Dåben er blevet en teologisk “slagmark” og en kamp om at have den rigtige forståelse deraf, hvilket desværre er kommet til at dække over dens enorme betydning og radikalitet i den troendes liv.

Det er ikke hensigten med denne fremstilling at tage parti i debatten om f.eks. ‘barnedåb’ kontra ‘trosdåb’, men derimod at forsøge på at vise dåbens radikalitet og betydning på et bibelsk fundament ud fra hele Skriften.

Dåb er en vidunderlig gave fra Gud, givet ud af Hans store kærlighed, og som man bør omgå med den største ærefrygt. At blive ført ind i dåbens virkelighed er en absolut nødvendighed for den troende, for at han eller hun kan blive fuldgyldige disciple af Messias Yeshua, Guds søn, og for at kunne stå retfærdiggjorte foran Guds ansigt.

Messias-centreret

De cermemonielle forskrifter i Bibelen overses tit, og “dømmes endda ofte ude”. Men festerne, madforordningerne, offersystemet og renselsforskrifterne - herunder dåb - blev givet til Israel for at lære Guds folk til alle tider om Guds veje, om Messias og vores forhold til Ham og til hinanden.

Da de cermemonielle love er Messiascentrerede, er de ekstra betydningsfulde. Uden dem mister vi vigtige belæringer om Messias Yeshuas person og værk.

Matt. 28:16-20 - Dåb og discipelskab

Dåb og lydighed mod Guds bud er beregnet for disciple og en indgang til discipelskabet. Det er ikke kun et ritual, der udføres på et bestemt tidspunkt. Det er indføringen i en virkelighed, som praktiseres resten af livet.

Disciple lever deres liv i den virkelighed, som dåben repræsenterer, og som i fortættet form anskueliggøres i dåben.

Markus 1:1-5 - Dåben var kendt

Ingen spurgte Johannes, hvad det var han foretog sig, og hvad dåben skulle betyde. I evangelierne fremgår det tydeligt, at dåben var en kendt sag for jøderne, både for farisæerne, saddukæerne og lægfolket.

Dåben var altså en integreret del af den jødiske praksis udsprunget af de bibelske skrifter, som på det tidspunkt udelukkende bestod af Det Gamle Testamente. Det er altså i dette skrift, vi må hente vores legitimering og grundlæggende forståelse af dåben.

Det betyder dog langt fra, at Ny Testamente ingen betydning har for forståelsen af dåben i Yeshuas navn, men som i alle trosspørgsmål foldes i NT det ud i fuldt flor, som allerede er forudgrebet og grundlagt i GT.

Torahen giver den grundlæggende undervisning om, hvad dåb er, og hvordan det skal udføres og forståes. Her er det “dåbslandskab”, som dåben i Messias Yeshuas navn er udrundet af.

Johs 3:22-25 - Renselsesforskrifter i Torahen

Disciplene døbte selv folk under Yeshua overvågning (Johs.4:2). I vers 25 ser vi, at dåben blev forstået i lyset af Torahens renselsesritualer. I Torahen giver Gud os befaling om flere forskellige slags renselser i forskellige situationer. En sådan renselse er en “Mikveh” og foregår i en sådan.

Renselse i en Mikveh er kendt og praktiseret i dag i Judaismen, og af overordentlig stor betydning for ortodokse jøder. I Mishnahen siges det, at har man ikke råd til at bygge en synagoge og en Mikveh på samme tid, skal man bygge Mikvehen først. Det er et særligt lille basin, der bruges til renselsesritualet.

Judaismen har udviklet en række parametre, der skal opfyldes for at Mikvehen er godkendt. Begrebet Mikveh dækker altså det fysiske basin og selve rensesprocessen deri. Man kan også sige, at alle former for renselse er former for Mikveh eller dåb.

Hebr. 6:1-2 - Forskellige slags dåb (flertal)

Hebræerbrevets forfatter kalder læren om dåb for begynderundervisning, hvilket vel ganske godt illustrerer den grundlæggende betydning, den har i Tanakh. Det forudsættes simpelthen, at det er almen viden, hvad dåb drejer sig om.

I verset her står det græske ord “dåb” i flertal, selvom det er skjult i det danske sprog. Der er altså tale om flere slags dåb, hvilket bringer os tilbage til renselseskonceptet fra Tanakh med flere forskelligartede rensesceremonier bestemt til forskellige situationer.

Selvom der er flere slags dåb, må vi stadig fastholde, at der er én afgørende dåb (Ef. 4:6). Men der åbnes for muligheden af forskellige dåb - i betydningen Mikveh - for den troende udsprunget af forskellige funktioner. Det kan bemærkes, at Paulus døbte mennesker velvidende, at de allerede havde gennemgået én vanddåb (ApG 19:1-7).

Renselsesdåb og rituel renhed

I Tanakh kender vi neddykning i vand som et renselsesritual, der bringer en person, der er kommet i en tilstand af rituel urenhed, fra denne urenhed til renhed.

Vendingerne “rituel renhed” og “rituel urenhed” findes ikke i Skriften, hvor der blot tales om renhed og urenhed. Når vendingen bruges, er det for at markere, at det ikke nødvendigvis har at gøre med synd og retfærdighed - i hvert fald i snæver forstand. Man kan nemlig pådrage sig urenhed, selvom man ikke synder. Når man hæfter ordet rituel på, henviser man til, at det har noget at gøre med de rituelle handlinger i templet, og at renselserne forudsætter visse ritualer.

Den rituelt urene person er forhindret i at deltage i menighedslivet enten helt eller delvist, i at udføre visse handlinger og have visse funktioner og i at komme ind i tabernaklet/templet for at tilbede Gud.

Ved at gennemgå renselsesritualet/dåben går et menneske fra at være erklæret uren til at blive erklæret ren, og kan derefter på lige fod med andre deltage i menighedslivet og Gudsdyrkelsen i templet.

