Bruden, Lammets hustru

Kerem Shalom

- en messiansk menighed i Aarhus

Bruden, Lammets hustru

- og Hans brud har gjort sig rede

 

Først og sidst

 

Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg. - Es 46:10

 

I løbet vi har foran os, i vandringen med Herren, må vi have målet for øje, for at gøre skridtene både faste og besindige. Det er muligt, fordi Gud fra begyndelsen har forkyndt slutningen.

Slutningen og konklusionen på det hele og det, der leder op dertil, finder vi i Åbenbaringsbogen. Her finder vi det fuldt udfoldet, som er antydet i begyndelsen. Uden Åbenbaringsbogen ville vi ikke præcist vide, hvor vi er på vej hen, og hvad meningen med det hele er, men med den er Guds plan fuldbragt.

 

Der er fire kapitler i Bibelen, hvor scenariet ikke er betinget af synden og dens konsekvenser. Det er de to første og de to sidste. Derfor siger netop disse to kapitler noget om Guds evige hensigter med mennesket.

 

Slutningen

I Åb. 21:1-22:5 beskrives den ny himmel og jord efter at synd, død, satan, antimessias, den falske profet og alle Guds modstandere er kastet i ildsøen. Den ny himmel og jord kommer først, når alt, der kan føre til frafald og oprør mod Gud, er fjernet. Derefter er det ikke muligt at forvilde sig væk fra Gud og fællesskabet med Ham.

 

I den nye himmel og jord findes Det Ny Jerusalem, som beskrives som en by. Det er dog ikke en sædvanlig by, for den består af alle troende til alle tider og kaldes en brud, der er smykket og gjort klar til sin brudgom (ÅB. 21:2). Det er nærmere betegnet Lammets brud og hustru (Åb 21:9).

Parallelt hermed er de troende sammen med Lammet en bolig for Gud (Åb 21:3), hvorfor der ikke er et tempel i byen, som ellers er Guds sædvanlige bolig i Skriften (Åb 21:22).

 

Målet, alle troende således stævner imod, er at være hustru for Guds Søn og bolig for Faderen. Ægteskabt signalerer kærlighed og boligen fred. I ægteskabet og boligen er Ånden livet (Åb 22:1), som strømmer frit og uhindret.

Selvom der ikke er et tempel, er der en trone som symbolet på Guds herredømme, hvorfra det evige livs vand strømmer og væder Livets Træ.

 

At boligen og hustruen består af rent guld og ædelstene viser, at de troende, bruden, helt har modtaget ægtemandens helstøbte og hellige karakter, men også at menneskeligheden er intakt, i og med at byens mål opregnes efter både englenes og menneskenes målestok (Åb 21:17).

 

Dette er målet for vor vandring med Herren idag og det, vi beredes og gøres klar til. Det er med henblik herpå, at Herren arbejder med os, leder os gennem begivenheder i vore liv med nederlag og sejre og tager os igennem mange trængsler. Alt dette skal forme os som brud. Kun når vi har blikket på samme mål som Gud, kan vi blive en sejrende menighed (Åb 2:7,11,17,26, 3:5,12,21). I det lys skal Herrens ord i Åb kap. 2 og 3 og den efterfølgende behandling af os ses, og i det lys skal vores liv idag leves.

 

Begyndelsen

Hvad der så utvetydigt optegnes i Åbenbaringsbogen ses allerede bekendtgjort i Bibelens første to kapitler. Gud skabte mennesket i Sit billede som mand og kvinde (1.Mosebog 1:27). Kun mand og kvinde sammen i en ægteskabelig kærlighedsrelation kan reflektere Gud. At Gud kun lader sig afspejle i ægteskabet, giver dette en kolossal betydning og hellighed. Men det er mere end det. Det viser, at vi kun kan opfatte Gud relationelt, altså via en relation. Vi må komme ind i en relation til Gud, for at kende Ham, og netop “kende” er ordet, Gud bruger om menneskets pagtsrelation til Sig. Og da den første relation, der beskrives i Bibelen er en ægteskabelig relation, ligger der heri mere end blot en antydning af, at relationen, Gud havde i tankerne i skabelsen mellem mennesket og Ham selv, var en ægteskabelig relation, eller en kærlighedsrelation, som er så intim, at det kun ud fra menneskets erfaringsverden kan begribes som et ægteskab.

 

Ses de første to kapitler i Bibelen isoleret, kan tydeligheden heraf selvfølgelig anfægtes, men set i lyset af hele Skriften og ikke mindst af Åbenbaringsbogens konklusion, forekommer det nagelfast. Begge optegnede “verdener” er ubesmittet af syndens indtog. Det understreges yderligere af udfoldelsen af begivenheden i 1.Mosebog 1:27 med Adam og Evas sammenføjning (2.Mosebog 2:21-24), hvor det siges, at det ikke er godt for mennesket at være alene - hverken uden en mage eller uden Guds fællesskab.

Det Ny Jerusalem er Lammets hustru, fordi det blev købt ved Guds Lams død. I døden vandt Messias sig en brud, ligesom Adam i søvnen vandt sig sin. Adams søvn, da Gud tog en hustru til ham af hans ribben, er et billede på død, men også kun et billede, da der før synden ikke var nogen død.

 

Som manden og kvinden forenes i et intimt samliv og bliver ét kød (1.Mosebog 2:24), sådan er det Guds evige hensigt at blive forenet i et kærlighedsfællesskab med Hans frelste skabning. Denne tanke må være den bærende for os som troende i Herren; ikke mindst fordi det er den troendes endemål, som også alle tidligere troende så hen til (Hebr. 11:14-16). Fædrelandet er den ny himmel og jord, og byen er det ny Jerusalem.

Guds søn døde ikke for at frelse syndere og lade det blive ved det. Han døde for at skaffe sig en hustru. At hustruen måtte løskøbes, frelses og helliggøres var bare et nødvendigt indgreb på vej mod målet.

 

Kærligheden og brudens kalden

Hvad end vi er i forhold til Gud - tjenere, trælle, børn, disciple, krigere etc. - så kan der argumenteres for, at det er vores forhold til ham som en brud, der er endemålet og bærer af alle andre relationer til Ham. Dermed tydeliggøres også kærligheden som drivkraften i vort trosliv. Ikke en hvilken som helst kærlighed, men en lidenskabelig kærlighed, der kan sammenlignes med en bruds længsel efter og håb om foreningen med sin tilkommende. Dette understreges af Bibelens sidste ord overhovedet, som er Åndens og brudens længselsfulde kalden efter den elskede (Åb 22:17,20).

 

Vi må frem for alt lære at se os selv, som Han ser os: Som en brud, en kommende hustru. Vi har retning mod et ægteskab, en forening med Herren, som vi ikke kender omfanget af.

Gud ønsker ikke små moralske dydsmønstre, der ikke rigtig ønsker at bruge alt for megen tid på Ham. Han ønsker sig en ordentlig passioneret længsel og kærlighed, der er villig til at gå hele vejen for at blive forenet med Ham.

Vores tjeneste for Ham består ikke af endeløst arbejde, slid og slæb og jammer. Det består først og fremmest af kærlighed. I kærlighedens højsang (1.Kor 13) siges det, at al vor stræben, tjeneste, åndelige gaver etc. er tomhed, med mindre det følges af kærlighed. Paulus taler om en ægteskabelig kærlighed, der rækker videre end denne verdens nødvendige tjeneste. Kapitlet matcher Højsangen.

 

Man tjener i virkeligheden Gud bedst ved at lade sig elske af Ham! Stille sig til rådighed for Hans kærlighed, være objekt for den! Og så lade Ham som en rigtig brudgom sørge for sin brud på alle måder, mens vi elsker Ham tilbage og udtømmer os for Ham.

 

Alt er nyt

I beskrivelsen af scenariet i Åbenbaringsbogen går ordet “ny” igen. Den ny himmel, den ny jord, det ny Jerusalem. “Ny” forbindes med brud, brudgom og ægteskab. Den gennemgribende fornyelse af universet sker med henblik på foreningen mellem Messias og Hans menighed og folk. Derfor kan alle andre fornyelser også ses som en begyndelse på denne universelle fornyelse: Den ny skabning, det nye indre menneske, sindets fornyelse, den ny måne etc.

