Vidnesbyrd Octavia

Et trofæ af Guds nåde

…Og Gud, tilgiv vores synd, som vi også tilgiver vore syndere!
”Gud, tilgiv os fordi vi finder fejl i den måde, du behandler os på.”

Man siger at hvis du gemmer dine sår, så bliver de ikke helbredt. Men vi ved ikke, hvordan vi skal medicinere dem, derfor vi gemmer dem, indtil (tror vi) vi finder en ”medicin” for dem. Eller indtil vi glemmer, således at de ikke længere gør ondt.
Trauma og smerter som ikke er helt helbredt kommer til overfladen og piner os, når vi mindst forventer det. En af de mest smertefulde følelser er afvisning eller forkastelse. Vi var skabt til at leve i Guds nærvær, men synd har kastet os ud af Hans nærvær, og vi lider siden. Men vi ved ikke, at dette er vores problem. Vi tror, at mennesker er vores problem.
Det ældste minde, jeg har, er, da jeg engang kom hjem fra hospitalet, hvor jeg og min bror var indlagt. Jeg var ca 4 år gammel og min bror 1 år. Vi kørte hjem med en taxa, og mor holdt min bror på skødet, mens jeg sad mellem hende og chaufføren. Jeg var meget bange for ham manden, og jeg ønskede, at JEG kunne sidde i min mors arme. Men det var ikke plads til mig. Jeg var misundelig på min bror. Men jeg viste det ikke til min mor, fordi hun ville blive ked af det (Hvor vidste jeg det fra??). Jeg lærte at skjule mine følelser….
Alt, jeg kan huske fra den alder, er, at jeg var et meget følsomt og frygtsomt barn, især var jeg bange for min søster. Hun var 6 år ældre end mig og har aldrig vist mig nogen form for kærlighed eller venskab. Vi legede aldrig sammen. Og jeg var tit syg…
Når jeg kigger på billeder fra min barndom, kan jeg se en pige, som aldrig smiler. (Hvordan kunne min mor undgå at se det dengang?)
Da jeg var 6 år gammel, sendte min mor mig på musikskolen. Jeg skulle lære at spille violin. Fra 2.klasse dvs. fra jeg var 7 år indtil 6. klasse, dvs. 12 år gammel blev jeg konstant slået, mishandlet, skældt ud og tæsket, kritiseret af læreren på musikskolen.
Det var omkring år 1972. Hun hed Fru Cudrec. Hun var meget smukt og ung. Hun skulle være min nye violinlære. Jeg rystede over hele min krop, fordi jeg var så generet og jeg ikke vidste, om hun ville kunne lide mig. Det var første gang, jeg mødte hende. Jeg var 7 år gammel. Min opfattelse af mig selv var ikke godt. Ingen har nogensinde rost mig eller opmuntret mig, ingen har nogen sinde sagt til mig, at jeg er i stand til at lære og bliver dygtig, hvis jeg ville, ingen har givet mig noget håb i livet.
Det er minder, som var for længe siden – gemt i det dybeste rum af mit hjerte. Der er mange tårer, skrig, hyl, smerte og frygt gemt sammen med minderne. Jeg kan ikke gå der alene.
………………………………………………………………………………………………………………….
Jeg kommer ind i klassen, og hun er sur. Jeg kunne se på hendes ansigt, selvom jeg kun var et lille barn. Hun truer mig med et blik; jeg forstår, at hvis jeg gør hende vred, så er der ballade. Hendes ord er korte og tunge. Hun smækker med ting, og mit stakkels hjerter banker nu som sindssygt. Hun sætter sig og følger med på partituren (nodebogen); jeg må godt begynde. Ved min første fejl råber hun af mig. Ved den anden fejl tager hun buen fra min hånd og slår mig på fingrene. Det gør meget ondt, og jeg kan ikke længere koncentrere mig. Jeg skammer mig. Jeg ryster over hele kroppen og tænker, hvorfor har jeg ikke en far som elsker mig… Hvad har jeg dog gjort for at fortjene denne behandling? Resten af timen forsætter med slag, råberi, skældud, lussinger… jeg få masser af lussinger og slag på hovedet.
Jeg smutter hjem efter en time og græder hele vejen. Jeg kan ikke finde en forklaring på, hvorfor de voksne ikke kan elske mig, og hvorfor de har en trang til at straffe mig; ikke andet end at jeg måtte være så dum og grim. Jeg bygger min egen verden i mit hovet, i mine tanker, en verden uden vold og had, uden skænderier eller smerter. I min fantasi er jeg elsket og beskyttet. Derfor jeg begynder at ”leve” mere og mere i den verden, jo uhyggeligere den rigtige verden omkring mig var.
