Utallige gange i Skriften forklarer Gud Sine handlinger og reaktioner direkte eller indirekte med, at Han gør det for Sit navns skyld. Henvisningen til Sit navn eller selvhenvisningen binder på mange måder Skriften sammen overordnet set. Det matcher med de trumferende udsagn om, at Han er Alfa og Omega, Den Første og Den Sidste, Begyndelsen og Enden. Begrundelsen for alle tings skabelse og væren og for det, der driver Gud, ligger altså gemt i Gud selv og skal findes der.

Det er lige så svært at forklare og forstå Gud som Gud, som det er at forklare og forstå, hvad vendingen for mit navns skyld indeholder. Det kan derfor ikke være målet. Gud er uudtømmelig, mystisk og aldeles herlig. Men målet må være at åbne for den lysstrøm, der strømmer fra Guds navn, så vi kan tilbede Ham, for den Han er. Det er Ånden, der skal herliggøre Ham, ikke vore forklaringer.

Ezekiel 36,17-38

Passagen omtaler, hvorfra Gud frelser Israel (tilstanden af bundløs synd og uhellighed), og hvorfor Han gør det. Frelsen, der omtales i Ez 36,24-28, kender vi som den nye pagt ved Yeshuas blod, som blev indstiftet under aftenensmåltidet (Påskesederen), før den blev grundlagt de følgende 3 dage med korsfæstelsen og opstandelsen. Da frelsen er den samme for os troende fra nationerne, er tilstanden hvorfra Gud frelser os og begrundelsen derfor den samme som for Israel. Det bringer os i samme båd som Israel.

Frelsen og nåden

Gud gør det umiskendeligt klart, at Han frelser for Sit navns skyld (Ez 36,20-23) og ikke for Israels eller vores skyld (Ez 36,32). Med andre ord er der intet i os, der kan motivere Gud til at frelse os, intet retfærdigt, frelses-værdigt eller elsk-værdigt. Motivet og begrundelsen ligger alene hos Ham, i Hans navn. Den indsigt opnåes efter frelsen. Fortabelsen eller tilstanden før frelsen er netop kendetegnet ved menneskets urealistiske tro på, at der er noget godt i os, som er værd at bibeholde og frelse, selvom vi alle ville indrømme en måske endda stor portion synd i os. Var dette tilfældet, ville frelsen ikke være alene for Hans navns skyld, men i det mindste til en vis grad for vores navns skyld. Væmmelsen, skammen og skændslen over os selv og vores synd (Ez 36,31-32) fremstilles således som en frugt af frelsen. Den forekommer ubærlig, men kommer til at danne en strålende kulisse for Guds frelse for Sit navns skyld.

Den logiske følge af dette er, at målet for Herrens frelse af os, ikke er os, men Ham selv. Det er ikke først og fremmest for, at vi skal gå fri af fortabelsen, men for at Gud kan herliggøre Sig selv, Sit navn, gennem Sin frelse af os. Herren vil vise hele Sin herlighed gennem Sin skabelse. Det er vigtigt at gribe, hvis Guds frelse ikke skal blive til en indadvendt affære, hvor vi bliver centrum for vort eget frelste liv og herliggør os selv deri. Sker dette, bliver frelsens glæde hurtig til skuffelse.

Vi frelses af nåde. Nåden er netop ubegrundet. Gud viser nåde mod hvem, Han vil. Nåden springer derfor frem af “for mit navns skyld” og gives frit til alle, den gives til. Var der noget selvstændigt i os, f.eks. en kvalitet eller fromhed, der kunne få Gud til at vise os nåde og frelse os, ville frelsen ikke være af nåde.

Guds kærlighed

Guds kærlighed er aktiv i frelsen. Fordi Han elsker verden, sender Han Sin Søn ind i verden som frelser og sonoffer (Johs 3,16; 1.Johs 4,10). Gud ER kærlighed. Man kan sige, at kærlighed er Hans navn og derfor indeholdt i frelsen, der udføres for Hans navns skyld.