 

 

Skøgen og bruden

 

De to modsætningen og veje i Bibelen

Gennem hele Skriften er der en kamp mellem to systemer, to universer, som udspilles mellem Gud og satan, Messias og antimessias og mellem Helligånden og urene ånder. Den kamp, som også er brydningen mellem lys og mørke, sandhed og løgn, sætter sig igennem på det menneskelig niveau med modsætningen mellem Guds børn og satans, og mellem Guds hustru, Det Ny Jerusalem, og satans skøge, Babylon.

 

De to brude eller hustruer, Lammets brud og skøgen, er ikke nødvendigvis to forskellige “kvinder”. Både Det Ny Jerusalem og Babylon består af mange mennesker og folkeslag, og måske er størstedelen af med-lemmerne eller med-hustruerne i de to størrelser de samme, hvilket kunne være årsag til Herrens råb til Sit folk om at komme ud af Babylon (Åb 18:4). Også babylon kaldes en by (Åb 16:19; 18:21) i lighed med Det Ny Jerusalem, og associeres med ægteskab (Åb 18:23). På samme tid kunne der være mennesker, der kun tilhørte en lejr, således at de to lejre kunne afbilledes som to cirkler, der både havde et fælles areal og et eget areal.

Under alle omstændigheder kan de to lejre ikke vedblive med at sameksistere, og først efter at skøgen Babylon er dømt og fældet (Åb 19:2-3), kan Lammets forening med sin brud ske (Åb 19:7).

 

Brudens to ansigter

De to brude eller den ene bruds to ansigter kan spores i Skriften som billede og modbillede i de udtryk Gud giver os for billedet på ægteskabet mellem Ham og Hans skabning, dels i det menneskelige ægteskab og dels i Hans forhold til Israel/menigheden. I begge billeder er der eksempler på ægteskaber, der kan fungere som positiv belæring om forholdet mellem Gud og Hans brud, men som oftest er billedet ødelagt p.gr.a. synd. Eksempelvis optræder Israel til tider som en tro hustru og til tider som det modsatte. Men selv i modbilledet i sit negative “antiudtryk, kan man på bagsiden se, hvad Herren tænker om Sin brud.

 

Israel

Israel som folk omtales som Guds brud og hustru. Før befrielsen fra Egypten får folket kun at vide, at Herren husker på dem, at Han ikke har opgivet pagten med dem, og at de skal ud og ofre til Ham i ørkenen (2.Mosebog 3:15-18).

Herren leder dem derefter til Sinajs Bjerg (2.Mosebog 19:1-20:21), hvor Han gør det klart for dem, at han ønsker at tage Israel til ægte, og at Han derfor opretter en ægteskabspagt med dem. Gud udfriede altså Israel for at erhverve sig en brud og ikke kun for af medlidenhed at frelse dem fra overlast og trældom. Hele kapitel 19 er en trolovelsesceremoni, som den dag idag tjener som skabelon for jødiske bryllupper. Både Jeremias (Jer 2:1) og Hoseas (Hos 2:17b) bekræfter trolovelsen mellem Gud og Israel på Sinaj.

 

Hvedebrødsdagene varede kun kort, for ikke lang tid efter begyndte Israel at betragte Gud som en guldkalv, som de formede efter afguder, de kendte fra Egypten. Herren forkastede alligevel ikke sin brud, men fornyede pagten og advarede dem mod både at dyrke andre guder og mod at dyrke Ham, som andre guder dyrkes (2.Mosebog 34:10-17).

 

Afgudsdyrkelse, hor og ægteskabsbrud

Al omgang med andre guder og åndeligheder og alle tilnærmelser dertil betragter Herren som utugt og hor. Det er betegnelser som kun en ægtemand kan tage i sin mund. I Guds anklage om hor viser han Israel, at Han stadig betragter hende som sin retmæssige brud. Som sådan bliver anklagen en smertefuld kærlighedserklæring blandet med både fortvivlelse og vrede. Vrede og kærlighed er hos Gud ikke modsætninger. Guds vred bærer altid Hans kærlighed i sig, ligesom Hans kærlighed kan vise sig som vrede, når den ikke bliver modtaget. Begge dele udspiller sig tydeligt i Israels historie.

Herren kalder gang på gang Sin brud tilbage til Sig selv, fordi Han ikke har opgivet hende. Hun er Hans, selvom hun er blevet lokket fra Ham, både af hendes eget begær og af satans list, som første gang i Edens Have.

 

Gud reagerer og taler som ægtemand i forhold til Israel, og sådan lærer Israel Ham at kende, når Han går i rette med hende og foreholder hende både hendes væsen og historie. Ezekiel kapitel 16 giver et levende portræt af dette. Israel var intet, før Gud tog hende til sig. Hun lå hjælpeløs, henslængt og forkastet, uden at nogen fik medlidenhed med hende (v. 1-5), indtil Gud forbarmede sig over hende, opfostrede hende, trolovede sig med hende og overøste hende med rigdomme og gjorde hende smuk og beundret (v. 6-14). Fra at være et forkastet vrag gjorde Gud Israel til Hans brud med kongeværdighed, på lige fod med den der gengives i Åbenbaringsbogen kap 22. Samtidig er dette historien om både menigheden og den enkelte troende. Vi er intet, før Herren forbarmer sig over os, vælger os og giver os Hans værdighed og navn at leve i.

Men Israel blev betaget af sig selv, sine rigdomme og værdighed og gav sig hen til andre guder/elskere (v. 15-21), og glemte både Gud og hvorfra hun kom og gav i stedet sin kærlighed til andre i grænseløs begær efter dem, hvilket for hendes rette ægtemand var en grufuld akt af hor. Israel blev en skøge i Guds øjne (v. 22-34), og med de mest hudflettende og ligefremme ord gør Han Israel opmærksom på dette gennem Ezekiel.

 

I Kapitel 23 lader Herren Ezekiel beskrive, hvad det er, Han i Israels opførsel betragter som hor og ægteskabsbrud.

 

Politiske alliancer i politisk nød og lyst - Ez 23:1-27

Stykket beskriver, hvordan Ohola (Nordriget/Israel) og Oholiba (Sydriget/Judah) brød med Herren og begik ægteskabsbrud. Det startede i Egypten, da de to søstre vragede Herren og søgte Egyptens værn og forsørgelse i stedet (23:1-4). Og det fortsatte senere i Israels historie efter rigets deling i nord og syd ved at Nordriget søgte tilflugt under Assyrernes beskyttelse (23:5-9) og Sydriget ud over alliancen med Assyrerne også søgte Babylons gunst (23:11-21). Konsekvensen blev, at Herren vendte de nationer og magter, Israel horede med, mod Israel som straf for hendes ægteskabsbrud (23:22-27).

 

Det interessante er, at det, Gud beskriver som hor og ægteskabsbrud, er politiske alliancer mellem Israel og de omkringliggende nationer! Der hvor andre profeter beskriver politiske alliancer i Israels historie i politiske termer, beskrives disse forbindelse her som ægteskabsbrud og hor, altså frafald fra Guds kærlighed. De politiske alliancer Israel har indgået, har været ud af nød og angst, og ud fra deres eget perspektiv nødvendige for at overleve en given historisk krise. Men i Guds perspektiv er dette frafald og vantro. Når Israel i krisetider søger til menneskelige og nationale foranstaltninger for at klare situationen, er det i Guds øjne et brud med Ham, fordi Israel ikke forlader sig på, at Herren kan bevare dem, det være sig i hungersnød eller i krig mod overmagten.

Dette gør Israel til en skøge for Gud. En skøge søger til menneskelige magter, styke og kunnen efter hjælp, mens en ren brud går til sin brudgom for at få den nødvendige hjælp og beskyttelse. Så på en måde viser Gud i beskrivelsen af Israel som vantro skøge et antibillede af den rene brud, som skulle handle helt anderledes og trofast.

