Det at være discipel berører alle aspekter af troen og troslivet. Som sådan er det altomfavnende og maner til livslange studier og indlevelser. Det er umuligt til fulde at beskrive, hvad discipelskab er, men netop på grund af betydningen må det være vigtigt at holde fokus på det.

Hensigt

Forståelse - Som med så mange andre nøglebegreber i Skriften kan ord som “discipel” og “discipelskab” miste noget af sin oprindelig betydning ved gentagen læsning og brug. Langsomt sniger der sig andre med-betydninger ind i begreberne, som udvandes eller endog forandres. I de tilfælde må de genopdages eller støves af, så de fremstår så friske og radikale som første gang, de blev talt eller skrevet. På den måde øges forståelsen af det at være discipel.

Kaldelse - Discipelskab forudsætter et kald. Troende må føle en stærk dragning til det at være en sand efterfølger af Messias. For den kaldede synes der næsten ingen vej udenom efterfølgelsen uanset omkostningerne.

Indvielse - Der må en afgørelse til om at ville være en discipel, som efterfølges af en indvielse. Den er ikke en engangsforeteelse, men en daglig og livslang bekræftelse.

Formål - Formålet med overhovedet at tale om discipelskab er at blive discipel og skabe disciple, ikke bare at vide noget om, hvad det vil sige at være det.

Oplevelsen af at være discipel

Skriften giver en beskrivelse af, hvordan det kan gå en discipel, nemlig som hans mester. Vi kan også læse om, hvordan det faktisk gik nogle af dem. Alligevel siges der måske ikke så meget om, hvordan det opleves at være discipel. Hvilke indre følelser havde disciplene, og hvilke tanker gjorde de sig? Når de havde en uvurderlig skat i troen og deres hjerter, var de så altid ovenpå, urokkelige og ligevægtige og altid sikre i deres livsvandring?

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikkeOplevelsen i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop - 2.Kor 4:7-11

..men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult - 2.Kor 6:4-5

Oplevelsen af at være discipel er altså modsætningsfyldt. Det er ikke at føle sig urørlig, sejrrig og stærk, men det er svaghed OG styrke, mislykkethed OG frugtbarhed. Det er at have noget dyrebart i et liv, som hvert øjeblik truer med at gå i stykker. Følelsen af nederlag, modgang, utilstrækkelighed er en del af oplevelsen ved at være discipel. Sejren er ikke at være fri for det, men at erkende, at man ikke går til grunde og igen og igen bliver reddet, når alt synes tabt.

Vi skal ikke fortvivle over vore oplevelser af at være mislykket og lade det bedømme karakteren af vort personlige discipelskab. Vi skal heller ikke blive stolte, når oplevelsen af at være discipel beruser os.

Der er nogle indledende øvelser og overvejelser, der må foretages, for at livsløbet som discipel får de bedste forudsætninger.

Grupperne omkring Messias Yeshua

Mange forskellige mennesker var og er omkring Messias Yeshua af mange forskellige årsager, motiveret af mange forskellige impulser og formål. Dog kan man vel med god ret opregne nogle gennemgående grupperinger.

I evangelierne kan vi øjne fire grupper af mennesker omkring Messias Yeshua. De samme fire grupper eksisterer idag:

De ligegyldige

Det er dem evangeliet og Herren ikke gør nogen nævneværdig indtryk på. De er indifferente. Måske har de på et tidspunkt fået en mærkbar berøring af Gud, som fik dem til at standse op og følge Ham lidt ad vejen, men efter nogen tid faldt de tilbage til den vante tankegang og levevis. Denne gruppe er klart den største og mest uinteresserede og derfor også mest uinteressant, hvilket måske er årsagen til, at gruppen ikke får nogen nævneværdig opmærksomhed i Skriften.

Modstanderne

De direkte modstandere af Herren og evangeliet er der måske ikke så mange af hverken dengang eller idag, men de har en ikke ubetydelig rolle i Skriften. De synes interesserede og stiller mange spørgsmål, men hovedsageligt for at “bevise” Yeshuas fejlagtighed og evangeliets utilstrækkelighed.

Tilhængerne

Disse udgør en meget stor gruppe, sandsynligvis den største gruppe i Kirken dengang og nu. De er “fans” af Messias Yeshua og følger Ham begejstret og ønsker ikke at leve et liv uden Ham. Men de er ubestandige. Trofastheden rækker kun i medgangstider. Når der kommer modstand i deres liv, og det ikke former sig, som de ønsker det, trækker de sig tilbage i skuffelse og let fornærmelse. Men så snart vindene vender igen, er de tilbage i folden.

Disciplene

Dette er den klart mindste gruppe. De er helhjertede med Herren og for evangeliet uanset, hvordan det går dem, og hvordan de har det. De tåler middagsheden og nattekulden. De har set, hvad prisen for discipelskabet er og er villig til at betale den, fordi de også har set, hvad lønnen er for dem, der holder ud. For dem er perlen fundet og sagen afgjort.

Studere og bedømme prisen

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? - Lukas 14:28

Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig....”. - Matt 16:24

Messias opfordrer alle, der ønsker at være Hans disciple, til at studere discipelskabet med dets betingelser og forudsætninger og bedømme, om det er noget, der personligt kan gennemføres, før han eller hun påtager sig det.

Årsagen er den simple, at det kræver alt at være Yeshuas discipel. Egentlig er der ikke så meget at udregne, for prisen er ALT, det drejer sig mere om, hvorvidt man ønsker at betale prisen.

Mange læser måske betingelserne som en hyperbole og derfor som en slags poetisk retorik, men der er intet, der tyder på, at Yeshua ikke mener det bogstaveligt.

Prisen

Prisen er opgivelse af selv-livet, egne tankegange, levevis, ambitioner, begæringer, dagsordner, venner, omgangskreds, karriere, fritid. Det er kort sagt ens hele liv, der går fra at være ens egen anliggende til at tilhøre en anden: Messias Yeshua.

Betalingen

Betalingen sker ikke på forhånd som en engangsbetaling. Mens kontrakten indgåes på forhånd, så følger betalingen dagligt, efterhånden som den afkræves når discipelskabets proces skrider frem. Går betalingen i stå, går discipelskabet også i stå.

Skatten

Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den - Matt. 13:44-46

Hvordan kan det være, at nogle vælger discipelskabet, mens andre ikke gør? Er dem, der vælger det, mere hårdhudede og disciplinerede og har større kraft til at bære byrderne?

Nej, nøglen til discipelskabet ligger ikke hos disciplenes personlighed, evner eller naturlige forudsætninger. Den ligger i åbenbaringen af, hvad der ligger for enden af vejen. Belønningen er perlen, som er set og fundet og derfor anses for så dyrebar, at selv den højeste pris er ufattelig lav, fordi den slet ikke står mål med udkommet.

Med andre ord: Dem, der går discipelvejen, har smagt en kærlighed af en ganske bestemt udsøgt karat. Kærlighed er selve discipelskabets fundament!

Kende Guds naglemærkede kærlighed

Det er ikke smagen af en overfladisk følelsesmæssig kærlighed fra Gud, der gør mennesker til disciple. Det er derimod smagen af en vedvarende trofast kærlighed, der er villig til at gå i døden for dem, den retter sig imod. Sådan er Guds kærlighed.

Kærlighed gennem døden

Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. - 1.Johs 4:8-10

Den dybeste kærlighed er en altopofrende kærlighed, som den Gud viste ved at ofre sin egen søn, og den Yeshua viste ved at ofre sig selv for os.

Sand kærlighed er defineret ved at den er stærkere end døden på to måder:

Døden kan ikke forskrække den elskende. For Ham er det værre at se en anden gå til grunde, end selv at gå i døden. Grusommere at se en anden lide end selv at lide.

