“….og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner: Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; v6 for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. v7 For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? v8 Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner. v9 Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet? v10 For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. v11 Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. v12 Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ.” (Hebr 12,5-12)

Gud opdrager uden undtagelse alle Sine børn. Den sandhed glider os let af hænde, når opdragelsen står på, fordi denne altid er ubehagelig, til tider meget smertefuld og ikke sjældent direkte pinefuld. Skriftstedet minder os om, at også vi får vores tilmålte del af Guds opdragelse, så vi ikke mister modet under den, bliver trætte og forbitrede (Hebr. 12,3,15).

Formålet
Det allerbedste er at huske på, at Gud opdrager os for at vi skal få del i Hans hellighed. Guds løfte til os er, at vi skal være hellige som Han er hellig, altså være af samme substans som Ham. Det er løftet til Israel, og til alle Guds øvrige børn, at børnene skal være som Faderen. Med dette fantastiske og i virkelighed ufattelige løfte for øje, kan vi nok bære en hel del af Guds opdragelse uden at miste modet eller blive bitre, som det så tit sker for mennesker i modgang. Det er værd at understrege, at Gud ikke opdrager os, for at vi skal blive stærkere, dygtigere eller mere selvstændig, men for at vi skal blive mere hellige!

Job og Israel
Job fik en stor dosis af Åndens opdragelse (endda med Satan som redskab); dog ikke fordi Job var uretfærdig. Tværtimod siger Gud, at Job var en retfærdig mand. Men Job måtte igennem en benhård proces fra at være en retfærdig mand til at være søn, hvilket ses af, at Job fik fordoblet sin ejendom til sidst. Den dobbelte portion står i Skriften netop som symbol på en førstefødt søns arv. Job kunne til sidst udbryde, “Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,4). At se Gud med egne øjne er i Hebræerbrevet netop løftet, som hellighed gennem opdragelse stiller os i udsigt. (Hebr. 12,14).

Guds opdragende hånd ligger også tungt på Israel gennem hendes historie, som den er optegnet i Bibelen – og iøvrigt på Israels historie efter den Bibelske optegning. Et eksempel på, hvordan en sådan opdragelse kan føles og erfares kan læses i Klagesangene 3,1-20. Manden, som giver erkendelsen ord, kan både både Jeremias som selvstændig person og Jeremias som repræsentant for det omvendte Israel. Det bemærkelsesværdige i passagen er, at Jeremias alene tilskriver ulykkerne og smerterne til Guds tugt og opdragelse. Han forfalder ikke til forbitrelse, anklager, undskyldninger eller til at tilskrive det hele til uheldige omstændigheder eller andre menneskers ondskab. Heri har vi kimen til en frugtbar opdragelse og et værn mod den offermentalitet, der er så populær og blokerende for enhver opdragelse fra Guds side.

Os
Nu er der vel ingen af os, der bare tilnærmelsesvis har været udsat for det, Job og Israel har været udsat for. Alligevel har vi nok alle smagt noget af samme medicin i mindre målestok. Selvom målet for al opdragelse er det samme, nemlig del i Guds hellighed, så tilmåler Gud opdragelsen til os som enkelt individder eller menigheder. Han kender vores opvækst, vores historie og de vilkår, vi har været udsat for, ligesom Han kender vort inderste væsen – alt sammen langt bedre end vi kender det selv og kan udtrykke det. Han ved, hvilken opdragelse, der vil fremme Hans mål for os hver især. Og den er højst sandsynlig meget anderledes, end vi ville vælge den, om vi skulle vælge selv. Det skal vi heldigvis ikke, men vi skal som både Job og Israel befale os i Guds hånd i troen på, at Han ved, hvad der er bedst for os (Hebr 12,10b).

Grunden til, at vi ikke skal gøre os kloge på vor egen opdragelse eller gå i rette med Gud over den, er ikke kun, at vi ikke kender os selv godt nok. Noget langt vigtige er det, at vi ikke kender Guds hellighed godt nok, altså målet for opdragelsen. Der er nemlig intet i verden eller i mennesket, som ikke har mistet herligheden fra Gud (Rom 3,23; 1.Mos 3,10) og dermed enhver erkendelse af, hvad hellighed overhovedet er. At Gud er hellig betyder, Han er fuldstændig anderledes end noget, vi kender efter syndefaldet, hvor alt gik tabt for os. Kun når Gud ved Helligånden vælger at vise os Sin herlighed og hellighed i Sin Søn og gennem korsets Evangelium, begynder det at dæmre en smule for os, hvad Hans hellighed er og indebærer. Den, der har smagt en smule af det, ved udmærket godt, at han eller hun ikke skal gøre sig klog på egen opdragelse til hellighed.

Vore bønner
En ting, der kan hjælpe os til at identificere Guds opdragende hånd på os, så vi villigt underlægger os den, er, at vi husker, at Gud før eller siden besvarer bøn, når den er efter Hans vilje og kommer fra vort hjerte. Er der sammenfald i vore bønner mellem Guds vilje, som den er givet i Skriften, og vort hjerte, kan vi være sikre på, at det er bønner, som Helligånden har indgivet os, og som Herren har udvirket, at vi skulle se vores behov for.