-Du skal til violintimer! minder min søster mig, som et mareridt, og vækker mig af mine fantasier. Jeg hader mit liv så meget, og jeg er så ulykkelig! Fruen er ikke i godt humør; hun slår mig, som hun plejer. Også i dag. Jeg græder og kan ikke se noderne mere. Nu spiller jeg rigtig dårligt, fordi jeg ikke kan se noget for tårerne. Musikken lyder helt forkert, fordi min krop ryster, og mine hænder ikke kan finde stedet på instrumentet, så jeg kan få noderne til at lyde rigtig. Buen kører alle steder på violinen, og på min krop og på mit hoved….
Resten af musiktimen får jeg bare lussinger på kinden og slag i hovedet, på hænderne på skulderne. Mine fingre gør så ondt! Jeg ønsker, at mor var der til at beskytte mig. Jeg ønsker, jeg kunne være dygtig og klog, så at min lærerinde kunne lide mig og ikke slå mig mere. Det gør så ondt i min sjæl…. Det gør ondt over det hele!! Jeg ønsker, at jeg var død…
Efter en time i helvede kommer jeg hjem. Det gør mest ondt i hjertet og ikke på legemet. Men jeg kan ikke forstå det. Jeg ved bare, at det hele er forfærdeligt. Jeg ved bare, at jeg måtte være meget dumt og grim, når hun behandler mig sådan… Det gør så ondt, at jeg prøver AT GLEMME, hvad det var sket, så at smerten i mig stopper. Det var min mekanisme til overlevelsen Det var helt ubevist. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Hjemme er min far fuld igen. Jeg kan høre hans råberi og skænderi allerede fra gaden. Han forbander min mor for at gå i kirke og blive en ”pocait” (en personlig kristen som dyrker sin tro på Gud og går i kirke regelmæssigt). Han anklager hende for at sende penge til kristne og kirken, han anklager hende med mange andre ting, som var løgn. Jeg hører ordet ”luder” mange gange – men jeg forstår ingeting. Han kaster maden på væggen. Tallerkenen går i stykker. Bagefter spørger han efter mad, men der er ingen mad, heller ikke til mig som kom sent fra timen. Jeg håber bare, at han ikke også skælder mig ud. Jeg har ikke brug for mad, jeg er alt for ked af det. Jeg lister mig ind i dette helvede af et hjem, og prøver at blive usynlig. Min søster spørger mig, om jeg har lavet lektier. Ingen ser, at jeg græder. Jeg sagde nej, fordi jeg var til musiktimerne. Jeg prøver at lave matematik, men kan ikke finde ud af det. Jeg er for dum. Min hjerne er lige som frosset, og jeg kan ikke forstå matematik og kan ikke huske teorien i undervisningen. Min søster begyndte at slå mig for at hjælpe mig med opgaverne.
Musiktimerne var to gange om uge: tirsdag og fredag. Det var de to gange om ugen, hvor jeg med sikkerhed vidste, at jeg ville få tæsk. (Ud over dem så var der teori, musikhistorien, korøvelse og andre aktiviteter om eftermiddagen, hvilket som tog al min fritid). Uanset hvor meget jeg øvede for at blive dygtig og for at undgå tæsk, kunne jeg ikke blive klogere. Så min konklusion var, at jeg bliver mishandlet, fordi jeg fortjener det, fordi jeg er dum og fordi jeg er grim og uværdig… Jeg hadede musikskolen af hele mit hjerte.
Jeg begyndte at fortæller mor, at lærerinden slog mig, og at hun også slog andre. Jeg bad hende komme og være med til timerne for at beskytte mig. Men hun havde også sit arbejde på 4 timer om eftermiddag, fordi min far ikke længere ville forsøge hende og børnene med sin løn. (Han var meget glad for spiritus og pengene rakte ikke til). Så kom min mor til mine musiktimer. På den tid havde jeg været 3 år i skolen, tror jeg. Efter en halv time skulle min mor på arbejde. Hun lader mig alene med lærerinden. Fra det øjeblik mor er på gaden, slår Fruen mig, og jeg mister balancen og slår dørhåndtaget med hovedet. Der kommer blod et eller andet sted fra mit hoved, hvor ved jeg ikke. Min kind er fuld af blod, tårer og snot. Jeg græder ulykkeligt den resterende time. Jeg spiller også forfærdelig af den grund og får flere lussinger. En anden gang, som jeg kan huske, er, at jeg skulle overtage lokalet fra en anden pige. Lærinden var gået ud for at ryge, mens pigen samlede sine ting. Pigens øjne var fyldt med tårer, og håret var klistret til kinden, hun var helt rød i ansigtet og rystede. Jeg frøs. Nu kom min tur, jeg skulle være den næste. Og det var jeg også, jeg var det næste som skulle tage staffen for lærindens frustrationer og vrede. Jeg ønskede, at jeg var smuk, klog, elsket og beskyttet af en far. Så ville lærerinden ikke slå mig. Men så byggede jeg min fantasiverden, hvor jeg var alle de ting.