Døden kan ikke holde kærligheden nede i graven. Den rene kærlighed er opstandelsesliv. Det er evigt liv, som døden kan bide i hælen, men ikke besejre.

Adam og Eva kendte den ikke

Egentlig ved vi uendeligt lidt om Adam og Evas samliv med Gud før, de syndede, men vi forestiller os det vel noget nært som fuldkomment. Man kan spørge sig selv, hvor fuldkomment det var, når syndens mulighed hele tiden som en usynlig skygge var til stede i Edens Have.

Adam og Ava må have kendt Guds kærlighed og Hans vidunderlige nærvær på en for os endnu ikke erfaret måde. Men kendte de Guds kærlighed, som vi kan kende den idag, eller dybden af den? Det gjorde de vel egentlig ikke, da de ikke kendte den kærlighed, som var villig til at gå i døden for dem. Døden fandtes ikke, og Guds kærlighed kunne ikke manifestere sig som den kærlighed, der elsker til og gennem døden. Var der en mangel i forholdet mellem Gud og Adam og Eva før syndefaldet? ville Gud, at de skulle kende denne den afgørende dybde i Hans kærlighed?

Før verdens skabelse

I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt - 1.Peter 1:18-20a

Før verden blev skabt, var menneskets synd foregrebet og offeret til forløsningen bestemt! Et ufatteligt udsagn.

Når synden og døden hører sammen, kan man næsten være på nippet til at tro, at Gud iscenesatte synden for derigennem at kunne godtgøre for mennesket, hvor meget han elskede det - nemlig lige indtil døden, som Han gennem sin Søn var villig til at gå igennem for os.

Selvom dette måske ville være at gå for langt, så er det uomtvisteligt, at Gud er så suveræn, at Han kan bruge Sin modstander, Satan, og synden til at fremme Sit eget formål. Det kan vi se i Jobs liv, men allermest tydeligt i Messias Yeshuas død og opstandelse. Ved at foranledige drabet på arvingen, troede Satan, han fik verden til evig arv og eje, men faktisk gjorde hans egen ondskab det af med ham selv, for det, der skulle have været hans triumf, blev hans endeligt.

Naglemærket for evigt

Hvordan det end hænger sammen, må vi konkluderer, at det altid har været Guds mening, at vi skulle kende dybden af Hans kærlighed, som gik gennem død til evigt liv. At det forholder sig sådan kan ses af, at Herrens naglemærker ikke forsvandt i opstandelsen. Han viste Thomas og de øvrige disciple naglemærkerne, der vidnede om Hans kærlighed. Han vil engang snart vise Israel de samme naglemærker, så også de kan kende den evige og ufattelige kærlighed (Zak. 12:10).

Disse naglemærker vil vi utvivlsomt kunne se hver dag i den kommende verden til et evigt vidnesbyrd om Hans kærlighed.

At se de samme naglemærker i Ånden er begyndelsen til al sand discipeltjeneste. det var det for de første disciple, og det er det for os idag. Det er den naglemærkede kærlighed disciple lever på og af!

Sand discipelskab er derfor hverken svært eller dyrekøbt. Den er naturlig og enkel.

Alle ting virker for kærligheden

Gud tillader onde ting i vore liv. Gennem dem kan vi lære Hans evige kærlighed at kende, fordi den triumferer over ondskaben. Derfor virker alt til gode for Messias Yeshuas disciple, som har fået øje på naglemærkerne.

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« - Matt 28:18-20.

Udover selv at skulle være disciple, får disciple den opgave at hjælpe andre ind i discipellivet. Det er derfor nødvendigt at vide noget om, hvad det vil sige at være discipel. Målet er at blive bedre og mere hengivne disciple, og samtidig blive bedre til at udføre befalingen om at gøre andre til disciple!

Lærlinge under uddannelse og opdragelse

At være en discipel betyder at være under oplæring og uddannelse. Som Yeshuas elever opdrages og uddannes vi til at være som Ham, dvs. som Guds søn eller datter!

Ved Guds enbårne søn skal der blive mange sønner og døtre. Uddannelse varer hele livet og afsluttes først, når vi er som Guds søn. Det sker, når Han kommer i herlighed:

Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. - 1.Johs 3:1-3

Vi starter med at være det, som vi uddannes til, nemlig Guds børn. Den nåde får vi ikke først, når vi har gjort os fortjent til den eller kan leve op til den, men ved starten af discipelskabet, når vi tager imod Guds søn. Derfor slår Johannes fast, at vi ER Guds børn og at det er en stor kærlighed, Gud viser os ved at gøre os til Hans børn, selvom vi endnu ikke lever op til det.

Alene håbet om at blive som Guds eneste syndfrie søn renser os her og nu i al vor kommen til kort som Guds børn.

Ingen af os er udlært. Vi er alle på vej. Ingen kan derfor herske over andre, men vi kan hjælpe hinanden på vejen.

Før noget andet

En discipel er et Guds barn før nogen anden identitet på arbejdspladsen, i hjemmet etc. Det første en discipel skal bade sig i er Guds kærlighed til ham eller hende som et Guds barn - og forblive deri hele tiden. Før noget andet er vi elsket.

Nogle af fagene og lønnen

Lønnen for at have gennemgået uddannelsen som Guds børn, er naturligvis arven. Vi arver som disciple Guds Rige og Hans herlighed.

Da Guds Rige er retfærdighed, fred, kærlighed, glæde, hellighed - Guds karakter - så er dette også fag vi undervises i og gerne skal gøre fremskridt i dag for dag.

Discipeluddannelse er karakterdannelse. Mens vi forfriskes i “højlandet” en gang imellem, så dannes karakteren i “lavlandet”, når modgangen melder sig.

Mesteren står for uddannelsen

Når vi allerede - hvis vi da er sande disciple - ved uddannelsens begyndelse får eksamenspapirerne, er det fordi, alt afhænger af læreren og ikke eleven. Gud er så sikker på den mester, Han sætter til at uddanne os, at eksamen allerede er bestået.

Der er kun én lærer, Guds søn, og Hans undervisning er ikke en fjernundervisning, men sker ved, at Han gør sig til ét med os i alle livets aspekter. Derfor er et ubrudt livsfællesskab med Ham - i medgang og modgang - helt afgørende for forløbet.

Disciple er altså helt afhængig af mesteren, hvilket betyder, at de skal blive mindre, mens Han skal blive større. “Johannesøvelsen” er en del af prisen for en discipel.

Som mester således også elev

En discipel kaldes til at efterligne sin mester, at være som Ham og leve som Ham. Som Yeshuas disciple skal vi være som Ham i denne verden og må påregne, at som det gik Ham, går det os. Det skal vi hilse velkommen, da det viser ligheden med Ham.

Disciple udgør legemet

Guds ord kalder konstant disciplene for et legeme med Messias Yeshua som hoved, altså livskilde og Herre.

For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. - Rom 12:4-5

I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. - 1.Kor 12:27

Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer - Ef. 4:25

For vi er lemmer på hans legeme - Ef. 5:30

Dette billede signalerer livsfællesskab mellem hovedet og lemmerne og mellem lemmerne indbyrdes bygget på kærlighed:

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.« - Johs 13:34-35.

Det lader os forstå, at den indbyrdes kærlighed er en kærlighed, der BEHØVES tilfredsstillet, og som længes efter fællesskabet - et helt nødvendigt livsfællesskab:

Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. - Fil 1:8.

Jeg håber nemlig at få jer at se på gennemrejse og blive hjulpet videre derhen af jer, når jeg først i nogen måde har fået stillet min længsel efter jer. - Rom 15:24

Behovet

Alle ved, at disciple har behov et ubrudt fællesskab med hovedet, Messias Yeshua, for at kunne blive opdraget til at være som Ham.

Også hovedet har brug for legemet for at kunne fungere - og vel at mærke lemmer, der har fysisk samvær med hinanden i indbyrdes velvilje og godhed.