Hvor ofte har vi ikke bedt om, at Herren må blive større i os og vi mindre, at vi må blive sat fri for den eller den trang, vane eller synd, om at vi må kende Herren bedre og leve til Hans velbehag, om at blive mere afhængig af Ham, om at komme mere ind i både at leve og vandre i Ånden, om at være én Ånd med Ham etc. etc. Alt sammen gode og rigtige bønner efter Guds vilje og sikkert også forankret i et oprigtigt ønske i vort sind.
Alligevel kan vi glemme, at opfyldelsen af bønnerne fordrer en opdragelse til dem. Når vi beder som ovenfor, beder vi samtidig om opdragelse. Når opdragelsen kommer, glemmer vi måske p.gr.a. ubehagelighederne vore tidligere bønner og søger udveje. Omvendt, hvis vi husker vore bønner og ved, de bliver besvaret til Guds tid, så er vi forberedt og rede til at gennemgå det, der er nødvendigt for, at vi kan få det, vi beder om, og Herren så uendelig gerne vil give os og udfolde i os.

Hjælpe hinanden
Herren opdrager både menigheden og de enkelte lemmer derpå, altså både kollektivt og individuelt. Da det ikke altid – eller måske sjældent – foregår simultant, kan vi hjælpe hinanden under opdragelsen. I Skriftstedet siges det, at vi skal styrke de synkende hænder og de kraftesløse knæ (Hebr 12,12). “Synkende hænder” er tegn på, at man er på vej til at opgive at tjene Gud, og “kraftesløse knæ” at man er ved at gå i stå i vandringen med Ham.
Det kan ske for os alle under vægten af Guds opdragelse. Mismodet indfinder sig, trætheden tager til og forbitrelsen lurer lige om hjørnet, og vi begynder måske at trække os tilbage fra fællesskabet og ind i os selv. Når det sker, er vi kaldede til at styrke disse brødre og søstre. Ikke ved at hjælpe dem udenom opdragelsen eller kritisere dem for manglende mod, men først og fremmest ved at tegne formålet (del i Herrens hellighed) for dem, og ved at gå med dem, så godt man kan, uden selv at blive fristet af at finde løsninger andre steder end i Herren.
Til syvende og sidst går ingen alene. Herren Yeshua er med under hele opdragelsen, men vi behøver også et menneske ved siden. Sådan har Gud bestemt det.

Herliggøre Gud
Vores indstilling til Guds opdragelse har stor betydning for, hvor frugtbar opdragelsen bliver, hvor længe den står på, og hvor tit den skal gentages for at frembringe den hellighed i os, som Herren ønsker. Modtager vi Guds tugtende og opdragende behandling af os i tro og tillid til, at Han gør det, der er bedst for os og endda med taknemmelighed over, at Han vil give os del i Sit hellige væsen, så virker opdragelsen bedst.

Vi kan herliggøre Gud under opdragelsen på to måder. Ved at råbe på den rigtige måde til Ham og ved at tilbede Ham.
Når livet gør ondt – selvom det er p.gr.a. Guds opdragelse af os som sønner – så kan vi faktisk herliggøre Ham ved at klage til Ham. Ikke ved at an-klage Ham eller mennesker, heller ikke ved at be-klage os over tilstanden, men komme til Ham med det som gør ondt vel vidende, at det er tilmålt af Ham. Vi kan fortælle, hvor ondt det gør og søge tilflugt hos Ham.
Igen kan vi tage Jeremias som et forbillede her, når vi læser videre i den overfor nævnte passage (Klages 3,21.33). Han ved, Herrens barmhjertighed ikke er hørt op, at han må vente på Gud, fordi Gud er hans lod både i den pinefulde tilstand og overhovedet. Også Yeshua udøste Sin nød som menneske til Gud, selvom den var nødvendig for Ham som Søn (Hebr. 5,7-10). Derfor kan Han også hjælpe os i samme proces. At udøse Sin nød til Gud, som den eneste der kan hjælpe, herliggør Ham.

Vi kan også herliggøre Gud ved at tilbede Ham som Fader, mens Han behandler os. Vi ved, det tjener os til bedste, og med Herrens hellighed og herlighed for øje og vores andel deri – Hellighedens håb, Kristus i os (Kol 1,27) – er det muligt midt i smerten at løfte sine øjne til Herren og tilbede Ham. Han er vort liv og eneste tilfredsstillelse. Når opdragelsen tager sigte på netop dette, er den opfyldt, når vi tilbeder Ham med den kærlighed, Han selv ved Helligånden har givet os. I sådan et øjeblik smelter Guds kærlighed til os og vores til Ham sammen, for begge udtryk udspringer af Hans hellige væsen.

Måtte Herren blive herliggjort i vore liv, både i de svære tider når Han opdrager os som sønner og døtre og i de bekvemme tider, når vi nyder Hans nærvær, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje. (Hebr 12,2-3).
Han er det hele værd!