Spedalskhed - 3.Mosebog 13 og 14

Gennem spedalskhed pådrager et menneske sig rituel urenhed. Spedalskhed kan angribe mennesker, tøj og bygninger, hvilket også er årsagen til, at man kan udelukke, at den den bibelske spedalskhed har noget med Hansons syndrom at gøre, da dette kun angriber mennesker.

Der er tale om et eller andet, som kan angribe overfladen - hud, tøj, murværk. I Judasimen forstås det ofte som noget Gud lader ske i menneskers liv og på deres ejendom, fordi de har en “ond tunge” og udbreder sladder og taler nedsættende om andre - og således bringer død ind i andres liv.

Forståelsen er ikke mindst udledt af sagen med Miriam, som talte nedsættende om Moses, hvorefter Herren slog hende med spedalskhed (4.Mosebog 12:10-15). Derfor er omvendelse indforstået i teksten som en grundforudsætning for helbredelsen.

Præsten - Cohen - spiller en afgørende rolle i bestemmelsen af spedalskheden og ledelsen af hele den praktiske og åndelige side af problemet.

Når præsten har erklæret den spedalske for ren, skal denne gennemgå en ret indviklet procedure, som præsten styrer. En af de afgørende ting i denne procedure er renselse med vand - altså Mikveh/dåb - 3.Mosebog 14:8-9.

Det skal understreges, at renselsen/mikvehen/dåben IKKE er et helbredelsesritual for spedalskheden. Det er noget, der skal foretages, efter at præsten har erklæret den angrebne for rask. Helbredelsen sker ved Guds nåde uden for lejren. Dette er forståelsen, vi skal bringe med ind i læsningen af Yeshuas helbredelse af de spedalske ved et par lejligheder. Efter helbredelsen befaler han de helbredte at opsøge præsterne og af dem blive erklæret rask for derefter at gennemgå renselsesprocessen, som foreskrevet i Torahen - Lukas 5:12-14.

Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at der er mange lighedspunkter mellem den spedalskes renselsesdåb og ypperstepræstens indsættelsesritual, før denne må fungere som ypperstepræst (2.Mosebog 29).

Berøring med døde - 4.Mosebog 18-19

Kontakt med lig medfører også rituel urenhed. Død og synd hører sammen. Døden er syndens frugt. Når vi kommer i berøring med død, kommer vi i berøring med synden, selvom vi ikke selv har

syndet i situationen, og selvom det at røre et lig ikke er nogen synd i sig selv. Herren befaler os selv at tage os af de døde.

I Judaismen er det at tage sig af en afdød et af de højst agtede gerninger, fordi den afdøde ikke kan gøre gengæld. Men ikke desto mindre så forbliver synd og død en afskyelighed for den levende Gud, i hvem der kun er liv, og som kun vil liv.

Ved berøring med lig bliver et menneske erklæret uren og kan ikke komme ind foran Guds ansigt i templet. Han eller hun må først renses med vand blandet op med asken fra en rød ko uden nogen fejl eller mangler. Der hører mere med til ritualet, men når den er udført, erklæres vedkommende for ren.

Da der idag ikke findes nogen aske fra en fejlfri rød ko, og renselsen derfor ikke kan gennemføres, lever alle mennesker på jorden i en tilstand af rituel urenhed i forhold til det at komme ind i et jordisk tempel. Da dette tempel alligevel ikke findes, har sagen mindre praktisk betydning. Vi kan dog stadig kan lære en hel del om Guds tankegang og hellighed gennem proceduren - herunder betydningen af dåb.

Forplantningsrelaterede former for rituel urenhed - 3.Mosebog 15

Ved udflåd fra kønsorganerne, ved sædafgang, ved samleje og ved menstruation pådrager mennesket sig rituel urenhed.

Igen må vi forstå dette rigtigt. Gud byder jo mennesket at have samleje, så mennesket kan opfylde Guds bud om at blive frugtbare og talrige. Alligevel bliver mennesket derved rituel uren. Det er jo ingen synd at have samleje. Det er nødvendigt, og det er en gave, Gud giver til ægteskabet, når det er indgået foran Ham og menigheden og dermed gjort kendt for offentligheden.

Urenheden skal sikkert ses i forbindelse med forplantningen. Mennesket er faldet. Det, der i skabelsen blev erklæret godt, er blevet fordærvet. Menneskets opgave med at reproducere afkom både i eget og i Guds billede blev fordærvet ved syndefaldet. Når et nyt menneske fødes, fødes også en ny synder, men samtidig et menneske, Gud kan frelse og give evigt liv.

Gud er livets Gud. Et menneske - spæd eller olding - bærer synden i sig og må dø, fordi det er en synder af natur.

Sæd, der spilles, er spildt liv. Menstruation er udstødning af potentielt liv. Udflåd er en sygdom - og dermed risiko for besmittelse og død - ved forplantningsorganet, som skulle frembringe retfærdigt liv i Guds billede.

Det er alt sammen noget, der står i skærende kontrast til Den Levende Gud, for hvem der kun er renhed, liv og hellighed - og for hvem synd og død er en afskyeligt. Således afspejles en hellig Gud i disse bestemmelser.

Opsummering

I spedalskhed (dødt hud og potentiel dødelig sygdom), berøring med lig, reproduktion af dødelige syndige mennesker spiller død en afgørende rolle, som må elimineres af Gud gennem renselse.

Med renselsesritualet og Mikveh/dåb går det urene menneske fra en tilstand af rituel urenhed til en tilstand af renhed foran Gud - i forhold til det jordiske tabernakel.

I Jerusalem fandtes en masse mikvot omkring tempelområdet. De tjente til, at give mennesker mulighed for renselse, så de kunne komme ind i Helligdommen.

Der er højst sandsynligt derfor, at der kunne døbes 3000 mennesker i forbindelse med pinsen, som beskrevet i Apostlenes Gerninger.

Templet og renselsesdåb til tjeneste

De fleste rensesforskrifter relater til tabernaklet og senere templet i Jerusalem. Gud vil bo blandt sit folk og have fællesskab med det, men synden er et problem.