Det er måske knapt så erkendt, at disciple har ligeså meget brug for hinanden, som lemmerne på et legeme har brug for hinanden. Men disciplene i Apostlenes Gerninger forstod tydeligvis dette til fulde - ApG 2:42-47.

Det var ikke nøden, men behovet, der drev dem sammen. Det, der adskiller discipellivet i Apostlenes Gerninger fra idag, er tiden:

Summen af den tid, der tilbringes sammen - i kærlighed og gensidig opbygning.

Hvad den tid bruges til - at udbrede discipellivet til andre - en tabt vision?

Lemmerne idag er ikke sammen i større udstrækning, fordi vi måske ikke ved i hvor høj grad, vi har brug for hinanden for at kunne leve som sande disciple.

Legemet er blevet en teologisk størrelse snarere end et konkret fysisk fællesskab og nærvær, som det var engang.

Føde og åndedræt i de helliges fællesskab

Disciple er klar over, at de har behov for den føde og næring, der gives i fællesskabet gennem forkyndelse, undervisning, lovsang, bønner, Åndens gaver etc. Disse mere eller mindre erfarbare elementer er uundværlige for et sundt åndeligt liv i hverdagen.

Men fællesskabet er mere end det. Det er et åndedræt. Her trækker vi vejret på en måde, vi ikke kan alene. Selv når vi er i et “kedeligt” discipelfællesskab, som ikke synes af noget særligt, så får vi noget ekstra alligevel. Der er noget mere end os og det, vi finder på og foretager os - DER ER HERREN! DET ER ÅNDEN!

Derfor kan vi få noget uanset hvad - såfremt den rette kærlighedsånd er til stede, og såfremt vi selv møder op med den rette modtagelige ånd for “dette ekstra”.

Er den det, erfarer vi, at 2 + 2 = 5.

Mange disciple lider under det manglende samvær, ganske enkelt fordi de ikke “får ilt” nok, fordi åndedrættet gennem fællesskabet ikke værdsættes eller udøves. Men få ved, at det er det, der er i vejen med deres åndelige liv.

Måtte Herren gøre os klart, hvor meget vi har brug for hinanden.

De tre søjler

Fra discipelbefalingen (Matt. 28:10-20) kan vi se, at discipellivet hviler på 3 søjler. Den første er, at Messias Yeshua har al magt i himlen og på jorden. Den anden er dåb. Den tredje er lydighed mod Hans ord.

De tre grundvolde virker ind i hinanden og afhænger af hinanden!

Messias Yeshua har al magt

Som disciple lever vi ud af den erkendelse, at magten er hos den mester, der opøver os. Vi følger altså Yeshua, fordi Han har magten, og vi vælger at underordne os den magt og de præmisser, den udøves på.

Kendetegnet er TRO og har med ABRAHAM at gøre - Troen på Herrens magt. Man kan sige, at første grundvold er Abrahams grundvold. Abraham troede netop på Guds magt. Han troede på, at Gud - stik mod det naturlige - kunne give ham et afkom og senere endda oprejse dette afkom fra de døde - Rom 4:18-22; Hebr. 11:19.

Disciple døbes som indgang til discipellivet

Dette er et ritual, men slutter ikke der. Det vigtige er den realitet, som ritualet viser hen til, ikke så meget ritualets udførelse og tidspunkt.

Dåbens kendetegn er FORANDRING af disciplens liv og karakter. Det gamle liv bukker under og et nyt fremkommer. Ingen forbindes vel så meget som forandring som JAKOB, der gennem et helt livs discipelskab måtte opleve så megen død og opstandelse. Det anskueliggøres i kampen med Guds engel - 1.Mosebog 32:25-32.

Disciple adlyder deres mester

Det trejde kendetegn er LYDIGHED. Det er tydeligt i Matthæusevangeliet, at Yeshua lærer Torah. Det at følge Torahen er en grundvold i discipellivet. Men det er en Torahlydighed, som Yeshua fortolker og levede den, ikke som mennesker forstår den!

ISAK er indbegrebet af lydighed. Han efterlignede sin far Abraham. Hvor Abraham levede og gik, levede og gik Isak. Han gik uden at kny med til Moriah for at blive ofret. Han gravede også Abrahams gamle brønde frem i stedet for at grave sine egne - 1.Mosebog 26:15-18.

Realisering

De tre dimensioner i discipellivet er ikke blot teologi. Det må realiseres, så der er fremgang på alle områder.

Guds ord fortæller os om det, Helligånden vil virke, og som vi skal indrette os efter.

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple..” - Matt 28:18b-19a

Hvem har magten? Det er universets store spørgsmål. Det er spørgsmålet i politik, på arbejdspladsen, og overalt hvor mennesker er sammen. Menneskelivet er fuld af magtkampe, fordi der er en universel magtkamp i gang, hvor Gud udfordres af Hans modstander, der ønsker at bestemme.

For Disciple er spørgsmålet afblæst. Gud har afgjort det. Magten er givet til Hans søn. Den magt vil Han beholde, indtil Gud får alle fjender lagt under Hans fødder. Når det er sket, vil Sønnen selv underlægge sig Faderen, så Gud kan være alt i alle - 1.Kor 15: 24-28

Magten og modstanderne

Herrens magt er total. Den dækker alle områder, både livet og døden. Derfor kan vi få hjælp af Ham i alle ting! Men af samme grund er der heller intet område, Guds modstander ikke vil angribe. Så krigen er på alle felter for Yeshua og Hans disciple.

Skabermagten

I Yeshuas liv og gerning på jorden er det enkelt at få øje på, at Han har magten alle ting! Han helbreder alle fysiske sygdomme, selv døden er Han Herre over. Han er Herre i det åndelige, driver dæmoner ud og udøver sin magt uden besvær over Satan selv. Han befaler over naturen (storm og sø), og skaber ting ud af intet (brødene).

Kort sagt er Messias Yeshuas magt “skabermagten” eller “almagten”. Da al ting er blevet skabt ved Ham (Kol 1:15-16), er Hans magt og herredømme ubegrænset. Derfor kan vi komme til Ham med alle ting og få hjælp til alle ting!

Der kun er én Gud og kun én skaberkraft! Alt hvad der har liv - og det der ikke har liv - er frembragt og oppebåret af Gud.

Han er i hvert eneste åndedræt!

Herren er involveret i alle processer i hver eneste celle i hver eneste organisme!

Han er kraften i hver tanke og følelse - også dem, som er under kødets, verdens og Satans herredømme!

Der er ingen anden Gud! - Esajas 41-53 - Es 45:5-8

Det skulle indgive os Gudsfrygt. Ingen kan flygte fra Ham, ingen tanke, følelse og handling er Ham fremmed (Sl 149).

Vi må bringe alt ind under Hans herredømme, fordi alt er oppebåret af Hans magt. Al åndelige kamp foregår i spændingen mellem magten/kraften og så herredømmet. Yeshua har magten og kraften, men alligevel ser vi ikke alt underlagt Ham (Hebr. 2:8), hverken i verden eller i os, Hans disciple. Det anfægter imidlertid ikke, at Han har al magt i himlen og på jorden.

Hans magt kan til enhver til knuse alle andre herredømmer og vil gøre det. Men Han ønsker alle sine egne trukket ud af disse herredømmer, før de ødelægges.

Modstandere

Guds modstander har ingen skabermagt! Han kan kun bruge (misbruge) Guds kraft, men han bliver aldrig uafhængig af skaberkraften. Den kraft kan til enhver tid gøre det af med satan, magter og myndigheder.

Det herredømme og misbrug af Guds magt, som Guds modstander betjener sig af, agerede Yeshua indenfor og vandt tilbage i sit jordeliv og ved sin død og opstandelse.

