Hanukkah betyder "indvielse". Denne indvielsesfest er ikke en forordnet fest i Biblen og er end ikke nævnt i GT, da de begivenheder, festen fejrer, indtraf ca. 175 år før Yeshuas fødsel. Festen er derimod nævnt i Johannes 10:22-23, hvor det siges, at Yeshua deltog i den.

Begivenhederne bag festen er optegnet i De Apokryfe Skrifter, i Første og Anden Makkabæerbog. Her beskrives Makkabæernes kamp og endelige sejr over Antiochus IV, efter dennes tyranni af Israel og skænding af templet i Jerusalem. Efter sejren over Antiochus blev tempelredskaberne genfremstillet og templet blev genindviet. Det er til minde om denne genindvielse, Hanukkah fejres, men festen har samtidig meget at sige, om vor egen åndelige tilstand, da vi jo er et tempel for Helligånden og om endetidens scenarium, da Gud i sit ord om det, ‘der var’, viser det profetiske, ‘det der kommer’. De historiske bibelske begivenheder bærer det profetiske i sig.

Daniels Bog

Mange af begivenhederne som Hanukkah mindes er forudsagt af Daniel. "Ser vi igennem" disse profetier, kan vi se et spejlbillede af endetidens trængsler, af Antikrists opståen, hans forehavende og hans endeligt. Derved kan vi forberede os til og vokse i kundskab om det, som kommer.

Nebukadnesar har en drøm, som kun Daniel ved Guds åbenbaring kan fortælle og tyde (Daniel 2:31-45). Åbenbaringen af de fire verdensriger, der skal følge efter hinanden er: Nebukadnesars eget babyloniske rige, det medio-persiske rige, det græske rige og det romerske rige.

Dette er de fire riger, som manifesteredes indtil Yeshuas første tilsynekomst, hvor det romerske rige jo havde magten, hvilket det åndeligt set i en eller anden forstand og omfang ser ud til at have haft lige siden. I endetiden vil det rejse sig vældigt på ny før dets endelige bortskaffelse og fremkomsten af Guds endegyldige herredømme.

Ang. det 3. rige, det græske rige, får Daniel et syn, som Gabriel forklarer ham betydningen af (Daniel 8:1-22): Alexander den Stores græske rige (det store horn) blev efter hans død delt i fire riger: Makedonien og Grækenland gik til Antigonus, Lilleasien til Lysimachus, Babylon og Assyrien til Seleuciderne og Egypten og Israel til Ptolemy. De fire riger er de fire horn i synet.

Ud af det ene horn vokser et som bliver større. Dette horn er Antiochus IV, som blev seleusidernes general. Han tilraner sig magt gennem krige, specielt mod Egyptens hersker, hvorved han får magten over Israel (vers 9).

Under Alexander den Stores herredømme skete der en udbredt hellenisering af hans storrige herunder også af Israel. Græsk kultur, sprog og religion vandt udbredelse. Guds Torah blev fortrængt til fordel for græsk filosofi. I stedet for åbenbaringer fra Herren foretrak man menneskelig ræsonnement, og i stedet for YAHWEH blev de græske guder tilbedt. Også mange jøder lod sig drage til den hellenisering, som også afspejles i evangelierne og måske delvist forklarer, hvorfor Paulus var så velbevandret i græsk kultur og sprog.

Som sådan var vejen banet for Antiochus vederstyggeligheder, da han fik magten over den ene del af det græske storrige. Han oprettede afgudsstatuer af sig selv, kaldte sig selv Epiphanes, som betyder "gud manifest"; græsk kultur, religion og græske guder blev påtvunget jøderne og en hellenistisk jøde (Jason) blev udnævnt til ypperstepræst.

Den 15. Kislev blev en statue af Zeus opsat i templet i Jerusalem, og ti dage senere begyndte man at ofre svin på Guds alter til afguden. Dette var "ødelæggelsernes vederstyggelighed", omtalt af Daniel (Daniel 11:31-35). Også i de omkringliggende byer af Jerusalem blev der opstillet afgudsaltre og røgelsen, som kun var bestemt til brug i Templet, blev også brændt i husene og på gaderne.

Antiochus udstedte dekreter om forbud mod Sabbatten, mod omskæring, mod overholdelse af Guds madregler og mod at studere Torahen. Og dem, der levede efter den, betalte med livet.

De torahruller, der blev fundet, blev brændt. Kvinder, som fik deres drengebørn omskåret, blev dræbt med deres børn bundet om halsen på dem. Familierne til dem, der havde foretaget omskæringen, blev også dræbt.

Selvom mange i Israel foretrak at følge de nye love for at redde livet, var der alligevel mange, der foretrak døden fremfor at bryde Torahen og Guds bud og deres trofasthed mod Ham. Eksempler på disse kan man læse om i Makkabæerbøgerne (1.Makk. 2:29-38).

Makkabæerne

Ledt af makkabæerfamilien - Mattathias med hans fem sønner, Johannes, Simon, Judah, Eleazar og Jonathan - rejste der sig en modstand mod Antiochus afgudsdyrkelse og tyranni. De forlod Jerusalem, da templet blev skændet, og flygtede op i bjergene (1.Makk. 2:39-41).

Mange sluttede sig til dem, og snart havde en lille hær formet sig, som tog kampen op mod overmagten. Gamle Mattathias døde og efterlod sig denne velsignelse: 1.Makkabæerbog 2:49-70

Tusinder af soldater blev sendt efter dem for at tilintetgøre dem (1.Makkabæerbog 3:13-26)

Efter mange år og mange kampe kunne oprørerne til sidst entre Jerusalem. Gud havde på mirakuløs vis givet dem sejren. Da de så skændingen og ødelæggelserne blæste de i shofaren og flængede deres klæder i gru. Derefter begyndte genoprettelsen af templet. De rev det alter ned, hvorpå der var ofret svin og byggede et nyt. De fremstillede igen de forskellige genstande og redskaber til brug i templet, da Antiochus havde tilranet sig de oprindelige af guld, sølv og bronze.