Offersystemet er løsningen på problemet. Det syndige menneske kan nu gå ind i Guds nærvær gennem et offer - Korban. Vi ved, at dyreofringerne er et billede på det endegyldige offer, der for evigt bringer os ind i Guds nærvær, retfærdiggjorte, rene og hellige.

Til administration og forvaltning af dette system indsatte Gud det levittiske præsteskab med ypperstepræsten i spidsen.

Præsternes renselse - dåb til tjeneste

Præsterne måtte være rene for at kunne komme ind i Helligdommen og udføre deres opgave som mellemmænd mellem Gud og Israel.

Præsterne måtte opnå en højere grad af hellighed, før de kunne forvalte og administrere Guds nåde, som templet og offersystemet var et udtryk for.

En del af ceremonien, der skulle sikre dette, var dåb - 2.Mosebog 29:4; 40:12; 3.Mosebog 8:6.

Præsterne skulle altså gennemgå denne proces, før de kunne indtage deres funktion. Det er sikkert også i det lys, vi skal se Johannes’ dåb af Yeshua, inden Hans tjeneste.

På Yom Kippur - årets helligste og mest frygtindgydende dag - ser vi ypperstepræsten bade sig i vand to gange - ikke p.gr.a. urenhed, men fordi han skulle tjene Gud på et højere plan - 3.Mosebog 16:4c,16:23-24.

Også manden, der slipper syndebukken løs, og ham, der brænder syndofrene uden for lejren, skal bades i vand - 3.Mosebog 16:26-28 - også det er henvisninger til dåb.

Bade hænder og fødder til tjeneste

Aron og hans sønner måtte vaske hænder og fødder i bronzebækkenet, før de kunne gøre tjeneste i Helligdommen - for at de ikke skulle dø foran Guds ansigt - 2.Mosebog 30:18-21

Også dette er et billede på dåb og renselse for at hæve graden af hellighed i tjenesten for Gud.

Samme princip ser vi, da Yeshua vasker disciplenes fødder - Johs. 13:4-9. De var allerede rene, fordi de var badet/renset/døbt i forvejen, men måtte alligevel have fødderne vasket for at have del i Messias og for at kunne tjene Ham. Håndvaskningen havde de sikkert foretaget under måltidet.

Arons sønner havde før indsættelsen gennemgået en dåb/Mikveh med hele kroppen, men måtte alligevel, før de kunne komme ind i Helligdommen bade hænder og fødder i Bronzebækkenet.

Andre former for renselse

Der er andre former for renselse, som i Judaismen har udviklet sig over tid. Af dette er det mest kendte vaskning af hænderne.

Vaskning af hænder

I 5.Mosebog 21:1-9 befaler Gud de ældste i en by, hvor der i byens område er fundet et dødt menneske uden spor af gerningsmanden, at vaske deres hænder over en dræbt kvie. Dette skulle sikre en renselse for uskyldigt udgydt blod, fordi hele byen havde pådraget sig skyld, da der ingen skyldig gerningsmand var fundet..

Vi ser samme koncept hos Pilatus, der vasker sine hænder i folkets påsyn for dermed at rense sig selv i forhold til korsfæstelsen af Yeshua.

I Judaismen udviklede vaskning af hænderne sig som en tradition, der drev det langt ud over, hvad Guds Torah tilsagde. Det skulle udføres i ganske bestemte situationer og i en ganske bestemt praksis, som endda nogle gange kunne tilsidesætte Torahens direkte ord, som vi ser Yeshua gøre opmærksom på i Markus 7.

Under alle omstændigheder ser vi i håndvaskningen en renselseshandling eller “dåbsspejling”.

Renselse af døde

Der var en tradition i visse kredse af Judaismen, for at døbe de døde som en forberedelse til opstandelsen. En praksis som blev strengt forbudt af mange rabbinere.

Vi ser måske et glimt af dette i 1.Kor 15:29, hvor Paulus taler om at lade sig døbe for døde. Hvad end hans holdning til traditionen var, så er argumentet under alle omstændigheder, at hvis man ikke tror på opstandelsen, så er det ligegyldigt med at lade sig døbe for de døde eller at døbe dem.

Vi har jo også en tradition for at vaske de døde og gøre dem i stand. Det bliver der sikkert ikke tænkt særligt meget over, men måske er det et rudiment fra denne gamle side af en dåbspraksis.

Opsummering

Dåben - en kendt praksis

Som evangelierne tydeligt lader skinne igennem var dåben en kendt praksis dengang. Ingen spurgte Johannes, hvad han lavede, da han forkyndte og praktiserede dåb i Jordanfloden. De Apostolske Skrifter var endnu ikke blevet skrevet, så forståelsen af dåben blev hentet fra Tanakh, og specielt fra Torahen.

Fra urenhed til renhed

Den grundlæggende forståelse af dåben ud fra Torahens forskellige renselsesforskrifter er, at det har at gøre med en forandring af menneskets status over for Gud. Renselserne har ikke noget med ydre renhed som sådan at gøre, men det markerer en forandring. Man går fra at være rituel uren til at være rituel ren. Man går fra at være lukket ude fra Guds manifesterede nærhed til at være egnet til at nærme sig Ham igen i templet. Ligeledes går man fra at være udelukket af menighedens fællesskab til at være optaget deri igen på lige fod med alle andre.

De to riger

Denne tilstand af urenhed kan mennesket forskyldt eller uforskyldt, naturligt eller unaturligt komme ind i, men uanset hvordan så opstår urenheden, fordi mennesket er kommet i berøring med syndens og dødens domæne - mørkets og de mørke kræfters territorie. Det er i denne forståelse, vi skal se Paulus’ bemærkninger om renselse i 2.Kor 6:14-7:1.

Renselserne tegner konturerne af to riger: På den ene side lysets, livets, retfærdighedens og hellighedens Rige, som er Guds, og på den anden side mørkets, syndens, dødens og urenhedens rige, som er satans rige.