Fælles for alle Guds fjender er, at de vil have - og har desperat brug for - Guds kraft og magt, men ikke Hans herredømme!:

Satan og hans disciple af magter og myndigheder søger at blive forvaltere af Guds kraft, så de får æren. De tilbyder mennesker religiøse øvelser, trolddomskunster, besværgelser, ritualer, for at kunne styre skaberkraften efter egne ønsker.

Det gælder verden og dens institutioner, som vil godhedens kraft, men ikke dens præmisser.

Det gælder vort eget kød, som gerne vil have Guds kærlighed og Åndens kraft, men være herre over den og kunne styre den efter egne ønsker.

Fordi kødet, verden og Guds fjender fra Ham får kraften til deres oprør mod Ham, er de/vi så ynkelige. Intet kan man uden Gud - end ikke gøre oprør imod Ham.

Det er hovmod at bryste sig over noget, som tilkommer en anden. Derfor er mennesket kun støv og afguderne for intet at regne.

Til sidst

Det var spørgsmålet om Yeshuas magt, der førte til Herodes’ børnemord, til korsfæstelsen og til forfølgelsen af disciplene. Det er også det spørgsmål, der vil udløse endetidens trængsler og forfølgelser.

De fleste mennesker ved ikke, at der foregår en magtkamp, de selv er aktører i. En magtkamp, som egentlig ikke er nogen magtkamp, da en sådan forudsætter en vis ligelighed. Men denne magtkamp er for længst afgjort. Vi venter kun på dens manifestation og synliggørelse. Det sker, når Herren kommer i MAGT og herlighed:

Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed - Matt. 24:30

Imens

Mens vi venter på “til sidst” er der et “imens”. Det vi foretager os i mellemtiden, mens vi venter på den endelige magtovertagelse.

Råbet - I Yeshuas ord (Matt. 28:18-20) hører vi råbet til mennesker om at blive disciple og underlægge sig Ham, inden magten manifesteres. Derfor er en discipels første øvelse, at underkaste sig Messias Yeshua, give Ham bestemmelsesretten.

Disciple skal fra da af, begynde at frigøre sig for alt andet, der står Messias Yeshuas magt og herredømme imod. Det gælder det åndelige og det synlige.

Kaldet - Derefter er det en disciples kald, at forkynde Herrens magt til andre og derved hjælpe andre ind i discipellivet - 1.Peter 2:4-10

Kaldet kan vi udføre ufarligt ved at forkynde en delvis og udefinerlig åndelig magt, som gælder noget evigt, men ikke det timelige. Eller vi kan udføre kaldet modigt og risikabelt ved at forkynde Herrens totalmagt både i denne og den kommende verden. Herrens magt er ikke underlagt menneskelig forordning, regering eller resolution.

Gud er også Gud for det fysiske og historien. En konsekvens af, at dette ikke fastholdes, er, at de nationale og politiske løfter til Israel udraderes. Yeshuas rige er ikke af dette verdenssystem, men Han er konge over både det fysiske, nationale og historiske.

Magtudøvelsen

Den, der har magten, bestemmer også, hvordan den skal forvaltes, udøves og administreres. Det er en del af efterfølgelsens vilkår. Som Yeshuas disciple skal vi både være enige med Ham i målet - hvor vi skal hen - og enige med Ham i vejen derhen - hvordan vi kommer til målet.

Vejen til målet

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« - Matt 11:1-6

Den sidste sætning synes lidt “udenfor”, men er vigtig. For Johannes syntes alt måske tabt. Han havde sat hele sit liv ind på at bane vejen for Messias, være Hans discipel og skabe disciple til Ham, fordi han i Messias så den store forløser og befrier. Og så befandt han sig fanget og fængslet, uden at der tilsyneladende var sket noget afgørende.

For Johannes og for os som disciple lurer faren for forargelse over Herrens metode og veje altid. Vi har gjort, som han sagde, vi har håbet og troet, men ingenting sker tilsyneladende. Vi har syntes, Han for sit eget navns skyld må handle i bestemte situationer. Vi har bedt om helbredelse, som han sagde og troet det, og intet sker. Vi har set andre blive velsignet, mens vi selv kæmper. Eksemplerne kan være endeløse.

Da må vi igen huske på, hvem der har magten og dermed retten til at udøve den, som Han finder bedst. Både magtens og herredømmets virke, og tiden for dens virke, er Hans sag. Hviler vi i det, finder vi freden i Hans ufejlbarlige veje.

Den uddelegerede magt

Magthaveren kan uddelegere sin magt, som Han finder bedst. En vigtig opøvelse i at komme under Herrens herredømme er at kunne indordne sig under andre mennesker. Kan man ikke det, kan man sandsynligvis heller ikke underordne sig Herren selv. Det er som med kærligheden. Kan man ikke elske den, man kan se, kan man heller ikke elske Gud, som man ikke kan se (1.Johs 4:20b).

Det begynder med lydighed mod forældrene over den gensidige underordnelse i ægteskabet (Ef. 5:21) og fortsætter til fællesskabet (1. Peter 5:5; Hebr. 13:17), hvor disciplene må underordne sig lederne. Den, der får en udøvende magt fra Herren, må så administrere den som Herren selv, dvs som hyrde (1.Peter 5:2-4).

Det kan være en særdeles brydsom affære at skulle underordne sig fejlbarlige mennesker, og mange troende falder ud af discipelskabet alene på det område. Men det er en disciples uomgængelige opøvelse i at være under Guds direkte herredømme.

Hans magt og vor magtesløshed

Disciple finder deres trøst, glæde og fred i, at magten og herredømmet er Messias Yeshuas. Det er selve discipellivets puls og den eneste magt, vi bygger vort liv på. Vi må grunde over dette og tage det ind i troen. Det er en discipels bærende tanke:

I alle ting

I bøn - Vi beder fordi, han har magten til at ændre tingenes tilstand, vore liv og omstændigheder - og fordi vi ikke selv kan.

I venten - Vi venter tålmodigt på, at Han skal opfylde alle løfterne, fordi vi ikke selv kan gøre noget ved det. Også at Han vil bevare os og gøre os lydefri i kærlighed.

I dagligdagen - Uanset hvad vi møder i livet, så er der ikke en situation, Han ikke er Herre over. I stedet for at fortvivle og søge udveje og menneskeråd, så kan vi sukke, se op og vide, at Herren er netop denne situations mester.

I løsningerne - Når vi har et problem, kan vi komme til Ham og overlade løsningen til Ham i stedet for at afsøge andre metoder.

I forholdet til andre - Opfører andre sig ikke rigtigt eller synder, går vi først til Ham, som kan gøre noget ved det - i stedet for at prøve at forandre dem eller kritisere dem. Det ville jo sluttelig være en kritik af Ham, som har magten.

I forhold til os selv - Når vi kommer til kort som disciple, så går vi til ham, som har magten til at gøre noget ved det i stedet for at fortvivle, eller desperat søge at forandre os selv. Vi må lade Ham, som kan, stå for vor uddannelse, helliggørelse og kærlighed, og komme til Ham med sagen.

I vort forhold til Herren - Det er Ham, der har fundet os, og vil udvikle vort forhold til sig. Kommer vi blot til Ham med det i oprigtighed, så vil Han gribe ind til rette tid.

I vort blik - Vi må konstant bevare vort blik på Ham og ikke se på verden, os selv eller andre. Det er kun Ham, der har magten i himlen og på jorden, der kan gøre noget ved noget som helst. At tabe blikket fra Ham er fortabelse.

Magtesløshed

Det er et fantastisk evangelium, at Messias Yeshua har magten i himlen og på jorden, og at vi kan komme til Ham med alle ting.

Forhindringen er bare den, at vi selv gerne vil ordne tingene og have magten til at kunne forandre både ting og personer. Vi søger vore løsninger i vor egen eller andres styrke, evner og metoder.

