Vidnesbyrd Lars

Jeg er vokset op i et troende hjem med gode og kærlige forældre og har fra barnsben selv været troende, så jeg ved ikke rigtig, hvad det vil sige ikke at have Jesus i mit liv som frelser og ledsager. Det har altid stået klart for mig, at jeg måtte give mit liv til Ham, hvilket jeg har gjort mange gange op gennem min barndom. Tydeligt husker jeg, at jeg gjorde det, da præsten lagde sin hånd på mig under min konfirmation.

Alligevel begyndte verden op gennem mine ungdomsår at drage mig. Der var så mange ting, jeg ville opleve og ambitioner, jeg ønskede at realisere. Gud lod mig drive uden at slippe mig, og jeg for min part ville heller ikke slippe Ham, selvom jeg heller ikke ville slippe verden. Det var som at køre bil, hvor jeg insisterede på både at sidde ved rattet, og på at Yeshua skulle sidde på passagersædet. Han kørte trofast med, selvom jeg endte i grøften mange gange og kom til skade - og hvad værre var - gjorde skade på andre. Når jeg tænker tilbage på dette, fyldes jeg både af taknemmelighed over, at Herren ikke lod mig sejle i min egen sø og drukne i den, men også af sorg over, hvad jeg på en måde trak Ham igennem. Det var uværdigt.

Meget af det, jeg gerne ville opleve, fik jeg oplevet med den smertefulde erkendelse til følge, at de erfaringer, verdens og kødets oplevelser afsætter, bliver til erindringsar i sjælen. Også mange af mine ambitioner, fik jeg opfyldt, men jeg husker, da jeg stod på toppen af dem, at jeg blev overrasket af en besynderlig tomhed og tænkte: Er det virkelig alt?

Jeg tror, Herren mange gange sagte advarede mig i min færd, men andre stemmer havde mere magt i mig, selvom jeg dengang nok ikke så det sådan - jeg var jo troende. Måske Herren vidste, at der var en line, jeg skulle løbe ud eller nogle erfaringer, Han måtte tillade mig i mit stivsind at få, før jeg var klar til Ham igen. Det helt utroligt fantastiske var, at Han trøstede mig, når jeg selvforskyldt kom galt afsted.

Der skulle nogle meget smertefulde år til med personlige kriser, før det meningsløse i et selvstyrende liv for alvor gik op for mig. I de år holdt Herren mig i Sin varme hånd, mens Han langsomt trak mig ind til Sig. Da jeg aldrig var i tvivl om, at hjælpen skulle findes hos Yeshua, søgte jeg Ham både med længsel og håb. Jeg begyndte at gå i kirke regelmæssigt igen og at læse i Bibelen. I den periode brugte Gud Søren Kierkegaards bøger til at vikle mig ud af mig selv. Jeg læste “Kærlighedens Gerninger” og var rystet, derefter “Sygdom til døden”, og blev chokeret. Jeg læste alt, han havde skrevet. Det var som balsam for mig på mine sår i sjælen. Siden da har Herren brugt mange andre trosbrødres bøger og ord til at støtte og retlede mig i min tro.

Min Bibellæsning blev mere og mere intens, og jeg læste Skriften med alle sanser på vid gab. Jeg vidste jo, det var her, svarene var at finde, så jeg satte mig for virkelig at læse og indtage den fra ende til anden. Det var vidunderligt! Et af versene, der ramte mig, var Johs 7:38: Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. Jeg måtte sige til Herren: Jeg har troet på dig hele mit liv, men jeg kender ikke det levende vand. I min søgen besøgte jeg i løbet af et par års tid mange Folkekirker og næsten alle Frikirker i Århus, og jeg tog vel noget til mig alle steder fra. En aften til et møde, hvor de ikke-troende blev opfordret til at række hånden i vejret og modtage Yeshua, rakte også jeg hånden i vejret. Jeg måtte overvinde stoltheden ved, at jeg, der havde givet sit liv til Herren mange gange, nu igen skulle gøre det, som om jeg aldrig havde kendt Ham. Men det var vejen, jeg måtte gå.

En sen aften, som jeg aldrig i evighed glemmer, lå jeg i min seng og bad. Da kom Herrens Ånd over mig som sn tågesky, og Hans herlighed gennemtrængte mig ganske langsomt fra yderst til inderst. Det var en alt overvældende og ufattelig erfaring af at være ‘kendt af Gud’. Det eneste jeg kunne fremstamme var “tak, tak, tak…”. Han fyldte mig fuldstændig, og jeg vidste, at hvis det blev ved, ville jeg død, men det gjorde heller ikke noget, for alt var i orden. Jeg hørte mig selv sige. “Tak fordi du giver mig det i den takt, jeg kan tåle”. Senere forstod jeg, at det var Guds løfte til mig gennem min egen mund. Derefter fortog oplevelsen sig langsomt, men er aldrig forsvundet og blusser op nu og da.

Nogle dage senere eller nogen tid derefter, jeg husker det ikke helt, blev jeg standset af Guds Ånd, mens jeg gik inde i mit hus. Jeg blev naglet til stedet, mens jeg fik en sælsom åndelig åbenbaring af korsets virkelighed, af at det, der skete på Yeshuas kors for længe siden, er så stort, at vi i dette liv ikke kan hverken at se eller rumme omfanget deraf.

Disse to ting - Guds herlighed og korsets virkelighed - vil for altid bestemme mig. Før i tiden var jeg bange for at bede “Ske Din vilje”, da jeg gerne ville min egen. Nu er det min kæreste bøn. Før i tiden var jeg forhippet på at sidde ved roret i mit eget liv, nu er det det, jeg frygter allermest.

I de mange år, der er gået siden da, er der sket mange ting i min vandring med Herren. Meget er blevet anderledes, jeg er blevet anderledes. Og Herren har givet mig en dejlig hustru, jeg kan følges med i vandringen med Ham. Jeg er blevet opdraget og skåret til gennem fællesskabet med brødre og søstre i troen - både det smertefulde og det dejlige i fællesskabet - og den proces er ikke slut. En af de ting, Herren gennem årerne har lært mig, er nødvendigheden af at være i et forpligtende trosfællesskab, hvilket har været en hård erkendelse for mig at komme til, da jeg af natur er lidt af en enegænger. Nu ved jeg, at den fylde af herlighed, jeg smagte en sen aftentime, kun kan komme til endelig opfyldelse sammen med lemmerne på Herrens legeme. Selvom Han møder os hver for sig, er Hans mål ét samlet folk, der kan rumme fylden af Ham.

Herren har holdt fast i mig gennem hele mit liv. Ellers ville jeg være gået fortabt, og slipper Han mig, går jeg fortabt. Der var intet i mig, der kunne holde Ham fast, og der er stadig intet i mig, der kan. Selv min tro er fra Ham. Det er en krog, Han har sat i mig, som Han trofast holder fast i. Han er hinsides alle menneskelige ord.