Guds nåde og frelse

Gud giver renselsens og dåbens redskab til at komme ud af miseren, fra det ene rige til det andet - et udtryk for Guds nåde og frelse. Hans kærlighed driver Ham til at rense os, så Han kan have fællesskab med os.

Tjeneste

Oftest er renselse og dåb parret med offersystemet i templet - dåb og ofringer går hånd i hånd.

Administrationen heraf er som nævnt overladt præsterne - Cohanim.

For at kunne forvalte disse nådegaver, må de opnå en større grad af hellighed, som markeres ved dåb og renselse. Denne form har ikke udelukkende noget at gøre med med renhed og urenhed, som mange andre renselser har, men med tjeneste. Også her markerer dåben/renselsen en ændret status - en overgang til en “højere funktion” for Gud.

Dette sidste er et perspektiv som ikke ofte nævnes i den gængse kristne dåb, men Yeshuas vaskning af disciplenes fødder hentyder til det.

Desuden er dåb beregnet for disciple, som netop skal tjene. Forstået sådan er dåben en optagelse i og “opgradering” af tjenesten for Gud.

Set i det lys kan “discipeldåb” vel sagtens foretages flere gange i livet. Det må dog ikke tages overfladisk eller foretages ud fra følelser. Det er jo ikke os, der vælger at tjene, men Gud, der

vælger os til tjeneste, og hvordan Han vil, vi skal tjene Ham. Intet illustrere dette så tydeligt som det levitiske præsteskab.

Mikveh - grav og livmoder

Mikvehen bliver i Judaismen betraget som både en grav og en livmoder. Man kan ikke trække vejret under vand, hvilket symboliserer død og grav. Når man kommer op af vandet igen, er det liv af døde. Man kan ikke trække vejret i en livmoder. Der er man i en slags før-eksistens, hvor verden endnu ikke er til, hvor livet ikke er til i betydningen at trække vejret. Når barnet fødes, fødes det til liv ved at ånde selv. Det er nyt liv, som Yeshua belærte Nikodemus om.

Både grav og livmoder symbolisere ikke-liv, men samtidig signalere det opstandelsesliv af døde. Det er ikke svært at se, at dette også er tanken i dåben til Messias.

Hovedprincippet i renselsen og dåben i en Mikveh er altså: Fra død til liv.

I begyndelsen

I Edens Have

Renselse og dåb er et udtryk for Guds frelse og kærlighed, men som med evangeliet som helhed er det på en negativ baggrund. De gode nyheder opstår af de dårlige nyheder om fald, urenhed og fortabelse. At mennesket overhovedet kan komme ind i en tilstand af urenhed ved visse handlinger og levevis, forudsætter, at der er kommet en gennemgribende urenhed ind i verden og menneskets liv og sfære gennem synd og død. Det skete i Edens Have, da mennesket gennem mistillid og ulydighed brød med Gud.

Mennesket valgte døden ved at spise fra Kundskabens Træ i stedet for at vælge livet og spise af Livets Træ.

Konsekvensen blev død. Mennesket måtte dø (1.Mosebog 2:17). Gud lovede imidlertid, at dette ikke skulle blive enden på menneskets historie. Der ville komme en vending af situationen gennem et menneskes liv (3.Mosebog 3:15).

Døden for mennesket blev ikke dermed ophævet. Den dom stod fast; intet syndigt kan overleve. Men synden og døden skulle ikke få det sidste ord at skulle have sagt over mennesket, selv ikke over dets fatale valg og medfølgende brud med Gud.

Menneskets fald og Guds løfte om genoprettelse er den virkelighed både dåben/renselserne og ofringerne udspringer af. Det er den virkelighed, der gør dåben, offersystemet, tempelvæsenet nødvendig.

Vandfloden og dåb

Det kim mennesket havde plantet i verden gennem bruddet med Gud voksede sig større og større og stadigt mere grusomt. I Noas dage sendte Gud en syndflod for at gøre det af med ondskaben. Han åbnede Himlens sluser, så vandet over hvælvingen skyllede ned over jorden - 1.Mosebog 1:6-7; 7:11-12. Det var den første dåb i universet.

Peter siger, at vandfloden i Noas dage er et billede på den dåb, der nu frelser, ikke ved at fjerne udvortes snavs, men ved en god samvittighedspagt med Gud gennem Messias Yeshuas opstandelse (1.Peter 3:21).

Budskabet

Billedet er klart. Alt ondt og syndigt må dø. Det sker gennem vandet, som renser verden for ugudelighed, urenhed og uhellighed.

Men noget kommer frem igen: Livet spirer frem. Noa sender en due ud, der kommer tilbage med et friskt olivenblad i næbbet. Det er liv af døde, det er opstandelsens under for en verden, der gik til grunde.

Noa og hans familie blev beskyttet i arken. De “overlevede” døden og blev i sig selv et opstandelsessymbol.

Gud renser gennem vand og lader liv spirer frem på ny. Det er nåden symboliseret ved opstandelsesliv fra det døde.

Endetidens dåb med ild

Gud lover, at vandet aldrig vil drukne/døbe jorden igen på samme måde. Der vil dog komme en anden renselsesdåb over jorden - denne gang med ild på Herrens dag (2.Peter 3:10). Derudaf vil der komme en “opstandelse” af den ny himmel og jord.

De to renselser eller dåb med henholdsvis vand og ild går igen i Johannes’ dåb med vand og Yeshuas dåb med Helligåndens ild (Matt. 3:11-12; Lukas 12:49).

Israels dåb i ørkenen

Billedet fra vandfloden fortsætter efter Israels udvandring fra Egypten. Israel føres til det døde hav, hvor vandene skilles, så de kan kommer over på den anden side. Vandet med dets død skyller hen over det ugudelige Egypten og drukner al ugudeligt liv.