 

Princippet gjaldt for Israel dengang, og det gælder for Israel i dag, ligesom det også gælder for Kirken som helhed, de enkelte menigheder og den enkelte troende. Handler vi som en skøge, der søger værn og hjælp fra andre mennesker og menneskelige institutioner, eller handler vi som Messias rene brud, der kun kender Ham som sin forsøger og beskytter? Støtter vi os mest til mennesker, menneskelig kunnen og magt eller læner vi os helhjertet op ad Herren, vor brudgom?

 

Åndelige alliancer i åndelig nød og lyst - Ez 23:36-49

Politiske alliancer førte til åndelige alliancer med de åndemagter, der stod bag de politiske magter og systemer, som Israel indgik pagter og aftaler med, hvilket førte til yderliger frafald med afgudsofringer (23:37-39). På Ezekiels tid var dette åbenlyst, da alle områder og lande kæmpede i hver deres Guds navn, så krigene også var en krig mellem territoriale guder, som man så måtte underlægge sig, hvis man tabte.

Også idag er de politiske krige og alliancer mere eller mindre religiøst betinget, omend det forsøges skjult. Men bag ethvert regime og magtsystem befinder sig en åndelig verden, om man indser det eller ej. Og er man i den politiske magt, vil man også være i den åndelige.

 

Israel slap aldrig Herren helt. Deres åndelige hor var ikke, at de fuldstændig vendte Herren ryggen. Ægteskabsbruddet bestod i, at de delte deres kærlighed mellem Herren og andre gud. De bringer både ofre til andre guder og til Herren (23:39). Denne synkretisme var svøben for Israel dengang, som den er nu, og som den er for menigheden og den enkelte troende. Man dyrker og betjener sig af både verden og verdens magter sammen med dyrkelsen af Herren. En ren brud er uden denne sammenblanding, hun er helt for Herren og “nøjes” med Ham, mens en skøge søger åndelig hjælp og lyst gennem ofringer, besværgelser etc.

 

Fællesskab og udbytte

Ofringer bringer den, der ofrer, nær til den, der ofres til. Det gælder både ofringer til Gud Herren og til afguderne. Gennem ofringer får man fællesskab og samkvem med dem eller det, der ofres til. Er det til Gud, fra hvem alting stammer - også det, der ofres - er fællesskabet legitimt og godt og kaldes et ægteskab, mens det er hor, hvis genstanden for tilbedelsen er alt andet end Gud selv. Paulus taler om dette til menigheden i Korinth. I datidens Korinth foregik de offentlige samlinger i afgudstemplerne, hvor samfundets anliggende blev bestemt og drøftet. Derved blev samfundslivet kædet sammen med afguderne, hvilket gjorde det svært for de troende at holde sig fri af afgudsdyrkelsen. Paulus advarer dem om, at deltagelse i afgudsofferspisning i afgudstemplet betød fællesskab med afguderne (1.Kor 10:20-21), og at de ikke kunne have fællesskab både med disse og med Messias gennem brødet og vinen (1.Kor 10:16).

 

Når mennesker engagerer sig med andre åndemagter end Herren, er det tydeligvis for at opnå noget. Når Israel dyrkede andre guder og endog ofrede deres egne børn til f.eks. Molok, var det jo for at opnå noget, ligesom det var for at opnå noget at søge sandsigere, dødemanere o.lign. (3.Mosebog 20:1-6). Afgudsdyrkelsen er kendetegnet ved, at mennesket gennem noget det gør (ritualer) eller siger (besværgelser) forsøger at få ånder til at agere gunstigt for sig. På den måde er det udtryk for manipulation eller forsøg derpå, netop for at få magten over eget liv.

Desværre er denne form for manipulerende gudsdyrkelse også en åbenlys fare for troende i deres henvendelser til Herren. F.eks. kan man bruge Yeshuas navn som en slags besværgelse eller underskrift for ens bønner for at få Gud til at handle, som man ønsker, eller man kan indtage brødet og vinen på en lignende upassende måde.

 

Overfor en sådan skøgepraksis står den rene brud, som ikke har andet motiv for sine handlinger og påkaldelser end at være sammen med sin brudgom og kende Hans vilje uden hensyn til egen skæbne. Bruden søger kun Herren, Hans visdom og ledelse, mens skøgen søger alle vegne for at få sikkerhed i nutiden og i fremtiden.

 

De to brudes to systemer - hjem og fællesskaber

De to brude har hver deres iscenesættelse. Skøgen (Babylon) ofrer til og søger fællesskab med både Herren og andre åndemagter eller guder. Hun udvælger selv sine offergaver og ofrer dem, hvor hun vil. Under de grønne træer, på offerhøje o.a. Hendes hjem er overalt, og hendes formål er at opnå tryghed og vellevned med anvendelse af enhver form for åndelig manipulation dertil.

Heroverfor står den sande rene brud, der søger Herren gennem de anvisninger, Han har givet i ægteskabskontrakten (Torahen). Hun dyrker Ham, hvor Han siger (Jerusalem, templet) og hun dyrker Ham, som Han siger, hun skal. For hende er der kun Gud og den måde, Gud anviser.

 

Bruden idag

Mennesket har en tilbøjelighed til at alliere sig med menneskets egen fjende og ødsle det, Herren har givet på Hans modstandere. Det kan være uvidende og opfattes helt almindeligt og normalt. Når vi betragter Israel på afstand gennem Skriften, står Israels vildfarelser uendeligt tydeligt for os. Det er staks meget sværere at se de urene alliancer, der findes i dag. Men de er til stede dengang som nu. Herren advarer os om det gennem Israels optegnede historie. Vi kan se, hvordan involvering med menneskelig visdom, forskellige åndelige praksisser (også dem, der rettes mod Gud), fører til besættelse. Besættelse er blindhed og er indtruffet, når man ikke mere ved, at man dyrker det falske og/eller det sande på en falsk måde. Fællesskab med Herren, derimod, fører ikke til Hans besættelse af os, men til frihed, frugtbarhed og glæde i Hans nærvær.

 

Brudgommens trofasthed - Hos 2:4-22

Brudgommen er ikke som bruden. Selvom hun hengiver sig til alskens former for utroskab og derigennem forfalder til et skøgeliv, forbliver Han trofast, fordi Han ikke kan fornægte Sit eget væsen og Sin kærlighed til hende, som rettelig tilhører Ham. Han fastholder Sin brud, omend det har dybe konsekvenser for hende, som alle profeterne understreger, både i form af smerte og af blokeret fællesskab med Brudgommen. Hoseas beskriver, hvordan Herren tager Hans velsignelse og forsørgelse fra bruden, der er blevet skøge, fordi hun brugte Guds gode gaver på hendes elskere og allierede. Det gør Han for at åbne hendes øjne for, hvem der virkelig elsker og ernærer hende. Det er en måde at bringe hende tilbage til sig selv (2:16).

Gud lokker skøgen ud i ørkenen og gør skøgens liv til en ørken, når Han tager glæden og velsignelsen fra hende. I ørkenen taler Han hende til rette og giver hende det tabte tilbage. På hebraisk er bogstaverne for “taler” og “ørken” de samme. Kun udtalen er forskellig.

Det er som Esajas siger:

For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er hans navn; Israels Hellige løskøber dig, han kaldes hele jordens Gud. Ja, Herren har kaldt på dig en forladt og bedrøvet hustru; skulle en hustru fra ungdommen forkastes? siger din Gud. Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig (Es 54:5-8).

 

Hovedsagen er, at Herren aldrig fornægter den, Han en gang har vedkendt sig. Han tog ud af verden en skøge (synder) og gjorde hende til Sin trolovede. Selvom hun faldt tilbage til skøgelivet, opgave Han hende ikke, men genoprettede hende. Det er fortællingen om Guds trofasthed og kærlighed samt Hans magt og styrke. Ud af en syndig horkvinde skaber Herren sig en smuk, trofast og ren jomfru. Alle kan være med i bruden, fordi hun ikke vælges ud fra, hvad hun af natur er, men ud fra hvad Herren kan gøre hende til.