Jeg blev misundelig på alle børn som ikke fik tæsk, som ikke skulle på musikskole og have tæsk to gange ugentligt, misundelig på dem som havde en sandwich med skinke og smør på hvidt brød, og et gult æble med i madpakken i skolen, misundelig på de børn som havde tid til at lege, misundelig på de piger som var smukke, misundelig på min nabos piger, hvis far ikke var alkoholiker og havde penge.

Min mor begyndte at fortælle mig om Gud. Vi sang og bad sammen, når far ikke var hjemme. Jeg husker en gang, da han kom til frokost; døren var aldrig låst. Vi smed sangbogen under bordet og håbede på, han ikke hørte lovsangen til Gud. Vi var heldig dengang, han så ikke, hørte ikke.
Jeg lærte af mor at bede: jeg bad hele vejen hjemmefra til musikskolen, og det var en bestemt bøn: Gud, lad hende ikke at slå mig i dag! Men trods mine brændende bønner, fik jeg tit tæsk i alle de år, og min konklusion var: Gud kan heller ikke lide mig, Han kan også se, at jeg er dum og grim… Jeg vidste ikke, hvad skal jeg tro, og ingen har fortalt mig andet.
Mine musiktimer var tit om aften, og om vinteren, på vej hjem, var der så mørkt, og jeg var så bange!! Jeg var alene, og nogle gange kunne jeg løbe halvdelen af vejen hjem, men da jeg så kom hjem, var min violin ustemt, fordi den var raslet frem og tilbage sin kasse, mens jeg løb. Jeg kunne ikke stemme min violin. En gang prøvede min far at stemme den, men jeg sagde, at den ikke stemte, så jeg ikke kunne øve. Min søster prøvede også at stemme min violin, men jeg græd og sagde, at de skulle lade være, fordi de gjorde det forkert, men de råbte bare af mig begge to. De sagde, at jeg bare var doven og ville ikke øve…
Sådan gik 6 år af mit liv. Min mor blev ved at komme i kirken (og jeg ønskede, at hun ville holde op, fordi min far så måske ville holde op med alle skænderierne og råberierne). Jeg blev ved at gå i musikskole uden resultater, fordi jeg var ligesom frossen af frygt. Min søster blev ved med at være en djævel, som tæskede mig hver gang hun fik chancen, og min far blev ved med at drikke sig fuld, hver gang han havde penge. Jeg blev ved at være dum, misundelig og grim, uelsket og forkastet, ensom og ulykkelig. Jeg blev ved med at gemme mine sår i min sjæl, fordi jeg ikk vidste, at det var ikke min skyld at:
– lærerinden tæskede mig
-at min far ikke elskede mig
-at min søster ikke elskede mig
-at Gud ikke svarede på mine bønner.
-at livet var hårdt for mig. Jeg ønskede mange gange at dø.

