Tines vidnesbyrd

Vejen til efterskolen

Jeg havde egentlig aldrig overvejet at komme på en efterskole. Jeg kunne ikke så godt følge med i skolen og fik at vide, at jeg skulle prøve med en anden skole med bedre akustik. Jeg ville gerne på en kristen efterskole, fordi jeg havde sunget i kirkekor og betragtede mig selv som kristen. Vi kendte ingen kristne efterskoler, men min fætter fortalte, at han kendte en, der havde været på en kristen efterskole. En dag besøgte vi denne efterskole, og da jeg åbnede bildøren, blev jeg mødt med en kærlighed og med en følelse af ”nu er du hjemme”, og jeg kan huske jeg undrede mig og tænkte ”jeg vidste ikke engang at jeg skulle lede efter et hjem”. Vi snakkede med nogle elever og lærere, alle reglerne og lokalerne var, som jeg ønskede mig det. På det tidspunkt fik jeg den sidste ledige plads, der var på efterskolen.

Efterskolen

På efterskolen lærte jeg så mange ting, alt lige fra at man kan have et personligt forhold til Jesus, at man kan læse i sin Bibel, hvordan det er, når man kan følge med i skolen, hvordan man vasker gulve, pudser vinduer, at sport kan være sjovt, at spille klaver og lære at få venner, for det vidste jeg faktisk ikke, hvordan man gjorde. Jeg groede så meget, og jeg er så glad for den tid. Jeg kom til at lære Jesus at kende, og begyndte at få mere viden om ham.
I 2008 i slutningen af 9. klasse talte jeg med en, der sagde, at Jesus var brudgommen, der ventede på, om man ville sige ja til ham. Det var der på den dag, jeg sagde ja til Jesus. Så tog jeg et år mere på efterskolen, for at komme til at lære mere af ham at kende, og for at blive klar til de udfordringer, jeg vidste, der ventede mig efterfølgende.

Salige vished! Jesus er min! 
Han er min hyrde,

kalder mig sin…
Han er min glæde, han er min sang.


Ham vil jeg prise livsdagen lang. 
Ham skal jeg evigt

love hos Gud.
Han er min brudgom, jeg er hans brud.

Gymnasiet

Da min tid på efterskolen var forbi, kom jeg på Gymnasium, og det var en utrolig hård tid. Der var kampe på alle sider, jeg havde svært ved at følge med i skolen, og mine forældre kunne ikke helt finde ud af, hvem jeg var efter efterskolen, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan min relation til dem skulle være. Tit føltes det som om, der hele tiden var noget eller nogen, der prøvede at tage glæden med Jesus fra mig. Jeg tror, Gud brugte den tid som en prøvetid, for at se om jeg mente mit ja til ham, og for at han kunne lære mig at være afhængig kun af ham, for der var intet andet, jeg kunne holde fast i. Jeg har tit følt det som at være ude på en tømmerflåde på åbent vand og ikke have andet at holde fast i end Jesus. I den tid åbnede Gud Bibelen på en helt speciel måde, meget personligt, og gav mig en smule fred der. Særligt dette bibelvers holdt jeg fast i: ”Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går!” - Josvabog 1,9

Ørkenen

Efter Gymnasiet kaldte Gud mig ud i ”ørkenen”. Jeg var

undervejs i mit liv blevet såret og havde brug for tid til bare

at hele, til at lære Gud bedre at kende og få ro. Der står i

Hoseas bog 2, 16: ”Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre

hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte.” Og det gjorde

Gud, han åbnede Biblen på en sådan måde, at jeg havde

svært ved at gå fra den. Jeg sad nogle gange i flere timer

bare og læste, den blev min støtte. Der var dage, hvor jeg

var deprimeret og pludselig opdagede mit i min bibellæsning,

at jeg var fyldt med glæde og håb. I det halve år lavede jeg

faktisk ikke så meget andet end at læse i biblen og lave en

kreativ bog, hvor jeg bearbejdede mine sår. I den tid talte Gud

virkelig til mit hjerte og var med i hele helbredelsesprocessen.

Urtepottetiden

Efter ørkenen, flyttede jeg til en anden by og jeg blev lidt

af en ”urtepotte”-kristen. Jeg gik hen til den ene kirke efter

den anden, men slog mig ikke fast, begyndte ikke at gro og

give til fælleskabet, men gik videre til en anden kirke hvis

jeg var uenigmed forkyndelsen eller andet. I den tid var jeg

meget rodløs, ogdet var ikke godt for mig. Gud begyndte at

tale til mig om at være tro, at følges med ham, også når det

betød at blive det samme sted med ham.

Kerem Shalom

Gud ledte mig stille og roligt og af en forunderlig vej hen til Kerem Shalom. Jeg vidste ikke der var en kirke som denne, men gennem en vens, vens, ven blev jeg introduceret til den. I starten var det svært virkelig at forstå og holde af den, det var lidt af en kamp, måske også fordi den tit udfordrede mig til mere med Gud, og det kan nogle gange godt gøre ondt, men efterhånden er det blevet mit sted, der hvor jeg kan være sammen med Gud på en særlig måde, der hvor jeg kan få, men også give ind i fælleskabet. For mig har det faktisk været opfyldelsen og en virkeliggørelse af et bibelvers, jeg virkelig har holdt mig til, da det hele var hårdt, og jeg ikke så nogen vej ud. For i Kerem Shalom har jeg lært noget af Guds kærlighed at kende, jeg har været med til at spille musik og synge lovsang, og vi har danset mange gange sammen. Bibelverset står i Jeremias 31, 3-4: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig. Jeg bygger dig op, Israels jomfru, du skal bygges op på ny. Atter skal du gribe din pauke og gå med i de glades dans.”