Denne handling kalder Paulus en dåb i vandet og i skyen - 1.Kor 10:1-2. Israel går gennem vandet (døden) fra verden/Egypten til nyt liv (opstandelse) i Det Forjættede Land, som er billedet på Guds Rige. Paulus’ ord om dåb i både hav og sky (Guds herlighed) minder os igen om dåb med vand og Ånd.

Døbt ind i Messias Yeshua

Dåben er som en diamant, man kan vende og dreje og finde nye vidunderlige sider af og beundre i Guds lys. Man bliver aldrig færdig med at beskrive den og begribe den. Dens betydning synes uudtømmelig.

Pagtsindgåelse

I skriften ser vi, at der er mindst 3 elementer ved indgåelsen af en pagt: Ofring, dåb/bad i vand og omskæring. Sådan var det under Sinajpagten, og sådan er det under Den Ny Pagt. Yeshua er vort offer, vort Korban, og Helligånden omskærer vort hjerte i Messias med kærlighed til Gud og lydighed mod Hans bud til følge. Vi foretager derfor dåben i Yeshuas navn, og indgår dermed på det grundlag i en pagt med Gud.

I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. (Kol 2:11-12)

Uden dåb/mikveh/renselse er pagtsindgåelsen ikke fuldbyrdet. Vi ser allerede dåben kædet sammen med pagten med menneskeheden gennem Noa efter syndfloden (1.Mosebog 9:9-17), hvor regnbuen er pagtstegnet.

Også de forskellige renselser i Torahen er et udtryk for pagten og pagtslivet med Gud, givet til hans pagtsfolk. På lignende måde ser vi i Den Ny Pagt ved Yeshuas blod, at dåb og pagt er knyttet sammen.

Vand og Helligånd

Yeshua siger, at den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds Rige (Johs 3:5). Johannes døbte med vand, mens Yeshua døber med Helligånden efter sin herliggørelse.

Johannes’ vanddåb var en omvendelsesdåb, som kan udføres af mennesker, når de ønsker det. Yeshuas dåb er genfødselens dåb, som mennesker ikke er herre over, men som kun Gud kan administrere. I Skriften ser vi eksempler på, at Gud både giver Helligånden, før vanddåben (ApG 10:44-48) og efter den (ApG 8:12-17; 19:1-7).

Hvorom alting er, så hører vanddåb og åndsdåb sammen. Begge er forordnet af Gud og kan ikke skilles ad. Det er sider af samme dåbssag.

Det er tydeligt, at Yeshua ser Johannes’ dåb som værende fra Himmelen (Matt. 21:25; Markus 11:30). Så både vanddåben og Åndens dåb begriber det samme og viser hen til den samme virkelighed. Mange steder i Skriften kan man faktisk ikke fastslå, om det, der skrives om, opnåes ved vanddåb eller åndsdåb. Det glider sammen.

Dåbsgaver

Der er mange ting og gode nyheder - dåbsgaver - der tilsiges os i dåben. Som sådan er dåben et fortættet ritual, der indeholder evangeliets forskellige sider.

Renselse for synd

Renselsestemaet i dåben ind i Yeshua er lige så fremtrædende som i Tanakh. Også her angår det renselse fra syndens og dødens område. Ananias siger til Paulus:

Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!‹ (ApG. 22:16)

Og Paulus taler om renselse og helligelse af den troende, for at denne skal blive fuldendt uden synd og mangler:

...for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri (Ef 5: 26-27)

En vigtig side af dåben er altså en renselse for synd, i betydningen det vi har gjort og gør forkert - altså det der har med vore gerninger (ord og handlinger) at gøre.

I Torahen som i de De Apostolske Skrifter går renselse i vand hånd i hånd med et Korban. I Torahen er det dyreblod, og i NT er det Yeshuas blod, der samvirker med renselsen i vand.

Dåb og tilgivelse

Efter Peters prædiken på Shavuot i Jerusalem efter Åndens udgydelse, spurgte folk om, hvad de skulle gøre:

Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.« Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: »Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!« De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. (ApG 2:38-41)

Man tilgives ikke blot i dåben, men man døbes ind i en vedvarende virkelighed af tilgivelse. Dåben er som altid ikke kun en begivenhed, men en indføring i en evig virkelighed. Dåbspagten er til syndernes forladelse, til et liv deri.

Når det siges, at dåben er i Yeshuas navn, så er det ind i Hans gerninger. Det vil sige, at Hans død og blod er virksomme i dåben, selvom Peter ikke specifikt nævner det her. Det er underforstået, da der ikke findes forsoning uden ved blod.

Dåb og frelse

Som i ovenstårende skriftsted hører dåb og frelse sammen. Ikke underligt da omvendelse og tilgivelse jo også hører sammen med frelse, hvilket netop begribes og fastholdes i dåben.

Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden (Titus 3:4-5).

Her ser vi også vanddåben og Åndens dåb ført sammen. Ånden er tilstede og giver vanddåben liv og betydning.

Yeshua selv nævner dåb og frelse i et åndedrag og siger utvetydigt, “at den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Markus 16:16a). Da vi ikke frelses ved de gerninger, vi i egen kraft kan udføre, kan selve dåbshandlingen eller ritualet heller ikke i sig selv frelse. Det, der frelser, er den virkelighed, der ligger gemt i dåben. Den virkelighed som knyttes til Yeshuas person og gerninger.

Her ser vi et tydeligt samarbejde mellem Gud og mennesker. I den sande og oprigtige dåb, går dette hånd i hånd. Mennesker rækker i dåben sig selv til Gud, og Gud svarer med frelsen.

Dette gør vanddåben ekstrem vigtigt. Noget vi ikke kan hverken tage let på eller undlade at gøre, hvis vi skal give os selv helhjertet til Gud.

Dåb og samvittighed

Dåben giver en god samvittighed. Peter taler om, at den er en god samvittigheds pagt med Gud ved Yeshuas opstandelse (1.Peter 3:21) og Hebræerbrevets forfatter fortsætter i samme spor:

Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. (Hebr. 10:22)

Oprigtighed og tro giver god samvittighed, fordi vi med den motivation går ind i dåbens univers. En god samvittighed giver frimodighed til at være i Guds nærhed.