 

 

Forvandling og skønhedskur

 

Bibelen starter og slutter med, at Gud har en ren brud (de to første og to sidste kapitler). I mellem tiden er bruden blevet en skøge, som Gud kalder tilbage til sig. Det kan af mange grunde være svært at forestille sig selv som en del Herrens brud. Det synes ufatteligt og næsten for godt til at være sand, og hvad betyder det egentlig at være brud? En del af vanskelighederne med at se sig selv som brud, består måske i, at det er vanskeligt at se sig selv som en skøge og det helt almindelige liv, man lever, som et skøgeliv. Man kan nok se tendenserne, når man på afstand betragter Israels frafald, men at det også gælder for os og for alle til enhver tid, er sværere at se i øjnene. Men Herren tager nu engang Sin brud blandt skøger. Indsigten heri afføder indsigt i Guds nåde og kærlighed, uden hvilken vi ikke kan blive en tro hustru. Parallellen er syndserkendelse, som fundament for opdagelsen af nåden. Syndserkendelse går forud for frelse, som skøge-erkendelse går forud for bryllup.

 

Brudens forvandling

Skøgen må forvandles til en ren brud før ægteskabet. Det er utænkeligt, at brudgommen kan have fællesskab med hende, før forvandlingen er sket. Det er en ganske særlig forvandling med mange facetter, Herren tager hende igennem. Så særlig er den, at det er Bibelens hovedtema, og selve beskrivelsen af den, skal vække brudens kærlighed til en evig trofast kærlighed, der betragter alt andet som ubetydeligt ved siden af.

 

Ørken, død og ny begyndelse

Ørkenen spiller en afgørende rolle. Det var i ørkenen, Gud først trolovede sig med Israel (2.Mosebog 19-20) og gav hende ægteskabsmanualen, Torahen. Det er også der, Han tager hende ud og forvandler hende (Hos 2). Ørkenen symboliserer ødemark, goldhed, tomhed, destruktion og død (en med-betydning af navnet “Horeb”). Men som nævnt er “tale” en anden med-betydning af “ørken”. I ødemarken og døden taler Herren stærkest. Her taler Han liv af døde til den, Han elsker. Her forvandles skøgen til ren brud og genopstår som sådan.

Brudgommen går selv med ud i ørkenen, i døden, tomheden og destruktionen. Han lader ikke kun bruden smage ørkensandet og den jord, hvorfra hun er taget, og som hun er døbt til at vende tilbage til. Han smager den med hende og for hende.

 

Romerbrevet beskriver forvandlingens nødvendighed og gennemførelse. Specifikt spiller Rom 7:1-6 på ægteskabstanken. Loven/Torahen er ægteskabspagten, der beskriver hvordan bruden skal se ud, være og handle i alle dele af hendes liv som Herrens rene og trofaste hustru. Men når bruden spejler sig selv i kontrakten, kan hun kun se sig selv som det, hun er, en skøge. Loven kan kun vise hende, hvor ringe hun er, og at hun aldrig kommer til at kunne leve op til Guds standard for en brud. Den skrevne Lov, som er retfærdig og god kan kun fordømme hende, men aldrig hjælpe hende med hendes problem. Den kan ikke forvandle hende. Situationen forværres til fortvivlelse af, at ægteskabskontrakten og dens standarder er evig.

Kun døden og ørkenen kan befri hende for de retfærdige krav til hende som hustru, og da Loven ikke kan dø, må hun dø, som eneste udvej af miseren. Men dør hun bare uden videre, mister brudgommen hende. Der er ikke noget liv i hende, der kan få hende op fra de døde og holde bryllup med Ham. Alt synes tabt, og alt er tabt, men Gud har en udvej, som Han udtænkte, før Han overhovedet begyndte at skabe både verden og mennesket. Det er den enste udvej, der er ikke anden vej! Jo før vi ser dette klart og tydeligt, jo før kommer vi til at juble.

 

Løsningen kaldes Evangeliet. Brudgommen går ikke alene i døden for Sin brud for at betale hendes gæld til Gud for al hendes uhyrlige utroskab, Han binder sig på forhånd til hende og tager hende med i Sin død. På den måde skal hun ikke dø selv, så Han må slippe hende. Han holder fast i hende, gør sig til ét med hende, dør med hende. Men der er den forskel, at hverken død, jord eller ørkensand kan holde brudgommen nede. Der er ikke noget i døden, der kan holde det evige liv fast. Ørkenen, jorden, Hades og Helvede, må spy Ham ud, for der er ingen slægtskab med Ham der, som kan holde på Ham. Men sammen med Ham, der er retfærdig, må døden også slippe bruden og spy hende ud også sammen med Ham. Men nu kommer hun op som brud. En skøge dør, og en brud af samme væsen som brudgommen opstår!

 

Bruden er nu ikke længere bundet til Lovens ægteskabskrav, men til brudgommen som udfærdigede den. Han har taget hendes opdragelse som hustru på sig og med Sin død med hende forpligtiget sig til, at få hende til at se ud og være som beskrivelsen i ægteskabskontrakten - og det er en hel anden historie! Nu kan hun roligt i Guds fred og kærlighed studerer ægteskabskontrakten sammen med sin mand og lade Ham opfylde den. Nu møder hun aldrig mere Skriften alene, kun sammen med manden, som bærer ansvaret. Nu kan hun juble og sige:

For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte (Gal 2:19-21).

 

Brudens skønhedskur

Der er egentlig ingen væsensforskel på forvandling og skønhedskur, men man kan sige, at skønhedskuren er Åndens virkeliggørelse og indarbejdelse hen over tid af den en-gang-for-alle forvandling gennem døden og opstandelsen med Herren. Som sådan pågår skønhedskuren stadig og er først tilendebragt, når Bruden har fået et herlighedslegeme med den samme skønhed som Brudgommens. I Efeserbrevet ligger dette som en underliggende fortælling.

 

Skønhedsløftet, jomfrueligheden og enheden

Efeserbrevet indledes med en forbløffende erklæring: For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed (Ef 1:4). Løftet om hellighed, fuldkommen kærlighed og skønhed uden fejl går tilbage til før skabelsen, og før bruden blev skøge. Gud forudså således utroskabet og utugten, men havde fattet det løfte med sig selv, at slutpunktet efter faldet skulle være herligere end begyndelsen før faldet. Med den lovede fuldkommengørelse gennem skønhedskuren er et nyt fald udelukket, ellers ville fuldkommenheden ikke være fuldkommen. På det tidspunkt vil Bruden alene have øje for Ham, der gav hende skønhedskuren og løftede hende op fra sølet til værdighed. I verset forudgribes tilstanden i slutbilledet, Det Ny Jerusalem.

 

Beskrivelsen gentages i Ef 5:25-27 som en proces, der først afsluttes, når Brudens ydre fremtoning afspejler den indre åndelige virkelighed som ren jomfru. Bag og for processen står Herren som både garant og udøver.

Pletterne og rynkerne, som er synds- og dødsmærker og tegn på omgang med verden, verdens guder og dæmoner, bliver opslugt og forvandlet til renhed og jomfruelighed.

Helligheden er fuldendt, når alt i Bruden er indviet til Herren og der ikke findes et eneste uindviet og overgivet ydre eller indre område.

Lydefriheden er fuldkommenhed i tale. Fra Bruden kommer der ikke mere brok og kritik af andre, ingen beklagelser over vilkår og omstændigheder. Der ses ingen spedalskhed i hende som legemlig udslet p.gr.a. ukærlig og kritisk tale (3. Mosebog kap. 13,14). Hun er med Jakobs ord legemlig fuldkommen i alt, fordi hun er det i tale (Jakob 3:2).

Når kuren er forbi, er der ingen anklager mulig selv for satan. Alle mærker fremkommet fra omgang med andre elskere og synder er forsvundet.

 

Der er i Skriften to gennemgående betegnelser for menigheden som en enhed i forhold til Herren, henholdsvis som Hans brud og som Hans legeme. Bruden og legemet skrives i ental, mens en række øvrige betegnelser af de troende er i flertal, som f.eks. Guds børn, disciple, tjenere og trælle. Ef 5:28-32 bringer de to “enheds-betegnelser” sammen. Fællesnævneren er netop enhed. Bruden er en enhed, og legemet er det også. Pointen er, at menighedens indbyrdes enhed både en forudsætning og en frugt af enheden med Herren. I ægteskabet bliver menigheden ét med Herren.