....men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. - 2.Kor. 12:9

For at Herrens magt kan vise sig i vore liv, må vi selv være foruden magt. Det er i magtesløsheden, at vi genskaber forbindelsen til Yeshuas magt og vilje.

Som disciple er vi sat til at være vidner om Herrens Guddomsmagt:

Ved at vort liv i sig selv er et vidnesbyrd om, at han har herredømmet over os og i os.

Ved med ord at fortælle om Hans magt til dom og frelse

Ved at praktisere Hans magt i Hans navn.

Disciples liv må udspringe af Herrens magt og herredømme. Det er nøglen til at gøre de samme gerninger som Herren, til at praktisere det, Han befalede sine disciple, nemlig at lægge hænderne på syge og drive dæmoner ud etc.

Problemet er, at vi søger at gøre det igennem vor egen tro, ord, de rigtige måder og bønner - kort sagt på en religiøs måde - og ikke i magtesløshed!

For at kunne bede i tro, må vi tro Herrens magt og vilje, samtidig med at vi må være overbeviste om vor egen afmagt. Enten er vor tro fyldt med os selv, hvilket ikke udretter noget, eller den er fyldt af Herren, og det udretter alt.

Vi kan ikke gøre os selv magtesløse! Det fungerer heller ikke i et væk at HÆVDE eller SPILLE, at vi er magtesløse, og at vi intet kan gøre af os selv. Sandheden er, at hvis vi har magt, så vil vi først bruge denne magt, uanset om vi siger, vi gør det eller det i Yeshuas navn. Vor magt er direkte forbundet med træet til kundskab om godt og ondt. Derfor må den behandles. Den må væk, slides op og nedbrydes.

Virkeligheden er den, at Gud må GØRE os magtesløse, før Hans magt kan udspilles i og gennem os. Her er det korset og dåben kommer ind i billedet.

Når vores magtesløshed møder Herrens magt fødes det intime forhold til Faderen.

.....idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, (Matt. 28:19b)

Dåben er en nødvendig rituel handling og indgangen til discipellivet. Men netop kun begyndelsen. Fortsættelsen er en disciplinering og indførelse i den virkelighed, dåben viser hen til. Discipellivet er et “dåbsliv”.

Dåben har mange ansigter og dimensioner, som i Skriften er vævet sammen i et sindrigt mønster (se “Mikveh - Dåb”).

Dåben er første og fremmest en indpodning i Messias Yeshua, i Hans liv, historie, væsen og gerninger. Og discipellivet er en livslang tilegnelse af dette.

Korset

Med “korset” menes Herrens død, opstandelse og himmelfærd - Rom 6:3-7; Kol 2:11-12. Det er den bevægelse Gud foretager i Sin Søn, som både udtrykker dom, frelse og forvandling. Det er ikke et redskab af træ, men en himmelsk virkelighed. Dåb og kors hører sammen - og begge er langt mere end ritual og symbol.

Dommen over mig

Yeshuas død og opstandelse er Guds dom over verden, synden og kødet (Rom 8:3). I min dåb går jeg ind under den dom, fælder den over mig selv og bevidner dermed, at Yeshuas død for mig er nødvendig og min død med Ham retfærdig. Jeg bekender, at jeg fortjener at dø. Det gør jeg for ikke at skulle dømmes engang, før jeg har modtaget tilgivelsen.

Dette punkt er ufravigelig og centralt for en discipel. Det meddeles os tydeligt i Torahens offersystem og rækker helt tilbage til Edens Have, hvor fristeren netop forsøgte at udviske det: “Vist skal I ikke dø” (1.MB 3:4). Denne sætning har han så siden gentaget utallige gange gennem mange munde og religøse systemer. Vel ved alle mennesker, at de skal dø, men ikke at det er en dom fra Gud over os og vort liv.

Korset er en forargelse, fordi den repræsenterer dom. Dette aspekt af dåben og korset bliver mere og mere utydelig, efterhånden som endetiden nærmer sig. Dommen bliver adskildt fra kærligheden med logikken om, at når Gud elsker os, skal vi ikke dømmes og dø. Men for en discipel kan Guds kærlighed aldrig skilles fra korset. Det er et af punkterne, der skiller den falske og sande lære fra hinanden.

Frelsen til mig

Dom og frelse hører sammen i Skriften, og intet sted er dette så tydeligt som i Herrens død og opstandelse. Vi er tilgivet og frelste ved Yeshuas død, opstandelse og himmelfart. Som vi kommer op af dåbsvandet, kommer vi i Hans opstandelse op til et nyt retfærdigt liv sammen med Ham.

Frelsen er indhyllet i dommen og udfolder sig først i den.

Dåben, Korset og magten

For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesyn - Johs 5:26-27.

..for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde - ApG 17:31

At Herren har magten i Himlen og på jorden betyder, Han har magt til at frelse og lade gå fortabt. Det ligger i den Guddomsmagt, vi skal forkynde.

Den magt brugte Han først og fremmest til at dø for os og gennem den død tage magten over os ved at tage os med i døden og opstandelsen. Herren vinder os for sin magt over os ved at dø for os: Kærlighedens magt.

Den magt brugte han også til at afvæbne Satan magt over os ved den samme død og den samme opstandelse - Hebr. 2:14-15; Kol 2:14-15; 1.Johs 3:8.

Dåben er således nært forbundet til den sandhed, at Herren har magten i himlen og på jorden.

Ligedannelse med Herren

Gal 3:27; 3:10-11

Dåben er en indgang til en ligedannelse med Herren Yeshua i alle livets aspekter, en ligedannelse som varer hele livet. I dåben erklæres Han som vores standard. Det er ikke om vort liv er rimeligt eller ej, om det går os godt eller ej, men alene om Ham som vort liv. Torahen er heller ikke som sådan vores standard, den er en hjælp og tilrettevisning på, hvordan Guds søn skal være og blive vor standard.

Døbes ind i navnet

At blive døbt ind i Hans navn er at komme i familie med Ham og smelte sammen med Ham, så vi nu bærer Hans navn, med alt hvad et navn indebærer af væsen og gerninger. Herefter er vi ikke længere alene, men bragt ind i et fællesskab symboliseret ved et navn. Ved det navn og i kraft af den navn skal vi leve. Vi er ved dåben adopteret ind i Guds familie både af navn og gavn.

Samme skæbne og historie

Vi døbes ind i en skæbne og historie, hvor vores egen skæbne og historie følger med som en underordnet del. Vores egen historie fortabes mere og mere i Yeshuas historie som Guds Søn. Det er identifikationen med Hans historie, der forløser os (Kol 3:1-3).

Samme karakter

Som med vores historie og skæbne smelter sammen med Ham, smelter vores karakter også sammen med Hans og forløses mere og mere i fællesskabet med Hans navn.

Ligedannelsens vej

Dåben med dets forbindelse til korset afslører ligedannelsens vej, den bevægelse gennem hvilken den sker - Fil 2:1-11.

Som døbte disciple må vi tåle og gennemgå det samme som Ham, vi er døbte til at tilhøre. Bevægelsen går fra noget før vandet/døden gennem intet i vandet/døden til alt efter vandet/døden.

Men forud for denne identifikation med Yeshua går Hans identifikation med os. Han gik med os i vor retfærdige dom ind i vores retfærdige død til nyt liv i Ham. Han forlader os stadig ikke, men bliver hos den alvorligt døbte discipel: “Og se jeg er med jer indtil verdens ende”.

Ligedannelsen går gennem nederlag til sejr! Og uden accepten af nederlaget, smager vi aldrig sejren, dvs. Hans sejr for os og ikke vor egen stoltheds sejr.

Dåben og Helligånden

ApG 2:37-39

Overalt i ApG. ser vi Helligåndens gave forbundet med dåben og med det liv, dåben vidner om. Den gives både før og efter selve ritualet.