Ordet “bestænket” er en illustrerende henvisning til Torahens renselsesritual i templet, både når det drejer sig om blod og om vand. F.eks. i renselsen efter berøring med lig (4.Mosebog 19:18-19).

En ren samvittighed har vi kun, når vi er rene og rensede for synd og død og for kontakt med det, der fører til synd og død. Det er dette, Hebræerbrevets forfatter havde i tankerne.

Dåbsmodtagelse

Gaver skal modtages helhjertet, med det rette motiv og i den rigtige forståelse, for at de kan blive til virkelig velsignelse og grundfæstelse. Det gælder også dåbens gaver.

Omvendelse

I lyset af evangeliernes tale om Johannes’ omvendelsesdåb og Peters ord (ApG 2:38-41) er det indlysende, at omvendelse spiller en afgørende rolle i dåben. Dåbens kraft ligger i omvendelse fra døde og onde gerninger til Den Levende Gud.

Dåben er en bekendelse af egen synd og syndighed og en erkendelse af behovet for renselse og tilgivelse. I den be- og erkendelse udstedes tilgivelsen, hvorefter vejen for Helligåndens fylde er banet.

Uden omvendelse er det omsonst at få sine syndere vasket af og finde tilgivelse. Det forbliver da kun overfladisk og forbigående. Omvendelsen må være alvorlig og helhjertet. Ellers udebliver kraften i tilgivelsen - ikke fra Guds side, men fra vores. Det bliver en kraft, der blot “slår smut” på vores liv. Jo dybere og mere radikal en omvendelse er, jo dybere og mere radikal vil tilgivelsen og renheden sætte sig spor i vore liv.

Som med tilgivelsen er også omvendelsen en vedvarende virkelighed i den døbtes liv. Vi døbes til at leve i en konstant omvendelse. Det betyder ikke en konstant selvransagelse, men en omvendelse når Guds ord og Ånd gør os opmærksomme på det. Og vi kan hvile i, at det vil Han gøre.

Omvendelse betyder heller ikke, at vi skal besejre det, vi skal omvende os fra. Det er, at vi kommer til Gud med det samme, når vi ser, der er noget i vore liv, der ikke stemmer overens med Guds ord og ikke harmonere med den Ånd, Han har givet os. Vi vender os om til Gud, og beder Ham hjælpe os. Vi vender om til Ham, så Han kan vende os rigtigt. Dybest set er omvendelse en gave fra Gud:

Lad mig vende om, så jeg vender om, for du er Herren min Gud. (Jer. 31:18b)

Omvendelsen er dybt forankret i Skriften som en grundforudsætning i menneskets forhold til sin Skaber siden syndefaldet. Derfor forstår Jødedommen også omvendelsen for fundamentet både for de forskellige renselsesformer og ofringer i templet.

Tager man ikke omvendelsen alvorligt, er der ingen grund til at blive døbt. Eller sagt på en anden måde, man skal have alvoren i omvendelsen med i sine tanker i dåben.

Tro og bekendelse

Et andet fundament i modtagelsen af dåben er troen på Yeshua som Messias og Guds søn. Peters prædiken Shavuot er et vidnesbyrd om Yeshua (ApG 2:14-36), og han slutter af med at fastslå:

Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.« (ApG 2:36).

Dette resulterede i den efterfølgende dåb. Men også andre steder bliver tro og vidnesbyrd kædet direkte sammen med dåben (bl.a. Markus 16:16a; ApG 18:8,19:4; Hebr. 6:1-2)

Det kunne synes at være en selvfølgelighed, at tro, bekendelse og dåb hører sammen. Men det er ikke en hvilken som helst tro og bekendelse, der hører til dåben. Det er af en ganske særlig art, nemlig at der kun findes et frelsernavn, Yeshua, som vi kan blive frelst ved, netop fordi han er Guds søn og at hele guddomsfylden bor i Ham. Derfor er troen og bekendelsen, at der kun er én dåb - alle andre dåb er udelukket. Eller sagt på en anden måde: Alle former for dåb kulminerer i Yeshuas navn og er sider af dåben i Hans navn.

Johannes kæder dåben sammen med det at kende og bekende Herren for Israel, at åbenbare Ham for Israel:

Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.« Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.« (Johs 1:31-34)

At blive døbt i Yeshuas navn er at sætte alt på ét bræt, fordi man bekender Ham som det, han er, Messias, Guds søn og Israels forløser, personlig frelser, fredsfyrste, opstandelsen og livet og ........

Enheden med Messias Yeshua

Dåben ind i Messias Yeshua er den mest radikale og vidunderligste side af dåben. Måske kan man sige, at med den dimension tændes alle andre sider af dåben. Det er indgangen, der giver liv til alt andet.

Dåben indeholder alle sider af Guds evangelium - og det evangelium findes i Messias Yeshua. Eller rettere sagt, så ER Han evangeliet. Når vi derfor ved dåben føres ind i Ham, så føres vi ind i alle aspekter af Guds evangelium.

Han ER renselse, tilgivelse, forsoning, omvendelse og troen

Han ER det gamle syndige livs undergang og det nye evige opstandelseslivs fremkomst

Vi får del i dette ved at være en del af Hans legeme. Vi kan blive podet ind i Ham, fordi Han blev en af os, da Han blev menneske. Vendingen “I Messias Yeshua” er et nøglebegreb i De Apostolske Skrifter. Det er den troendes stilling. For at være i Ham, må man komme ind i Ham. Dåben markerer denne bevægelse.

At blive døbt ind i Messias Yeshua er at træde ind i evangeliets univers.

At være døbt ind i Messias Yeshua er at forblive i det univers.