Ydermere ser vi i Efeserbrevet en genspejling af hele det bibelske mønster, som kulminerer i Det Ny Jerusalem (Åb kap. 21,22): Før skabelsen er vi tænkt som Sønnens brud (Ef. 1:4, 5:25-32) og Faderens bolig bestående af jøder og hedninger (Ef. 2:19-22) med den mellemliggende periode som skøge (Ef. 1:7-10, 5:27). Det er i sandhed en stor hemmelighed (Ef. 5:32).

 

Brudens indsigt, tro og attitude

Når Skriften så udførligt beskriver brudens historie, er det selvfølgelig fordi, hun skal lægge sig den på sinde og erkende, at hun, som fra begyndelsen var blevet udvalgt til kongeværdighed, blev en skøge. Dermed skal bruden se sine skøgetegn i øjnene og nødvendigheden af den forvandlende død med Herren og skønhedskuren. Det skal tjene som en blokering for selvforherligende hovmod, når skønhedskuren skrider frem, så det ikke sker for bruden, som det skete for Israel (Ez 16:13-15) og for dronning Vashti, der blev så indtaget i sig selv og egen skønhed og position, at hun nægtede at ære den konge, Ahasverus, som havde givet hende dronningestatus. Guds kærlighed, fysisk og åndelige gaver kan gøre stolt, hvis man ikke husker, hvor man kom fra.

 

Mange gange i Bibelen befaler Herren os at huske. Israel bliver fortløbende påmindet om, at de engang var slaver i Egypten. Kun sådan kan man forblive i Guds kærlighed, netop fordi man husker, at der er intet i en selv, der kan få Gud til at handle nådigt. det kommer helt fra Gud selv, hvilket gør det sikkert. Historien fra skøge til ren jomfru er en påmindelse om, at intet kan skille os fra Guds kærlighed i brudgommen (Rom 8:38-39) - heller ikke de magter, bruden dyrkede som skøge.

 

Brudens attitude må være som Shulamit (Højs 1:5-6), som indrømmer hun er mærket (sort) af omgang med verden (solen), men at hun også ser, at hun er yndig, fordi hun er elsket og elsker og sætter sin lid til brudgommen. Derfor kan hun være fuld af fred og taknemmelighed på trods at de pletter, der endnu står tilbage at få fjernet. Hun behøver ikke sminke sig eller skjule “ansigtstrækkene” fra verden. Hun er gennemsigtig for mennesker, fordi hun er det for sin elskede, som vedkender sig hende som Sin trolovede.

 

Brudens historie holder hende fast på, at hendes skønhed skal herligegøre hendes trolovede - ikke hende selv. At gøre en skøge til en ren jomfru er en herliggørelse af Herrens navn, kærlighed og magt.

 

 

Brudgommens bøn

 

Hvad gør de troendes forhold til Gud til et ægteskab? Kærlighed, trofast, nærhed osv er søjler i et ægteskab, men da dette også findes i andre forhold (f.eks. i et venskab), kan det ikke være det, der er selve fundamentet for et ægteskab - heller ikke for det guddommelige. Yeshuas bøn i Johs kapitel 17 giver nok bedst svaret. Bønnen bliver ofte omtalt som Yeshuas ypperstepræstelige bøn, hvilket ikke er forkert, men måske kunne man mere rammende betegne den som”brudgommens bøn for sin brud”. Johs kap. 13-16 danner optakten til bønnen, som når en slags højdepunkt i Johs 17:19-23 omkring enhed og forening, om det at være “ét”, at bruden må være ét med sig selv (hinanden), og ét med Faderen og Sønnen. At blive og være ét med Gud er det, der gør Gudsforholdet til et ægteskab. Det er mere end et personligt forhold med kontakt og intimitet. Det er at smelte sammen med Gud i en ubrydelig enhed “for at Gud kan være alt i alle” (1.Kor 15:28).

 

Shema - Gud er én

I Johs 17 beder Messias Yeshua ‘Shema’ for og med sin brud: “Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (5.Mosebog 6:4-5).

Dybest set er ægteskabet mellem Gud og Israel - inkluderende alle troende - grundlagt i Guds væsen. Han er én og kan således ikke for evigt “være i univers med” nogen, Han ikke er ét med. Shema er en beskrivelse af den himmelske brudgom. Vi skal elske Ham med alt vi er og har, fordi Han er én! Da Han ikke er delt, kan vi heller ikke dele vores kærlighed med nogen andre eller mellem Ham og andre. Han er én! Hans væsen kan ikke godtage en delt kærlighed. Yeshua gør dette element af Shema tydeligt som krystal. I denne trosbekendelse er Guds trolovelse og ægteskab indhyllet, og når vi siger den, vidner vi ikke kun om Guds evigheds væsen, vi udtaler også vores egen længsel efter at være ét med Ham og hinanden i en helhjertet og udelt forening.

 

Ét med brudgommen

For at foreningen kunne komme i stand måtte brudgommen først blive som Sin brud, blive menneske under samme vilkår og med samme begrænsninger - dog uden synd. Foreningen begyndte ikke ved Messias’ fødsel og “menneske-blivelse”, fordi synden stadig skilte Ham fra bruden. Foreningen skete først i brudgommens død, da Han blev gjort til synd for brudens synd. Først da blev foreningen gjort rede, da han selv blev mødested for stævnermødet mellem Gud og Hans skabning. I Yeshuas død og opstandelse og ikke i Hans fødsel skabes foreningen.

 

Samme væsen

Frugten af foreningen er, at bruden får samme væsen som brudgommen, samme natur, karakter og ånd, så Guds herlighed kan deles med mennesket. Det gør ikke den troende til Gud. Brudgommen er stadig Gud og bruden stadig menneske, men nu et nyt menneske som tiltænkt, bestående af mange mennesker og folkeslag (jøder og hedninger). Så enheden bæres både af en enshed i væsen og forskellighed i oprindelse. Denne dobbelthed er udfordret i verdens berømmelse af det uni-kønnede, i ligedanheden mellem mænd og kvinder, både angående position og funktion. Dettte udspilles desværre ikke kun i det verdslige samfund og ægteskab, men også i kirken, hvor der sker en sammenblanding af mænds og kvinders roller og funktioner, som ligger langt fra den bibelske sandhed.

Alt dette rører naturligvis ikke en tøddel ved det guddommelige ægteskab, men det frarøver mennesket et synligt billede af en himmelsk realitet.

 

Kærlighed og tilgivelse

Ingen ægteskab uden kærlighed, og i foreningen mellem Gud og mennesket findes en kærlighed uden sidestykke i den mennskelige erfaringsverden. I Johs 17:23b siger Yeshua, at Faderen elsker dem, der tilhører Ham, med den samme kærlighed, som Faderen elsker Sønnen, og i Johs 17:26b at den kærlighed skal være i den troende! Hvilket udsagn! Vi elskes af Gud med den samme kærlighed, samme styrke, samme og omfang i al evighed, som Faderen elsker Hans perfekte søn! Ingen troende er i tvivl om Faderens ufattelige kærlighed til Sønnen, fordi denne altid gør Faderens vilje, men mange er i tvivl om Faderens kærlighed til dem, men den tvivl skydes ned her. Faderen har kun én kærlighed og én måde at elske på. Det er den kærlighed, der fordriver al frygt og skaber enhed. Der kan ikke være frygt i hverken kærlighed eller enhed, fordi frygt skaber afstand, og afstand er et brud på enheden.

 

På samme måde suger tilgivelsen os ind i enheden med brudgommen. Ægtepagten er en tilgivelsespagt (Jer 31:31.34; Matt 26:26-28). Det er ikke Guds kærlighed, der sikrer tilgivelsen eller bringer forløsningen for bruden. Det er der kun retfærdigheden der gør, som Yeshua køber til os med Sit liv og gennem Sin død. Men det er kærligheden der tvinger Ham til forløsningsgerningen.

