Skabelsen og frelsen er noget Gud selv har frembragt og fuldender i Sin Søn, Messias Yeshua. Intet andet væsen eller noget menneske er delagtig i nogen af delene. Derfor tilhører hele æren Gud, og den deler Han ikke med nogen. Gjorde Han det, ville Han lyve om både skabelsen og frelsen, for kun den fortjener ære, som har medvirket. Det er derfor Skriften hævder frelsen ved tro alene. Kun troen kan gribe sandheden om ‘Gud alene’. Gud skaber og frelser for Sit eget navn skyld til ære og herliggørelse af Sig selv deri.

Ikke os men dig, Herre!
“Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld”. (Sl 115,1)
Salmisten her har indset, at mennesket ikke er hverken skabt eller frelst til at få nogen ære. Det kan intet menneske bære. Derfor beder han Gud om at holde al ære langt væk fra mennesker og i stedet tage det hele selv. Så er livet, som det skal være.
Det siges i verset, at det skal være for Guds godheds og troskabs skyld. ‘Godhed’ er det hebraiske ord ‘chesed’, som også oversættes med ‘nåde’ visse steder, mens ‘troskab’ er det hebraiske ord ‘emet’, som betyder ‘sandhed’. Disse to ord kommer fra Guds egen mund over for Moses og betegner ifølge Gud selv Hans navn:
“Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.” (2.Mos 34,6). De samme to betegnelser finder vi om Yeshua i Johs 1,14:
“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Det navn, æren tilhører, er altså både Faderens og Sønnens, fordi de bærer samme herlighed i sig, eller deler den.

Ordet ‘ære’ i salme 115,1 er det hebraiske ord ‘kavod’, som normalt oversættes med ‘herlighed’ Dette sammenfald af ‘navn, ære og herlighed’ ser vi endvidere i den underfulde samtale mellem Gud og Moses i 2.Mos 33. Moses ønsker at se Guds herlighed, ‘kavod’ (2.Mos 33,18), og Gud svarer, at Han vil lade Sin skønhed gå forbi Moses og udråbe Sit navn for Ham, altså lade Moses erfare Sit navn. Igen ser vi, at Guds navn er ‘herlighed’, ligesom Sønnens navn er det. ‘Kavod’ bærer i sig ud over ‘herlighed’ betydningerne ‘vægt, fylde, substans, lys, værdi’, alt det Gud er. Sin skønhed, som Gud vil vise Moses, er ordet ‘tuv’, som ud over ‘skønhed’ betyder ‘godhed, rigdom, glæde, smag’.

Med andre ord, Herrens herlige navn er ikke kun et kaldenavn, men en substans, en væren, der skal erfares, opleves, smages. Det skulle Moses for at kunne tjene og ære Herren. Det samme er nødvendigt for os, for at vi kan leve til Hans ære. Ellers aner man jo ikke, hvilken ære man lever for, og så ender man med at leve for ens egen navns og æres skyld.

Når man smager Guds nåde i Hans Søn, begynder det at dæmre. Paulus hjerte løber over med det i Rom 11,30-36, efter at have gjort rede for forholdet mellem troende hedninger og jøder:
“For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed. O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.”
De to sidste sætninger siger det hele. Alt fra Ham, til Ham og ved Ham til Hans ære i al evighged.

Herrens ære og herlighed, vor dybeste glæde og største tilfredsstillelse.
“Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” (Kol 3,17). Hvad vi tænker, taler, føler, gør – i vore relationer, omstændigheder (arbejde, fritid, sovende, vågen, syg eller rask, rig eller fattig) – skal vi gøre, tænke, føle, sige med henblik på Jesu herliggørelse deri og ære deraf! Det er, som vi har set, det, der ligger i navnet, Jesu navn. Og i samme træk sige Gud tak for, at det forholder sig sådan, fordi alt er fra Ham.

Dette kommer aldrig til at ske ved moralske krav og fordringer, eller ved disciplin eller ved trusler, eller ved endeløse anstrengelser. Det bliver kun til virkelighed for os gennem en indre åndelig erfaring, givet af Guds nåde ved Helligånden, af, at Herrens ære og herliggørelse i vore liv er vort højeste gode, dybeste glæde og eneste sande tilfredsstillelse. Dertil er vi skabte, og dertil er vi frelste.

I modsætning til hvad man måske ville antager, så er dette noget, der er ganske enkelt og ligetil for ethvert Guds barn. Enhver troende har et mål af denne erfaring, selvom den måske for mange desværre ikke er særlig bevidst. Tænker vi efter, vil vi opdage, at de stunder, hvor vi har været mest opfyldte, taknemmelige og tilfredse, da har Gud haft al ære. Vi har set hen til Ham, anet Hans herlighed, troet Ham i fuldendt tillid og oplevet, at vi lever!
Vi mættes, når vi fyldes af hans ære og herlighed i dyb taknemmelighed. Da er Gud sand Gud, og vi er sande mennesker. Da lever vi i Ånden og ikke i kødet.
Ligesådan ved vi, at når vi giver efter for kødet og søger ære, anerkendelse eller opmærksomhed for os selv, så kommer efter den første ‘søde’ tilfredsstillelse tomheden, meningsløsheden og væmmelsen. Vi er blevet ude af os selv, ude af vores nye menneske.

Men Gud ske tak! Han har givet os Helligånden, og Hans fornemste tjeneste i vore liv er at herliggøre Herren i os og for os (Johs 16,14). Vi har en mægtig hjælper, så vi kan leve af den sande mad, at ære og herliggøre Ham, der elsker os og har givet Sit liv for os.