Rom 6:1-11 - Den radikale dåb

Hovedsagen her er, at vi bliver døbt ind i et livs- og skæbnefællesskab med Messias Yeshua. Vi bliver døbt ind i Hans personlige liv og historie, hvis hovedbegivenheder er Hans død og opstandelse. Hans død bliver vores død og Hans opstandelse bliver vores opstandelse.

I dåben går vores egen historie under, og vi dukker op af vandet til en ny historie: Messias Yeshuas. Vort eget liv bliver bragt til ophør, for at vi nu skal leve et nyt liv i Ham.

Edens Have

Dåben indebærer de begivenheder, der udspillede sig i Edens Have med Guds efterfølgende løfter. Den død, Gud havde forudsagt p.gr.a. synden, blev i yderste forståelse fuldbyrdet gennem Yeshuas død, og den forløsning, Gud havde lovet, blev ultimativt realiseret i Yeshuas opstandelse som en førstefrugt af den høst, der også indebærer vores egen personlige opstandelse.

Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.

Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til (1.Kor 15:20-23).

I dåben delagtiggøres vi i både forbandelsen og forløsningshistorie fra Edens Have.

Fortid, nutid og fremtid

I Dåben binder vi os fuldstændig til Herren og bliver ét med Ham.

Det, der skete med Ham, skete med mig (Rom 6:1-11). Da Han døde døde jeg, da Han opstod, opstod jeg åndeligt til nyt liv. Det er ikke luftig åndelighed, men en historisk kendsgerning. Helligånden vil indføre og manifestere dette i den døbtes liv, så den historiske kendsgerning, bliver en levet realitet her i livet.

Det, der nu sker med Ham i denne verden, sker med mig - Johs 15:18-21. Enheden er reel og erfarbar, såfremt vi lever den ud i tro. Som det går Yeshua i denne verden, hvordan Han betragtes, behandles og hvad der siges om Ham, sådan går det ethvert døbt og troende menneske, hvis det holder fast ved dåben og den virkelighed, den afspejler.

Det, der vil ske for Ham, vil ske for mig. Eller det, der sker og vil ske for mig er allerede sket i Ham:

Herliggøres med Ham: Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham (Rom 8:17)

Opstandelseslegeme som Ham: Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt (Fil 3:21)

Være konger med Ham: For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham; (2.Tim 2:11b-12a)

Åbenbares med Ham og blive som Ham: Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er (1.Johs 3:2)

I fortid, nutid og fremtid er vi ved dåben bundet til Ham, og vi ved således, hvad der vil ske os. Det er en dimension, der er hinsides tid og sted, fordi det er en dimension i Guds Rige.

Be- og erkendelse

I Dåben bekender jeg troen på:

Messias Yeshuas død, opstandelse, herliggørelse i himlen for min skyld.

Min egen deltagelse i disse historiske og åndelige kendsgerninger.

I dåben erkender jeg:

Nødvendigheden af hans offer, død og opstandelse for mig, og dermed at jeg er henvist til Guds nåde for at frelses.

At jeg er skyldig til døden. At Guds dødstraf over mig er fuldstændig retfærdig, både over mine gerninger og mit væsen - over det jeg gør og er. At jeg fortjener at dø.

I dåben proklamerer jeg og tilegner mig:

Guds nåde og frelse over mig som synder.

Dåb og dom

I dåben går man ind under Guds retfærdige dom over en, som er døden. Dom er derfor vejen ind i Messias Yeshua.

Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. (2.Kor 4:10-11).

Når vi hver dag ‘dør Herrens død’, betyder det, vi går ind under Hans dom og enerkender den, ‘for at Hans opstandelsesliv og frelse kan vise sig i os’. Det er den daglige virkelighed, dåben sigter imod.

Dåbsliv - livet i dåbens virkelighed

Dåben er en begivenhed og en virkelighed. Begivenheden markerer indgangen til dåbens virkelighed, som den døbte må leve sit liv på og ud fra. Dåben må “sætte sig igennem” i den døbtes liv. I den virkelighed finder livet sin mening og dybde.

Kol 3:1-17

I dåben blev vi oprejst med Messias og sat med Ham i det himmelske. Det er en sikker realitet, som sprænger tid og rum. Det er en realitet i Guds husholdning, som Han inviterer os til at tage del i og forstå os selv ud fra. Ikke fra et fatamorgana, men fra en historisk begivenhed, som udspillede sig i Yeshuas liv.

På baggrund af dåbens virkelighed om død og opstandelse formanes vi til at leve derefter: At lægge det gamle menneske væk og iføre os det nye. Iføre os vores nye historie.

Dette er jo en total umulig opgave, med mindre man da tror på dåbens realitet, at det er sandt, at vi er døde og oprejste med Herren.

Efter dåben må livet leves i dåbens lys, alt det dåben i fortættet form indebærer og hviler på.

Indvielsen

Dåben er en indvielse til et ganske bestemt liv. Mange vil vel gerne indvies til opstandelseslivet, det evige liv med Herren, men død går forud for opstandelse. Uden død ingen opstandelse, og det er dødsdelen, der er det svære her i livet.

Give afkald på alt sit eget - Lukas 14:25-35

I dåben siger vi nej til os selv og ja til Herren Yeshua. Vi giver afkald på at dyrke vort eget liv, forfølge egne ambitioner, realisere os selv.

Vi vinker farvel til al autonomi i vort liv, dvs. selvstyre, selvberoenhed, selvgyldighed. Vi giver afkald på egen vilje til fordel for Guds vilje.

Vi indvilger i, at Yeshua skal blive større og vigtige i vore liv end os selv. At Han fra nu af skal bestemme og herske i vore liv og over vore liv. Vort eget lader vi forblive i det vand, vi døbes i, og lader i stedet Ham få fuld råderet over os.

Vi overlader al ansvar til ham og erklærer os helt afhængige af Ham og finder vor hvile i den afhængighed.

Forløsningsprocessen

Ingen kan give afkald på forhånd af sig selv og opgive sig selv. Men i dåben indvilger vi i, at Herren må handle sådan i vore liv, at vi kommer til at slippe selvlivet og selvstændigheden i alle dets

afskygninger for at få hans liv.