Vi gik i kirke, jeg og min bror søndag formiddag, og vi løj til min far og sagde, at vi gik i biografen, fordi vi ikke måtte gå i kirke. Jeg var ca. 10 år gammel. Jeg gik i kirke for at gøre min mor glad. Hun var den eneste i livet, som ikke var ondt mod mig, selvom hun kunne heller ikke viste mig, at hun elskede mig. Men jeg ville gøre alt for, at hun skulle være glad for mig. Meget sjældent havde jeg nogen glæde som barn. Men så sagde de i kirken, at vi er syndere, og vi skal omvende os. Jeg tænkte, det må være derfor, at Gud ikke lytter til min bøn og frier mig fra mine lidelser! Jeg begyndte at omvende mig for alle mine synder, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød. Men de sagde, vi skal, dem som prædikede Guds Ord. Og det respekterede jeg, fordi min mor troede på sådan noget.
Alligevel kom jeg ikke fri fra min mishandling i skolen, indtil jeg var ca 12 år. Og det var ikke, fordi mine forældre syntes, at jeg nu havde lidt nok, men fordi jeg pjækkede fra alle timer og håbede på den måde at bliver smidt ud af skolen. Det var meget risikabel, men jeg kunne ikke finde på andet; jeg kunne ikke leve mere under slagsmål med de voksne og INGEN KOM MIG TIL hjælp. Jeg skulle selv finde ud af det. Det var en stor risiko for at få mange tæsk af min far, som jeg var nu meget bage for. Men jeg var klar til at dø. Jeg var stor nu.
Jeg husker præcis dagen, hvor min søster fandt ud af, at jeg ikke længere gik til violintimer og ville fortælle det til min far. Jeg led så meget, at jeg ikke kunne trække vejret, var tør i munden, min knæ rystede, og jeg ingen kræfter havde i min krop. Kunne ikke spise noget. Jeg havde intet forsvar, og jeg skulle bare klare mig selv. Mor var til ingen hjælp, og jeg kan ikke huske nu hvorfor. Jeg var kun 12 år gammel. Men indvendig var jeg kun 7. Jeg stoppede min vækst ved 7. Indvendig i det indre liv, det indre menneske.
I de mørke kolde vintertimer, når jeg skulle til violintimerne, vandrede jeg løs som en vagabond på frosne gade, i tyndt vintertøj, korte i ærmerne, og alt for korte bukser til min højde, og dårlige sko. Fordi der var ikke penge til nyt varmt tøj. Pengene gik til sprut og cigaretter. Og huslejen. Far drak øl hver dag og kom hjem fuld og skældte mor ud. Jeg hadede ham og ønskede ham dø.
Jeg var væk hjemmefra fra morgen til aften med 2 skiver sort og tør brød med margarine. Jeg kiggede i butikkernes vinduer og så appelsiner, chokolade og bananer. Jeg ønskede at smage det, men kunne ikke drømme om det. Jeg lignede pigen fra H.C. Andersens fortælling, men jeg var faktisk næsten aldrig sulten. Fordi jeg aldrig havde appetit som et sundt barn. Og jeg var altid undervægtig og syg.
Fra jeg besluttede mig for at pjække fra timerne for at bliver smidt ud af skolen, har jeg brugt utallige timer på gaden i kulde eller regn, lige som en herreløse hund, men det var bedre end at gå til timen og blive tæsket. Jeg gemte mig under forskellige tagrender og ventede, indtil jeg tænkte en time var gået. Så gik jeg hjem og løj om, at det var en god time. Sådan har jeg levet et helt år, indtil min familie opdagede, at jeg ikke længere gik på skolen. Ingen i min familie havde opdaget, at jeg stoppede med at grine eller smile…
Jeg husker, jeg altid var kold. Jeg var altid alene og grædende, på gaderne med min violinkasse rumlede i min ene hånd og noderne i den anden, frysende og dybt ulykkelig. (Til i dag hader jeg mørke, kulde, og mangel på sol :-).
Resultatet var, at min far ikke sagde noget til min søsters anklager om, at jeg ikke længere gik til violintimerne. Jeg var chokeret. Han var bedøvende ligeglad, så længe han ikke skulle betale pengene tilbage til skolen. Jeg kunne ikke tro det: jeg fik lov til at være et normal barn som bare gik i skolen og kom hjem, lavede lektier og legede??? Det kunne jeg ikke forstå det. (Jeg begyndte at få gode karakter i skolen allerede det første år efter).