I Daniels Bog (Dan 8:13-14) omtales 2300 aftner og morgener. Mange har anset dette for dage og/eller år, men måske skal det forstås som aften -og morgenofringer. Således bliver det til kun max 1150 dage. Makkabæerne genindviede templet 1105 dage efter dets skænding, så måske passer det på antallet af morgen- og aftenofringer, som Daniel forudså ville mangle i den 3 årige skændingstid under Antiochus.

Det fortælles, at de fandt olie nok i templet til Menorahen til at brænde kun en enkelt dag. Imidlertid ville det tage 8 dage at fremstille en ny olie efter Guds forskrifter. De besluttede alligevel at tænde Menorahen ved indvielsen. Alle forventede at Menorahen ville gå ud efter den ene dag, men mirakuløst brændte den alle 8 dage til den nye olie var færdig.

Lysfest

En af årsagerne til navnet lysfest for Hanukkah er således fortællingen om olien til Menorahen, men hovedsageligt, fordi Herren er lys og ved Hans indgriben og undere, kom lyset igen tilbage til Israel. Også Guds ord, Torahen forbindes med lys, som Kong David gør det i salme 119. Med Torahens fornægtelse under Antiochus gik lyset ud. Det kom igen med Guds nådige indgriben.

Guds lys og Guds undere er derfor festens omdrejningspunkter.

Messias Yeshua refererer til sig selv som lys (Johs. 8:12; 9:5; 12:36-37,46) og måske har han holdt den undervisning under lysfesten for tempelindvielsen i Jerusalem, ligesom han underviste om sig selv som det levende vand under Sukkots vanddragningsceremoni.

Yeshua er lyset og ordet, der er kommet til os og stadig kommer til os. Det levende ord, den levende Torah, som lovet af Faderen. Mange mener, at Yeshua som lyset blev undfanget under Hanukkah og født under løvhyttefesten.

Antikrist og lovløshed

Antiochus var et billede og en forløber for Antikrist med mange af dennes kendetegn: Lovløshed/torahløshed, ophøjelse af sig selv til gud, forfølgelse af dem, der holder fast ved Messias og Guds bud/torah etc. Alligevel var han jo ikke den endelige Antikrist.

Daniel taler i kapitel 7 om endnu et horn, der skal fremstå - nu ikke fra det 3. græske rige, men fra det romerske rige - som vil følge i sporene af Antiochus. Han er Antikrist, det 11.horn, som tilraner sig eller får overgivet magten i endetiden, indtil Gud endelig tager magten over hele jorden (Daniel 7:23-27).

Vi kan bemærke, han vil ændre loven og tiderne, altså Torahen og de bibelske fester.

Antikrist kaldes lovløshedens menneske (2.Thess 2:3-4). I hans tid vil lovløsheden tage overhånd, falske profeter vil stå frem, og der vil komme trængsler for dem, der ligesom på Antiochus tid holder fast ved Torahen og Messias (Åb. 14:9-12).

Yeshua taler også om ødelæggelsernes vederstyggelighed som noget fremtidigt (Matt.24:15-22).

Den endelige antikrist vil sandsynligvis tage sæde i det tempel, der endnu ikke er bygget, og give sig ud for Gud, og således vil profetien om ødelæggelsens vederstyggelighed være endelig fuldbyrdet.

Der vil være en trængselstid, indtil Messias kommer og med sin munds ånde tilintetgør denne antikrist (2.Thess. 2:5-12)

I de begivenheder, vi fejrer under Hanukkah, ser vi afspejlet mange af endetidens mønstre og tildragelser. Det bliver en parallelhistorie.

Det nuværende tempel

Hanukkah er ikke kun en fejring af noget, som var engang og en formaning om noget, der skal komme. Det er også en påmindelse om det, der er nu. De troende i Messias er nu tabernaklet for Guds Ånd, hvorved festen også bliver en påmindelse om genindvielse vort indre tabernakel (Rom 12:1-2).

Vi ved, at lovløshedens/torahløshedens hemmelighed virker allerede nu (2.Thess. 2:7). Torahen er i vanry, det er ikke moderne at tage den alvorlig. Verdenssystemet er bygget op om en græsk og romersk demokratiform og filosofi. Endog mange troende er mere under indflydelse af græsk og romers tankegang, kultur og vaner end under Biblens hebræiske tankegang og har fjernet sig fra de hebræiske rødder, og fra at læse Guds ord ud fra dets oprindelige hebræiske værdisæt.

Mange af Antiochus dekreter er blevet god latin: Ingen sabbat, ingen fester, afgudsbilleder, spisning af uren føde, ingen omskæring, forkastelse af Torah. Selvom han er død, og selvom ingen tager hans afstraffelsesmetoder i brug (endnu) lever hans ånd i bedste velgående, som også Paulus siger det.

Det er tid for det levende tempel nu at genindvie sig til den arv, som Yeshua er rodfæstet i - Hanukkah er en god anledning til en sådan besindelse og genindvielse.

At tage fat i de hebræiske rødder af vor tro er ikke let, og det vil møde modstand, fordømmelse og til sidst trængsler, men motivet for os må hele tiden være at søge sandheden i og om Messias uden indskrænkning eller frygt.

Lad os minde hinanden om, hvem vi er i Messias, at vi er lysets børn:

Ef. 5:8-15; Matt. 5:14-16; 1.Peter 2:9; 1.Thess. 5:4-6; Fil 2:14-16; 1.Johs 1:5-9.