Helligånden gives efter tro på evangeliet, omvendelse til Guds dom og frelse og syndsforladelse ved Messias’ blod.

Når dette er fuldbragt, giver Gud hellere end gerne Helligånden (Lukas 11). Derved etableres en frelsende og personlige relation mellem Gud og den døbte discipel.

Det nye menneske

Hermed står det også klart, at Ånden som gave ikke gives til det gamle uomvendte urene menneske, men alene til det nye menneske, som er renset ved troen på blodet og født ved Ånden, og som lever og ernæres ved den samme Ånd. Derfor ligger Ånden i strid med vort kød. De to er uforenelige.

Det forvandlede menneske

Ånden udvirker forvandlingen af det nye menneske, indtil det kan stå foran Skaberen uden fejl og lyde og fuldendt i kærlighed.

Det er vigtigt at fastholde, at Ånden IKKE gives til selv-udvikling, men til selv-afvikling, hvilket er Messias Yeshuas vej og historie som Guds søn. Det kan være vanskeligt at se forskel på i praksis, men der er netop “verden” til forskel.

Det er forskellen mellem egen kraft og kærlighed og så Åndens kraft og kærlighed.

Det er forskellen mellem selvtillid og tillid til Gud.

Det er forskellen mellem selvstændighed på den ene side og magtesløshed i og afhængighed af Herren på den anden.

Jakob ville have Guds sande velsignelse. Det fik han ved et slag, der lammede ham. Således blev han afhængig af Gud, og Guds magt kunne udspilles gennem hans magtesløshed.

Jakob ville have velsignelsen fra Gud, fordi han var bange for omstændighederne (Esau). Han ønskede forvandling af omstændighederne, men Gud begyndte med at forvandle Jakob ved slaget.

Jakobs Gud vil behandle os som Jakob - ikke ved at forandre vore omstændigheder, men ved at forandre os. Det kan betyde lammelse.

Åndens gave og fylde

Disciplene i ApG besad en Åndens fylde af kærlighed og styrke, som vi mangler idag.

Uden Guds Ånd er alt umuligt. Vi trænger til Åndens gave og fylde i større målestok. Der er en åndelig fattigdom idag, og det forværres hele tiden. Verden bliver fattigere og fattigere åndeligt set, og kirken går mere og mere på kompromis med Guds ord.

Vi har brug for Helligånden mere end nogen sinde. Vi kan ikke leve fællesskabslivet ud uden en større fylde, ikke vidne om evangeliet og Herren Yeshua uden Ånden. Vi har brug for Ham til at elske og leve i kærligheden og demonstrere Hans magt.

Som disciple må vi søge denne Åndens gave og fylde langt mere intenst - og vi må samtidig gøre os klart, hvorfor Gud giver os Ånden, og på hvilke præmisser Guds Ånd virker i vore liv.

Åndens fylde og gave gives KUN, hvis vi er villige til at bære vort kors dagligt og fornægte vort selvliv. Det er discipeldåbens virkelighed, som disciplene viser os så tydeligt i Apostlenes Gerninger. Dåbens vej er Åndens vej.

Helligånden virker for at nedbryde alt det døde i os - alt det der er af os selv - for at genopbygge os i Guds kraft og kærlighed. Først vort nederlag så Guds sejr, først vor mislykkethed så Guds succes. Der er ingen vej udenom for en discipel.

Hvor er det godt og velsignet at mærke den kærlighed, fred og glæde, der toner frem ovenpå ens egen mislykkethed og nederlag. Hvilket dyb af frihed!

......og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. (Matt. 28: 20a).

Lydighed er indlysende nok noget elementært for en discipel, som forventes at ville leve som hans eller hendes mester, og gøre som denne siger. Ellers kan man vel næppe kaldes en discipel.

Lydighed har med herredømme at gøre. Messias Yeshua har magten i himlen og på jorden, og hvis den magt skal være over Hans disciple, må de adlyde og følge Ham. Ellers vil de være udenfor Hans vejledning og frelse, og Hans magt kan kun udøves som dom. Gud udøver sin kærlighedsmagt gennem sine bud og anråber menneskene om at forblive indenfor den magt.

Scenen

Matthæus Evangeliet er måske det mest “hebraiske” af de fire evangelier, og mange mener, at der foreligger et hebraisk manuskript, som den græske tekst er en oversættelse af. Og ser man på Matthæus’ fremstillingsmåde lidt på afstand, opdager man hurtigt nogle klare linjer til Tanakh, navnlig Torahen.

En profet som Moses

Hele scenen omkring discipelbefalingen ligner tydeligvis scenen fra 5.Mosebog. Ligesom Moses holdt en afskedstale til folket med budskabet om, at hvis Israel ville adlyde Herrens bud, så ville Herren være med dem altid, således giver Messias det samme budskab med det samme løfte. Eneste forskel er, at Moses lover, Gud vil være med Israel, mens Yeshua selv påtager sig løftet. Derved gør Messias sig til ét med Faderen og signalerer tillige, at Han er større end Moses.

Han bekender sig tillige, underforstået, som den profet, som skulle komme -

5. Mosebog 19:15-19.

Torahen

Med scenen in mente har vi en indikation på, hvad det er, Yeshua ønsker, Hans disciple skal adlyde, nemlig Guds bud, Torahen.

Pointen understreges yderlige af, at den vigtigste og mest omfattende lære, Yeshua giver i Matthæus Evangeliet er “Bjergprædikenen” (Kap. 5-7). Her underviser Yeshua direkte i og fra Torahen. Som Moses kom ned fra et bjerg (Sinaj) med Torahen, giver Yeshua undervisningen på et bjerg.

Præsteskabet

Disciple skal lære andre mennesker at være disciple og at adlyde Guds ord, hvilket egentlig er en præstegerning. Præsterne skulle lære folket Torah og lære dem at skille rent fra urent (3. Mosebog 10:10-11; 5. Mosebog 33:10; Ez. 22:26; 44:23).

Dette går hånd i hånd med dåbsbefalingen som den akt, der skiller det gamle menneske fra det ny og kødet fra Ånden. Det skal følges op af belæring om forskellen mellem, hvad der hører verden og kødet til, og hvad der hører Ånden og Guds Rige til.

Læreren

 Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Johs 1:16-18).

Nåden og sandheden

Moses gav folket Guds bud og løfter (Torahen), men han kunne ikke få det til at følge budene eller tro på løfterne. Den egenskab har alene Guds søn. Han kan for det første fortolke Torahen rigtigt, for det andet kan kun Han leve den rigtigt ud, og for det tredje kan han udvirke den påkrævede tro og lydighed hos sine disciple.

På en måde går læreren ind mellem disciplene og læren, fordi læreren (Yeshua) ER læren (Torahen): Ordet der blev kød. Vi skal derfor knyttes alene til Guds søn og gennem Ham til Torahen. Går vi udenom, falder vi ud af nåden og sandheden!

Vi kan i discipelbefalingen se konturerne af den nye pagt, hvor Torahen skrives i hjerterne, fordi vi gennem dåben/korset er skilt fra kødet, der kun kan have strid med Guds ånd og Torah (Rom. 8:1-9).

En discipels Torahlydighed er altså ikke en lydighed efter rabbinsk eller andre menneskers fortolkninger og ej heller i egen kraft, men alene en lydighed i Yeshuas mund og liv og i Åndens kraft og kærlighed.

Herredømmet

Torahen er Guds redskab til at bringe alle dele af vort liv ind under Yeshuas herredømme.

Vi kan dog på et udvendigt plan godt leve efter Torahen uden at være under Yeshuas herredømme. Men vi kan ikke på det indre plan - intimiteten med Herren - leve efter Torahen uden at være under Yeshuas herredømme.

