Vidnesbyrd Jens

Jeg er ikke helt klar over, om jeg kommer ud af en troende familie. Min mor bad dog aftenbøn sammen med mig hver aften ”jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to” osv., og min far kunne ikke drømme om at lave havearbejde om søndagen, for, som han sagde ”kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.” Jeg fandt aldrig ud af, om han mente det seriøst. Så nærmere kom det ikke. For mig var aftenbønnen en skøn måde at slutte dagen på, men det var bare en remse, og mine forældre talte ikke mere om det. Vi gik kun i kirken til jul eller til de forskellige familiebegivenheder. En eventuel tro blev aldrig diskuteret i familien. Mine forældre gik mere op i at være og opdrage min ældre bror og mig til at være retskafne og elskværdige - altså ”ordentlige” mennesker. Først mange år senere, efter min fars død, ville min mor meget gerne med Anette og mig i kirke, gerne i Levring (ja den med det grimme krucifiks), hvor min mor kunne lide pastor Claus, eller vi gik i vores lokale sognekirke her i Houlkær.

I min gymnasietid gik jeg i Viborg domkirke hver søndag, fordi jeg sang i koret. Det var ganske vist ikke ”rigtig” kirkegang, for under prædiken opholdt vi os i et tårnværelse med aviser, kaffe og smøger, og domorganisten ringede så på en klokke, når vi skulle skynde os ned, måske kun med et enkelt ”amen”. Jeg har aldrig været glad for Viborg domkirke, skønt jeg blev døbt og konfirmeret her. Den var for stor for mig, og jeg følte mig frem-medgjort.

I min studentertid i Århus var jeg meget søgende. Jeg kom ofte i den katolske kirke og havde spændende samtaler med kirkens præster. Jeg fandt relativt hurtigt ud af, at der var to ting, som jeg fandt tiltrækkende: stilheden i den smukke kirke udenfor gudstjenesterne og ikke mindst de ydre ting f.eks. korsets tegn med vievand ved indgangen, at tænde et lys for ét eller andet eller en eller anden samt de mange konkrete ceremonier, som foregik. Selve indholdet fyldte ikke så meget! Med andre ord - jeg fandt ikke Gud, men jeg er sikker på, at Gud havde fundet mig, og havde beredt en vej for mig.

FORDI så mødte jeg Anette, som havde et konkret trosliv. Jeg kom ind i en familie, hvor troen ikke var hensat til søndag formiddag, men som indgik meget konkret i hverdagen. Der blev bedt bordbøn, og vi sang, når familien var samlet. Jeg begyndte at mærke troen gennem fællesskabet. Vi gik i Levring kirke om søndagen. Når det ikke var i Levring, var det vores lokale Houlkær kirke - et meget moderne kirkerum, som jeg havde lidt vanskeligt ved at vende mig til. Stadig handlede det meget om omgivelserne, altertavle fra gamle dage og en atmosfære, som indeholdt flere hundrede års bøn. Men kirkegang blev ikke desto mindre en stor del af mit liv. Men jeg følte stadig, at der manglede noget. Der var stor opstandelse i Levring omkring præsten, for tænk jer, han kunne finde på at spille på sin guitar under gudstjenesten! Jeg var rystet, og der var da heller ikke meget liv og fællesskab omkring gudstjenesten, som på én eller anden måde foregik ”udenfor” mig.

I Houlkær påstod den eller så udmærkede præst, at den kristne kirke udelukkende handlede om den nye Pagt, og at de hebræiske skrifter blot var fortællinger, som ikke spiller nogen rolle i dag. Ganske vist var der altid en læsning fra GT, men det blev der altid gået let hen over. For mig hang dette slet ikke sammen!

Helt galt gik det, da folkekirken indførte vielser af homoseksuelle. Det kunne jeg ikke klare. Kirkens rummelighed var blevet så stor, at meningen gik tabt. Jeg meldte mig ud!

Så blev det Viborg Frikirke. Her mødte jeg mange gode mennesker, men det gik op for mig, at jeg udelukkende søgte Guds rige i fællesskabet, og manglede fundamentet: min egen helt personlige relation til Gud. Jeg gik for meget op i ydre ting, og hvad gode mennesker kunne fortælle mig. Jeg skulle lære Gud at kende efter Hans Ord og gerninger. Jeg vidste jo, at Gud kendte mig særdeles godt, og nu ville jeg også gerne lære Ham bedre at kende. Der er kun én måde at gøre det på - læse Bibelen og tale med Gud.

Gennembruddet kom i Israel. Det var selvfølgelig ikke Israel som sådan, men alligevel kom det tæt på, fordi jeg befandt mig på steder/i områder, hvor Yeshua havde levet og virket. Besøget flere steder gjorde et stort indtryk, og det ændrede mit liv. At gå stille rundt i Kapernaum, eller bakkerne nord for Genesaret Sø, hvor Yeshua havde holdt sin Bjergprædiken. Det var måske ikke lige der, hvor jeg befandt mig, men alligevel. Jeg gik ned til Tapka og kunne se det hele for mig. Her følte jeg for første gang Guds nærhed.

Det, som stadig var problemet, var, at jeg manglede fundamentet, nemlig mit personlige forhold til Gud, herunder at søge tilgivelse for ting i min fortid (tro mig, der var noget at tage fat på).

To hovedpunkter i Israel, som gjorde et stærkt indtryk var muligheden for at bede ved Vestmuren, og ikke mindst var det min dåb i Jordanfloden. Det var et stort øjeblik, selvom omstændighederne gjorde, at jeg ikke rigtig fik sagt tak til Gud, men umiddelbart efter gik op til kiosken og fik en kop kaffe!

I Israel begyndte således min personlige og daglige vandring med Gud. Jeg ville dog gerne, at Gud skulle bruge mig, fordi tro uden handling er en død tro (Jakobsbrevet 2,26). Jeg bad om, at Gud ville give mig et tegn, og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Guds svar kom en aftenstund på hotellet i Jerusalem, hvor jeg mødte Youval Vanay og Anja fra Revive Israel. Under Youvals tale til os sagde han nogle ord, som jeg tror i virkeligheden kom fra Gud. Anette opfattede det også tydeligt og hviskede til mig ”hør!” Gud bad mig blive kontaktperson og oversætter i Danmark. Gud ønskede at bruge mig til en formidling af Hans ord, selvom disse ord var fortolket gennem Asher Intraters pen.

Gud ønskede imidlertid, at jeg skulle videre med min åndelige udvikling. Han ledte Anette og mig til Kerem Shalom. Jeg ved, at vejen er lang frem mod målet, som er Gud, (som et fremtrædende medlem af vores gruppe engang sagde i et avisinterview). Men jeg ved også, at vejen er tryg, fordi den foregår sammen med Yeshua og sammen med resten af Kerem Shalom, som har samme mål. Vi hører, finder svar, sætter i sammenhæng og tager med os på turen. Men det kan tage lang tid (som et andet fremtrædende medlem af gruppen engang sagde til mig), men det gør ikke noget - jeg ved, at det bliver godt!