Vi siger ja til en proces, hvor Ånden virker Yeshuas død og opstandelse ud i vore liv.

Vi siger ja til en bestemt opdragelse - 2.Kor 4:7-11..16-18

Her ser vi paradokset i den døbtes liv med sejr og nederlag, men med den endelige sejr for øje. Altid slås vi ned, men opstår alligevel og går ikke til grunde.

I dåben giver vi Gud tilladelse til at opdrage os efter et ganske specielt mønster og med et ganske specielt redskab: Yeshuas død og opstandelse - man kan sige ved korset.

Den døbte bør ikke have besvær med at se Guds hånd i hans eller hendes liv, eller være i vildrede med Guds behandling.

Der kan ikke herske usikkerhed om, hvad Gud mon vil med det, han lader os gå igennem. For Guds hånd slår ihjel og gør levende gennem hele livet, indtil alt vort eget er uden magt, og Hans herlighed manifesteret i og over os.

Helligånden bringer Yeshuas død ind i vore liv ved at lade os blive trængt, lade os mislykkes her i verden på forskellig måde, måske blive syge, blive afsløret og ydmyget. Alt dette er ekstrem smertefuldt.

Igennem dette råber vi efter Gud, fordi vi føler os forladt af Ham. I sådanne situaltioner må vi huske på, at Gud aldrig forlader det menneske, der har bundet sig til Ham. Han opdrager os kun.

Når vi læser Johs 15 om grenene og vintræet, så lyder det hele så godt, men i praksis er det smertefuldt. Ikke desto mindre er det den beskærering, vi siger ja til i dåben.

Vi skal igennem dette hele tiden have målet for øje: Opstandelselivet, det evige herlighedsliv hos Gud. Det er ikke for at pine os, Han virker sådan i vore liv. Det er for at vi skal arve hans Rige, men kød og blod kan ikke arve det. Derfor må vi gennemgå opdragelsen med korset.

Gud spørger om lov til at virke sådan. Det giver vi Ham i og med vores dåb.

Glæde og lidelsesfællesskab

Beskæringen af en selv, opgivelsen af autonomien og selvbestemmelsen, opdragelsen gennem trængslen, alt dette er for intet at regne mod den herlighed, der venter den, der har smagt, at Herren er god.

Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde! (fil. 3:7-11)

Den døbte ser sig ikke tilbage, men ser fremad mod herligheden. Ser ikke på det selv-liv, der går tabt, men på det opstandelsesliv, der vindes i dåben.

Både Peter og Paulus opfordrer mange gange de troende til at omfavne de trængsler og den modgang, der opdrager til hellighed og herlighed. det er dåb i daglig praksis.

Først og sidst er det kærlighed

Midt i al dåbslæren må det ikke glemmes, at det er kærligheden, der er den røde tråd i alt, der har med dåb at gøre.

Guds kærlighed

Det er Guds kærlighed, der tvinger Ham til at give os alt det, som dåben i en eneste begivenhed omkapsler og symboliserer. Død og opstandelse, stedfortrædende offer, renselse, tilgivelse, forsoning, evigt liv, herlighed - alt det som sikres os i enheden med Messias Yeshua og som giver os en dyb intimitet med vores Skaber.

Den kærlighed er en brudgoms kærlighed, altså det mest intime billede på kærlighed, som

mennesket kender. Dåben giver Gud sin brud, for at hun skal være fuldendt for Ham:

Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. (Ef. 5:25-27).

For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. (Ef 1:4)

Det dåben signalerer, foregriber og stiler efter vil blive opfyldt. Der vil komme et tidspunkt, hvor Herren ser på sin brud og med en inderlig kærlighed siger til hende:

Når dagen bliver sval og skyggerne lange, vil jeg gå til myrrabjerget, til røgelseshøjen.
Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig. (Højsangen 4:6-7 - se hele Højsangen).

Den indbyrdes kærlighed

Når vi døbes ind i Yeshua, bliver vi en del af Ham. Vi bliver lemmer på Hans legeme sammen med alle andre døbte:

For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. (1.Kor 12:12-13).

Dette skriftsted kommer midt i kapitel 12,13 og 14 i 1.Korinterbrev, som alt sammen har med den indbyrdes kærlighed og tjeneste blandt de troende at gøre.

Vi er døbte til en enhed med Yeshua OG til en enhed med alle andre troende, som skal være kendetegnet ved og behersket af Guds kærlighed. Det er tegnet på dåb og discipelskab.

Brudens kærlighed

Brudgommen har betalt for sin brud med sit eget liv. Med den handling frier brudgommen til sin brud, og spørger om hun vil være Hans for altid, om hun vil opgive alt sit eget og flytte ind til ham, ind i Hans historie og leve som Ham, adlyde Ham og være afhængig af Ham.

Prisen er, at hun må død med Ham for at kunne leve med Ham!

Hun må opgive alt for at vinde Ham. Hun må give sit liv til Ham, som Han har givet sit liv for hende. Hun må være villig til at gennemgå den renselsesproces og opdragelse, som skal til for at få del i Hans natur og hellighed.

Vil hun betale prisen - også selvom det bliver hen ad vejen - må hun vise det ved at blive døbt ind i Hans navn og få Hans Ånd i stedet.

Kun når kærligheden til brudgommen for alvor er vakt i bruden, er hun villig til at betale prisen. Kun kærligheden kan opbringe den fornødne udholdenhed og tåle den nødvendige smerte. Er den ikke til stede, falder hun fra. Det er måske derfor, at kærlighedssangen over alle andre gentagne gange siger:

Jeg besværger jer, Jerusalems døtre, ved gazellerne og ved hjortene på steppen: Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! (Højsangen 2:7, 3:5, 8:4)

Men er kærligheden vakt, da kan intet holde bruden tilbage fra at blive døbt!

*

Til yderligere studier henvises til Peggy Pryor: "The walk of Purity - a Study of Baptism".