Yeshuas herredømme over os vil til sidst bøje os ind under Torahen i Hans kærlighed til os og i vores kærlighed til Ham.

Hemmeligheden

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

Yeshuas disciples hemmelighed er, at de har en indvendig læremester, der ved sin Ånd kan forvandle sine disciple til at ligne Ham i alle ting, i tro, lydighed og væsen. Det er dåbens discipel-lære. - Kol 1:26-28; 1. Johs 4:4

Lydighed

Af Yeshuas discipelbefaling ser vi, at en discipels lydighed skal læres. Hvordan skal vi da selv lære og lære andre lydighed? Verden lærer mest ved at true med pisk eller lokke med gulerod. Lydighed forbindes altså med trusler og fristelser.

I Skriften forbindes lydighed med kærlighed og hellighed og Gudsfrygt. For at lydigheden kan have Guds velbehag, må den bæres af kærlighed og hellighed. Vi kan derfor være forvisset om, at det netop er, hvad Helligånden arbejder med i os.

Lydighed og hellighed

Rom 6: 12-19

I dåben overgår vi fra at tilhøre os selv og verden til at tilhører Messias Yeshua. Vi går fra ét ejerskab til et andet, hvis formål vi nu sættes til side for. En sådan helligelse er en proces, som skabes gennem lydighed mod Gud bud, så helliggørelsen sker gennem lydiggørelsen. I dåben gøres vi frie af alt andet og bindes til Herren og i lydigheden forstærkes båndet.

I discipelbefalingen kan vi se nøjagtig samme bevægelse som i Israels frelseshistorie. Herren tog Israel til sig og befriede dem fra Egypten ved sin magt (“Mig er givet al magt...), førte dem gennem Havet, som er en dåb i dom og frelse (“idet I døber dem...) til Sinaj, hvor de fik Torahen, så de kunne lære at være Guds hellige folk (“..og lærer dem at holde...”).

Vi bliver ikke Guds børn og Guds ejendom gennem lydighed, men som Guds børn skal vi lære lydighed mod Hans bud, fordi vi som Hans børn skal være hellig som Han er hellig. Processens faser ses i Israels historie såvel som i discipelbefalingen.

Gudsfrygt kommer af at erfare og forstå Guds hellighed, og at Han kalder os til at være hellige som Ham. Den Gudsfrygt løfter os ud af trivialiteten og ind i Hans nærhed.

Lydighed og kærlighed

5. Mosebog 10:12-11:1; Matthæus 22:34-40

Kærlighed uden lydighed vil fordufte og forsvinde i troløshed. Lydighed uden trofast kærlighed er en kold og udvendig rutine, som måske endda kan ligge som en mur mellem Gud og mennesket.lars

Intimitet

Gud ER kærlighed, og kærlighed er forbundet med intimt fællesskab. Deraf ved vi, at Gud ønsker intimitet med os. At sige Gud er kærlighed og samtidig langt væk er en uovervindelig modsætning. Han kan være skjult p.gr.a. vor synd, som ville få Hans kærlighed til at slå ud i vrede. Men Han overvinder netop vor synd ved dåbens virkelighed, for at vi kan have et intimt kærlighedsfællesskab med Ham.

Vi må først smage Guds kærlighed og til stadighed søge den, leve af den og næres af den. Jo mere vi mættes af Guds kærlighed jo mere vil vi være i stand til at vise trofast kærlighed til Gud og næsten, som Torahen foreskriver.

Når vores kærlighed svigter i ulydighed, er løsningen ikke at prøve hårdere, men at søge Guds kærlighed og mættes af den. Kun Hans kærlighed kan fremme lydigheden hos os og tilfredsstille Ham. Svigter vi, må vi tilbage og lytte til budskabet om Hans kærlighed i stedet for at føle os fordømte. Det må vi lære dem, vi vil gøre til disciple.

Lydighed giver ikke intim fællesskab med Gud, men den beskytter og styrker den intimitet, Gud i forvejen har etableret med os. Vi må derfor ikke begå den fejl, at vi springer ud af intimiteten med Herren, for at komme ind i den igen ad lydighedens vej. Vi skal derimod sammen med Helligånden udvikle lydigheden i det intime kærlighedsfællesskab med Gud og hinanden. Det er discipelvejen.

Offer

Er vi druknet i Guds kærlighed, fordi vi har set og modtaget den i offeret af Hans Søn, så vil lydigheden mod Hans bud ikke være forbundet med pligt, men med hengivenhed (1.Johs 5:2-3). Eller sagt på en anden måde: Kun i det omfang vi har smagt den naglemærkede kærlighed, vil vi være i stand til at adlyde Herren.

Lydighed er gladeligt at ofre sit eget liv af kærlighed. I meget af Torahen, må vi gå imod os selv, mod vor egen natur og tilbøjeligheder. Lydighed er derfor et offer. Gud byder os i sit ord ofte noget, som vi ikke forstår. Broen derfra og til lydighed er trofast kærlighed til vor egen død - vel at mærke først og fremmest Hans, dernæst vores.

Kærlighed versus begær

Guds rige er drevet af kærlighed, mens verden er drevet af begær. Torahens positive bud er at elske Gud og sin næste, og dens negative bud er, at man ikke må begære (Rom 7:7). En discipel har korsfæstet kødet med dets begæringer, fordi denne verdens begær går til grunde, mens Guds Rige består.

I Rom 7:7 sammenfatter Paulus Torahen i ‘ikke at begære’ i det hele taget. Ordet kan også betyde simpelthen ‘at ønske’. Det at ønske er forbundet med at ville opnå noget, eje noget, man ikke har. Dette bud stiller os foran en frygtindgydende Gud, men også en Gud, der er kærlighed. Gud vil i sin kærlighed skænke os alt, vi har brug for. Vi behøver ikke ønske noget, men kan overlade til Ham at give os det, som Han i sin kærlighed ser, vi har brug for. Tror vi på Ham og Hans kærlighed, er alt opfyldt, og det vi måtte mangle, vil Han så rigeligt give os.

Den, der lever i begær, er aldrig tilfreds, fordi begærets iboende natur aldrig kan tilfredsstilles, eller i det mindste kun for en kort stund.

Den discipel, der lever i Guds kærlighed, vil altid være tilfreds. Han eller hun har fundet perlen. Det er discipel-læren, vi skal bringe videre.

I Torahens påbud om at bære tzizit (kvaster) på tøjet kan man se dens skelnen mellem begær og kærlighed (4.Mosebog 15:38-41). Tzizit er en påmindelse om ikke at gå efter ens egne begær og ønsker (det hjertet og øjnene tragter efter), men efter Guds Lov, som er kærlighedens Lov, og som lærer os at elske Gud og næsten.

Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. (Matt. 28:20b)

Nærvær og fællesskab

Messias Yeshua lover sine disciple nærvær og fællesskab alle dage. Forholdet bygger på gensidig lyst og trang til at være sammen: Mesteren med sine disciple og disciplene med Mesteren OG andre disciple. Karakteren af fællsskabets afspejles i dåbens virkelighed. En discipels kæreste eje er fællesskabet med Herren.

Forudsætning og frugt

Løftet er både en nødvendig forudsætning for discipellivet, da disciple netop lever med deres mester for at lære af Ham, og en frugt deraf, da fællesskabet til stadighed styrkes, når der gøres femskridt i discipellivet. Uden fællesskab skabes ingen disciple, og uden fremgang i discipellivet sker ingen fremgang i fællesskabet.

Målet

I discipellivet arbejdes der for en stykelse af intimiteten og kærligheden med Herren, en styrkelse af disciplenes indbyrdes intimitet og kærlighed og en udbygning af discipelkredsen.

Målet er den endelige forening med Herren ved Hans komme i herlighed, når bryllupsfesten holdes. Bryllupsbilledet viser netop kærlighedsfællesskabet per se. Derfor er den kommende verden målet og ankeret for en discipels liv, og blikket er altid rettet mod den. Disciple bærer til stadighed endetiden som et vidnesbyrd i sig.