 

Samdrægtighed og fortrolighed

Enheden er samdrægtighed med fælles mål uden skygger eller uenighed. Samdrægtigheden består i, at bruden samtykker i brudgommens position som alfa og omega og sætter kærlighedens harmoni over alt. Harmonien er ikke bygget på demokrati i forholdet, men på brudens frivillige underordnelse og freden deri.

Den indbyrdes harmoni betyder samtidig disharmoni med verden, fordi verden har et andet mål og bruger andre midler til at nå dem. Verden er fjendtlig mod en harmoni mellem mennesker og Gud, der er bygget på underordnelse (Johs 17:14-16). Verden vil være i harmoni og pagt med sig selv, ikke med Gud. Derfor er ægteskabet mellem Gud og mennesker en trussel mod verden.

 

Tro er kernen i for-tro-lighed. Tro og tillid skaber enhed. Uden fortrolighed er der ingen enhed på de indre linjer. Troen og fortroligheden skaber tryghed og en viden sig sikker i et dybt venskab. Bruden og brudgommen er hinandens fortrolige uden hemmeligheder og med indsigt i Guds plan, vilje og fremtid. Bruden kommer til at stå i Guds råd med Åndens indsigt.

 

Ét med hinanden

Bruden består af mange lemmer, et nyt menneske af mange. Enheden med Gud forudsætter en indbyrdes enhed i bruden. I Johs 17:11,21,22 siger Yeshua, at den gensidige enhed skal være af samme karat som enheden mellem Faderen og Sønnen. Det er ikke en enhed, som skal produceres af bruden, hvilket ville være helt umuligt. Det er heller ikke en enhed, som engang skal produceres. Det er en enhed, som for så vidt angår Gud, allerede er dannet i brudgommens død og opstandelse. Den skal blot åbenbares og leves, fordi den er lige så nagelfast som enheden mellem Faderen og Sønnen. Som den er den indbyrdes enhed ligeså evig og bestående.

Ingen kan være brud alene. Hun består af mange lemmer og er ét folk af mange tungemål med begyndelsen på Sinaj med trolovelsen af det første folk, Israel. Ingen lemmer i bruden kan undværes, fordi det ville splitte enheden, hvilket er en umulig tanke. Når der er splitelse i bruden, er det forsøg på at ødelægge Guds gerning. Mange kommer uforvarende i en åndelig forklædning til at deltage i satans forsøg derpå. Så alvorlig er den sag i menighedslivet.

 

Brudens indbyrdes enhed og kærlighed er altså af samme karakter som Faderen og Sønnens indbyrdes enhed og kærlighed. De samme bånd, der binder Faderen og Sønnen til hinanden, binder bruden sammen. Det er brudgommens udsagn i Hans bøn for bruden. Ikke sært derfor, at den indbyrdes kærlighed er kendetegnet på discipelskab.

Når bruden modtager Faderens kærlighed til Sønnen, konverteres den kærlighed til indbyrdes kærlighed til resten af bruden og næstekærlighed til alle. Den kærlighed kan bruden ikke selv frembringe, men den stilles til rådighed af brudgommen, deles med hende, og distribueres via Ånden. Der er en mægtig forskel på humanistisk båret og Åndsbåret indbyrdes kærlighed og næstekærlighed.

Her ser vi det smukke og sande i, at bruden har gjort sig rede (Åb 19:7-8). Det er at hjælpe hinanden til at være rede med velsignelser, opmuntringer under skønhedskuren (Hebr 10:23-25) og gennem nådegaverne. Vi når kun målet sammen, beredes kun sammen. I stedet for at køre solo eller distancere os fra andre, kan vi bede for hinanden, bære over med og tilgive hinanden og dermed give plads for brudgommens Ånd til at virke i os alle.

 

Satan stræber efter at ruinere både enheden mellem brud og brudgom og enheden i bruden. Den kamp må vi tage op sammen med Guds Ånd. Det gør han ved dels at bejle til vor gunst gennem verden og verdens mennesker, dels ved at anklage os og dels ved at forsøge både at splitte os indbyrdes og lyve om den dobbelte enheds realitet.

Vi må ikke lade nogen uren sæd kile sig ned mellem os og brudgommen og os indbyrdes. Alle tanker, følelser, ord og attituder, der skaber afstand er en trussel mod kærligheden og enheden og må arresteres og tages til fange og bringes til Herren. Og alt, der skaber nærhed i Ånden og drager os til hinanden og Herren, cementerer trolovelsen og enheden og fremmer Herrens komme i herlighed for at hente Sin brud.

Fra brudgommens bøn ved vi, hvad Han vil. Vi må bede den samme bøn med Ham og arbejde sammen med Guds Ånd i det. På 2 og 3 vidners udsagn afgøres enhver sag - også denne. Der er stor kraft i at erklære sig enige i at være og blive ét med brudgommen - og i den behandling, der skal til. Målet er en ren og helhjertet brud, ét med en hellig Herre. Brudgommens bøn er også ypperstepræstens bøn, og en ypperstepræst må kun ægte en jomfru (3.MB 21:10-15).

 

 

Brudgommens rigdomme

 

Gud har skabt alle ting ved og i Sin Søn, Messias Yeshua, både det himmelske og jordiske, det synlige og usynlige (Hebr 1:2; Kol 1:16), hvorfor Sønnen også er indsat som arving til det alt sammen. Brudgommen har magt over og ret til alle ting, hvilket gør Ham uhyre rig. Selvom ikke alle anerkender denne ret, som det kan ses af diskussionen mellem Yeshua og nogle religiøse ledere i Matt 21:33-41, betyder det alligevel, at også frugten af rigdommen tilhører Yeshua. Det fremgår endvidere, at Han forventer et udbytte af Sin ejendom. Dette gælder også Hans brud.

 

Bære Herrens frugt

Jomfru Maria kan ses som et billede på bruden - den rene jomfru - der i ydmyg taknemmelighed bøjer sig for Gud (Lukas 1:26-41) og på Hans invitation om at bære Hans frugt siger: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

I skabelsen har Gud manet det sådan, at en kvinde må have noget fra en mand for at blive gravid, frugtsommelig. Ellers bliver der ikke liv. Det gælder i det fysiske, som det gælder i det åndelige. Således må Messias’ brud have noget fra Ham for at kunne bære den åndelige frugt, der ligner Ham. Hun kan ikke frembringe en frugt, der bærer Hans kendetegn uden, Han har givet hende noget. Vingården kan ikke bære frugt med mindre, den bliver bestøvet af vingårdsejeren, og det forventes heller ikke. Tværtimod.

Som Jomfru Maria måtte indse dette og ydmygt vente på at modtage fra Guds Ånd, må vi det også - hun i livmoderen, vi i hjertet.

 

Sand og falsk frugt - sand og falsk brud

Der er to måder, vi kan bære falsk frugt på, og som sådan gør os til en falsk brud. 1) Vi kan forsøge at bære frugt for brudgommen uden at have fået noget fra Ham. Det er forstillelse, hykleri og stolthed. Det vi frembringer i og af os selv er tomt, uden velsignelse og brudgommen uværdig. 2) Vi kan forsøge at få noget fra andre end brudgommen gennem en åndelig befrugtning fra andre kilder end Ham - også selvom vi ønsker at bære den frugt til Hans ære. Vi kan forsøge at tiltuske os goder, materielle eller åndelige, fordi vi egentlig ikke stoler helt på, at Han vil give os det, der skal til, eller fordi vi ønsker en anden frugt end den, Han vil give os. En sådan frugt bliver sluttelig til forbandelse, fordi det er frugten af en uhellig forbindelse.

 

Den frugt, som kommer fra Messias, vil uværgerligt have Hans smag og duft og ligne Ham. En sand brud vil hellere være gold og ufrugtbar end frembære frugt fra andres kim. Hun vil afvise alle andre sædekorn - materielle og åndelige. En sand hustru går ikke til naboen for at bliver forsørget med nogen form for kærlighed. Hun venter på brudgommen, på Hans kærligheds befrugtning, og er tilfreds med det, Han giver hende, fordi hun ved, det vil blive til herlighed og ære for både brudgommen og hende selv. Derfor bærer en sand hustru åndelige kvaster (4.Mosebog 15:38-41).

