Renate

Vidnesbyrd om Guds virke i mit liv

Salme 71: 5-6: ”… fra min ungdom var du min tilflugt, Herre, fra fødslen har jeg støttet mig til dig, det var dig, der tog mig fra moders liv, min lovsang gælder altid dig.”

Disse ord fra Bibelen passer rigtig meget til mit liv. Min mor var en troende kvinde, som tog mig helt fra starten af mit liv med i kirke. Den første gang jeg ved af, at Gud greb ind i mit liv med sin frelse, var da jeg kun var omkring et år gammel. Jeg fik kighoste, som jeg nær var død af. Min tilstand blev så alvorlig, at jeg blev indlagt på sygehuset, og lægerne forberedte min mor på, at jeg nok ikke ville overleve. Min mor var fortvivlet og bad om forbøn for mig i menigheden. Hun havde selv kæmpet længe i bøn for mit liv og var helt udmattet. Til sidst gav hun slip og overgav mig i Guds hænder. Pastoren fik da et ord fra Gud til min mor, at jeg skulle leve, og at jeg altid ville tilhøre Gud.

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg altid elsket at komme i kirken. Jeg gik i søndagsskole, hvor jeg hørte alle historierne fra Bibelen og lærte mange dejlige sange. Engang, da jeg var omkring 6 år, skulle jeg med til en ”voksen-gudstjeneste”, fordi søndagsskolen holdt juleferie. Jeg savnede den og kedede mig lidt. Men pludselig hørte jeg nogle ord i prædikenen, som rørte mit hjerte. Pastoren talte om Jesus (dengang vidste jeg ikke at Hans rigtige navn er Yeshua), som var kommet til verden, men folk havde ingen plads til Ham. Og han forklarede, at Jesus i dag ønskede at komme ind i vore hjerter, som vores Frelser og Herre. Men selvom Han elskede os så højt, at Han havde givet sit liv for vore synder, ville mennesker ikke lade Ham komme ind. Da jeg om aftenen lå i min seng, bad jeg Jesus om at tilgive mine synder og komme ind i mit hjerte. Og jeg oplevede en utrolig stærk glæde! Jeg vidste at Han havde hørt min bøn.

Som tolvårig lod jeg mig døbe, og der fik jeg min første rigtige Bibel af min mormor. Siden har jeg læst i den, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod så meget i begyndelsen. Men jeg kunne jo genkende alle Bibelhistorierne fra søndagsskolen, og jeg elskede Guds Ord.

Der var dog også en mørk side i min barndom. Min far hverken delte eller forstod min mors tro. Men da han havde et job, hvor han sejlede, var vores families normaltilstand, at min far ikke var til stede. Som lille pige savnede jeg ham – så meget at jeg i nogle år blev syg, hver gang han skulle rejse. Men det ændrede sig, da jeg blev større – dog ikke til det bedre! Min far bragte uro og ufred med sig, når han var hjemme. Han blev meget ofte vred og kunne pludselig og uventet fare op i hidsige udbrud. Selvom det for det meste gik ud over min storebror, led jeg under det, og jeg begyndte at hade ham. Dog troede jeg, at jeg – som kristen – ikke måtte føle sådan, så jeg fortrængte denne følelse.

I mine teenage-år kom min tro på prøve. Det var en periode i mit liv, hvor jeg prøvede at leve med ”en fod i hver båd”. Jeg vidste at jeg ikke kunne undvære Jesus, men jeg ville også prøve at ”smage” lidt af verden. Kun det ”ufarlige” selvfølgelig, som jeg selv mente. Jeg ved at min mor bad intenst for mig i den tid. Hun fortalte mig senere, at hun blandt andet bad konkret om, at Gud måtte give mig den rette ægtefælle. Og Gud har bevaret mig i sin nåde og med sin stærke hånd! Da jeg var 17 år viste Han mig at jeg ikke kunne leve med ”en fod i hver båd”. Det ville jeg falde i vandet af og drukne! Jeg måtte vælge mellem verden eller Guds Rige. Og Han gav mig nåde til at vælge Guds Rige.

På denne tid kom jeg til at læse en bog om en rumænsk præst, som var i fængsel for sin kristne tros skyld. Bogen handlede om, hvordan han overlevede sine lidelser ved at lave prædikener for sig selv i fængslet. Jeg blev grebet af, at hans trosliv i mange år ikke fik næring af Bibelen eller kirkens fællesskab, for han havde ikke noget af det. Det eneste han havde, var fællesskabet med Gud! Kærligheden fra Gud – og til Gud! Pludselig viste Gud mig, at dét også var det vigtigste og det eneste afgørende for mig! Han gav mig en stærk fornyelse i mit forhold til Ham. Jeg oplevede en hidtil ukendt glæde, kærlighed og frihed!

Jeg var stadig kun 17 år, da min mor fik sit bønnesvar: jeg lærte Thomas at kende – min rette ægtemand. Året efter, da jeg var 18 år, blev vi forlovede. Og et år senere blev vi gift. Gud velsignede vores ægteskab med tre dejlige sønner.