Skabe disciple

Hvordan løser vi opgaven med at skabe flere disciple til Herren? Hvordan gør vi det i praksis ud over at lede andre ind i kontakt med Herren, da fællesskabet med Ham som nævnt er discipellivets hjerteslag?

Bønnen

Vi får ingen opgave fra Herren, som Han ikke ønsker at bære hovedansvaret for og hovedbyrden af! Derfor må vi først arbejde med Ham i bøn. Han er den, der gennem sin Ånd og kærlighed kan skabe disciple. Vi assisterer Ham og vidner for Ham om det. Så først må vi give alt tilbage til Ham i bøn uden at flygte fra vort ansvar i det, men netop ved at tage vor del af opgaven alvorligt.

Gennem den oprigtige bøn ledes vi i opgaven og erhverver os indsigt i det fællesskab, der tales om.

Indsigt

Gennem Bibelstudier og -læsning må vi erhverve os indsigt i, hvad det vil sige at være en discipel, så vi ikke forfalder til at fundere vort eget og andres discipelliv på egne tanker og ideer. I denne gennemgang har vi set de tre søjler i discipelbefalingen:

Messias Yeshuas magt

Dåbens og korsets virkelighed

Lydigheden mod Guds Torah, bud og løfter.

De 3 områder

Disse tre områder må vi fordybe os i, fordi det er det, vort liv skal være et vidnesbyrd om, og det vi skal lære videre til andre. Disse tre dimensioner hænger uløseligt sammen, og selvom de hver for sig og sammen rummer dybe hemmeligheder, så er det overskueligt og enkelt altid at have dem for øje.

De 3 områder er centreret om Yeshua. I det første ser vi den “universelle Yeshua”, der har magten over universet og skabningen, i det andet ser vi den “eksistentielle Yeshua”, der er blevet ét med sine disciple, blevet deres virkelighed og eksistens, og i det tredje ser vi den “nationale Yeshua”, Israels Konge, der genopretter Israel og Torahen.

Yeshua er én. Derfor udgør også de 3 områder et sammenhængende hele.

Hans disciple

Først og fremmest må vi da altid huske, at stræbe efter selv at være og hjælpe andre til at være disciple af Messias Yeshua. Det kan lyde banalt, men er alligevel den hyppigste fejltagelse, der ubevidst gøres. Vi kan med tiden umærkeligt komme til at skabe disciple af os selv, vores menighed og/eller af vores lære og kirkeretning.

Vi skal ikke skabe kloner, tilhængere eller rygklappere af os selv og vores menighed og menighedsform, men alene af Yeshua. Det er Ham, vi skal ligne. Det er Ham, der skal bo i dem, vi bringer til Ham - ikke os!

Vi skal tegne et så nøjagtigt portræt af Ham som muligt ud fra Skriften. Fremdrage alle de funktioner, roller og opgaver Han har ifølge både GT og NT og fastholde alt det, vi er overbevidste om. Men vi skal altid gøre det i den ydmyge erkendelse at ingen - absolut ingen - discipel kender Herren endnu, som vi bør kende Ham, og at vi alle er på vej - 1.Johs 3:1-3; Ef 4:10-16; 1.Kor 8:2-3

Den dag en discipel ikke længere ser sig selv som en fejlbarlig discipel, der har langt igen, eller bare begynder at se sig selv som mere discipel og mere udlært end andre, da holder han eller hun op med at være en discipel af Messias Yeshua og begynder at skabe sig disciple af sig selv.

Vi hjælper andre i discipelskabet, men er ikke herre over dem - Rom 14:1-4

Eksemplet

Den vel mest effektive måde at gøre andre til disciple ligger i eksemplets magt. Ved selv at stræbe efter at være en sand discipel, vil man være et ordløst forbillede for andre. Man vil skabe disciple af Messias Yeshua uden at vide af det, og mange gange uden at vide hvem, man har indflydelse på.

Vi øver indflydelse på alle, vi kommer i berøring med. Vort liv viser uden ord hen på noget andet. Vi skal sørge for, at det viser hen på vores mester.

Den bedste måde at hjælpe andre til en levende forbindelse med Herren er ved selv at have et rent fællesskab med Ham uden skygger.

Hvis vi beder, når vi møder et behov, eller er i knibe - os selv eller andre - så demonstrerer vi dermed aller tydeligst, at Messias Yeshua har magten. Hvis vi griber til andet først, demonstrerer vi, at det er “dette andet” eller andre, der har magten.

Når vi sætter os selv til side for at “den indre Messias” kan komme til, så demonstrerer vi, at vor dåb ind i Ham er en realitet, og at Han er vort liv nu.

Når vi stilfærdigt følger Guds Torah, vidner vi om den del af discipelskabet. Det er langt mere “slagfærdigt” end mange endeløse og hovedløse diskussioner.

Den ekstra mil

Det kan ofte blive nødvendigt at gå en ekstra mil eller to med andre for at gøre dem til disciple. Nogle kommer hurtigt efter det, mens andre har et længere og mere besværligt løb. Viljen til at gå den ekstra mil må være båret af tålmodighed og kærlighed. Den ekstra mil kan være:

Gentagelser af undervisning, råd og vejledning, som tilsyneladende ikke bliver fulgt, eller som kun langsomt bliver forstået.

Det ekstra samvær med nye disciple, som har svært ved sociale relationer, selvom det ikke er givende for en selv. Gud vil også bruge sådanne mennesker til at rette os til.

Det kan være at måtte udholde nogle syndige træk hos nye disciple, eller at skulle høre på noget, som ikke ligefrem er opbyggeligt.

Den ekstra mil kan være mange ting, og man må i hvert enkelt tilfælde vurdere hvor langt, man skal gå. Man kan gå for langt og dermed bekræfte noget negativt hos andre. Man må vurdere, om det tjener det rette formål.

De helliges fællesskab

Guds specielle værksted, hvor der skabes disciple, er “de helliges fællesskab”, eller menigheden. Den indbyrdes relation og kærlighed her viser karakteren af discipellivet.

Trofastheden overfor fællesskabet skal afspejle Guds trofasthed. Kærligheden til hinanden afspejle Guds kærlighed. Forpligtelsen overfor fællesskabet afspejle Guds forpligtigelse overfor Hans disciple.

Hvis andre ser, at de ikke kan stole på eller egentlig regne med os, hvordan skal de så kunne få den tanke, at de kan regne med Gud?

Den første menighed

Vi har et forbillede i den første menighed, som vi kan lære af ved at tage de principper, de levede efter, ind i vores fællesskab i vores sociale og historiske virkelighed.

En del af dette er den gensidige underordnelse. På den måde afspejles Guds magt og magtfordeling. Kan man ikke underordne sig brødre og søstre og en ledelse i menigheden, kan man heller ikke underordne sig Gud. Og dette aspekt begynder med at ære og adlyde ens forældre. Omvendt skal lederne være tjenere for dem, de leder - ikke tyraner og herre.

Ét nyt menneske

Disciple skal lære at indgå i et forpligtigede fællesskab, et legeme, en enhed. For at denne enhed kan fungere, må Israel have en plads. Det nye menneske består af jøder og hedninger. Mangler en af delene, mangler helheden. Der er kun et halv legeme.

Et andet aspekt i enhedstanken er Torahen. Den er givet som regulering og udforming af et kollektivt fællesskab. Som disciple kan vi ikke leve efter Torahen alene.

Den naglemærkede kærlighed

Først og sidste drejer det sig om at leve af den naglemærkede kærlighed, der vises os i evangeliet - og lade os fylde så meget af den, at den flyder over til andre.

Den kærlighed kan ikke undgå at skabe disciple.