Og som en gravid kvinde værner om det dyrebare liv, der er indpodet i hendes livmoder, værner den himmelske brud om det dyrebare åndelige liv, der er indpodet i hendes indre. Alt imens Gud giver væksten til forløsningens time.

 

I praktisk liv vil dette sige, at for at vi kan tro, må vi modtage åbenbaring fra oven, for at vi kan elske, må vi have indpodet kærlighed fra kærlighedens Gud, for at vi kan tilgive, må vi have modtaget den selv fra Ham, der har fuldbragt den og for at vi kan leve i Guds kraft, må vi have fået den kraft, som ikke er af os selv eller verden osv.

 

Det er vigtigt, vi bliver i stand til at bedømme de frugter, vi bærer. Om det er sand eller falsk frugt. Frugten - både den sande og falske - vil vise sig som det, den er, og derved afsløre sædekornenes ophav.

 

Fælles om rigdommen - Ef 3:8; Rom 8:32

Herren elsker Sin brud, vil være ét med hende og dele hele Sin rigdom med hende. Indpode den i hende som en frugt, der gør hende og ægteskabet rigt.

Herren er én. Der er, modsat mennesket, ingen forskel mellem det Han er, har og gør. Alt hvad Han er, giver Han hende, alt hvad Han har, deler Han med hende, alt hvad Han gør, gør Han med hende.

 

Hans sande navn og det falske navn

I ægteskabet får bruden Hans navn at leve af og ved, dvs alt hvad Han er og har, alle Hans uendelige rigdomme. Vi gifter os til alt. Det er ikke noget, vi kan eller skal gøre os fortjent til, eller kan opnå ved snilde og egne fortræffeligheder. Det gælder kærlighed, retfærdighed, glæde, herlighed, kraft etc. Her ser vi det vidunderlige i Herrens væsen: Han er, hvad Han giver. Intet er løsrevet fra Hans væsen:

Han giver os sin fred, og Han er vor fred - Ef 2:14; Johs 14:27

Han retfærdigør os, og Han er vor retfærdighed - Jer 23:6

Han elsker os, og Han er vor kærlighed - 1.Johs 4:8

Han forløser os, helliger os, giver os visdom og er samtidig disse ting for os - 1.Kor 1:30-31

 

Dette er et dybt mysterium, som virkelig kan forløse bruden i en ufattelig tryghed, når hun virkelig ser alt det, hun får i og ved Hans navn. Det er det sande, ikke nogen efterligning.

 

Heroverfor står det falske navn: “Ligesom”. Adam og Eva ville være “ligesom” Gud (1.Mosebog 3:5). “Ligesom” er satans navn og mærke, fordi han vil være ligesom Gud, på lige-fod med Ham. Antimessias vil være “ligesom” Messias. Vil være “som” og “lige med” - og “ligesom” er det samme som “i stedet for”.

En kærlighed, kraft, retfærdighed etc. ligesom Guds - på lige fod med Ham og uafhængig af Ham findes ikke og kan ikke bestå. At begære noget sådant, at forsøge at opnå det og at arbejde på det er utroskab. Efterligninger er skøgefrugter undfanget i en skøge og befrugtet af Guds modstander.

Gud kan ikke give noget, der er løsrevet fra Ham. At få Guds rigdomme er at få Ham som Gud og Herre over alle ting.

 

Til brudens rådighed

Alle rigdomme stilles til vores rådighed - brudgommen deler ALT med sin brud gennem Hans Ånd, som er indgivet enhver, der tilhører bruden.

Først må dette åbenbares for os, så det ses og tros, før vi kan lære at anvende det. Det er muligt at have alt til rådighed og alligevel ikke drage af Herrens rigdomme, men i stedet af egen begrænsethed. Måske gør vi det i en slags falsk ydmyghed, men at bruge af Guds resourcer i taknemmelighed, ærefrygt og underordnelse, ærer og glæder Brudgommen og tjener Hans formål med skabningen. Det kan ikke bruges af kødet til egen formål, hvilket stadig er en mulighed, da kødet endnu er til stede i bruden. Rigdommene kan ikke besiddes eller ejes, men de kan administreres med Gud, bruges og nydes. En nøgle til den rigtige anvendelse er at vide sig som den fattigste i verden, men trolovet med den rigeste i universet. Begyndelsen til kraft, nåde, liv og tjeneste er ofte erkendelsen af egen magtesløshed og værdiløshed.

 

Gud ønsker vi skal lære at drage af alle Hans rigdomme, herlighed og kraft - dertil har Han skabt os og forløst os.

 

 

Brudens svar

 

Brudgommen vælger sin brud af kærlighed, og ikke fordi hun er hverken smuk eller perfekt, for hun er, som vi har set, en skøge udvalgt af nåde. Han ser i hende det, Han vil gøre hende til gennem Sin behandling i trolovelsesperioden: En ren og hellig brud.

Herren holder ikke noget tilbage for hende, men giver hende al Sin kærlighed, omsorg, velsignelser og rigdomme - alt det Han er og har. Han gør det for, at hun skal elske Ham tilbage, følge Ham og give de kærlighedssvar, Han længes efter.

 

Brudens kærlighedssvar

Samlivet mellem Herren som brudgom og Hans ejendomsfolk som brud har utallige dimensioner, men her skal nævnes fire, som er helt naturlige og gennemgående.

 

Hun tilfredsstiller Ham

I Lukas 7:36-50 gives et malende portræt af en ægte bruds kærlighed. Kvinden her overøser Yeshua med sin kærlighed uden nogen hensyntagen til omverdens reaktion, tanker eller dom over sig. Hun erkender sig selv som skøge og har derfor ikke noget omdømme at miste eller forsvare, men hun har også brudens frimodighed til at elske med en kærlighed, der kun har øje for Ham, hun forventer alt godt af, fordi hun er sikker på Hans kærlighed.

Den slags hengivenhed er aldrig helt velset - heller ikke blandt troende. Sådan var det ikke i farisæerens hus dengang, og er det heller ikke i kirken idag. Men om denne skøge og synderinde siges det, at fortællingen om hende skal følge evangeliet ud i verden (Markus 14:9). Evangeliet skal ikke akkompagneres af en række fortællinger om fromme og retfærdige mænd og kvinder! Det er fordi, kvinden repræsenterer kernen i Evangeliet: Herren der kom for at frelse og genoprette fortabte syndere, der erklærede sig som sådan uden ret til livet, og som gav det eneste passende svar på budskabet gennem en altfortærende kærlighed. Kvinden her fattede, hvad det er, der tilfredsstiller den himmelske brudgom.

 

Dette kærlighedsforløb fortælles forud i Højsangen om Shulamit og Kongen. Hun begærer Ham (Højs 1:1), søger Ham konstant (Højs 1:7; 3:1-3), giver Ham alt (Højs 7:14) og bærer Hans frugt (Højs 7:14). Sådan er Højsangen fortællingen om et sandt ægteskab mellem himmel og jord.

 

Hun hjælper Ham

I ægteskabet virker, fungere og arbejder man sammen. I 1.Mosebog 2:18-23 beskrives og grundlægges dette i omtalen af Adams og Evas indbyrdes forhold. Det siger ikke kun noget om et jordisk forhold, men også om ægteskabet mellem den himmelske brudgom og Hans brud. Vi er Herrens hjælper, ikke omvendt. Vi virker med Ham i Hans agenda og i Hans interesser, hvilket reelt er grundlaget for, at vi kan være konger (og dronning) med Ham. Vi passer verden, underlægger os den og har omsorg for den med og for Herren. Som vi ved, missede vi opgaven i første omgang, men der er en ny chance i genoprettelsen.

 

Da Yeshua gik omkring i menneskeskikkelse, vogtede Han netop haven for dæmoner, og drev dem væk, der var sluppet ind, fordi mennesket ikke havde passet på, da Adam svigtede sit kald.

