Engang viste (“Vayera”) Herren sig for Abraham i skikkelse af et menneske (18:2) og dog samtidig som Yahweh (YHWH), Guds hellige navn (18:1) - altså som Gud og mand. Abraham fik lov til at møde Ham, som senere skulle komme til verden som Yeshua fra Nazareth, på en lige så ligefrem måde som Guds Søn senere skulle vise sig for Abrahams efterkommere, Israel.

Gæstfrihed og forbøn

Kapitel 18, hvor Herren besøger Abraham i dennes hjem, danner baggrunden for, at gæstfrihed i Jødedommen regnes til en af de største dyder. Også Ny Testamente opfordrer mange gange til åbne hjerter og gæstfrie hjem, og fremhæver med reference til denne Torahportion, at gæstfrihed kan føre til besøg af engle (Hebr 13:2).

Abrahams dør var åben for Herren, og Herren gik ind til ham og holdt måltid med ham, hvilket i Bibelen er et symbol på intimitet og nærhed. Hos Abraham behøvede Messias Yeshua ikke at stå uden for døren og banke på for at komme ind og holde måltid (Åb 3:20). Under måltidet bekræfter Herren igen løftet om en særlig søn, men nu med en tidsangivelse (18:10), og selvom Sara stadig tvivler, da hendes og Abrahams seksualitet for længst er udlevet (18:11-12), så lyder de skelsættende ord til dem: “Intet er umuligt for Herren!”

Gæstfriheden fører andre ting med sig, bl.a. profetisk åbenbaring (18:17-19), som igen leder til et kald til forbøn foran Gud for ugudelige (18:22-33). Dette er et kald enhver troende Abrahams barn må tage på sig, og lære at udøve som Abraham, frimodigt og vovet, men med dyb respekt for Gud og med en fornemmelse af, hvornår bønnen er bedt igennem. Verden idag er som Sodoma og Gomorra og ligeså moden til Guds dom. Vi skal bede for menneskers frelse, ikke for destruktion - en fejl som disciplene begik og blev irettesat af Herren (Lukas 9:54-55).

Endnu et karaktertræk ved en sand forbeder ser vi i Abrahams møde med Abimelek. Abraham mangler på det tidspunkt selv at få den forløsende og lovede søn med Sara, men går i forbøn for Abimeleks ufrugtbare hustru og hus. En forbeder må kunne gå i forbøn for andre på de områder, han eller hun ikke selv er velsignet.

Lot og hans hus

Før dommen over Sodoma blev eksekveret, blev Lot og den del af hans familie og hus, der var villige til at forlade stedet (19:12), frelst for Abrahams skyld og på hans bøn (19:29).

Lot havde engang valgt Sodoma til bosted, fordi stedet tog sig godt og frugtbar ud (1.Mos 13:10-13), og han var blevet en del af byens ledelse i byporten (19:1). Men det, der så godt ud, viste sig at være fordærvet. Sådan kan det gå, når man vandrer efter øjnenes lyst og ikke i tro og med åndelig indsigt, som Guds ord råder os til. Også idag er der meget i verden, der ser godt og tilforladeligt ud, og som frister på mange måder. Men når vi stifter nærmere bekendtskab med det ved at rykke ind i det, som Lot rykkede ind i Sodoma, opdager man forfaldet. Og som i Lots tilfælde kan man sidde fast i det og må først rives løs, hvilket ikke altid er lige let. Det var det heller ikke for Lots hustru. Hun så sig tilbage og blev til en saltstøtte (19:26). Det fortælles ikke, om hun så tilbage med længsel eller med afsky. Hun så sig bare tilbage, og det var nok. Her ligger en vigtig åndelig lære. Så snart vi kigger tilbage på det liv, vi har forladt, på synd vi har begået og fået tilgivelse for, eller på det vi i vores trosvandring har måttet sige farvel til, så fryser vi fast på stedet og lammes. Vort blik må være rettet mod Gud Rige og ikke verden eller os selv.

Jesus sagde til ham:”Ingen der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige” (Lukas 9:62).

Abrahams afgangseksamen

Gud holdt Sit løfte (21:1), og Sara fødte Abraham en søn, Isak, som på mange måder er et skyggebillede af Guds egen søn. Yeshua blev undfanget på en menneskelig set umulig måde i en jomfru, ligesom Isak blev det i Saras “døde” moderliv. Efter løftesønnen var kommet, kom der et tidspunkt, hvor Abraham måtte sige farvel til Ismael, sønnen efter kødet (Gal 4:22-23). En lignende afsked erfarer enhver, der er født af Ånden. Når det nye menneske vokser til, må man tage afsked med det gamle. Det er kun det nye menneske efter Guds løfte, der kan arve Hans rige (21:10).

Der kom et tidspunkt, hvor Abraham også måtte tage afsked med Isak og med alle de forhåbninger og drømme, Gud havde givet ham med Isak. Herren testede Abraham for at sikre sig, at Abraham elskede Ham mere end Hans gave ved at befale ofringen af Isak. Ved inderligt at overgive/ofre Isak som en førtstefrugt til Herren, beviste Abraham, at Gud var hans førstekærlighed. Derefter kunne Gud give Isak tilbage til Abraham, som en ny velsignelse. For at få sine næmeste tilbage som Guds børn, må man overgive dem i Herrens varetægt i stedet for at holde på dem eller agere mellemmand.

Med dette var Abraham færdig i troens skole. Han holdt ikke noget tilbage for Gud, men troede Ham for det umulige; troede at Herren kunne oprejse løftesønnen fra de døde (Hebr 11:17-19). Efter denne eksamen, som Gud havde sikret, at Abraham bestod (22:12), glider Abraham langsomt ud af fortællingen, som nu overtages af Isak.

Inden da fik Abraham Herrens frelse til menneskeheden at se. På Morija bjerget i Jerusalem stoppede Herren Abrahams ofring af Isak og erstattede Isak med en vædder, der hang fast med hornene i et krat (22:13). Den dag lærte Abraham, hvad et stedfortrædende offer er. Som vædderen med krattet om hovedet, blev Guds søn i stedet for Abrahams søn ofret med en tornekrone om hovedet. Abraham kaldte stedet “Herren ser”, hvilket også betyder “Herren forsørger”. Herren sørger selv for offerlammet (22:8). Den dag på Morija så Abraham, hvordan det afkom, som var blevet Ham lovet, som et stedfortrædende offer for alle mennesker til alle tider, blev den velsignelse, der skulle blive alle jordens folk til del (1.Mos 12:3). Løftesønnen bekræfter sidenhen dette: “Abraham, jeres, fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig” (Johs 8:56). Derfor blev Morija bjerget, Golgata, i Jerusalem stedet, hvor Herren viser sig for alle, der kan se og dermed blive frelst (22:14).

Torah portionen begynder med, at Abraham møder Messias som Herren og kongen, der skal tilbedes (18:1-2) og slutter med, at han møder Ham som offerlammet, der skal troes. Måtte vi som Abraham være villige til at “ofre” alt det, der er os kært for det ene at følge Herren og finde glæden i Ham.