Mine 6 år med vold i skolen har gjort mig meget dysfunktionel. Da jeg kom ud af musikskolen, var jeg allerede bundet med store tykke lænker: misundelse, had, frygt, bekymring, selvmedlidenhed, skyld og skam, rejection, osv… jeg var en fange.
Jeg kom 3 gange mere handikappet følelsesmæssigt ind i livet end andre normale børn. Men det vidste jeg ikke dengang. Jeg prøvede bare at glemme alt, fordi det var alt for smertefulde. Jeg siger 3 gange, fordi én gang var det læreren i skolen der ødelagde mig, bagefter var det min søster, der tæskede mig rigtig meget, og den 3. var min far som alkoholiker. I dag ved jeg, at uden Guds nåde ville jeg være et tabt menneske, men jeg ved også, at Gud stadig arbejder i min sjæl, stadig bringer ting og skidt fra dybden op til overfladen, som skal helbredes/behandles. Han lærer mig, at jeg er elsket. Det tager rigtig meget energi og tid, men Han giver ikke slip på mig. Jeg fejler stadig meget, men ikke med vilje. Han bringer nogle gange mennesker i mit liv, som elsker mig, så at jeg kan lære Hans kærlighed at kende.
Mine relationer var ikke altid som hos de normale mennesker. I årevis kunne jeg ikke fungere socialt. Jeg tog en god maske på, så folk ikke vidste, hvor slemt jeg var såret, så de ikke ville afvise eller såre mig. De skulle ikke vide, at jeg var straffet, for at jeg var dum, fordi ingen så ville elske mig igen, og det kunne jeg ikke holder ud. Jeg var ikke skabt til at være uelsket. Men i mange år vidste jeg det ikke! Mange ting vidste jeg ikke ….

Han bryder frem så sikkert som morgenrøden,
han kommer til os som regnskyl,
som forårsregn, der væder jorden. (Hoseas 6:3b).
Herren kom til mig; under dens vinger er der helbredelse. (Mal. 3:20).

Gud, Han tog mine defekter og gav mig Sin retfærdighed.
Han tog mine sår og gav mig healing.
Han tog mine fortabte år og gav mig evigheden.
Han tog alle løgne og gav mig sandheden.
Han tog min grimhed og gav mig Sin skønhed. Hovedpynt i stedet for aske.
For mine tårer gav Han mig Sin barmhjertighed og kærlighed. Gud tog mine handicaps og gav mig rigdom af nåde!!!
GUD HAN GAV SIG SELV TIL MIG!
Jeg er et trofæ af HANS RIGE NÅDE.
Jeg er Octavia, og Gud kender mit navn, min email, mit liv….

Vidnesbyrd Jens

Jeg er ikke helt klar over, om jeg kommer ud af en troende familie. Min mor bad dog aftenbøn sammen med mig hver aften ”jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to” osv., og min far kunne ikke drømme om at lave havearbejde om søndagen, for, som han sagde ”kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.” Jeg fandt aldrig ud af, om han mente det seriøst. Så nærmere kom det ikke. For mig var aftenbønnen en skøn måde at slutte dagen på, men det var bare en remse, og mine forældre talte ikke mere om det. Vi gik kun i kirken til jul eller til de forskellige familiebegivenheder. En eventuel tro blev aldrig diskuteret i familien. Mine forældre gik mere op i at være og opdrage min ældre bror og mig til at være retskafne og elskværdige – altså ”ordentlige” mennesker. Først mange år senere, efter min fars død, ville min mor meget gerne med Anette og mig i kirke, gerne i Levring (ja den med det grimme krucifiks), hvor min mor kunne lide pastor Claus, eller vi gik i vores lokale sognekirke her i Houlkær.

I min gymnasietid gik jeg i Viborg domkirke hver søndag, fordi jeg sang i koret. Det var ganske vist ikke ”rigtig” kirkegang, for under prædiken opholdt vi os i et tårnværelse med aviser, kaffe og smøger, og domorganisten ringede så på en klokke, når vi skulle skynde os ned, måske kun med et enkelt ”amen”. Jeg har aldrig været glad for Viborg domkirke, skønt jeg blev døbt og konfirmeret her. Den var for stor for mig, og jeg følte mig frem-medgjort.

I min studentertid i Århus var jeg meget søgende. Jeg kom ofte i den katolske kirke og havde spændende samtaler med kirkens præster. Jeg fandt relativt hurtigt ud af, at der var to ting, som jeg fandt tiltrækkende: stilheden i den smukke kirke udenfor gudstjenesterne og ikke mindst de ydre ting f.eks. korsets tegn med vievand ved indgangen, at tænde et lys for ét eller andet eller en eller anden samt de mange konkrete ceremonier, som foregik. Selve indholdet fyldte ikke så meget! Med andre ord – jeg fandt ikke Gud, men jeg er sikker på, at Gud havde fundet mig, og havde beredt en vej for mig.