I løbet af de sidste 16 år har Gud så velsignet os med 3 dejlige svigerdøtre og 7 dejlige, dejlige børnebørn.

I de første år af vores ægteskab – inden børnene kom - var der en periode, hvor jeg gik arbejdsløs. Så skete det, at jeg åbnede døren for et Jehovas Vidne, som begyndte at besøge mig regelmæssigt i nogle måneder, hvor vi diskuterede ud fra Bibelen. I begyndelsen ville jeg overbevise vedkommende om deres falske lære. Men efterhånden kom jeg i tvivl, om de havde ret, og jeg var forkert på den. Gud bevarede mig fra at gå ind på dette alvorlige vildspor, ved at vise mig, at hvis jeg gik ind i deres organisation, måtte jeg opgive min personlige kontakt med Jesus. Og det vidste jeg bare, at jeg ikke kunne! Så, jeg takker Gud for Hans bevaring og vejledning.

Nogle år senere fik jeg indblik i, hvorfor og hvordan deres organisations lære er forkert, og hvor meget nød der gemmer sig under overfladen.

Gud har også bevaret mig fra andre vildspor. Og igennem årene har Han rettet nogle ting i min forståelse af Hans Ord – f.eks. viste Han mig at Helligåndens nådegaver stadig er aktuelle i dag (if. 1. Korinter-brev kap. 12 og 14) og at Israel stadig er Guds folk, ved at åbenbare ordene i Romerbrevet kap. 11 for mig. Og for ca. 15 år siden åbenbarede Han for mig, at den såkaldte ”gamle pagt” ikke er ugyldiggjort, og at Torah’en – Guds Lov – stadig er aktuel og relevant for os i dag (Mattæus kap. 5, vers 17-18). Derved har Han åbnet en helt ny og vidunderlig dimension af sit Ord og dets sammenhæng og helhed for mig. Hver rettelse, Gud har givet mig, har været til stor glæde og berigelse for mig! Så, det er min bøn, at Han må blive ved med at lede mig på sin vej – også resten af mit liv.

Da jeg var i 30’erne, begyndte de fortrængte følelser fra min barndom at komme op til overfladen. Jeg kom i en stor følelsesmæssig krise, som varede i over 12 år. Jeg måtte bearbejde mit problematiske forhold til min far – selvom han dengang allerede var død for nogle år siden. Det medførte også at jeg kom i en krise i mit forhold til Gud. Jeg havde aldrig kunnet kalde Ham ”Far”, for det skabte en forvirret følelsesmæssig knude i mit indre. Billedet af Gud som Far blev uhjælpelig rodet sammen med billedet af min jordiske far. Og de fortrængte følelser af savn ved min fars fravær, da jeg var lille, samt de fortrængte følelser af vrede og had voksede op til en smertefuld mur mellem mig og Gud. Der var en syg blanding af længsel og frygt i mit indre, fordi jeg gennem årene og ved mange prædikener i kirken havde fået den opfattelse, at Gud fordømte mig for de ”forbudte” følelser. Og jeg kunne jo ikke selv fjerne dem!

Det var en hård tid i mit liv, hvor jeg søgte efter hjælp flere forskellige steder. Jeg gik til forbøn utallige gange i disse år, og talte med forskellige sjælesørgere. Men jeg oplevede kun delvis og midlertidig lettelse.

I dag, når jeg ser tilbage, kan jeg se, at Gud har båret mig igennem disse svære år. I sin nåde og kærlighed ledte Han mig til den rette person, som forstod at hjælpe mig. Med stor tålmodighed og visdom fra Gud bragte han lys ind i min forvirring og redte de forkludrede tråde i mit indre ud. Guds Ords sandhed satte mig fri. For jeg lærte at forstå, at mine følelser er foranderlige og påvirkede af alle mulige omstændigheder, men Guds Ord er evig, sand og uforanderlig. Det er en vidunderlig klippe, som står fast, også i mit livs storme.

Jeg har også oplevet Guds Frelse på det fysiske område – ud over helbredelsen fra kighosten i mit første leveår. For eksempel var der nogle år, hvor jeg døjede med nældefeber, som Gud helbredte mig for. Og i forbindelse med overgangsalderen led jeg i ca. 10 år under migræne, som bragte mig ind i en afhængighed af migrænepillerne, uden at jeg var klar over det. Også det satte Gud mig fuldstændig fri fra.

Hvad kan jeg sige andet end at Gud er en vidunderlig, nådig, god og kærlig Gud! Hans trofasthed har holdt mig fast hele mit liv. Ham tilhører mit hjerte – for evigt.

Jeg vil afslutte, som jeg begyndte, med nogle ord fra Salme 71:17-18. 22-23:

”Gud, du har belært mig fra min ungdom, og jeg beretter stadig om dine undere. Forlad mig ikke, Gud, når jeg bliver gammel og grå, så kan jeg berette om din styrke til alle slægter, der kommer.”

”Da skal jeg takke dig med harpespil for din trofasthed, min Gud, jeg vil lovsynge dig med citer, du Israels Hellige. Mine læber skal juble, når jeg lovsynger dig, og min sjæl, som du har udfriet, skal juble.”