Vi trænger til Guds kærlighed hele tiden, men den kærlighed kan gå hen og blive for vores skyld, så vi ubevidst gør os selv til centrum for Guds kærlighed. Det bliver altså os mere end Gud, der fylder. Så snart det sker – og det sker for os alle – bliver Guds kærlighed fjern, og vi jagter den måske derfor bare endnu mere. Guds kærlighed må ikke fjernes fra Hans Navn, så den bliver løsrevet fra Ham.

I Gud er der en selvberoende kærlighed. Man kan måske sige, at det er kærligheden mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er tydeligvis Sønnens kærlighed til Faderen, der driver Yeshua til korset til frelse for os. Det er den selvberoende kærlighed i Gud, vi drages ind i – for hans navns skyld. Det er også den kærlighed, der ved Helligånden er udgydt i vore hjerter (Rom 5,5), og den er fuldstændig ubrydelig og evig og langt bedre end en af os begæret egoistisk kærlighed fra Gud. Kærligheden i Guds navn kan ikke mistes. Det er det, Paulus udtrykker så triumferende i Rom 8,37-39:

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Bemærk at Paulus taler om kærligheden i Merssias Yeshua, altså ikke en privat kærlighed i os.

Guds kærlighed vil altid sætte Gud i centrum, henvise til Ham. Vi får intet uden om Ham som noget adskilt fra Guds Søns navn. Fokusserer vi på dette, vil vi få rigelige med indre erfaringer af Guds kærlighed.

Guds herlighed og ære

Gud har både skabt verden og frelst den for Sin egen skyld og ikke for menneskets skyld. Det er for Hans herligheds skyld og til Hans ære. Gud selv er endemålet for både skabelsen og frelsen – og det er fantastisk godt nyt. Vi er skabte og frelste til, at Gud kan herliggøre Sig selv i os. Han ønsker hele æren:

For mit navns skyld holder jeg igen på min vrede, for min æres skyld lægger jeg bånd på mig og udrydder dig ikke. Men jeg har lutret dig, ikke som sølv, i lidelsens ovn har jeg prøvet dig. For min egen skyld handler jeg, ellers vanæres mit navn, og min ære giver jeg ikke til nogen anden. (Es 48,9-11).

Når Gud siger, at Han ikke deler Sin ære med nogen, er det ikke fordi, Han ikke kan tåle at dele med mennesket, men fordi mennesket ikke kan tåle at dele æren med Ham. Det er vi simpelthen ikke skabte til. Vi kan ikke bære det. Vi bliver afguder i os selv og taber for meget af, vi higer efter, på gulvet.

Alt må pege hen på Gud. Ingen kommer uden om Ham. Hans navn VIL blive herliggjort både i frelse og dom.

Holder vi os til Hans navns ære og herlighed efter frelsen, så kan vi bede Ham om alt. I Ez 36,37-38 vil Gud på vores bøn gøre os som offerfår. Offerfår er testet, lydefri, perfekte og uden fejl. Det vil Herren gøre for os, hvis vi beder Ham i lyset af, at alt er for Hans navns skyld og til Hans ære og herliggørelse. At bede om noget i Yeshuas navn, vil sige at bede om det for Hans æres skyld, til herliggørelse af Ham, og ikke for at vores liv her i verden bliver lettere, eller for at vi lykkes i vores forehavende. Gud skal lykkes, ikke os.

Løftet om at blive som offerfår reflekteres i Efeserbrevet:

For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed………ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. (Ef 1,4; 5,26-27).

Bemærk at dette sker i Ham, i og ved Hans navn.

Tryghed og liv

Når alt står og falder med Hans navn og med Hans ære og herlighed, da kan vi aldrig miste det. Ville skabelsen, frelsen og nåden være bundet til noget i os, ville vi kunne miste det. Enten fordi vi mistede den kvalitet eller fromhed, der sikrede os frelsen, eller fordi vi voksede i ondskab og synd, så Gud skulle fortryde Sit valg af os. Når alt ligger skjult i Ham, kan intet “godt” i os få Ham til at frelse os, og intet ondt i os for Ham til at opgive Sit forehavende. Det giver frygt og bæven, og usigelig glæde.

I Hans navn har vi en sikker havn og favn, vi kan ty til og skal ty til og finde glæde og tryghed.

Herrens navn er et fæstningstårn, den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed. (Ordspr 18,10)

Herre, vor Herre. Hvor herligt er dit navn over hele jorden!