FORDI så mødte jeg Anette, som havde et konkret trosliv. Jeg kom ind i en familie, hvor troen ikke var hensat til søndag formiddag, men som indgik meget konkret i hverdagen. Der blev bedt bordbøn, og vi sang, når familien var samlet. Jeg begyndte at mærke troen gennem fællesskabet. Vi gik i Levring kirke om søndagen. Når det ikke var i Levring, var det vores lokale Houlkær kirke – et meget moderne kirkerum, som jeg havde lidt vanskeligt ved at vende mig til. Stadig handlede det meget om omgivelserne, altertavle fra gamle dage og en atmosfære, som indeholdt flere hundrede års bøn. Men kirkegang blev ikke desto mindre en stor del af mit liv. Men jeg følte stadig, at der manglede noget. Der var stor opstandelse i Levring omkring præsten, for tænk jer, han kunne finde på at spille på sin guitar under gudstjenesten! Jeg var rystet, og der var da heller ikke meget liv og fællesskab omkring gudstjenesten, som på én eller anden måde foregik ”udenfor” mig.

I Houlkær påstod den eller så udmærkede præst, at den kristne kirke udelukkende handlede om den nye Pagt, og at de hebræiske skrifter blot var fortællinger, som ikke spiller nogen rolle i dag. Ganske vist var der altid en læsning fra GT, men det blev der altid gået let hen over. For mig hang dette slet ikke sammen!

Helt galt gik det, da folkekirken indførte vielser af homoseksuelle. Det kunne jeg ikke klare. Kirkens rummelighed var blevet så stor, at meningen gik tabt. Jeg meldte mig ud!

Så blev det Viborg Frikirke. Her mødte jeg mange gode mennesker, men det gik op for mig, at jeg udelukkende søgte Guds rige i fællesskabet, og manglede fundamentet: min egen helt personlige relation til Gud. Jeg gik for meget op i ydre ting, og hvad gode mennesker kunne fortælle mig. Jeg skulle lære Gud at kende efter Hans Ord og gerninger. Jeg vidste jo, at Gud kendte mig særdeles godt, og nu ville jeg også gerne lære Ham bedre at kende. Der er kun én måde at gøre det på – læse Bibelen og tale med Gud.

Gennembruddet kom i Israel. Det var selvfølgelig ikke Israel som sådan, men alligevel kom det tæt på, fordi jeg befandt mig på steder/i områder, hvor Yeshua havde levet og virket. Besøget flere steder gjorde et stort indtryk, og det ændrede mit liv. At gå stille rundt i Kapernaum, eller bakkerne nord for Genesaret Sø, hvor Yeshua havde holdt sin Bjergprædiken. Det var måske ikke lige der, hvor jeg befandt mig, men alligevel. Jeg gik ned til Tapka og kunne se det hele for mig. Her følte jeg for første gang Guds nærhed.

Det, som stadig var problemet, var, at jeg manglede fundamentet, nemlig mit personlige forhold til Gud, herunder at søge tilgivelse for ting i min fortid (tro mig, der var noget at tage fat på).

To hovedpunkter i Israel, som gjorde et stærkt indtryk var muligheden for at bede ved Vestmuren, og ikke mindst var det min dåb i Jordanfloden. Det var et stort øjeblik, selvom omstændighederne gjorde, at jeg ikke rigtig fik sagt tak til Gud, men umiddelbart efter gik op til kiosken og fik en kop kaffe!

I Israel begyndte således min personlige og daglige vandring med Gud. Jeg ville dog gerne, at Gud skulle bruge mig, fordi tro uden handling er en død tro (Jakobsbrevet 2,26). Jeg bad om, at Gud ville give mig et tegn, og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Guds svar kom en aftenstund på hotellet i Jerusalem, hvor jeg mødte Youval Vanay og Anja fra Revive Israel. Under Youvals tale til os sagde han nogle ord, som jeg tror i virkeligheden kom fra Gud. Anette opfattede det også tydeligt og hviskede til mig ”hør!” Gud bad mig blive kontaktperson og oversætter i Danmark. Gud ønskede at bruge mig til en formidling af Hans ord, selvom disse ord var fortolket gennem Asher Intraters pen.

Gud ønskede imidlertid, at jeg skulle videre med min åndelige udvikling. Han ledte Anette og mig til Kerem Shalom. Jeg ved, at vejen er lang frem mod målet, som er Gud, (som et fremtrædende medlem af vores gruppe engang sagde i et avisinterview). Men jeg ved også, at vejen er tryg, fordi den foregår sammen med Yeshua og sammen med resten af Kerem Shalom, som har samme mål. Vi hører, finder svar, sætter i sammenhæng og tager med os på turen. Men det kan tage lang tid (som et andet fremtrædende medlem af gruppen engang sagde til mig), men det gør ikke noget – jeg ved, at det bliver godt!