Yeshua gør stadig det samme, men nu gennem sin brud. Han giver hende de nådegaver, der skal til for at kunne virke som Hans hjælper (Markus 16:15-20). Som Hans hjælper, er hun Hans fortrolige i genoprettelsen og den nye bevogtning af Hans have. Han deler sine hemmeligheder om verden, fremtiden og endetiden med hende, så hun kan følge Ham og deltage i arbejdet i denne verden frem mod den kommende verden.

 

Hun berømmer Ham

Kærlighed kan ikke skjules, den må både leves og fortælles. Ingen kan holde en kærlighed skjult, den vil vise sig. Og sådan også for Herrens brud. Hun er åbenhjertig om sit livs kærlighed, skjuler Ham ikke væk, men berømmer Ham og bekender sit forhold til Ham. Hun vidner om hendes kærlighed til Ham og Hans til hende og er stolt af sin afhængighed af Ham (Højs 5:8-16).

 

I brudens mund er vidnesbyrdet om Yeshua, Evangeliet og Hans ord båret af kærlighed mere end pligt og bestræbelserne på at undgå fortabelsen. Torahen er et kærlighedsdokument mere end en objektiv skrift om retfærdighed. Messias ER Evangeliet og Hans kærlighed Evangeliets kraft i ordet.

 

Hun venter på Ham

Bruden venter konstant på Ham og ser længselsfuldt frem til Hans komme og bryllupstiden. Hvor er den brud, der ikke glæder sig i forventning? Da alle hendes kilder er i Ham, har hun intet problem med ventetiden. Den skærper bare hendes appetit, forventning og udholdenhed. Et liv her og nu uden Ham er lige så utænkeligt som en evighed uden Ham

 

I det hele taget bringer ventetiden det bedste frem i den rigtige brud og det værste frem i den falske brud. Den rigtige brud bliver mere og mere beredt, forventningsfuld og ren i sin skønhedskur, mens den falske visner hen, fordi kærligheden er mindre end ventetiden, så urenheden tager til. Ventetiden er i sig selv en stor del af skønhedskuren.

 

Ventetiden og de ti brudejomfruer - Matt 25:1-13

Lignelsens budskab: Få den ekstra olie på kanderne idag!

Lignelsens spørgsmål: Hvad er olien i kanderne, og hvordan får man den?

 

De ti jomfruers fællestræk

Der er intet i lignelsen, der bebrejder de 5 tåbelige jomfruer indtil brudgommens komme. Kun med hans komme bliver manglen hos de 5 tåbelige tydeliggjort.

Alle 10 jomfruer er rene og oprigtige og går samlet og længselsfuldt brudgommen i møde. Alle elsker brudgommen og har tilsyneladende indrettet deres liv på ham og brylluppet med ham. Således bærer de i samlet flok den genfødte troendes kendetegn, hvilket ydermere understreges af, at de alle har olie på lamperne som symbol på Helligånden, kærligheden, lyset nåden osv. At de 5 tåbelige skulle være frafaldne eller kødelige troende, som de fleste tolkninger synes at forudsætte, kan ikke godtgøres ud fra lignelsens ligefremme udsagn. Under alle omstændigheder ligner deres karakter, fokus og handlemåde hverken verdens eller frafaldne troendes. Heller ikke søvnen adskiller de 5 kloge og de 5 tåbelige, hvilket udelukker søvnen som tegn på frafald.

 

Søvn og frelse

Hvis de 5 tåbelige også er genfødte troende, kan den lukkede dør næppe betyde fortabelse. Derimod betyder den bestemt udelukkelse fra bryllupsfesten. Lignelsens formål er ikke at beskrive forholdet mellem frelse og fortabelse som sådan, men på at opmuntre til at have olie ikke kun på lamperne, men også på kanderne. Muligheden for at entre forholdet til brudgommen på et senere tidspunkt kan for de 5 tåbelige sagtens være til stede. Brudgommens udsagn om, at Han ikke kender de 5 tåbelige kan i så fald være i forhold til brudenatten, den første søde forening, og altså ikke en fatal evig fordømmelse. Det er muligt, at kun de 5 vise kommer til at regere med Herren i Tusindsårsriget, mens de 5 tåbelige må vente til foreningen i Det Ny Jerusalem som en del af Lammets hustru.

 

Som nævnt falder alle ti i søvn på samme tid, og de vågner på samme tid. Søvn i Skriftens forbindes ofte med død. Hvis det er tilfældet her i lignelsen også, så betyder opvækkelsen af de ti opstandelse, hvad der også ligger lige for, fordi opstandelsen i Skriften iøvrigt er direkte forbundet med brudgommens komme og bryllupsfesten De deler altså opstandelsen, hvilket underbygger tesen om, at også de 5 tåbelige er sande troende, da kun de retfærdige og frelste opstår ved den første opstandelse.

 

Den ekstra olie

Den eneste forskel mellem de vise og tåbelige brudepiger er olien i kanderne. De 5 vise har forråd både til nutiden (lamperne) og til fremtiden (kanderne), mens de fem tåbelige kun har til nuet, til dagen og vejen (lamperne). I forhold til lamperne er de ti piger ligestillede, men i forhold til kanderne er de forskellige. Forskellen er reserven, forrådet, som skaffer adgang til bryllupsfesten.

 

Spørgsmålet er, hvad den ekstra olie repræsenterer og relaterer til. Generelt kan det slås fast, at den relaterer til den kommende verden (og Skriftens ord derom), til brudgommen og selve bryllupsfesten (og igen Skriftens ord derom), til Helligånden eller noget i Helligåndens virke og til nåden, som rækker ud over frelsen og det åndelige liv i denne verden. Endvidere må den let kunne fåes uden noget til gengæld, da benævnelsen “tåbelig” af dem, der ikke har den, ellers ville være malplaceret.

 

På det ligefremme plan er olien jo udtryk for visdom, da det er det eneste, der siges om forskellen på de to pigegrupper. Og visdommen er en nådegave gennem Guds Ånd. Den ekstra olie repræsenterer altså som et minimum Helligåndens gaver, eller nådegaverne.

I 1.kor 1:4-9 siger Paulus, at de troende er blevet rige på alt gennem vidnesbyrdet om Messias Yeshua, og at de ikke mangler nogen nådegave, mens de venter på Hans komme, så de på den dag ikke kan anklages. Åndens gaver giver altså at kunne kigge ud over denne verden og ind i den kommende verden og virkelighed, som netop manifesteres med brudgommens komme. Ånden giver at kunne smage den kommende verdens kræfter og ikke kun frelsen her og nu.

Troende kan forledes til i denne verden kun at betjene sig af verdens visdom, det nuværende, om end med henkastede blikke på det kommende, mens Åndens visdom åbenbarer det kommende som noget levende allerede nu. Visdom i Skriften er at samle sig forråd til senere - ikke kun til det nærværende.

Det siger noget om, hvordan nådegaverne skal forvaltes, nemlig som en forberedelse til den virkelighed, som kommer sammen med Herren - og ikke som hyggelige personlige forudsigelser om dette og hint personligt, hvis dette da ikke er relateret til det kommende Gudsrige.

 

Åndens nådegaver bygger på åbenbaring (1.Kor 12:7) både af en kommende virkelig og af Ham som medbringer den virkelighed: Brudgommen Messias Yeshua. En åbenbaring af Ham, og at Han er alt det, vi har brug for (1.Kor 1.30). Det er dybden af at kende Ham som substansen af alt åndeligt. Ikke underligt, at Paulus beder om, at åbenbaringsånden og de medfølgende nådegaver, må vinde fuldt indpas i menighedens liv (Kol 1:9-11).

 

Få den ekstra olie

Lignelsen nærmest pånøder bruden til at modtage den ekstra olie, som brudgommen nu rækker hende (Ordspr 4:1-9).

Det drejer sig om her og nu at få forrådet af Åndens ekstra nåde fyldt op til senere brug. Er man bare lidt klog nu, beder man om visdommen til senere, som Gud beredvilligt giver (Jakob 1:5-6).

 

Det er vitalt, at bruden nu modtager de gaver, som Helligånden rækker til hende på vej mod brudgommen og foreningen med Ham, og at nådegaverne bliver brugt og forvaltet med henblik herpå.