Som troende kan vi komme til at leve i åndelig mangel og smalhals, hvis vi er for forkuserede på Guds gaver og velsignelser i vore liv, mere end på Gud selv, og på hvordan Helligånden ønsker at herliggøre Ham i vort liv. I jagten på alt det, Herren kan gøre for os materielt, sjæleligt og endda åndeligt, kan vi komme til at lide sult og mangle tilfredshed i vort åndelige liv. Vore omstændigheder og vilkår i dette forgængelige liv må ikke blive det primære for os. Gud er Alfa og Omega, Den Første og Den Sidste. han er målet for vore liv og endvidere midlet til at nå dertil. Da tilfredstilles vi, og Gud får ære og glæder Sig med os og over os. Da løftes vi ind i det evige liv i Herren Jesus.
“Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” (Kol 3,2-3)

Leve og tjene til Herrens herliggørelse og ære og til vores fulde tilfredshed
Vejen til at leve et liv til Guds ære er ikke at gøre noget helt andet, men at gøre det, man gør, med Hans ære for øje. Det er at leve hele vort liv – personlige liv, familieliv, arbejdsliv, fritidsliv, følelsesliv, tankeliv – med henblik på at herliggøre og ære Gud under bøn om, at Guds Ånd vil udvirke det i os. Vi kan spørge os selv, om denne eller hin tanke, vane, reaktionsmønster eller de ord, vi siger, bringer ære til Herren eller ej. Gør de ikke det, skal vi ikke bekæmpe dem, men lade dem ligge urørt og usagt. Gør de det, skal vi være glade og taknemmelige derfor.

Torahen, Guds Lov, kan hjælpe os på vej. Gud har i den givet forordninger om alle ting i livet, næsten ned til mindste detalje, selv vedrørende det der har med vore behov at gøre, f.eks. spisevanerne (1.Kor 10,31). Loven, Torahen, budene er ikke givet, for at vi skulle opnå noget ved at følge dem, f.eks. frelse, retfærdiggørelse eller for at få en særlig udmærkelse fra Gud. Det ville jo være at leve til egen ære. De er givet som ledetråde til, hvordan vi ved Åndens hjælp kan leve med Guds ære for øje i alle ting. Er vores lydighed basseret på, vi skal opnå noget, er vi faldet ud af nåden. Nåden og glæden er løftestang for lydigheden.

På lignende vis skal vi tjene hinanden og legemet med Åndens nådegaver. De er givet for at Gud fremstår vidunderlig og enestående:
“Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen” (1.Peter 4,10-11). Hvis der er noget i dette liv, vi ikke kan bryste os af, så er det nådegaverne. De udelukker al selv-ære, mens de manifesterer Guds herlighed, og takken vil gå til Ham.

Hvis Herren for alvor skal blive herliggjort gennem vort liv og tjeneste, må vi leve og tjene med glæde og tilfredshed, som jo netop er selve mærket og beviset på, at Han får ære. Det gælder også det at fortælle Evangeliet til omverdenen og vidne om Yeshua.
I Johs kapitel 5 er temaet netop Herrens ære og vidnedsbyrdet om Ham. Yeshua siger, at Han gør det, Faderen gør (v.19), fordi det er det, Faderen har sendt Ham til verden for (v.21,22), og at æren derfor tilhører både Faderen og Ham (v.23). Dette er vidnesbyrdet, som tilhørerne ikke ville tage imod, og derfor ikke kommer til Ham for at få liv (v.39,40). Årsagen er, at de ikke vil give Ham æren. De stræber ikke efter, at søge Guds ære, men efter menneskers ære (v.44). Så falder de lammende ord om, at det er fordi, de ikke har Guds kærlighed i sig (v.42).
Her ligger nøglen. Guds kærlighed, som er givet os ved Helligånden i vore hjerter (Rom 5,5), vil altid søge Herrens herlighed og ære. Kun et vidnesbyrd, der er givet ud af kærligheden til Guds navn og ære er gyldig. Og den vil altid bære mærket glæde og tilfredshed. At vidne om Yeshua af pligt eller i menneskefrygt er vanærende for Ham, ligesom det er betænkeligt, hvis vi ikke er i stand til at fortælle om Ham i glæde og finde tilfredsstillelse derved.

Det er godt, når evangeliet forkyndes, så mennesker kommer til tro og bliver frelst, for da bliver der glæde i Himlen. Allegevel er frelsen ikke et mål i sig selv. Frelsens mål er Guds ære og herliggørelsen af Hans navn. Det skulle også være målet for os i vort vidnesbyrd om Herren, som Salme 40,11 udtrykker det:
“Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, jeg taler om din trofasthed og frelse; jeg tier ikke stille med din godhed og troskab i den store forsamling.”

At elske, ære og herligøre Herren i eget og andres liv er det, vi er skabte og frelste til. Det er vort inderste behov og giver livet mening, fylde, lyst og glæde. Intet kan hamle op med det.
Mange gange, hvor vi måske ikke aner det, ærer vi Herren. Han har udvalgt os til det, og Han vil selv sørge for, at herliggøre Sit eget navn i vores liv. Men lad os lægge os selv Hans forehavende på sinde og stille os til rådighed for det, først og fremmest i bøn og ydmyghed, så sandt vi har smagt, at Herren er god.

“Gid hans navn må leve for evigt, så længe solen er til, skal hans navn vokse. De skal velsigne sig i ham, alle folk skal prise ham lykkelig.
Lovet være Gud Herren, Israels Gud, han som alene gør undere, og lovet være hans herlige navn i evighed!
Hans herlighed skal fylde hele jorden. Amen, amen.” (Sl 72,17-19)