette. Når vi forsøger at få klarhed over et problem, er det måske fordi, vi ikke er sikker på, at Gud har fuld klarhed over det. Behovet for at vide og kende er ofte et behov for kontrol. Men gør det noget, når vi ved, at Gud kender? – den samme, som har al magt, hvis godhed er uendelig og som har vores liv i Sine hænder. Vores ensomhed og bedrøvelse ligger ofte i, at vi tror, at vi er alene med det. Når vi i et klart øjeblik forstår, at Gud ved, kender og ser, så forandrer situationen sig fuldstændig. Da ved vi, at vi ikke har brug for vores eget lys over situationen, men Guds.

En vigtig del af det at leve i tro på Gud er, at det netop er at tro. Noget af Guds væsen ligger i skyggesiden, og noget af vores liv ligger i skyggesiden. Der er så meget vi ikke forstår og ikke ser, men en vigtig del af det at tro på Gud er netop troen på, at alt det, som er i skyggesiden, er kendt af Ham og under Hans magt. Og så er alt vel i bund og grund i orden. Tro er netop tillid til det, der ikke ses eller forstås.

Vær frimodig!

Når Gud kender alt betyder det, at vi med fuld frimodighed kan komme til Ham. Tilmed er det enkelt. I bøn behøver vi ikke altid at fortælle Gud hvordan, tingene hænger sammen – alt det ved Han i forvejen. Vi behøver hverken stille diagnosen for Ham eller ordinere den medicin, Han skal give os.Vi behøver blot at komme til lyset, for det er i lyset, at mørket brydes.

Når vi træder ved siden af, er der ingen grund til at tøve med at bekende vores synd. Vi skal nemlig ikke oplyse Gud om noget, Han ikke ved i forvejen, men vi skal bekende det, Han godt ved, for at Han kan tilgive.

Måske er det i det hele taget ikke så vigtigt at snakke så meget, når vi beder til Gud, for Han kender situationen og ved. Så har vi måske mere brug for at blive stille for Ham. Dér – i stilheden – kan Han så meddele os visdom i situationen, eller meddele os, at situationen er kendt af Ham og under Hans kontrol.